Primrose Avenue

Februar

Her i Ozone har vi et vældigt aktivt beboerudvalg. Skønt, når man bor i landet med de tusind festivals. Sidste store fejring var Holi -Festival of Colour. Lidt nærmere forklaring kan ses ved at klikke her
 
Vi var alle udstyret med farvet pulver i læssevis, tog gammelt tøj på, havde fyldt vandpistoler med farvet vand og var klar til fejring på plænen. Der var kørt en tankvogn frem med vand, skruet godt op for musikken og så var det bare med at tvære hinanden til med farve og vand. Der gik lige nøjagtig 30 sek. så kunne jeg ikke se min bluse havde været hvid - men hold op vi havde det sjovt. Resterne kunne ses i flere uger, især i Lauras lyse hår. Det var en af de bedre festivaler :-) 
Februar er halvt opbrugt, og hvad har vi så bedrevet?
Vi har holdt familieråd (var godt nok i januar :-)) men blev enstemmigt enige om, at det ville være superskønt hvis Laura og Simon kunne bliver hernede indtil skoleåret er slut. Sommerferien starter i slutningen af marts, så det betød jo at billetter skulle flyttes og visaet forlænges. Sidstnævnte har vi så brugt en uhyrlig mængde tid på de senere uger. Det startede med en tur til Whitefield politistation. De skulle udstede et bevis på at vi bor i vores hus og ikke har lavet noget ulovligt! Første dag sad vi 3 timer og ventede lige ved siden af fængselscellen, anden dag sad Tommy 2 timer og så vendte vi tilbage en 3-4 gange før det eeendelig skete. Der var både strøm til PC’erne og chefen var hjemme !! Vi skrev pænt under i en bog og fik udleveret det rette papir.
 Så kom 2. hurdle. ”Foreign Registration Office” kaldet FRRO inde Bangalore Centrum. D. 2. februar fik vi endelig efter 5 besøg på kontoret stempler i passene og har nu lov til at bo og arbejde indtil starten af maj. Pyyyhaaa hvor kan man bruge lang tid på så lidt. Det er dog et studie ud  i offentlige kontorer. Gamle, støvede og ultrabeskidte bygninger med stabelvis af spindelvævsramte papirstakke i alle kroge. Udviklingen har dog også ramt FRRO, så siden i sommers, har de fået installeret hele 3 computere. Ellers er det papir og blyant!
Farfar og Birthe var jo på besøg indtil d. 5. feb., men de tog det nu pænt at bliver overladt lidt til dem selv, når vi var på FRRO. De var der når børnene kom hjem fra skole, og så var der badmintonkampe så sveden føg om ørerne på dem.
Onsdag før de skulle flyve tilbage til Goa tog vi en tur ud til Nandi Hills. Et par timer udenfor Bangalore ligger der en samling bjerge med en flot udsigt over hele sletten. Der ligger et 800 år gammelt hindutempel på toppen  med et par stakkels frysende munke. Vi gik op til toppen gennem skoven, og sad næsten helt alene med vand og chips og nød stilheden. Selv aberne som ellers er temmeligt nærgående, lod os være i fred.
Laura og Simon går jo stadig ude på Inventure Academy. De synes det er en supergod skole, og er vist lidt spændte på hvordan det bliver at komme hjem igen til Falkenborgskolen. Vi har lige været til Parent Teacher Meeting (PTM-skole-hjemsamtale)) på skolen. Begge to klarer sig heldigvis godt ifølge deres lærerinder. Sproget er selvfølgelig stadig en kæmpe udfordring, især for Simon, der jo kom herned uden det store ordforråd. Han klør dog på med krum hals, og vil vældig gerne gå i 4. klasse hernede. Han er blevet lovet at komme på skolens tennishold i 4. og så er der jo det 4 dages fieldtrip der trækker. Novo har vist deværre ikke mere i Indien for Tommy, så vi bliver jo nok nødt til at vende snuden hjemad igen. Laura har fået nogle gode veninder på skolen. Hun skulle efter sigende snakke temmeligt glimrende engelsk (hun nægter når jeg er i nærheden!!) og klarer sig fint i alle fag – selv fransk, hvilket jeg helt personligt synes er temmelig sejt.
Jeg har min yoga 3 gange om ugen. Har lige booket et 5 dages kursus i Goa sammen med Trine. Det glæder vi os vældigt meget til. 5 dage kun med yoga, strand og gode bøger  :-) Ellers har jeg været ude og handle til børnehjemmet for alle de penge som I derhjemme har sendt ned. Sjove ting de manglede. Teskeer, underbukser osv. blev det til i første omgang. Hvis der er flere der har lyst til at støtte dem, skal I bare sige til 
Der bliver også brugt en del tid på planlægning af ture. I fredags var det Shivas fødselsdag, hvilket udløste en fridag fra skole. Torsdag kl. 16 pakkede vi bilen og drog mod Pondicherry. Byen ligger ned på østkysten, 2 timer syd for Chennai (Madras) og har været fransk koloni. Det bar byen tydeligt præg af. Bydelen ned mod vandet var gamle ”heritage” bygninger, stille og roligt og med en lang strandpromenade. Skøn by, med friskbagte baguette og croissanter. Sjovt at være et sted hvor alle går ud fra, at man snakker fransk. Men jeg har nu heller ikke mødt en indisk by med flere franskmænd end der. Vi boede på et lille guesthouse (kun 3 værelser) med en 3 meter høj hems. Meget atmosfærefyldt sted, selvom trappen til hemsen var noget spooky. Vi gik og gik i flere dage og kiggede på katedraler, papirfabrik, botanisk have, park, caféer og en ultra lækker chocoladebutik.
På vejen hjem gjorde vi holdt i Tiruvannamallai, hvor der ligger et koloenormt stort tempel. Et utroligt smukt et af slagsen fuldt med hinduer og en masse babuer. Babuer er hellige indiske mænd med orange lændeklæde, dreadlocks og masser af halskæder. Især de ældre er lige til en portrætmaler.
Vi skal snart have gæster igen. Esben, Charlotte og Birthe kommer i næste måned. Heldigvis ankommer de så det passer sammen med en tur som vi havde planlagt til Jaipur og Taj Mahal i Agra. Det bliver superhyggeligt og jeg må jo fluks i gang med planlægningen af en weekendtur.  Esben kan komme med Simon i skole et par timer, og se hvordan det er. Det havde Frederik fra Lauras klasse stor glæde af i efteråret, så mon ikke Esben vil synes det :-)
Sommeren er startet med et brag og meget tidligt. I går meldte temperaturen 33,5 dC men heldigvis med en lav luftfugtighed, så det føles ikke så varmt, meeen vi skal da nok snart få brug for airconnen, når nattemperaturen følger med op.
Fam. Hamann | Prestige Ozone 25, Bangalore 560 066 - India | Tlf.: +919611159305