BDO Coast2Coast / Flash back / KanalFrederikshavn.dk

KanalFrederikshavn.dk

15.04.2015
Af: Leif Jensen
Ny kortere cykeldistance under årets Coast 2 Coast
 
Arrangørerne bag det populære Coast 2 Coast-løb åbner nu op for en motionscykelrute på 70 kilometer, og det sker på opfordring fra folk, der føler, at cykelruter op til 200 kilometer er for uoverskuelige. Men man skal være hurtig med at beslutte, om man vil med, da tilmeldingen til Coast 2 Coast lukker 1. maj.
 
- For at tilgodese deltagere, der ikke kan løbe 50 km og som synes, at cykelruterne er for lange, har vi besluttet os for at lave rute på 70 kilometer, som man så deler med rulleski-løberne. Det er en tur, man godt kan klare, om man så stiller op på en racercykel, mountainbike eller for den sags skyld den gamle havelåge, fortæller Kent Jørgensen, der er idémanden bag det populære og sociale løb på årets korteste nat.

Motionscykelruten på 70 kilometer følger stort set den klassiske tur tværs over fra kyst til kyst, dog med en afstikker til Lønstrup. Deltagerne på den rute rammer både julemandsdepotet, rødvinsdepotet i Højene og øldepotet i Sindal, ligesom løberne og deltagerne på Bike and Run. Men så går den nye rute ad vejen til Hørmested og ind til depotet i Mosbjerg, inden der så venter pandekager i Jerup og flødeboller i Strandby ved Brugsen.

- Hvis nogen stadig er i tvivl, så er det jo sådan, at det hele starter ved solnedgangen i Skallerup, og så går turen ellers tværs over til Palmestranden, hvor der venter et solidt morgenmåltid. Det er jo det eneste ultraløb i Danmark, hvor man vejer mere i mål, end da starten gik takket være de mange depoter undervejs og det, der venter, når solen langsomt står op. Samtidig er det jo sådan, at vi nok er landets største sociale løb, forklarer Kent Jørgensen med henvisning til, at tiden i bund og grund er ligegyldig. Det handler bare om at komme igennem og nå frem til mål, inden solen står op.

Efter parolen om, at man ikke skal udsætte andre for noget, man ikke selv har prøvet, tog Kent Jørgensen turen alene fra solnedgang til -opgang for snart fem år siden. Året efter var der 400 deltagere på turen, som så blev til 800 det efterfølgende år. Sidste år var deltagerantallet på 1.600 og her i skrevne stund har man rundet 2.400 forventningsfulde deltagere. Man har virkelig formået at ramme en niche, som tiltrækker deltagere fra hele landet.

Det hele begynder, når solen går ned fredag 19. juni klokken 22:22 på stranden for enden af Midsommervej i Skallerup Klit. Derefter bevæger deltagerne sig tværs over landet til Palmestranden for at se solen stå op klokken 04:16.
22.06.2014
Af: Leif Jensen
Unik løbefest gennem natten fra kyst til kyst

De tre glade idéfolk til successen Coast 2 Coast: Christian Bak, Rico Eiersted og Kent Jørgensen.

“What a day, what a night. Coast 2 Coast 2014 er nu en saga blot og hold da op for en løbefest. Fedt at bruge tid og kræfter på at arrangere et så stort arrangement, når så mange glade løbere er med på idéen. Vi synes at næsten alt klappede og når vi engang i løbet af ugen får armene ned og kan nå tastaturet, så bliver der lavet diplomer i slutningen af næste uge. Tusind tak til alle vores hjælpere rundt omkring. Uden jer ingen Coast 2 Coast. Vi sætter stor pris på jeres hjælp.”

Sådan skriver de tre bagmænd bag det, der engang bare var en skør idé og som natten mellem fredag og lørdag gjorde, at ikke mindre end 1600 glade motionister på hver sin måde tog turen tværs over fra kyst til kyst, fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn. Dette foregik i rent og skær løb hele vejen på de 50 km, eller også med en fast makker eller to, hvor man så skiftedes til at cykle og løbe, og som noget nyt i år var der en mountainbike rute, der gik via Skagen til målet i Frederikshavn.

Der er et væld af store roser til de tre, Christian Bak, Rico Eiersted og Kent Jørgensen, her efterfølgende på Facebook.

”Tak for et super løb. I er nogle af hverdagens helte”, skriver Lotte Jørgensen.

Jakob Stenbakken Johnsen skriver: ”Tak til jer for et fantastisk løb. Har aldrig oplevet så meget liv og festlig stemning på Palmestranden før. Imponerende, hvad I har bygget op. Velfortjent med et par hviledage til jer”.

”Det mest imponerende var næsten, at I også havde styr på flotte solned- og opgange”, skriver Ole Sørensen.

Dette er blot nogle af de mange glade kommentarer fra deltagere og ja, der var styr på det. Vejrguderne viste sig også fra den bedste side, og der blev højst en lille smule koldt i løbet af natten. Depoterne undervejs bød på smil fra de glade hjælpere, mens der blev serveret alt fra pandekager til øl, fra flødeboller til varm suppe.

Man har ramt en niche her med dette løb, hvor deltagerantallet er fordoblet ved hvert arrangement i løbet af de tre år. Det unikke er jo at det foregår om natten. Starten går 22:22, det præcise tidspunkt, hvor solen går ned, og så gælder det så bare om, at være på Palmestranden inden solen står op 4:16. Der er ingen, der bliver udråbt som vinder. Eller rettere: Alle er vindere, når morgenmaden nydes i det opstillede telt opad cykelstien ved vandet i Frederikshavn, mens det igen bliver lyst.

Link til artiklen
 
20.06.2014
Af: Simon Bang Jensen
Coast2Coast er blevet kæmpe stort på kun fire år
Medarrangør Rico Eiersted: - Det bliver ikke ret meget flottere end en solopgang over Hirsholmene.

Det privat-arrangerede natteløb Coast2Coast - fra solnedgang i Skallerup Klit til solopgang og morgenbuffet på Palmestranden i Frederikshavn - er et tilløbsstykke uden lige. På kun fire år er arrangementet vokset fra én enkelt deltager i 2010 til nu at rumme 1.600 løbe- og MTB-entusiaster i 2014. En succesrig bedrift, der skyldes tre løbetossede ildsjæles store engagement og gåpåmod.


Tilbage i 2010 blev nuværende medarrangør, Rico Eiersted fra Strandby, kontaktet af hjørringenseren Kent Jørgensen, som alene havde prøvet at tilbagelægge den 50 km lange løbetur fra Skallerup Klit til Palmestranden om natten. Med vennen Christian Bak besluttede de tre løbetosser, som de kalder sig selv, hurtigt at føre løbet ud i livet, da de alle fandt konceptet rigtigt spændende.

Da løbet for alvor begyndte i 2011, satsede initiativtagerne på max 50 deltagere, men de endte med at have 400 tilmeldte. Året efter blev antallet fordoblet til 800 deltagere, og i år er det tal altså igen blevet fordoblet til 1.600 løbeglade mennesker. Over al forventning, hvis man spørger Rico Eiersted, som dog har en forklaring på arrangementets succes.

- Der er umiddelbart mange ting, der spiller ind for løbets store popularitet, men først og fremmest synes mange deltagere godt om konceptet "at løbe om natten", og at det er et anderledes løb i den forstand, at vi alle er her for hyggens skyld. Man kan dele oplevelsen med en eller flere på samme hold. Der er ingen tidtagning, man tager det stille og roligt, og vi har vendt bøtten lidt, så der er en hel del sjove ting i depoterne på de forskellige ruter, lyder forklaringen.

Det sociale aspekt er altafgørende, og det faktum, at løberne kan indsamle proviant som rødvin, øl, pandekager og flødeboller giver samtidig arrangementet en helt anden, mere afslappet dimension. Noget, alle deltagere sætter stor pris på.

Alle tre arrangører har fuldtidsjob og familie ved siden af, og Rico Eiersted arrangerer sideløbende et hav af sjove løb i Frederikshavn og omegn, men det lader ikke til at tynge den 42-årige selverklærede "løbetosse".
- Man kan det, man brænder for, og jeg brænder jo i den grad for det her, så det er den gejst, jeg går ind med til hvert et arrangement, fortæller han.

Det koster 300 kr. at deltage i løbet, og de penge skal dække alle udgifter som transport, mad, drikke, bagageopbevaring og telt med videre. Coast2Coast-holdet har allieret sig med mellem 10 og 15 foreninger til at hjælpe med de praktiske ting på selve aftenen og natten, og mellem 75 og 100 hjælpere er fordelt rundt på alle ruterne.

