Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Barndommens gade..

03-02-2011

I forbindelse med indscanning af en stak billeder fra det lokalhistoriske arkiv her i Farsø, fik jeg i aften lejlighed til at vandre en tur i barndommens gade. Søndergade i Farsø.

De brune kuverter åbenbarede en række herlige billeder, som bragte mange minder frem.

Her var Studstrups lille bladkiosk helt oppe ved baneoverskæringen. Der var ikke meget plads blandt aviser, blade, tobak og slik. Det ændrede sig dog, da kiosken blev renoveret og udvidet og derefter fremstod som en af de største og mest moderne kiosker, om ikke i Danmark, så i Vesthimmerland!

Lidt længere nede ad gaden fandt man Torvet med administrationsbygningen, og lige ved siden af Kino Teateret - byens biograf og et sandt mekka for os børn op gennem 60’erne. Jeg fik senere selv job i biografen, hvor jeg i flere år var filmoperatør.

 

 

 

Rundt om hjørnet lå banken med sin buede facade, og lige ved siden af fandt man en af byens herrefrisører, barber Bloch. Det var nu ikke her, jeg fik studset håret, det klarede frisør Marcussen lidt længere nede ad gaden, næsten ved siden af hvor vi boede.

 

 
På hjørnet af Søndergade og Skolegade lå to vigtige forretninger, en bagerforretning og en elinstalltør. I den første købte jeg i barndomsårene slik, kager og is. I den anden købte jeg i de spirende ungdomsår mine første grammofonplader: Præiens Skrappe Drenge, Black Sabbath og Bladbirds på single. Og når det gik vild for sig, bestilte man en LP hjem, min første var Willy And The Poor Boys med Creedence Clearwater Revival.
 

Lidt syd for købmandsgården, hvor jeg boede i flere år, ligger dyrlægegården. Her kom jeg meget i den store børneflok, som bl.a. talte Axel, Lars, Karen og Ole. Den flotte bygning ligger der stadig, som en af de få arkitektoniske perler, der er tilbage i byen.

 

 
Nede ved mejeriet var der et lille mejeriudsalg, hvor man også kunne købe mange lækre sager - en overgang var lakridsrod det helt store hit...

 

 

Endelig er der lidt længere nede Lago Tar - et spøjst navn til et hus i Vesthimmerland. Navnet skulle vist stamme fra en ejer, som havde hentet inspiration til navnet i Argentina.

Der var mange flere billeder i stakken, men jeg tror, vi stopper den lille vandring på Memory Lane her. Tak fordi du gik med!

 


Kategori: Februar 2011

Kommentarer

  • #1
  • Jesper Hansen
    04-02-2011 01:59
    Som bekendt betyder lago tar tjæresø på spansk - og jeg har tit spekuleret på, om det måske har refereret til den plads, der var bag ved huset, hvor der i mange år blev opbevaret forskellige vej-materialer. Har der måske en gang været tjæreproduktion eller oplag på stedet? Men du har da ret - det er et spøjst navn midt i vesthimmerland.


  • #2
  • Per Lyngby
    04-02-2011 08:32
    Hej Jesper
    Det er rigtigt, at navnet betyder tjæresø. Jeg ved, at der på et tidspunkt har været en omtale af, hvordan huset fik sit navn. Kender i øvrigt ham, der bor der. Er sikker på, at han kan fortælle mig historien. Når det sker, får du og bloggens læsere naturligvis en forklaring.


  • #3
  • greta bertram
    04-02-2011 12:14
    hej Per --tak for at vi gennem Bodil må se alle de flotte ting du har lavet --du er et stort plus for foreningen.


  • #4
  • Inge Nielsen
    04-02-2011 13:29
    Det er også gennedm Bodil, jeg har fået adgang til din hjemmeside med "Barndommens Gade".
    Flot samling og dejlig beskrivelse.
    I aftes besøgte jeg frimærkeklubben i Hornslet, hvor Henning Mogensen fra Trige holdt foredrag om sin postkortsamling: "Rundtur i Vester Lisbjerg Herred", og jeg må notere mig, at lokalhistorie og frimærkesamling har rigtig meget til fælles. Jeg kan ikke se, om nogle af dine billeder eventuelt er postkort, men det skulle vel ikke være helt utænkeligt.
    Med venlig hilsen Bodils veninde Inge


  • #5
  • Per Lyngby
    04-02-2011 19:55
    Hej Greta og Inge
    Mange tak for jeres søde kommentarer.


  • #6
  • Sonja Pedersen
    08-02-2011 19:02
    Det er vel nok sjovt, at se/gense Barndommens Gade, selvom du ikke er nået helt ned i min del af Søndergade - det kommer måske senere.
    Sonja


  • #7
  • kim mogensen
    22-11-2012 18:15
    huset lagotar blev bygget af min farfar der tog til argentina for at arbejde , da han kom til farsø nedsatte han sig som jeg er ikke klar over hvad det hedder men han udruger kyllinger .
    kim søgaard mogensen


  • #8
  • Jørgen Schouboe
    28-07-2017 23:32
    Ved mit ellers ganske lange livs første besøg i Farsø bemærkede jeg I går skiltet med Lagotarvej... Ordet 'Lagotar' var jeg aldrig stødt på før... Gættede på at det havde noget med en sø at gøre, måske en sø af tjære... Dét bekræfter spansk-kyndige Jesper så i det gamle indlæg (selv kan jeg kun en smule italiensk).
    Og så stødte jeg på Pers LØFTE om at formidle historien om hvorfor og hvordan Villa Lagotar fik sit navn. Det var i 2011, og hvad er der så sket i mellemtiden?
    Venlig hilsen,
    Jørgen fra Nordsjælland


  • #9
  • Per
    31-07-2017 08:56
    Jamen du skal da ikke snydes Jørgen - og et løfte er et løfte. Nu skrev jeg jo, at jeg ville fortælle det, når jeg havde talt med husets ejer. det har jeg ikke endnu..:-). Jo, det har jeg. Historien skulle være, at en lokal vesthimmerlænding vendte tilbage til hjemegnen efter at have boet i Argentina, hvor der findes sådanne tjæresøer - det skulle være baggrunden for, at han navngav sit hus Lagotar. Huset er i øvrigt smukt restaureret og står udvendigt næsten som det altid har gjort.

    Tak for din henvendelse og fordi du kiggede forbi bloggen.


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby