Sheba var ellers en sund og rask hund, men i en alder af 6 år rev hun sit korsbånd i højre bagben over. Det blev opereret (gendannet af et stykke lårmuskel) og kom til at fungere fint, selv om genoptræningen var hård. Vi gik bla. til
hundesvømning, hvilket dog krævede temmelig meget overtalelse...
Men som det åbenbart ofte sker, så blev det modsatte bagben overbelastet, og 2½ år senere røg det korsbånd også. Denne gang overvejede vi seriøst, om vi kunne være bekendt at trække hende igennem hele dette show igen - hun var trods alt 8½ år på det tidspunkt. Men da hun i øvrigt var haltfri samt sund og rask, ville vi give det en chance.
Til vores store glæde gik det noget nemmere end første gang, men alle var jo også øvede nu - inkl. Sheba selv. Denne gang sprang hun næsten i vandet af sig selv i svømmehallen. Og da "mor" i mellemtiden havde lært "Hundemassage til husbehov", kunne vi også gøre genoptræningen mere effektiv ved at lindre de ømme muskler. Men der kom ikke så meget gigt i knæ nr. 2 - måske fordi vi allerede var så godt kørende med passende foder og kosttilskud.
Men der kom altså gigt i begge knæled, og hvordan man styrer det, så hunden er smertefri og velfungerende, nåede vi at få en del erfaring i, som vi har beskrevet på undersiden
Gigt hos hunde.
Konklusion
Summa summarum: Sheba levede et godt liv, til hun var næsten 11 år, med retablerede korsbånd i begge bagben. Bortset fra, at hun lagde mere vægt på forbenene, fordi lårmusklerne aldrig blev så store som før, og at hun derfor fik spændinger i skuldrene og skulle masseres/heales med jævne mellemrum, så fungerede hun fint: Ingen halten, ingen smerter. Vi sørgede for jævn belastning mht. gåture og leg, så der ikke blev de store udsving - altså lige bortset fra, da vi anskaffer en lillesøster til hende, som skulle leges med... Det krævede lidt mere massage og healing end normalt.