Af nye tiltag i år kan man eksempelvis vælge at være tre om én cykel, og derudover kan man også bevæge sig alene ud på to længere ruter på mountainbike, hvor begge ruter på henholdsvis 85 og 120 km når hele vejen op omkring Skagen.

Torsdag eftermiddag hjalp 12 mand fra Strandby Floorball med at sætte det 420 kvadratmeter store telt til morgenbuffeten op på Palmestranden, inden løbet skydes igang lørdag, og derudover er der lejet en omfattende toilettrailer, så løberne kan få et bad og komme på toilettet efter mål.
En lidt sjov detalje er, at arrangørerne har givet dispensation til en ældre dame på 89 år fra Poulstrup, som igen i år deltager i Coast2Coast. Trods man løber for sjov, er der stadig "strenge" regler for, hvad deltagerne må og ikke må på ruterne, men hun har altså fået lov til at køre den 50 kilometer lange rute alene på cykel.

Rico Eiersted, der selv løber med for tredje år i træk, glæder sig til lørdag morgen, hvor det sådan set bare handler om at hygge sig med hinanden og selvfølgelig få noget god morgenmad på Palmestranden.

- Det bliver ikke ret meget flottere end en solopgang over Hirsholmene - også selv om det måske bliver svært overskyet i år. Vi tager det, som det kommer, siger han.

25.06.2013 
Af: Leif Jensen - kanalfrederikshavn.dk

Stemningsbilleder fra natten fra kyst til kyst

                        Palmestranden udgjorde igen målområdet, da der for andet år blevet løbet Coast 2 Coast.
Foto: Brian Klemmensgaard.

Lidt over 800 ivrige motionister tog turen gennem natten fra solnedgang ved Skallerup Klit og frem til solopgangen på Palmestranden i Frederikshavn. En tur, der byder på præcis 50 km, og som rammer Frederikshavn Kommune via Tuenvej, ind gennem Øster Holmen og videre til Elling, inden man via Skagensvej når frem til målet og igen får sand under fødderne. 

 

Efter den tur og de strabadser sad et af de allerstørste smil solidt placeret i ansigtet hos Rico Eiersted fra Strandby. Han er blandt arrangørerne og var ikke sen til at takke de mange trofaste hjælpere ude på ruten, der ofrede deres nattesøvn til fordel for en flok løbetosser og cyklister.

Men inden da havde en af de andre arrangører og løbets idémand, Kent Jørgensen, det helt store overblik, da han bød velkommen og fik sat løbet i gang ovre på vestkysten. Det tvivlsomme sommervejr gjorde, at man ikke fik mulighed for at nyde solnedgangen rigtigt, og det gamle mundhæld med, at når solen går ned i en sæk, går den op i en bæk, viste sig at holde vand.

Regnen kom nemlig snigende i løbet af natten, men det tog ikke lysten fra de mange deltagere. I mål ventede Erik Hauch fra Restaurant Jerry´s i Frederikshavn. Han stegte pølser til den helt store guldmedalje, og fra grillen blev der taget godt fra i teltet af de mange, der havde trodset natten. Alle, der gennemførte, fik desuden en til lejligheden specielt brygget Coast 2 Coast-øl.

Brian Klemmensgaard fulgte deltagerne med sit kamera og disse stemningsbilleder kan ses via linket her under.

Link til artikel

 

22.06.2013
Af: Leif Jensen – kanalfrederikshavn.dk

Coast 2 Coast blev igen i år en kæmpe succes

Sådan så det ud omkring ti minutter før starten på løbefesten gennem natten fra vest til øst. Foto: Leif Jensen.

 

Det der for et par år siden startede som en skør idé hos en løbetosse udviklede sig til, at over 800 motionister, ung som gammel, tog turen tværs over toppen af Vendsyssel. Turen gik fra kyst til kyst natten mellem fredag og lørdag, og tidspunktet er specielt valgt ud, da dette er årets korteste nat. Alt foregår for hyggens skyld, og således bliver der ikke udpeget en samlet vinder af nogen art. Til gengæld har alle der kom igennem vundet. 

 

Turen byder på præcis 50 km med start ved solnedgang klokken 22:22 i Skallerup Klit for så senere at dukke op én efter én på Palmestranden i Frederikshavn ved solopgang 4:16. Det var store smil hele vejen, og mange tilfredse miner i målområdet, der bød på lækker morgenmad til alle, der havde taget turen gennem natten.

