August-bloggen rummer 16 indlæg. Rul ned over siden for at læse dem alle.
31. august
Elementært - kære Lyngby...
Sidste søndag i august blev brugt til en lille familieudflugt til Limfjordsøen Mors. Her tilbragte vi nogle herlige timer på Højriis Slot, hvor der skulle løses intet mindre end en mordgåde.
På slottet har man gennem nogle år kørt et tema, hvor publikum skal løse et mordmysterium ved at gå rund på slottet og i den tilhørende park for at samle spor. I år er det "Mandragoramysteriet", som publikum skal forsøge at løse.
En lille avis introducerer til historiens hovedpersoner og handlingen. Herefter begiver man sig rundt i riddersal, havestuer, mørke kældre og den flotte park i jagten på informationer og spor. Rundt om i rummene er der opbygget scenarier med dokumenter, glas og dukker, så man føler sig placeret midt i en kriminalroman. Det er vigtigt at læse nogle af dokumenterne og i øvrigt have øjnene med sig, når man vil gå Sherlock Holmes, Hercule Poirot og Miss Marple i bedene.
I kælderen finder vi en jamrende gartner, som ligger i sin seng med et klæde på sin blødende nakke, alt imens skyttens forgiftede hund klynker bag en halvlukket dør. I havestuen ser alting fredeligt ud, men bag et gardin i en dør sidder en mand, som øjensynligt har fået halsen skåret over. Der er stadig lidt puls, kan man se, men staklen ser ikke ud til at overleve. Er det greven, som nogen har forsøgt at myrde? Eller er det en helt anden? Og hvem står bag den grusomme forbrydelse?
Vel tilbage i den lille café er det tid til en kop kaffe og et stykke hjemmebag, alt imens familien drøfter mordgåden. Vi har fået udleveret et ark papir med en række spørgsmål, som tjekker op på, om vi har haft øjnene med os på vores færd rundt på Højriis. De første spørgsmål er meget pædagogisk lette at gå til, og der er hver gang tre svarmuligheder. Vi klarer de 7 første uden problemer, men er i tvivl. da vi skal udpege morderen. Vi sorterer straks en af mulighederne fra, og må til sidst nærmest gætte os til, hvem af de resterende to det kan være.
Til slut åbner vi en mappe, som giver en mere fyldig beskrivelse af historien og dels rummer svarene på de stillede spørgsmål. Som forventet er de 7 første helt korrekte, men desværre har vi ramt forkert, da vi skulle fælde den skyldige! Vores svarprocent er dog så høj, at hele familien kan udnævnes til detektiver og modtage diplom som synligt bevis på vores evner.
Det er slotsfrue Vibeke Schwerin, som står for mordgåderne. Hun er født på slottet men opvokset i en villa lige ved siden af. Med sin uddannelse som journalist har hun gode forudsætninger til at skrive mordmysterierne på Højris.
Alt i alt er konceptet på Højriis særdeles vellykket og gennemført til mindste detalje. Dog kunne plottet i historien godt være mere gennemtænkt. Vi manglede det afgørende bevis for, at det nu også var den pågældende, som var morderen.
Men alt i alt kan alle få en god oplevelse ud af at besøge Højriis Slot og træde i de store mesterdetektivers fodspor. Der er i øvrigt en ny mordgåde hvert år. I 2010 hedder mysteriet "Den lukkede dør".
Mon ikke detektiverne Lyngby skulle tage over og se på den sag?
Jeg har tidligere her på bloggen været inde på Blackbirds, som formentlig var den første gruppe på egnen, der indspillede en plade og kom på hitlisten. Andre er siden fulgt efter og har udsendt bånd, plader eller CD'er.
Blandt dem er punkbandet Freshly Riots, som opstod i Gedsted i begyndelsen af 80'erne, og som opnåede en vis popularitet. Jeg boede ikke selv på egnen dengang, men har via nettet dannet mig et indtryk af Vesthimmerlands svar på Sex Pistols.
Teknologisk betød de 10 år mellem Blackbirds og Freshly Riots, at det var muligt at optage video. Derfor kan man på YouTube opleve Gedsted-gruppen i rå energiudfoldelse på den lokale skole.
Efter en turbulent start finder gruppen sin grundbesætning med Jørn Iversen på guitar, Mike Hammer på Bas, Christian Pedersen på trommer, Michael Andersen på keyboard og Bo Led Andersen på vokal. Mike og Jørn havde spillet sammen i gruppen Export, men inspiration fra blandt andet Clash, Sex Pistols, Stranglers og UK Decay får dem til at danne punkgruppen Freshly Riots.
Helt i tråd med tids- og ikke mindst punkånden, går gruppen sine egne veje, da musikken skal ud til et større publikum. Med en god portion vesthimmerlandsk ironi etableres selskabet "Bondeskiver", som står bag udgivelsen af kasettebåndet "Elona Gay". Titlen er hentet fra navnet på det amerikanske bombefly, som den 6. august 1945 kastede atombomben over Hiroshima, og teksterne på udgivelsen kredser da også om bl.a. om atomoprustning.
På min arbejdsplads, HCI, har skolesekretæren det meget passende efternavn "Skriver". Sonja, hedder hun til fornavn.
