Mandag 25.juni: Så er vi endelig i skøjtehallen! Dejligt. Det tog os mange, mange timer at komme til vores værtsfamilie i Farmington, Connecticut. Da vi ankom til Atlanta lørdag, var der 2 timers ventetid mellem de to flyvninger, men det viste sig, at vores næse fly også var forsinket en time, så vi ankom til New York kl. 21.48. Skulle have været der kl 14…
Nå, men med lufthavnstog til Avis, hvor vores bil stod og ventede. Og der stod den godt. Helt stille. Den tidligere lejer havde efterladt den med lys på. Og ”fixe-frem”, der lige skulle jumpstarte den for os, kunne ikke finde batteriet. Mon ikke Murphys lov er opfundet herovre?
Vi ringede til vores værtsfamilie som dog stadig mente, at vi skulle køre op til dem i Connecticut også selv om det ville blive sent. Det blev til 02.40 før vi var fremme. Vi blev vist op på vores 2.sal, som vi har helt for os selv. 2 store værelser og et badeværelse, som er rigtigt fint. Huset er kæmpe stort. Rummer også en lejlighed, hvor farmoderen, Claudia, bor. Familien består af forældrene Patricia (Trish), som er narkosesygeplejerske, David, som er sports-doktor med specialisering i en sådan grad, der gør, at han er ansat på universitetet i Connecticut, hvor han forsker i bl.a. rotationspåvirkning af skøjteløberes hjerner og øjne, når de laver piruetter med hovedet bagover. Det er vildt spændende. Derudover er der en stor søn, Jeff på 20 år, Samantha (Sammy) på 13 år, som er skøjteløber, og Alex på 10 år, der er ishockeyspiller. Derudover bor Stephanie i huset. Hun er 28 år og skøjteløber. Hun træner i klubben og er oprindeligt fra Minnesota, men er blevet ”adopteret” af Thrish og David og bor nu i huset, hjælper dem med at bringe børnene til og fra de forskellige aktiviteter og er en rigtig sød pige. Hun har allerede haft puttet Alberte i hendes små skøjtekjoler fra da hun var lille og tilbudt at tage Alberte med på isen. (Alberte har det lidt svært med sproget og er derfor bakket ud af træningen i denne uge, men Stephanie skal nok få blødt hende op).
Og så er der den mest vidunderlige hund, Charlie, som Albert allerede er helt forgabt i. Den er en 5 årig blanding af en Golden Retriever og Bichon Frise, hvilket vil sige, at den er SÅ kær, rolig og dejlig som en retriever, men har kortere pels, der ikke fælder og er nuttet som en bichon. Fantastisk kombination. Moderen er retrieveren, så man kan undre sig lidt over, hvordan det gik for sig...
Vi er blevet taget imod med de mest åbne arme, man kunne ønske sig. Huset står til vores disposition. Trish lavede fantastisk morgenmad med omeletter søndag morgen. Vi tog en hundetur rundt i nabolaget med hende og Sammy. De bor i et sandt velhaverkvarter. Husene er små slotte. Vi blev vinket til fra en Ferrari og så flere blive kørt af deres privatchauffører i kæmpe øser. Det er fine forhold!
Ved 16-tiden blev der pakket sammen til en picnic med nogle venner ved en privat sø med strand, som hører til kvarteret. Der var mange mennesker ved søen, men det var helt fantastisk, som tingene bare blev serveret for os alle. Vi grillede burgere, kylling, skumfiduser, drak vin og spiste Pretzels (saltkringler, som Alberte er blevet ret glad for). Der blev badet og spillet volleyball. Og det var en helt igennem skøn oplevelse for os alle. Vi mødte Deborah, en god veninde af familien. Hun mistede sin mand i april. Han havde levet i 23 mdr med en hjernetumor, de sidste par måneder i hjemmet, hvor Trish og David kom og tilså og plejede ham dagligt. Deborah bor nu med 2 af sine 3 sønner i hjemmet. Og derudover har hun lige nu 5 nevøer og niecer boende, da deres forældre er på Hawaii på ferie. Og i næste uge kommer der 6 skøjte-rumænere og bor hos hende i en måned! Hendes børn skøjter ikke, men hun gør det fordi hun kender Trish og David og gerne vil hjælpe til. Det er en helt utrolig gæstfrihed, vi møder herovre.