Der var ideelle vejrforhold det meste af vejen. Ganske lummert og med sparsom vind, men der kom der vand ned fra himlen, da deltagerne var på den sidste del af turen. Depoterne bugnede af gode lækkerier, og flere steder af noget, som man normalt ikke finder ved den her slags arrangementer. Således var der rejehapser ved Cibric i Vogn, norske pandekager ved Denex på Tuenvej, og derudover både rødvin, chips, slik og gifler.

Lige nu bugner Facebook med roser og positive tilkendegivelser til arrangørerne fra de mange deltagere, der var fordoblet i forhold til sidste års antal. Lidt under halvdelen af disse havde taget turen hele vejen i løb og kan nu kalde sig for ultramarathon-løbere. Resten havde udvalgt sig en makker, som man delte en cykel med og således tog turen i halvvejs løb og halvvejs på cykelsadlen.

Der er helt sikkert en del ømme ben rundt omkring i det vendsysselske i øjeblikket, og der er med garanti blevet taget en ”morfar” eller to denne lørdag efter en nat i motionens tegn. Og der er meget der tyder på, at en årgang 2014 af Coast 2 Coast nok skal blive en realitet.

Link til artikel

 

23.05.2013
Af: Leif Jensen – kanalfrederikshavn.dk

Klargøring til løbefest gennem natten i fuld gang

Årets startnummer til Coast 2 Coast er dette armbånd, som nu kan hentes i LOOP

 

Det tog blot ni timer, så havde man solgt 500 startnumre til årets udgave af Coast 2 Coast-løbet. Løb fra solnedgang i Skallerup Klit til solopgang på Palmestranden på årets korteste nat. Starten går fredag den 21. juni klokken 22:22, og så er planen at man skal være fremme inden klokken 04:16, så man kan se solen glimte i vandet ud for Frederikshavn. Igen i år kan man tage turen skiftevis cyklende og løbende, hvis man synes de 50 km er for langt i løb.

I kulissen bagved arrangementet er man ved at være klar til endnu en løbefest gennem natten, og deltagerne kan nu og frem til 31. maj hente sit startnummer, i form at et silikonearmbånd, i det nærmeste LOOP-træningscenter. På Coast 2 Coast-hjemmesiden kan man indtil samme dato blandt andet reservere bus til Skallerup Klit fredag aften og fra Palmestranden lørdag morgen.

Der vil igen i år være et rigt varieret udbud af mad og drikke i depoterne langs ruten. Den Bette Western Club vil sørge for countrymusik, saloonstemning og en lille én til halsen i et nyt depot ved ”broen over Liver Å”. Depotet i Højene er flyttet til Højenehallen og pizza er blevet til rødvin, da SuperBest er blevet til Jyllands største vinforretning.

Økologidepotet i Astrup kan som noget nyt også tilbyde ”økologisk vand” fra Eira og på Shelterpladsen mellem Astrup og Sindal vil middelalderfolk servere suppe. Når man så kommer ind i Frederikshavn kommune, så er der kommet et ekstra depot mellem ”Bollehedekrydset” ved Jerup/Tuenvej og Denex.

Supportere og heppere er meget velkomne, men depoterne er kun normeret til at betjene deltagerne. Men for disse er der mulighed for at købe morgenmad på Palmestranden, når der er spisning i teltet efter strabadserne ligesom sidste år.

Der vil også i år komme en konkurrence om det bedste Coast 2 Coast-billede. Men indtil da vil der være en speciel armbånds-foto-konkurrence, dvs. et billede med dit armbånd i en usædvanlig situation og kun fantasien sætter grænsen.

Endelig er der igen i år en til lejligheden Coast 2 Coast-øl, der i øjeblikket er ved at blive brygget. Samtlige deltagere får naturligvis et eksemplar, når man kommer i mål, men derudover bliver der også mulighed for at købe disse på hjemmesiden.

Medaljen bliver igen i år lavet i samarbejde med RAIS, og her lyder det at den bliver mindst lige så flot som sidste år.

Link til artikel

25.12.2012
Af: Leif Jensen - kanalfrederikshavn.dk 

Løb 50 km fra øst til vest med vinden i ryggen

  Således så det ud, da starten til Coast to Coast - winter edition blev sat i gang ved Palmestranden i lørdags.
Foto: Helle Hornshøj.