Forleden kunne vi fejre Sonja, som i 25 år har været et samlende punkt på efterskolen. Hendes skrivebord er centralt placeret, og det er også her man kan blive informeret om stort set alt vedrørende HCI og efterskole. Sonjas "kontormappe" er uundværlig, når man lige skal tjekke en dato eller have telefonnummeret på en elevs forældre. Der er orden i tingene, og det er er let at finde sine oplysninger. Og ve den, som fjerner Sonjas mappe fra kontoret, eller ve den webmaster, som en dag kom til at lukke hele skolens mailsystem ned!!.
Det er sjældent nogen sjov oplevelse at blive sat på plads af Sonja. Men heldigvis bliver hun hurtig god igen!
25 års arbejde på en efterskole som HCI betyder, at hun rundt regnet har haft kontakt til ca. 2500 elever med tilhørende forældre. Hertil kommer alle dem, som kontakter skolen, men ikke bliver optaget, da vi har en lang venteliste. Læg hertil 50-60 forskellige lærere i skiftende lærerkollegier, 5 forstandere, og en stor gruppe af praktisk personale og en række skiftende bestyrelser, så har man en fornemmelse af, hvor stor en kontaktflade Sonja har og har haft på skolen.
Tillykke til Sonja med håbet og ønsket om mange gode samarbejdsår forude.
Nedenstående billedcollage a la Warhol var en gave til Sonja fra skolens valghold i billedkunst.
--0--
25. august
Bands jeg overså #2
I min lille blogserie om rockbands, som jeg overså i første omgang, skal det denne gang dreje sig om Marillion.
Da det engelske band kom frem i begyndelsen af 1980'erne havde de en lyd, der umiskendeligt mindede om Genesis, som var megastore på det tidspunkt. Ikke mindst forsangeren Fish lød som en klon af Peter Gabriel. Måske var det derfor, jeg aldrig kastede mig over Marillion. Jeg havde jo masser af Genesis i min samling og havde vel ikke brug for en gang "fattigmands-Genesis". Siden er jeg blevet meget klogere.
En af mine gamle efterskoleelever, Mads Thinggaard, var for et par år siden i praktik på min efterskole. Vi fandt hurtigt sammen om vores fælles interesse for musik med rødder - jeg havde oplevet det, og Mads havde vist fået det ind med modermælken derhjemme i familien. Der blev snakket musik og udvekslet poquizer i den helt store stil. Og naturligvis skulle vi også lave CD'er med vores favoritmusik, som den anden så skulle lytte til.
Mads gav mig Misplaced Childhood, som Marillion indspillede i 1985. Hvordan havde jeg kunnet overse dem? Det album er simplethen forrygende. Koncept, akkurat som Genesis, og med lange instrumentale forløb og den der karakteristiske stemme a la Peter Gabriel. Men, hvor Genesis godt kan blive lidt kedeligt i det lange løb med til tider overproducerede albums, er der en mere rocket og rå lyd over Marillion. CD'en var ikke ude af bilens afspiller i meget lang tid, og nu er der selvfølgelig suppleret op med mere Marillion.
Og Mads? Han er i dag uddannet lærer, og nu en god kollega her på efterskolen. Der er lagt op til nogle forrygende musikquizzer...
--0--
22. august
Golf-hunden Toto
Efter 14 hektiske dage med skolestart (117 nye elever), fodboldtræning, spejderarbejde og et par forældremøder blev det endelig weekend. En helt speciel weekend. Det blev nemlig weekenden, hvor en flok gamle fodboldkammerater fra Farsø mødtes i et smukt beliggende sommerhus i Ertebølle med et herligt vue ud over Limfjorden, Livø, Fur og Mors.
Man er ikke på matriklen i mange minutter, før den gamle jargon er fundet frem. Der diskuteres musik, minderige koncerter - og ikke mindst et væld af forlængst spillede fodboldkampe, Kampe, som er blevet gennemanalyseret og endevendt et utal af gange i de 30 år, vi har sat hinanden stævne i Ertebølle.
En sådan weekend byder på kølig fadøl ad libitum, en rigtig herrefrokost med god mad og snaps og hyggelig snak over et spil kort, lidt rafling eller udeaktiviteter som minibordtennis, fodbold og petanque.
En flok midaldrende mænd tæller naturligvis også en del golfspillere, så her er også smidt et par golfkøller, som man kan udfordre sig selv med, når man har lyst. Og det er her den herlige hund Toto kommer ind i billedet. Toto er nemlig dresseret godt af sin ejer, der i parentes bemærket er dyrlæge, så den drøner af sted for at finde golfboldene i lyngdækket ved sommerhuset. Kort efter er den tilbage og lægger stolt bolden for ens fødder, så man kan slå ud på ny. Herlig træning af slagteknikken - og herlig motion og træning for den firbende hjælper.
Toto - den ideelle boldhenter....
--0--
21. august
Bøger sat i musik
Det har ikke været ualmindeligt, at rock- og popgrupper har sat musik til litterære værker. Programmusik er det vist blevet kaldt - eller måske kan det også regnes under betegnelsen "konceptalbums", som man benævner albums med et sammenhængende tema.
Den engelske gruppe Camel kom frem i begyndelsen af 70'erne med symfonisk præget rock. Deres tredje album bestod af ét langt nummer, "The Snow Goose", som byggede på en novelle af den amerikanske forfatter Paul Gallico. Nummeret er også med på gruppens live-LP, "A Live Record", hvor gruppen understøttes af London Symphony Orchestra. Flot og melodiøs musik.