Der kom en und mand forbi til aften og ringede på. Han havde et dårligt knæ. David kendte ham fra tidligere, da han havde været med til at male huset for 3 år siden. Han er uden arbejde for tiden - og dermed også uden sundhedsforsikring. Han havde infektion i knæet og David kiggede til ham og fik klaret noget bilig medicin til ham. Den unge fyr havde haft ringet rundt til ortopæderkirurger tidligere i dag, som ikke ville se ham for mindre end $400. David gjorde det uden beregning og bad ham komme forbi igen om 48 timer. Trish fotalte om, hvordan folk i nabolaget stod uden forsikring pga finanskrisen og hvordan Trish og David bogstaveligt talt havde syet og lappet deres børn sammen hjemme på spisebordet, fordi en regning i skadestuen er omend endnu større end en almindelig tid hos en "family physician", som en praktiserende læge ville hedde herovre. Man ringer ikke efter an ambulance med mindre man er forsikret. Tak, Danmark, fordi jeg får lov at betale skat!
I dag, mandag den 25.juni (tillykke med 45 års bryllupsdag, mor og far!) har vi som nævnt været i skøjtehallen hos en rigtig dygtig træner, Dmitry, som Laura har været så heldig at komme på isen hos. Han har løbere fra hele verden, der kommer til træning hos ham. Hun har fået fantastisk træning i dag og hun glæder sig meget til i morgen, hvor hun skal have lavet sit program. Hendes fødder er dog meget ømme, så vi krydser fingre for at hun kan holde skøjterne på det meste af dagen. Vi takker af fra den bløde sofa med de mange puder!
Fredag den 29.juni. Det er et par dage siden, vi sidst har opdateret. Der sker mange ting. Ikke de vilde helikopterture eller spektakulær natur, men rigtig mange amerikanske hverdagsting, som for os jo er en kæmpe oplevelse i sig selv. Først og fremmest er vi havnet i en meget omsorgsfuld og venlig familie, som vil gøre alt for, at vores dag er god. Vi er tidligt oppe for at smøre madpakker, som jo herovre ikke bare er brød og pålæg, men jo også 4 hele skabes udvalg af diverse kiks, kager, snacks, nødder og müslibarer i diverse smagsvarianter. Laura havde julelys i øjnene, da hun så skabenes indhold! Og så er der jo vindruer, kirsebær, jordbær, blåbær og skåret melon i flere varianter i køleskabet, som puttes i små bokse ved siden af sammen med en lille pose chips og et par muffins. Og så en sandwich. Pyha… Og så slæber man det jo af sted i en nedkølet taske på størrelse med en trolley med køleelementer og det hele!
Onsdag havde Stephanie 29-års fødselsdag (den søde skøjteløber, der bor hos familien). Vi tog derfor ud og spiste på en rigtig burgerbar med alt hvad det indebærer. Kæmpe chokolade milkskakes (med CHOKOLADE), sweet potato fries til forret og ægte amerikanske burgere (lidt underligt med søde pommes frittes, men også en oplevelse – der ikke ligefrem faldt i den meget sultne Albertes smag).
Alberte er blevet rigtig god til at fange de amerikanske ord. Stephanie øver med hende til alle måltider, så hun har helt styr på gaffel, tallerken, ske og kniv. Ikke fordi de bruger sidstnævnte særligt meget dog. Skærer måske en smule kød (hvis ikke det kan moses med gaflen) og klarer derefter resten med gaflen alene. Der dækkes ikke bord med knive… Pigerne synes, det er verdensklasse, at man bare må spise med gaflen! Vi må sende dem på Herlufsholm, når vi kommer hjem.