Sidst i juni var der en stor flok ivrige motionister, der stod klar på stranden ved Skallerup Klit for at tage turen gennem natten og ende ved Palmestranden for at se solen stå op. Dengang foregik det på årets korteste nat, og nu her lørdag var man så tæt på årets korteste dag, som man overhovedet kunne komme. 

Derfor gik turen den modsatte vej. Altså fra Palmestranden i Frederikshavn og tværs over til Skallerup Klit, svarende til en distance på 50 km, og denne gang fra solopgang til solnedgang.

Navnet var Coast to Coast – winter edition, og der var ikke helt så mange fremmødte som i sommer. Men alligevel var der en god flok, der her midt i juletravlheden stod klar til start klokken 9:01. Det er jo sådan, at man siger, at der ikke findes noget dårligt løbevejr, derimod kun dårlig beklædning. Så derfor var det varme tøj, og huer og handsker fundet frem, da turen gik tværs over fra øst til vest.

Initiativtager Kent Jørgensen, iført rød nissehue, bød velkommen og satte løbet i gang. Heldigvis havde man vinden i ryggen, og idéen med det hele var, at det sociale var i højsædet, og at det ikke handlede om at komme først. Således nåede alle sikkert frem med røde kinder, inden solen gik ned ved vestkysten. 

Link til artikel

23.12.2011
Af: Leif Jensen - kanalfrederikshavn.dk

Løber 49,7 km fra kyst til kyst på årets korteste nat

Løb fra solnedgang i vest til solopgang i øst. Sådan lyder parolen på årets korteste nat, hvor der er arrangeret et noget anderledes langdistanceløb. Når solen går ned klokken 22.22, så går starten ved Skallerup Klit i vest, og så er idéen altså, at løberne skal være fremme på Palmestranden i øst klokken 04.16 til solopgangen. Det sker natten mellem 22. og 23. juni, altså om præcis et halvt år på dagen i dag.

- Idéen er, at "Coast to Coast" skal være et hyggeligt løb, hvor det sociale er i højsædet, fortæller initiativtager Kent Jørgensen, der bestemt regner med, at en stor del af løberne vil følges ad på turen fra kyst til kyst.
- Det er meningen, at man selv finder en rute fra start til mål, men da der ikke er cykelsti mellem Hørmested og Ravnshøj, er der af sikkerhedsmæssige årsager valgt fire "tjekpunkter". Dermed vil ruten gå ad en nordligere og mere sikker rute, forklarer Kent Jørgensen.

Der er depot for hver 10. km på turen i sommernatten. Depoterne ligger ved Super Brugsen i Højene, shelterpladsen i Astrup og derudover er der depoter i Mosbjerg og i Øster Holmen. Der vil de forskellige steder være mulighed for at forsyne sig med lidt andet end, hvad man normalt forbinder med et depot for løbere. Det sker i form af blandt andet varme pizza-slices, friskbagte pandekager og rigtigt godt øl.

Kent Jørgensen er selv ivrig løber og løb faktisk selv turen i år på præcis samme nat.
- Jeg skulle jo selv prøve at løbe turen, inden jeg udsatte andre for det, fortæller Kent med et smil på læben.
Løbeuret sagde præcist 49,7 km, da han stod på Palmestranden og kunne se solen stå op. På turen tværs gennem landet mødte han fem biler, et par kronhjorte og kunne høre fuglene synge, da solen var på vej op.
- Jeg lagde specielt mærke til lyden af natteravne, hvis næb har en meget metallisk lyd. Alle sanser er jo forstærket, når man løber om natten, og det handler meget om det psykiske i det.

Når man er kommet i mål - og dermed hele vejen over til Palmestranden i Frederikshavn - så er der udover en frisk dukkert i bølgens blå også mulighed for bad og omklædning.

- Vi har simpelthen lånt kajakklubbens lokaler. Når alle er samlet, så er der fællesspisning med lækker morgenmad efter strabadserne, hvor løbesnakken sikkert vil gå løs, fortæller initiativtageren.

Kent Jørgensen håber på, at mange vil benytte sig af denne anderledes løbeudfordring, som han selv forklarer som overkommelig, da man jo har seks timer til at komme fra kyst til kyst. Det handler ikke om at komme først, men om at komme frem i tide inden solopgangen.

Link til artikel

Coast2Coast Aps | CVR: 37 37 94 33  | Tlf.: +45 20 49 21 99