Et andet projekt i 70'erne var Jeff Waynes stort opsatte "War Of The Worlds", som bygger på "Klodernes Kamp" af H. G. Wells. På det originale album brugte man skuespilleren Richard Burton som fortæller. En stor del af den tids markante musikere var med på dobbel LP'en, bl.a. Phil Lynott fra Thin Lizzy, Justin Hayward fra Moody Blues og Chris Thompson fra Manfred Mann. Den dag i dag turnerer showet i en stor opsætning med laserlys, video og musik. Og faktisk er Richard Burton, som døde i 1984, også med. Han optræder i en animeret version på storskærm, medens stemmen er fra det originale album.
Endnu et album fra senhalvfjerdserne er Allan Parsons Projekt, som indspillede "Tales of Mystery and Imagination " baseret på kriminalforfatteren Edgar Allan Poes fortællinger. Også her brugte man en kendt skuespiller som fortæller, nemlig Orson Welles.
Endelig er der keybordtroldmanden Rick Wakeman (Yes), som ligeledes i 70'erne udgav "Journey To The Centre Of The Earth" baseret på Jules Vernes fantastiske fortælling. Som gennemgående fortæller brugte man skuespilleren David Hemmings. Desuden medvirker London Symphony Orchestra, og på vokalsiden er der hjælp fra The English Chamber Choir.
Læg bogen til side og slå ørerne ud.
--0--
17. august
I'm going home - by helicopter
I den forløbne weekend er der skrevet og sagt meget om Woodstockfestivalen, som kunne fejre 40 års jubilæum. Dog uden en jubilæumsfestival, da der ikke kunne skaffes penge nok til det. Der har dog været musikarrangementer rundt om i verden anledningen af jubilæet, bl.a. i England forrige weekend, hvor man fejlagtig havde annonceret, at Ten Years After i skikkelse af guitaristen Alvin Lee skulle optræde.
Overskriften til den korte blog er hentet fra Alvin Lees intro til hans tour de force af energiudladning i nummeret "I'm Going Home". Den lille tilføjelse, "by helicopter", hentyder til de kaotiske tilstande, som rådede på festivalen for 40 år siden, hvor stort set alt brød sammen - inklusive hegn og transportsystem. Og så er det jo godt at kunne flyve af sted i helikopter og se ned på den halve million mennesker på den mudrede festivalplads.
Jeg har tidligere blogget om rockguitarer. Her kan du se Alvin Lee trakterer en Gibson ES335 "Big Red" med det karateristiske tegn mod atomkraft. Guitaren er ikke længere med Alvin Lee på tur, og den er ikke til salg, selv om der angiveligt er budt 500.000 dollars for den.
--0--
16. august
FarSøFest - nu uden sø...
Siden jeg var ung teenager i 70'erne har der været arrangeret byfest her i Farsø. Fra start og indtil i fjor er det altid foregået i byens søanlæg, som har dannet en smuk og stemningsfuld ramme om festlighederne.
Sådan er det ikke mere!
I 2008 var der regnvejr i dagene op til byfesten, og det resulterede i, at søen bogstaveligt talt gik over sine bredder og omdannede festpladsen til en blanding af sø og mudder. Byfestkomiteen reagerede hurtigt og fik i al hast flyttet tivoli, øltelte, scene og aktiviteter til fodboldbanerne ved Bakkegårdsvej.
Erfaringerne fra i fjor var så positive, at komiteen siden bestemte sig for, at gøre flytningen væk fra søanlægget permanent. Det er der en række logistiske fordele ved, idet de regulære fodboldbaner gør det let for teltopsættere og tivoli at komme rundt på pladsen. Desuden kan tivoli komme med flere kørende aktiviteter, og endelig er reetableringen af pladsen blevet lettere - ikke mindst i tilfælde af regnvejr under festen, hvor stier og plæner i søanlægget hurtigt blev kørt op og ødelagt.
Til gengæld for de logistiske fordele må man så undvære den intime stemning, som søanlægget kunne byde på.
Nu er byfest ikke lige min kop te, og heldigvis har vi været en flok gamle Farsø-drenge, som altid har været på sommerhusweekend, når der var byfest. I år er dette arrangement flyttet, så her slap jeg ikke for at skulle med sønnerne forbi tivoli og lægge en mindre formue til brug i forlystelserne.
En byfest byder dog også på mange ganske sjove og gratis fornøjelser, f.eks. junior-stjernetræf, hvor elever fra lokale 5. klasser dystede i løb, på feltbane, i cykelringridning og pilekast. En dreng og pige fra hver klasse skulle forsvare klassens ære - og kammeraterne heppede lystigt. Blandt hepperne var min ældtse søn, som efterfølgende kunne glæde sig over, at hans klassekammerater sikrede sig sejren og en bowlingaften til hele 5. A.
Tillykke med sejren.
Og god bowlingtur!
--0--
13. august
Guitarens sorte mester..
Jeg sad netop og læste en netavis, hvor jeg kunne se, at en af guitarens store mestre er død. Jazz-guitaristen Les Paul, som lagde navn til guitarer fra legendariske Gibson, har forladt denne jord i en alder af 94 år. De kendte massive Gibson Les Paul modeller er bl.a. blevet anvendt af rockmusikere som Neil Young, Paul Kossof (Free), Jimmy Page (Led Zeppelin) og Pete Townsend (The Who).
