Rejse CV / 2010 Skotland
26.07 - 02.08.2010

2010 Skotland : Edinburgh, Isle of Skye og Loch Lomond

Så kom der pludselig gang i rejseaktiviteterne igen efter et års tid uden projekter. Denne gang går turen til Skotland sammen med min gode rejsemakker AK - kendt fra tidligere ture til USA, Australien og Island. Der var ikke lang tid fra tanke til handling. Vi kunne begge holde lidt fri omkring uge 30 og der var 2 emner oppe og vende : Gibraltar-området og så en gammel drøm om Skotland. Valget var ikke svært og der blev indkaldt til rejsemøde med en god bøf på grillen og lidt internet research. I løbet af 1. halveg af VM-kampen Tyskland-Spanien var der booket flybilletter hos RyanAir, 2 ture gennem Viator.com og overnatninger på centralt beliggende vandrehjem. Med internet og en pæn portion erfaring er det ingen sag at planlægge sin egen ferie - en ikke-charterferie. Så var der kun finplanlægningen og ventetiden tilbage.

Mandag d. 26. juli 2010
Vi havde afgang med RyanAir kl. 14:30 fra Billund så der var god tid til rundere inden turen gik til BLL og alt det formelle blev klaret. Flyet var 1 time forsinket så vi tog lige en morfar inden vi fik lov at gå ombord - den der kom først fik de bedste pladser. Alle mand hurtig på plads og afsted de ca 1½ time til Edinburgh. Lidt servering og lotteri ombord - mod betaling selvfølgelig. Fin indflyvning og hurtig gennem lufthavnen til Skylink-100 busserne, hvor vi for 6 GBP fik en returbillet ind til centrum. Det var nemt. Vort første vandrehjem St. Christophers Tourist Hostel lå 100 meter fra busstop på Waverly Bridge så ku' det være nemmere?. Stedet var ok uden at være prangende, men vi skulle osse bare sove der og ha' et sted at parkere vor bagage. Aftenen var afsat til lokal research. The Royal Mile var målet og straks blev vi budt velkommen af sækkepibemusik og masser af gøgl - det så lovende ud. Det var her det skete - masser af boder, barer og restauranter. Aftensmaden fik vi på en kurdisk/mellemøstlig restaurant med alt godt fra menukortet. Man kunne ikke få alkoholdig øl/vin - det var jo en arabisk restaurant. Nu ganske hyggelig alligevel. På hjemvejen skulle vi lige teste en af de mere end 100 pubber de har i byen. Masser af folk i byen selvom det var mandag. Vi hang lidt ud på vandrehjemmet med de andre.
 Hovedgaden "The Royal Mile"
 The Royal Mile
 Nogle af de mange artister i byen
 Flot blomsterdekoration
  
Tirsdag d. 27. juli 2010
Vi fandt ud af, at opholdet var incl. morgenmad så det nappede vi inden rygsækken blev monteret og vi tog på sightseeing. Først gennem deres flotte park med masser af blomster - især et ur hovedsagelig af husløg var flot. Ellers var det de mange sponsor-bænke som man lagde mærke til. Next stop var Edinburgh Castle - godt vi kom tidlig så vi stod kort tid i kø. Det er jo et must når man er i Edinburgh - det var også et flot gammelt slot, som lå flot på toppen med en genial udsigt over byen. Også her var der masser af turister - især asiater, som er allevegne. Så var der tid til varm cacao på Starbucks så de gamle ben kunne hviles.    Vi var blevet anbefalet et besøg på The Scotch Whisky Experience så vi købte billet - en rejse med info om fremstilling, udbredelse og sidst men ikke mindst smagning. Tror nu aldrig jeg bliver den store whisky drikker. Stedet havde landets største samling af forskellige flasker - knap 3400 flasker talte samlingen. Et spændende besøg i flotte kulisser. Frokost på Hard Rock Café er altid godt med festlige tjenere, masser af turister, god musik og altid god mad. Det er nu altid et hit. En lille middagslur skulle der til - og så afsted igen. Op på Milen og mod Parlamentet og Dronningeslottet. Her fik vi øje bjerget og der var folk på toppen - der skulle vi også op. Fra toppen havde vi en fantastisk udsigt over byen og fjorden - dejligt bare at sidde og nyde udsigten. Retur via kirkegården, hvor vi fandt nogle gamle gravstene - her gjorde de nu ikke så meget ud af deres kirkegårde. Godt møre og dagens 2. bad - så var vi klar til aftenudflugt og spisning på den Bengalske restaurant. Vi var stort set de eneste selvom den lå på hovedstrøget. Endnu en oplevelsesrig dag var slut og vi skulle hjem og gøre klar til morgendagens 3-dages udflugt til Isle of Skye.
 Edinburgh Castle
  Edinburgh Castla
 Og jo telefonbokse findes stadig i Skotland
Deres taxi'er var sp'jse
 En af de mange City Tour busser
 Flotte bjerge lige uden for byen
 The Scotch Whiskey Experience
 Flot udvalg af whiskey

