Fra rejser i Grækenland og Østeuropa stiftede jeg bekendtskab med ikonernes magiske univers og blev fascineret i en sådan grad, at jeg måtte prøve det selv. Jeg har nu malet - eller skrevet som det retteligt hedder - ikoner i 6-7 år og passionen er ikke blevet mindre gennem årene. Tværtimod.
Det er ro og selvfortabelse at skrive en ikon. Ifølge ortodoks teologi må ikoner ikke tilbedes - de må kun æres. Folk har dem i hjemmet, også selv om de ikke er religiøst indstillet, for det er jo smukke billeder, som giver fred i sindet.
Herhjemme har ikonerne de senere år også næsten ubemærket og i stigende grad sneget sig ind på de danske vægge.
De sidste par år har jeg også malet mandalaer, som jeg stødte på på rejser i Indien. Jeg maler dem på lærred med akrylmaling og som akvareller på papir.
At male en mandala er som at skrive en ikon: meditation i bevægelse.