Det var nu en anden guitarmodel, som jeg forbandt med ægte rockguitar, da jeg begyndte at interessere mig for den slags musik. Jeg var ganske enkelt vild med lyden af Ritchie Blackmores Fender Stratocaster, når han serverede tunge riffs eller lynhurtige soli i betonrockbandet Deep Purple. "Child In Time" og "Higway Star" er et par af klassikerne, som jo også tæller den noget fortærskede "Smoke On The Water".
Ritchie Blackmore er i øvrigt en underlig størrelse, som altid er gået sine egne veje. Han var med til at omdanne Deep Purple fra et småpsykedelisk popband til et tungtspillende rockband. Det skete, da man udskiftede Nic Simper og Rod Evans med Roger Glover på bas og ikke mindst Ian Gillan på vokal. Dermed var Mark II af heavyrockens største navn i 70'erne dannet, og forude lå en række store albums og koncertturneer. Jeg oplevede dem selv i Vejlby Risskov Hallen, da de var på toppen og udgav "Live In Japan". Intronummeret til denne koncert var "Highway Star" fra albummet "Machine Head".
Blackmore forlod på et tidspunkt Deep Purple og dannede Blackmores Rainbow, men i begyndelsen af 1990'erne var den klassiske line up på plads og gruppen turnerede verden rundt. De to super ego'er Ritchie Blackmore og Ian Gillan kunne dog ikke udstå hinanden, og det var lidt af et mirakel, at de overhovedet stod på samme scene. Det gjorde de heller ikke ret meget længere, for kort efter en koncert i København i 1993 forlod Blackmore gruppen. Det betød, at det var Joe Satriani, som styrede guitaren, da jeg hørte Deep Purple i Esbjerg i sommeren 1994. Jeg har siden hørt dem i Skanderborg og Århus, hvor amerikanske Steve Morse har været med på guitar. Af kendere betegnet som en fremragende guitarist, som dog aldrig er faldet i min smag.
For mig er der kun den sorte mester og hans Fender Stratocaster. Han er i dag aktiv i gruppen Blackmores Night med hustruen Candice Night. Stilen er ganske anderledes end Deep Purple.
At Blackmore er en mystisk mand kan man opleve på denne video fra Birmingham i 1993, hvor bandet må vente længe på hans entre (ca 3:18), og hvor han på et tidspunkt smider et glas vand efter kameramanden på scenen (4:15) - se selv:
--0--
10. august
Bands jeg overså #1
Her i august fortsætter de musikalske blogs. Jeg vil bl.a. skrive lidt om nogle af de bands, som jeg af en eller anden grund overså, da de var fremme, men som jeg siden har fået øjnene op for.
Som ung teenager i begyndelsen af 70'erne var det især den tunge rock, som fangede mig. Deep Purple og Uriah Heep var de helt store navne. Først havde jeg dem på spolebånd og siden på LP-plader. Senere gik den musikalske interesse også i retning af den mere symfoniske rock - progrock er den også blevet kaldt. Genesis, Pink Floyd, Yes, Procol Harum, Focus og Jethro Tull trængte sig ind på pladehylderne.
Punk-musik var jo et oprør mod netop den til tider noget intelektuelle og overproducerede progrock. Derfor fangede punken selvfølgelig ikke mig - og heller ikke den New Wave musik, som fulgte i kølvandet. Men jeg var bekendt med bands som Sex Pistols, Ramones og The Clash, dog uden at købe pladerne.
Og her kommer vi så til det første band, som jeg totalt overså der sidst i 70'erne: amerikanske Television med Tom Verlaine som den centrale figur. Jeg har mange opslagbøger om rockmusik, og har havde ofte læst om Television, uden nogensinde at høre deres musik. Omkring år 2000 fandt jeg så en internetside, hvor man kunne købe et japansk opsamlingsalbum med gruppen. Jeg slog til, og fik lidt af en øjenåbner. Television er bestemt ikke punk - hvad nogle mener, men hvad bandet aldrig har påstået. I stedet er det bundsolid rock med syngende guitarer og flotte sange og melodier. I lang tid hørte jeg ikke andet end Television, som i mine ører har hentet masser af inspiration hos navne som The Kinks, Velvet Underground og The Who.
Naturligvis har det først til, at jeg også har erhvervet gruppens to studioalbums: Marquee Moon og Adventure. Begge kan varmt anbefales.
I 2004 fik jeg så også chancen for at høre gruppen live, da de spillede på Train i Aarhus. En musikalsk OK oplevelse, men Tom Verlaine er dog en underlig størrelse, som brugte mere tid på at skrue på sin guitar end på at introducere numre eller i det hele taget have kontakt til publikum.
Hør Television HER.
--0--
8. august
Det med tyren!
Dagens blog skal handle om et af de mere bemærkelsesværdige billeder i min efterhånden store samling.
Jeg arbejdede for nogle år siden på den lokale ugeavis i Aars som journalist og fotograf. Pludselig kom der en tyr forbi mit vindue - den løb vist endda over for rødt i lyskrydset. Men der er vel også noget med tyre og røde farver.