Onsdag d. 28. juli 2010
Der var mødetid kl. 09.00 vedRabbies kontoret så vi havde god tid. Heldigvis havde vi overnatning tæt med Milen, hvor alting skete - men det var jo heller ikke helt tilfældig valgt. Spændende at møde sine rejsemakkere på turen - der var amerikanere, canadiere, russere, en australier og et par fra Bermuda. Og med Eddie ved rattet gik det ud af byen. Kørte forbi Stirling Castle - den skulle vi jo se på søndag. Masser af Loch's undervejs på vej ind i Highlands og tusindvis af får som græssede - det var et flot syn. Første stop var ved Glencoe, hvor turens første Castle skulle besøges. Samtidig fik vi en masse historie om stedet og hvilke film som var optaget i området. En ikke-filmkyndig som mig fangede da lige ordet Monthy Python - det lød bekendt. Slotsbesøg er jo noget man skal i Skotland. Det var tid til frokost i Fort William og her skulle vi prøve deres Fish'n Chips - jeg ved nu ikke rigtig hvad jeg skal mene om deres slatne pommes - fisken var ok. Vi gjorde holdt ved et krigsmonument på ruten - endnu et historisk besøg. Et af de mere kendte "Eilean Donan Castle" gjorde indtryk - utrolig velholdt med en flot udsigt over søerne. Jo de ku' godt de gamle krigere. I den lille by Gallander var der kaffepause så vi fandt en lille café, hvor vi fik serveret en rigtig god gulerodskage. Sidst på eftermiddagen nærmede vi os Kyle of Lochals og broen til Isle of Skye. Vi havde set "Anne-Vibeke rejser's tur til Skotland", hvor dette fantastiske navn "Kyle of Lochalsh" blev nævnt. Målet var hovedbyen Portree og hvad var mere naturlig end skotsk musik i bilen det sidste stykke ind til byen. Nogle havde valgt hotel - vi kunne godt "nøjes" med et bed and breakfast. Vi boede helt ned til bugten og havde den mest fantastiske udsigt - det tegnede godt. Tarradale hed stedet og husets ejere var bare fantastiske - det var service af høj klasse og vi fik en snak med ham. De er jo altid interesserede i at høre hvad vi var for nogle gutter. Et dejligt bad og ned i byen. Aftensmad på Caledonia og videre til MacNab, hvor vi hørte musik. Det var lige os med en god lokal øl og go' musik. Det var hygge. En god dag var slut og vi glædede os til næste dags tur rundt på Isle of Skye.
 Doune Castle
 Vores lille bus
 Eilean Donan Castle
 Eilean Donan Castle
 Sidste by inden Isle of Skye
 Her boede vi på tarrandale B&B