Skøjtetræningen er fantastisk. Laura har fået lavet sit program herovre i løbet af 2 privatlektioner. Det skal finpudses i dag, fredag. Hun har set meget frem til at skulle have programlektioner, og hun er meget glad for sit program, der er fuld af sjove ting og fart.
Vi er meget imponerede over hvor tålmodige, de er med hende og hvor gode de er til at læse hende. Hvilker styrker og svagheder, hun har. De arbejder meget analytisk og ser med det samme, i hvilket led, der en skæv vinkel, så hun lander forkert eller får ubalance i piruetten. At det så tager Laura forever at lave omme på sine uvaner er jo en anden sag. Trods sprogforskellen klarer hun det fantastisk.
Fødderne er ved at tage livet af hende. Kører med vabler både for og bag. Vi får nok behov for at købe nye skøjter til hende herovre. Der er 4 mm tilbage at vokse i i hendes nuværende og hendes fødder er vokset siden vi tog hjemmefra. Men hun hænger i. Har kun været af isen en enkelt gang og løsnet dem. Stakkels barn – som et andet kinesisk balletbarn med fødderne snøret ned i alt for små sko. Man må lide…
I skrivende stund sidder jeg på bænken i skøjtehallen og kigger ned på min dygtige datter, der bare klør på nede på isen. Første træning varer 1 time og 25 minutter (i modsætning til 45 minutter derhjemme). De piger, hun træner med er meget dygtige og har været under andre træneres vinger inden de har kvalificeret sig til at komme til træning på det yngste af Dmitry’s hold. Vi er meget beærede over at have fået lov til ”at købe en plads”. Det er stort. Holdet, der træner efter os har mange internationale løbere, som hver især er mestre i deres respektive hjemlande (Ukrainske mestre, norsk mester, Danmarksmester osv) og flere af dem er med til junior verdensmesterskaberne. Det er så imponerende at se deres arbejde, som er meget mere end alt det flotte, de laver på isen. De træner 30 timer om ugen. Dmitry’s hustru, Victoria, træner pigerne til off-ice og det er rigtig hård, men god træning. Laura er meget øm i sine mavemuskler (de ER derinde!).
Jeg var i går aftes med Trish og Debra i Debras hus og se, hvordan hun havde brugt dagen til at ”re-decorate”, da hun jo får invasion af 6 rumænere i dag. OK, jeg troede jeg havde set et stort hus, men det her var jo et slot. 7 soveværelser (hvor master-bedroom er på størrelse med vores stuer) og 7 badeværelser.
Det er så stor en gæstfrihed, vi møder herovre, at man bliver helt flov over, at man ikke for længst har haft en masse udlændinge boende hjemme hos sig selv. Men det må vi jo arbejde på! Vi har inviteret familien, hvis de får planer om at komme til Danmark og de vil meget gerne have, at vi kommer igen næste år. Dejligt.
Alberte græd sig selv i søvn i går, da hun havde fundet ud af, at vi kun skulle bo her 3 nætter mere. Hun elsker at være her og er bare bedste venner med hunden Charlie. Vi bliver nok nødt til at komme på besøg igen en anden gang.
I morgen har vi planer om at køre et smut op til Boston, da alle siger, det er en flot by, så vi MÅ besøge. Søndag må vi sige farvel til familien og kører ned til new York igen.
Mandag 2.juli.
Lørdag blev til en dag i Farmington, da Lars måtte lægge sig med feber. Men det passede vist os alle udmærket ikke at presse citronen yderligere. Vi sov længe og pigerne og jeg tog et smut i et nærliggende indkøbscenter, Target, der har alt til en billig penge. Vi fik købt afskedsgaver til familien – de fleste ting til Charlie.