Af sted med kameratasken. I industrikvarteret havde tyren fundet sig en grøn plet, hvor den kunne fortære lidt græs. Det kraftfulde fyr var undsluppet en transport, som skulle bringe den til slagteriet. Man forstår dens frihedstrang. Men Falck og et par folk fra dyretransporten indfandt sig for at genindfange kræet. Manden på billedet søgte dækning bag et skrøbeligt plastskilt, som Hr. Tyr angreb. Det fik naturligvis manden til at tage benene på nakken og flygte mod en Falckbil nær ved.
Jeg fik dette foto, som kom på forsiden, og manden nåede i sikkerhed. Og tyren. Ja, den undgik ikke sin skæbne, så måske har du eller jeg spist en del af den som en god bøf...
I øvrigt vandt jeg senere 2. præmie i en fotokonkurrence, som avisen Nordjyske udskrev i forbindelse med et jubilæum.
--0--
7. august
Sjove - og alvorlige - links
Internettet er en fantastisk ting - og en rigtig tidsrøver, hvis man ikke passer på. Sådan er det for mig. Nogle gange kan jeg sætte mig til computeren for at tjekke mail, og et par timer senere har jeg været jorden rundt via forskellige hjemmesider, hvor man nærmest surfer fra link til link.
Undervejs i min til tider planløse færd på nettet er jeg kommet over et par interessante steder, som jeg gerne deler med mine bloglæsere. Nogle har relation til det lokalområde, som jeg ved, mange af jer også har tilknytning til. Andre er bare sjove, hvis man har min alder og musikinteresse.
Først til det lokale, hvor jeg kan anbefale min gamle skolekammerat Jespers blog, hvor han skriver om løst og fast fra især Norge, Grønland og nu også Danmark, som han delvist er flyttet tilbage til. Det er faktisk hans blog, som har inspireret mig til selv at gå i gang. Tak for det, Jesper! Se bloggen HER.
Så er der Ole Moses side, som er lavet i forbindelse med et klassejubilæum på Farsø Skole. Siden opdateres vist ikke mere, men der er en række sjove billeder, hvis man er blandt dem, som boede i byen på den tid. Se HER.
I den mere alvorlige ende skal nævnes en anden lokal side, hvor en gruppe mennesker kæmper i en god sags tjeneste for deres ven Søren. Egentlig trist, at det skulle være nødvendigt i et moderne dansk velfærdssamfund - men dog rart, at nogen tager initiativ, når systemet giver op. Se HER.
Er der blandt bloggens læsere nogen, som kender til sjove eller interessante lokale sider, må man gerne sende mig en mail via kontaktmenuen. Så vil jeg viderebringe dem her på bloggen.
--0--
6. august
You too ...
Overskriften er naturligvis et satirisk hint til den omsiggribende tendens til at bruge tal som 2 og 4, når man skal skrive "too" eller "for" i engelske sætninger. Det var sjovt og anderledes, første gang man så det, men nu er det lige som ved at være udvandet.
Men tilbage til U2, som jo er hvad denne blog skal handle om. Åbenbart er det musikken, som kommer i fokus her i august.
Min første - og største - oplevelse med den irske gruppe kom på Roskildefestivalen i 1982, som jeg besøgt med Poul Rasmussen, der er nævnt i bloggen om Blackbirds. Jeg kendte på det tidspunkt intet til bandet, men på bagrund af en kort omtale i festivalprogrammet, fandt jeg det interessant at troppe op ved den store scene med den kendte Canypo-scene, som bl.a. havde været brugt af Rolling Stones på deres 1976-turné. Siden er den også blevet vartegn for Roskilde Festivalen.
Den koncert blev en fantastisk oplevelse. Det unge irske band med blot to albums i ryggen (October og Boy) havde en udstråling og energi, som forplantede sig helt ned til de bagerste rækker på dyrskuepladsen. Selv stod jeg langt fremme lidt til venstre og havde godt udsyn til Bonos eskapader, som bl.a. bestod i at hoppe ned i fotografområdet og danse med en kvindelig fotograf - et stunt han siden brugte en del. Senere i koncerten hoppede han op i kamerakranen og dirigerede den ud over publikum, hvor han fik publikum til at synge med på Lennons "Give Peace A Chance" - helt fantastisk. Teknikeren på scenen havde nok at gøre med at skaffe mikrofonledning nok til den ustyrlige forsanger....
Koncerten blev senere vist på dansk TV og jeg fik den optaget på video - et video 2000 bånd af den type, som kunne vendes akkurat som i en almindelig casettebåndoptager. Desværre overlevede dette system ikke formatkampen, der blev vundet af VHS-systemet, som også slog det langt bedre Beta-system. Men det er en hel anden historie. Mit bånd gik også tabt. Heldigvis har man så YouTube, hvor et par af numrene fra dengang kan findes.
So just 4 U, here is You Too:
--0--
5. august
Hey Hey What A Wonderful World
Overskriften passer fint, når man tænker på al den positive respons, der allerede er kommet på mine blogindlæg om Blackbirds. Gamle bandmedlemmer er så småt begyndt at stå på hovedet i gemmerne for at finde fotos o.l, og fra en af gruppens hardcore fans, Erling Bach, bagersøn her fra Farsø og i dag bosiddende i Ølstykke, er der også meldinger om nyt.
I slutningen af 60'erne købte jeg en brugt Teisco-guitar, en japansk guitar, som mange drenge erhvervede sig på den tid, hvor Gretsch, Fender og Gibson var drømmeguitarene, for dem der kunne spille. Det kunne jeg ikke. Slet ikke!