Torsdag d. 29. juli 2010
Der var mødetid kl. 9.00 så morgenmad kl. 8.00 var vel passende og igen udsøgt service fra værtsparret - alt hvad vi kunne ønske os. Pick-up kl. 9.00 og klar med friske batterier i kameraet og kikkert - nu skulle vi på ø-tur rundt på Isle of Skye. Godt med bjerge overalt - passede perfekt til de mange græssende får, som nok var det eneste som kunne græsse her. Få steder finder man så meget flot natur på så lille et sted. Søer og elve i massevis så man bliver helt overvældet af naturen. Vi tog mod Old Man of Storr - nogle flotte klipper som kan ses fra lang afstand. Kursen var sat mod øens vestligste punkt : Neist Point - det glædede vi os til da vi havde læst at der var muligheder for at spotte hvaler. En lille smal vej derud og samme smalle vej tilbage så det er nok ikke tilfældig, at de har lavet en masse vigepladser så bilerne kan passere hinanden. Det ku' godt blive irriterende efterhånden, men hva' vi sku' ku' plages med det et par dage. Fra p-pladsen havde vi en god times tid til at gå på opdagelser. Jeg tog stien helt ud til fyrtårnet - jamen en udsigt og over Atlanterhavet og med de lodrette klipper mod havet, hvor tusindvis af fugle havde deres reder - imponerende. Skotland er jo kendt for sit lunefulde vejr, men vi må ha' haft heldet - vi havde perfekt vejr til sådan en rundtur. Kikkerten var en go' ting her og kort før afgang spejdede jeg ud over vandet og pludselig så jeg en hval bryde havoverfladen. En gang mere og så var den væk. Guiden fortalte det var minke whales (vågehvaler) - et flot syn selv om det var på lang afstand. Vi tog mod bjergpasset Quiraing i noget at Storbritaniens højeste bjergområder. Vi gjorde masser af stop, hvor der var rig mulighed for at skyde nogle fotos og Eddie fortalte historier. Eftermiddagen blev brugt på den nordlige del af øen, hvor vi besøgte nogle små landsbyer og en af deres kirker, der også havde en særlig historie. Vi endte ude på østsiden af øen med udsigt til fastlandet og en ubeskrivelig udsigt over bugten ind til Portree. Det var natur af høj klasse. Hjemme på B&B for at gøre klar til en tur i byen om aftenen. Sonderede spisestederne og endte på MacNab, hvor en god anretning og en øl i baren var noget vi ku' bruge. Vejret var godt så vi cruisede lidt rundt og endte på en lokalpub med noget live music - ikke en hvilken som helst pub, men den hvor Donnie Munro ofte kom forbi. Han bor i byen, men desværre kom han ikke forbi denne aften. Vi faldt i snak med en dansker, som tilfældigvis var havnet i Portree for 1½ år siden, købte sig en båd og tjente til dagen og vejen ved at fiske og  sælge fisk til restauranterne. Endnu en fantastisk dag var slut.
 Neist Point
 AK på Neist Point ved Atlanerhavet
 Neist Point Lighthouse
 En af de mange flotte søer på øen
 Den lille købmand i Glendale
 Tid til et besøgpå en hyggelig café
 Frodig og grønt overalt
 Beskeden kirkegård med udsigt
  
Fredag d. 30. juli 2010
Der var tid til afsked med vore B&B værter og Portree. Isle of Skye - vi kommer igen hvis vi er på disse kanter. Five Sisters of Kintail var næste stop - endnu flere flotte bjerge. Middagsstoppet var ved Loch Ness, hvor der var tid på egen hånd til at få lidt at spise og ellers gå på jagt efter "Nessie". Han var ikke lige hjemme idag så vi nøjedes med at se nogle både blive transporteret op gennem sluserne i byen. Her gav det skam en lille byge, men pyt. Fortsatte gennem det centrale højland sydover med stop ved adskillige spots som hver havde sin historie. Kom tæt forbi Dundee og Perth (ikke den rigtige) og inden vi kom helt ned fra bjergene så vi sne på bjergtoppene i det fjerne - nå ja sne i juli måned i Skotland. Rullede over de store broer inden vi landede igen ved stationen i Edinburgh efter en rigtig god rundrejse i The Highlands. Næste projekt var at finde Euro Hostel - skulle blive rart med vort eget værelse. Ikke det store luxus, men det lå centralt og vi skulle jo bare sove der og vaskes lidt. Fandt en internet-café så der sku' lige checkes lidt nyheder og skrives en melding hjem - det er altid hyggelig når man er på langfart. Op og ned af The Mile for at samle appetit. Masser af folk i byen, men vi fik os lige mast ind på en italiensk restaurant med god mad og fin betjening. Her gav vi gode drikkepenge.
Aftenstemning i Portree, Isle of Skye
 Havnegaden i Portree
 Flot flod i lækre omgivelser
 Sluserne ved Loch Ness