Mens vi shoppede, havde søde Trish sørget for at være oppe ved Lars med vand, frugt og Kleenex. Hun er det mest omsorgsfulde, man kan forestille sig.
Sidst på dagen tog vi alle til Debras hus, hvor der blev holdt en fest for de 4 rumænske skøjteløbere, deres træner og en forælder, der var kommet dagen før. Lauras træner, Dmitry, og hans hustru Victoria (som Laura havde til off ice), var der også ligesom en masse skøjteløbere og familiemedlemmer. Det var en flot fest med alt hvad hjertet kan begære af BBQ, snacks, desserter og drikkevarer. Dmitry serverede rødvins-”champagne” fra øen Krim i Ukraine, hvilket var en anderledes, men velsmagende ”champagne”. Vi blev vartet flot op alle sammen.
Alberte græd sig selv i søvn lørdag aften, da hun pludselig kom i tanke om, hvor meget hun ville komme til at savne Charlie. Stakkels pige.
Søndag var alle stået op for at sige farvel til os og Trish lavede super morgenmad med omeletter og det hele. Det blev et bevæget øjeblik, da vi skulle sige farvel. Vi var blevet rigtig gode venner med familien, og de havde gjort så meget for os, at det var svært at få sagt tak nok. Vi blev inviteret tilbage næste år, men så skulle vi også love at blive noget længere!
Turen sydpå til New York gik fint. Lars satte os af med al bagagen (der mærkværdigvis vokser for hver gang vi flytter den???) og kørte til JFK med bilen. Han er meget glad for at han kun skulle have den ene tur i bil herinde. Det er et trafikkaos uden lige, hvor alle dytter af hinanden og hver anden bil er en gul taxi, der konsekvent kører for hurtigt og over for rødt.
Hotellet, vi nu bor på (Skyline Hotel) er ganske udmærket. Det er ikke samme høje standard som ”hotellet” i Farmington, Connecticut, men der er, hvad vi har brug for.
Alt er meget dyrt i New York (vi var blevet advaret af familien nordpå), men vi må sige at priserne generelt kommer bag på os. Det, som turisterne har brug for at købe, er til uhyre høje priser. Mange vælger at tage brød, ost og smør med hjem på hotellet, så de supermarkeder, der ligger i nærheden tager 25,- kr. for et toastbrød og 50,- kr. for en pakke skiveskåret ost. Æblejuicen koster 30,- kr. men tranebærsaften, ginger alen og Dr.Pepper sodavanden (som vi jo ikke gider at drikke til morgenmad) koster 15,-! Det, der er mest slående, er hvor mange penge vi bruger på vand. Man kan ikke rigtig drikke vandet fra hanen. Det smager af chlor og det anbefales ikke at drikke for meget af det. Så der sælges vand overalt langs gaderne. I dag var det 34 grader, så der var behov for at blive tanket op flere gange. Faktisk er det billigere at købe sodavand på mange fastfood restauranter end en flaske vand.
Nå, men sådan er det vel på storbyferie.
I dag, mandag, tog vi subway’en ned til World Trade Center og Ground Zero. Det er ganske uvirkeligt, at det var dér, de to gigantiske tårne stod en gang. Jeg var selv i det ene tårn for 17 år siden og kan blot mindes hvor vildt det var at kigge op ad tårnet uden på.
Der bygges i stor stil. Den ene betonbil afløser den anden ved indgangen til byggepladsen. Der bygges 4 tårne, men blot det ene tårn, Freedom Tower bliver med sine 105 etager på højde med Twin Towers (der var 110 etager høje) og bliver med sin antenne USA’s højeste bygning på 541,3 meter.