Den gamle Teisco står nede i kælderen. Sjovt nok havde Lassen Stefansen også sådan en, før der blev råd til lidt dyrere modeller. Hvem ved, måske har min guitar været i brug nede i kælderen, da Lassen boede her i huset. Jeg købte den af Åge Kræfting, hvor han havde den fra, ved jeg ikke. Men det kunne da være pudsigt, hvis han havde købt den af Lassen....
I øvrigt lader det til, at der fortsat vil komme nyt om Blackbirds, så formentlig får dette emne sin helt egen blog, som så kan findes i menuen ude til venstre.
Hey Hey What A Wonderful World -
Sunny Days, Make Me Feel Much Better!
Tak til alle for jeres velvillige og positive interesse.
--0--
4. august
Blackbirds #2
Min første blog om Blackbirds kastede flere reaktioner af sig. Jeg sendte et link til Lassen Stefansen, som var hurtig til at svare. Han kunne korrigere med hensyn til indgangsplaceringen på Tipparaden, hvor det "kun" blev til en 3. plads. Til gengæld var gruppen med på salgslisten, Top 20, i tre uger, så den lille vinylskive fra Vesthimmerland solgte skam også! At der ikke kun var lokal interesse om gruppen vidner en lille epsiode om: Jeg lavede en pop-quiz på bånd til en tidligere kollega, som stammer fra det vestjyske. Mellem numre med Kinks, Neil Young, Strawbs og Deep Purple placerede jeg lidt drillende "Hey Hey..." med Blackbirds i den tro, at staklen ville være helt rundt på gulvet. Men det viste sig, at det
var et glædeligt genhør for ham -
han havde nemlig selv været ganske vild med det nummer, da det i sin tid udkom!!
Og apropos den engelske gruppe Strawbs, så var det deres frontfigur, David Cousins, som skrev nummeret "Going Home", der var anden single med Blackbirds. Det originale nummer findes på Cousins fremragende solo-LP "Two Weeks Last Summer".
Med hensyn til besætningen kunne Lassen, som i dag bor i Lyngby, oplyse, at Knud Søndergaard er død for flere år siden, og at forsanger Ole Høgh formentlig bor på Simested-kanten, som han også gjorde i de glade Blackbirdsdage.
Fra min gode ven Ib Thor, som bor i Nibe, har jeg modtaget kopi af en Blackbirdsplakat (tegnet af Claus Lilholt) og et foto af gruppens røde tourbus (logo angiveligt malet af malermester Rasmussen - se blog den 29. juni). Dem deler jeg selvfølgelig med mine bloglæsere.
Og på nettet er det lykkedes mig at finde to alternative covers til første single: En portugisisk udgivelse med føromtalte plakat som udgangspunkt og en tysk udgivelse, hvor det er et farvefoto af den nye besætning, altså ikke den samme som indspillede nummeret!
Lassen oplyste også, at der blev lavet en plakat med fire fotos og billedet fra coveret på "Hey, Hey.." i midten. Den kan både jeg og han godt tænke os at se igen.
Skulle der være læsere af disse linier,
som er i besiddelse af gammel Blackbirdsmateriale i form af fotos, plader, avisudklip, plakater o.l. er jeg meget interesseret i at købe eller evt få kopier, da jeg påtænker at indrette mit kontor som et lille lokalt Hall Of Rock'n Roll Fame! Send en brevdue, et postkort, en mail eller giv mig et ring.
Blackbird singing in the dead of night (Beatles)
--0--
2. august
Blackbirds #1
Da jeg var teenager i 70'erne havde vi her i Farsø et lokalt band, Blackbirds. I lokalområdet havde gruppen idolstatus, når de spillede til ungdomsballer i forsamlingshuse eller på gymnasier og kroer. Gruppen spillede rock i den mere hårde stil, bl.a. med numre af Uriah Heep og Deep Purple.
Gruppen bestod fra start af Claus Lilholt (trommer), Lassen Stefansen (guitar), Knud Søndergaard (bas) og Ole Høgh (guitar og sang). Det var denne besætning, som udgav gruppens første single. Senere kom Poul Rasmussen med på keyboard, og han spiller med på gruppens to sidste singler.
I 1973 indspillede Blackbirds deres første single, Hey Hey What A Wonderfull World. Medlemmerne i gruppen havde selv skrevet nummeret, akkurat som det var tilfældet med B-siden, Sunny Days, som i mine ører var et bedre nummer end A-siden! Begge numre lå dog milevidt fra den hårde del af gruppens repertoire og gik mere i retning af engelske The Hollies med de flotte vokalharmonier.
Dengang stod Jørgen Mylius (det var før det blev deMylius) for den ugentlige Top 10 (Tipparaden), hvor man kunne sende postkort ind og stemme på sine favoritter. Listen rummede selvfølgelig de 10 sange, som flik flest stemmer, og desuden var der hver uge 5 boblere, som så skulle forsøge at trænge sig ind på selve listen. Blackbirds fik også chancen, og strøg så vidt jeg husker direkte ind på tredjepladsen. Vist nok godt hjulpet på vej af forfrankerede postkort, som gruppens medlemmer gavmildt spredte om sig på de lokale værtshuse og spillesteder. Jeg stemte da også, og var som alle andre i byen og på egnen vældig stolt over vore lokale helte. Det blev også til omtale i de førende popblade på den tid. Ugen efter var singlen nede som nummer 7 for derefter at ryge helt ud igen.