Lørdag d. 31. juli 2010
Efter en go' nats søvn havde vi en hel dag foran os i byen. Ingen morgenmad med i prisen så vi måtte improvisere lidt på en nærliggende café med gode sager. Første punkt på dagsordenen var det vi ville kalde Edinburgh's akropolis - nogle gamle ruiner som vi lige skulle op og kravle lidt på. En kirkegård med gravstene fra 1700-tallet kom vi også lige forbi. Frokosten tog vi på en af traditions restauranterne - Hard Rock Café - så ku' vi også lige købe en t-shirt og få en pose til LLB. Altid et lækkert sted at komme. Nu ikke fordi vi skulle købe det store med hjem, dog lige en pose Starbucks kaffe til en kollega og lidt souvenir til LLB. Vi løb ind i noget festival med musik og show på så her infiltrerede vi os lidt. Vi hoppede også lige på en af de mange CityTour busser. Der er åbenbart 2 forskellige slags - den dyre med live guideservice ombord og den billige med cd. Vi havde desværre valgt de dyre løsning med en kedelige guide med en træls stemme - men var det noget at sige til det, hvis man har kørt den samme runde 10 gange om dagen i 30 år og fortalt om den samme historie om de samme gamle berømtheder. Aftenen bød god spisning besøg på et par af de mange sports-pubs, hvor man altid kunne nyde en lokal øl og en fodboldkamp.
 Edinburgh's svar på Akropolis
 Hard Rock Café Edinburgh

Søndag d. 1. august 2010
Tidlig op og gøre klar til dagens udflugt til Stirling Castle og Loch Lomond. Mødested var igen Rabbies kontoret på Milen så der passede jo fint med en croissant og varm cacao på Starbucks. Idag var der både chauffør og guide ombord og så afsted mod Stirling Castle - stedet hvor Runrig holdt sin 30 års jubilæumskoncert den 23. august 2003. Godt vi kom så tidlig for ret hurtigt blev der kø både for at parkere og for at komme ind. Vi havde en god times tid til at se de mange udstillinger og selvfølgelig kom man gennem souvenirboden. Der var mange castles på vores tur og endnu en - Doune Castle - havde vi mulighed for at besøge. Ikke uden grund skotterne har mange nationalparker - Trossachs og Callender kørte vi igennem på vejen mod en af de attraktioner jeg så meget frem til - Loch Lomond. Vi gjorde holdt ved et gammelt hotel og vi måtte ned og røre ved vandet og få taget en flok billeder til en billedeserie hjem til LLB. Vi så turbåde på søen, men vi havde kun tid til en gåtur langs bredden. Igen idag var vejret med os til dette cult-besøg. En fin dagstur var slut og desværre var det vores sidste aften i byen. Vi havde bestilt bord på en skotsk restaurant og nød lidt skotske specialiteter inden en afsluttende øl på pubben. Hostel som vi boede på lignede mest af alt en tidligere kollegie kompleks med det mest nødvendige og ikke mere. Der var masser af hostels rundt i byen så det burde være muligt at finde et sted at sove - også selvom man bare kommer tilfældig forbi byen.
 Sterling Castle
 Sterling Castle
 Loch Lomond NP
 Sejltur på Loch Lomond
 Cult-søen Loch Lomond
 Smuk sø på en smuk dag

 Mandag d. 2 august 2010
Sidste dag i Skotland - vi skulle flyve kl. 11:30 så der var god tid få proppet rygsækken med souvenirs og droppet noget af de gamle tøj. Der blev til lidt hurtig morgenmad i gågaden inden det gik den tunge vej ned mod Sky-link busserne og retur til lufthavnen. Det gik problemfrit med at få afleveret rygsækken og komme gennem security og så ku' vi passende bruge de sidste pund på en cola. Ryanair flight 6632 afgik planmæssigt og hjemturen tog kun 1t10min så der var fanfare i flyet da vi landede i Billund. Endnu et rejse-projekt nærmede sig sin afslutning og endnu engang gik det planmæssigt - jo en god gang planlægning kombineret med en pæn portion erfaring er ikke en dårlig cocktail. Edinburgh og Skotland i det hele taget er helt sikkert et besøg værd. Hvis man er til storbyferie er Edinburgh yderst hyggelig og er man også til storslået natur - ja så findes der da vist ikke ret meget som overgår Skotland. Denne tur får en hel del stjerner og kan varmt anbefales til alle. Tak for denne gang.