Der er mange mindesmærker. Men de to store bassiner med alle navne på de omkomne, som er bygget, hvor de 2 tårne stod, kunne vi ikke få biletter til i dag. Dem tager vi én af de kommende dage. Billetterne er gratis, men der er restriktioner på antallet og der er tidsangivelse på, hvornår, man må komme ind på sin billet. Derudover er der en del sikkerhedsforanstaltninger ifm indgangen, så efter vi havde stå i kø i over en time i direkte sol for at få en billet, besluttede vi, at bestille en på nettet og komme tilbage senere. Vi købte en bog om 11.september og satte os i parken lige over for WTC og fortalte pigerne om, hvad der var sket og gik derefter rundt og så på nogle af de steder, man kunne genkende i bogen.
Vi gik fra WTC sydpå mod spidsen af Manhattan for at nyde den indtil videre eneste gratis ting, vi har mødt. Nemlig en færgetur til og fra Staten Island, der lægger vejen forbi Statue of Liberty. Vi havde ladet os fortælle, at vindeltrappen er under reparation, så en tur til toppen af statuen ville ikke kunne lade sig gøre. Om det er rigtig, ved vi ikke, for der var nu en del mennesker på øen alligevel, men vi fik et flot kig fra færgen. På retursejladsen var der flot udsigt til - den nu ændrede - skyline over Manhattan.
Samme skyline så vi fra bagsiden til aften fra toppen af vores hotel, hvor er er en lille pool. Nu fik vi den blot i måneskin. Solen går faktisk tidligt ned herovre. Kl. er 21 og det er et stykke tid siden solen gik ned. Ikke helt som en dansk sommeraften.
I morgen går turen måske til Central Park, hvor vi håber at finde en legeplads til pigerne. Og onsdag er det jo 4th of July, hvor alting står på den anden ende –alle har fri og der er fest og fyrværkeri i gaderne. Det er vi meget spændte på!
|
Torsdag den 5.juli.
New York er stor. Og man skal huske at sætte sig ned en gang imellem og koble lidt fra. For her er så meget larm, bilos, støv, mylder af mennesker og reklamer og affald over det hele, at man bliver overstimuleret på alle sine sanser, når man går i gaderne. Der er hele tiden en ny blinkede reklame eller storskærm, hele tiden en bil, der dytter lige ved siden af eller an brandbil, der kommer susende med udrykning. Og ventilationsskakte fra bygninger, der konstant skifter "duft" fra friture over pissoir og svimmingpool til tørretumbler og permanentvæske. Man bliver helt ør af alle indtrykkene. Og når det så er 34 grader oveni, så må man ind og blive afklimatiseret i en isbutik.
Tirsdag tog vi en gåtur ned langs vestsiden af Manhattan. Vi skulle ned til en skøjtehal, hvor du muligvis havde nogle skøjter og en kjole til Laura. Turen derned blev med flere pitstops undervejs, men der var flot udsigt til New Jersey hele vejen ned langs Hudsonfloden. Der lå en del krydstogtsskibe og blandt andet nogle ældre, fine modeller. Alberte: "Far, skal du og mor ikke holde jeres 80 års bryllupsfest derinde?" Godt med langsigtet planlægning.Vi var meget imponeret over at se, hvor meget, man kan få plads til på en havnefront. Der er bygget golfbaner og atletikstadion ud på vandet. Alt i flere etager. Da vi fandt skøjtehallerne, var det på 1.sal i et gammelt pakhus. Og selvfølgelig med naturligt lysindfald over skøjtehallerne fra vinduerne i rygningen. Man tør slet ikke tænke på, hvad det koster i energi at fryse banerne ned med 34 graders varme hele vejen rundt om...Der var desværre hverken skøjter eller kjoler til Laura. Vi blev henvist til en butik på 5th avenue, hvor en MEGET tålmodig mand brugte en time på os. Prøvede et utal af skøjter på Laura og målte hende. Støvlerne blev sat i varmeskab og støbt omkring hendes fødder. Men der var desværre ikke noget perfekt match. Vi må prøve igen i Florida.