Fra den oprindelige besætning forlod Claus Lilholt og Knud Søndergaard gruppen, hvor de blev erstattet af folk fra Haverslev-bandet Grus (Så vidt jeg husker). Det blev til yderligere to singler fra gruppen: Going Home/Make Me Feel Much Better og Clap My Hands/Country Life, men ingen af disse nåede hitlisteplaceringer og snart røg gruppen ud i glemslen.
Jeg har dog ikke glemt Blackbirds - i dag bor jeg faktisk i det hus, hvor gruppen i sin tid havde øvelokale i Farsø, og jeg har fortsat sporadisk kontakt til Poul Rasmussen, som i dag bor i Aalborg og gør sig i bluesmusik i Beggars Blues På Facebook har jeg desuden været i kontakt med Claus Lilholt, som er bosiddende i København og vist arbejder indenfor den grafiske branche. Guitarist Lassen Stefansen blev uddannet arkitekt og spillede i nogle år med i det Randersbaserede band Ozon. Efter bl.a. at have arbejdet på Bermuda er Lassen tilbage i Danmark, hvor han i dag laver musik med sin gamle Ozon-kollega Karl Pedersen i gruppen Pocobell.
Den opmærksomme bloglæser (og de læsere jeg kender, er kendt som opmærksomme) vil bemærke, at overskriften har nummer. Jeg håber og forventer, at der kommer en opfølgende 2'er inden længe, hvor jeg kan supplere med lidt mere billedmateriale og måske også lidt mere udførlige oplysninger om besætningen på de to sidste plader. Nu er det meste af dette skrevet i bagklogskabens meget tågede og diffuse lys - så er der bloglæsere, som kan korrigere evt. fejl og mangler, er man velkommen til at sende en mail via gæstebogen.
Lad solsortene synge!
Der er åbenbart også andre, som husker Blackbirds, hvilket denne video på YouTube viser:
Sidste søndag i august blev brugt til en lille familieudflugt til Limfjordsøen Mors. Her tilbragte vi nogle herlige timer på Højriis Slot, hvor der skulle løses intet mindre end en mordgåde.
Til slut åbner vi en mappe, som giver en mere fyldig beskrivelse af historien og dels rummer svarene på de stillede spørgsmål. Som forventet er de 7 første helt korrekte, men desværre har vi ramt forkert, da vi skulle fælde den skyldige! Vores svarprocent er dog så høj, at hele familien kan udnævnes til detektiver og modtage diplom som synligt bevis på vores evner.
På min arbejdsplads, HCI, har skolesekretæren det meget passende efternavn "Skriver". Sonja, hedder hun til fornavn.
I min lille blogserie om rockbands, som jeg overså i første omgang, skal det denne gang dreje sig om Marillion. 
Efter 14 hektiske dage med skolestart (117 nye elever), fodboldtræning, spejderarbejde og et par forældremøder blev det endelig weekend. En helt speciel weekend. Det blev nemlig weekenden, hvor en flok gamle fodboldkammerater fra Farsø mødtes i et smukt beliggende sommerhus i Ertebølle med et herligt vue ud over Limfjorden, Livø, Fur og Mors.
En flok midaldrende mænd tæller naturligvis også en del golfspillere, så her er også smidt et par golfkøller, som man kan udfordre sig selv med, når man har lyst. Og det er her den herlige hund Toto kommer ind i billedet. Toto er nemlig dresseret godt af sin ejer, der i parentes bemærket er dyrlæge, så den drøner af sted for at finde golfboldene i lyngdækket ved sommerhuset. Kort efter er den tilbage og lægger stolt bolden for ens fødder, så man kan slå ud på ny. Herlig træning af slagteknikken - og herlig motion og træning for den firbende hjælper.
Den engelske gruppe Camel kom frem i begyndelsen af 70'erne med symfonisk præget rock. Deres tredje album bestod af ét langt nummer, "The Snow Goose", som byggede på en novelle af den amerikanske forfatter Paul Gallico. Nummeret er også med på gruppens live-LP, "A Live Record", hvor gruppen understøttes af London Symphony Orchestra. Flot og melodiøs musik.
Endnu et album fra senhalvfjerdserne er Allan Parsons Projekt, som indspillede "Tales of Mystery and Imagination " baseret på kriminalforfatteren Edgar Allan Poes fortællinger. Også her brugte man en kendt skuespiller som fortæller, nemlig Orson Welles.
Endelig er der keybordtroldmanden Rick Wakeman (Yes), som ligeledes i 70'erne udgav "Journey To The Centre Of The Earth" baseret på Jules Vernes fantastiske fortælling. Som gennemgående fortæller brugte man skuespilleren David Hemmings. Desuden medvirker London Symphony Orchestra, og på vokalsiden er der hjælp fra The English Chamber Choir.
I den forløbne weekend er der skrevet og sagt meget om Woodstockfestivalen, som kunne fejre 40 års jubilæum. Dog uden en jubilæumsfestival, da der ikke kunne skaffes penge nok til det. Der har dog været musikarrangementer rundt om i verden anledningen af jubilæet, bl.a. i England forrige weekend, hvor man fejlagtig havde annonceret, at Ten Years After i skikkelse af guitaristen Alvin Lee skulle optræde.