Butikken lå på 5.sal i en almindelig opgang og den var faktisk ganske stor med slibeværksted og det hele. Man imponeres over måden, hvorpå der findes plads til det hele. Husene er bygget helt sammen, brandtrapperne udenpå (præcis som man ser det i TV) og så er der de heldige, der har en have ovenpå huset. Der er kun ganske få grønne arealer i de almindelige gader, men der er til gengæld en del steder, man ser træer og buske stikke op over tagkanten. Nogle huse er kun få meter brede, men til gengæld 4-5 etager høje og strækker sig meget langt ind i dybden. Butikkerne er indrettet på samme måde.
Onsdag var en anderledes dag. Det var 4th of July, Independence Day - eller som flere amerikanere sagde "Amerikas fødselsdag". Så mange ting var lukkede og trafikken var af en hel anden intensitet. Det var ganske surrealistisk at tage en næsten tom subway ned til World Trade Center. Vi havde billetter til 9/11 Memorial og de store bassiner, hvor de 2 tårne stod. Selve indgangen var med endnu mere security. Som i lufthavnen med røntgengennemlysning af bagage og metaldetektorer, vi alle skulle igennem. Der var politi og anti-terror korps overalt. Men måske forståeligt nok.Det var meget bevægende at se de alt for mange navne, der var indskrevet i kanten langs bassinerne. Gav stof til eftertanke. Med atter nye indtryk i bagagen drog vi nordpå mod Central Park, hvor vi havde brug for at koble fra. Pigerne kom på en legeplads, forældrene kom i skyggen. Pigerne mødte en dansk pige, Julie, som de legede med og vi fik snakket lidt ned forældrene, der har stødt hovedet mod det amerikanske bureaukrati i forbindelse med børnenes skoleskift. Det er ikke nemt at flytte til New York, hvor alt tjekkes igen og igen.
Vi købte sandwiches og gik i god tid (troede vi) ned til havnefronten, hvor der skulle være 4th of July Fireworks, som er det fyrværkeri, der transmitteres direkte i fjernsynet, fordi det bare er FyrværkeriET. Det var min sandten også vildt. Men det var der også mange andre, der syntes. Vi stod sammen med 10.000 vis af andre New Yorkere på den lukkede West Side Highway og så de store kanoner blive skudt synkront af fra 4 pramme på Hudson River. Meget flot.
Idag har også været en dag med store oplevelser -af en lidt anden karakter, dog. M&M-shop i 3 etager. ALT med m&m. Lige fra tøj, køkkenudstyr, kontorgrej, badeforhæng, tasker, undertøj og smykker til et utal af m&m-dispensere i alle tænkelige udformninger. Og så bland selv væg med alle slags m&m's i farveorden + nogle, man ikke kan få i retail. Pris: 14,5$ pr.pund! Pigerne fik dog lov at blande en lille pose hver. Stor oplevelse for små piger. Forældrene fik også en pose...
Herefter gik turen til en "American Girl" butik. American Girl er dukker, der hver især har sin egen identitet og kommer med hver sin historie. Man kan få forskellige dukker og man kan altid finde en, der ligner en selv. Man køber ens tøj til sig selv og dukken. Man køber alt til dukkerne. Og de rer garanti på dem. Skulle de gå si stykker, kan man sende dem på American Girl hospital, så får man dem tilbage med posten, opererede og iført hospitals-kjortel som på amerikanske hospitaler. Med journal-udskrift og underskrift fra den opererede "doktor". På øverste etage af butikken var de café, hvor man kunne booke tid til the-selskab med sin dukke. Det er så amerikansk, som det kan blive. Vi slog et smut forbi Grand Central banegården for at se, hvor kæmpe og flot, den er . Og det var den. Alt i marmor og med kæmpe lysekroner. Vi forklarede pigerne, at alt var bygget af marmor. Alberte var imponeret og spurgte: "hvem er Marmor?" Nu sidder vi med en kop kaffe og internet opkobling på McD og skriver til jer derhjemme. God dag for os herovre.
|
|
|
|