I 2008 var der regnvejr i dagene op til byfesten, og det resulterede i, at søen bogstaveligt talt gik over sine bredder og omdannede festpladsen til en blanding af sø og mudder. Byfestkomiteen reagerede hurtigt og fik i al hast flyttet tivoli, øltelte, scene og aktiviteter til fodboldbanerne ved Bakkegårdsvej.
En byfest byder dog også på mange ganske sjove og gratis fornøjelser, f.eks. junior-stjernetræf, hvor elever fra lokale 5. klasser dystede i løb, på feltbane, i cykelringridning og pilekast. En dreng og pige fra hver klasse skulle forsvare klassens ære - og kammeraterne heppede lystigt. Blandt hepperne var min ældtse søn, som efterfølgende kunne glæde sig over, at hans klassekammerater sikrede sig sejren og en bowlingaften til hele 5. A.
Jeg sad netop og læste en netavis, hvor jeg kunne se, at en af guitarens store mestre er død. Jazz-guitaristen Les Paul, som lagde navn til guitarer fra legendariske Gibson, har forladt denne jord i en alder af 94 år. De kendte massive Gibson Les Paul modeller er bl.a. blevet anvendt af rockmusikere som Neil Young, Paul Kossof (Free), Jimmy Page (Led Zeppelin) og Pete Townsend (The Who).
Det var nu en anden guitarmodel, som jeg forbandt med ægte rockguitar, da jeg begyndte at interessere mig for den slags musik. Jeg var ganske enkelt vild med lyden af Ritchie Blackmores Fender Stratocaster, når han serverede tunge riffs eller lynhurtige soli i betonrockbandet Deep Purple. "Child In Time" og "Higway Star" er et par af klassikerne, som jo også tæller den noget fortærskede "Smoke On The Water".
Her i august fortsætter de musikalske blogs. Jeg vil bl.a. skrive lidt om nogle af de bands, som jeg af en eller anden grund overså, da de var fremme, men som jeg siden har fået øjnene op for.
Punk-musik var jo et oprør mod netop den til tider noget intelektuelle og overproducerede progrock. Derfor fangede punken selvfølgelig ikke mig - og heller ikke den New Wave musik, som fulgte i kølvandet. Men jeg var bekendt med bands som Sex Pistols, Ramones og The Clash, dog uden at købe pladerne.
Internettet er en fantastisk ting - og en rigtig tidsrøver, hvis man ikke passer på. Sådan er det for mig. Nogle gange kan jeg sætte mig til computeren for at tjekke mail, og et par timer senere har jeg været jorden rundt via forskellige hjemmesider, hvor man nærmest surfer fra link til link.
Så er der Ole Moses side, som er lavet i forbindelse med et klassejubilæum på Farsø Skole. Siden opdateres vist ikke mere, men der er en række sjove billeder, hvis man er blandt dem, som boede i byen på den tid. 
Er der blandt bloggens læsere nogen, som kender til sjove eller interessante lokale sider, må man gerne sende mig en mail via kontaktmenuen. Så vil jeg viderebringe dem her på bloggen.
Overskriften passer fint, når man tænker på al den positive respons, der allerede er kommet på mine blogindlæg om Blackbirds. Gamle bandmedlemmer er så småt begyndt at stå på hovedet i gemmerne for at finde fotos o.l, og fra en af gruppens hardcore fans, Erling Bach, bagersøn her fra Farsø og i dag bosiddende i Ølstykke, er der også meldinger om nyt.
I slutningen af 60'erne købte jeg en brugt Teisco-guitar, en japansk guitar, som mange drenge erhvervede sig på den tid, hvor Gretsch, Fender og Gibson var drømmeguitarene, for dem der kunne spille. Det kunne jeg ikke. Slet ikke!
at der fortsat vil komme nyt om Blackbirds, så formentlig får dette emne sin helt egen blog, som så kan findes i menuen ude til venstre.
Min første blog om Blackbirds kastede flere reaktioner af sig. Jeg sendte et link til Lassen Stefansen, som var hurtig til at svare. Han kunne korrigere med hensyn til indgangsplaceringen på Tipparaden, hvor det "kun" blev til en 3. plads. Til gengæld var gruppen med på salgslisten, Top 20, i tre uger, så den lille vinylskive fra Vesthimmerland solgte skam også! At der ikke kun var lokal interesse om gruppen vidner en lille epsiode om: Jeg lavede en pop-quiz på bånd til en tidligere kollega, som stammer fra det vestjyske. Mellem numre med Kinks, Neil Young, Strawbs og Deep Purple placerede jeg lidt drillende "Hey Hey..." med Blackbirds i den tro, at staklen ville være helt rundt på gulvet. Men det viste sig, at det 
Da jeg var teenager i 70'erne havde vi her i Farsø et lokalt band, Blackbirds. I lokalområdet havde gruppen idolstatus, når de spillede til ungdomsballer i forsamlingshuse eller på gymnasier og kroer. Gruppen spillede rock i den mere hårde stil, bl.a. med numre af Uriah Heep og Deep Purple.
som udgav gruppens første single. Senere kom Poul Rasmussen med på keyboard, og han spiller med på gruppens to sidste singler.