Projektbeskrivelse

1. Vision.
Visionen og det overordnede formål med etablering af Huset - Knuden er, at skabe et midtpunkt, som danner rammerne for et formidlings-/oplevelsescenter og et aktivitets- og samlingssted for lokalområdets borgere og besøgende ved Hjarbæk Fjord. Huset skal understøtte et bæredygtigt, aktivt og velfungerende foreningsliv og give mulighed for at fælles aktiviteter omkring informations-, It- og vidensformidling, diskussions og samtalefora, musikudøvelse og oplevelser,kreative aktiviteter og kunstformidling, styrkelse og understøttelse af lokale fællesskaber og integration blandt andet gennem madlavning, kultur- og traditionsformidling fra lokalområdet. Brugergruppen skal omfatte alle aldersgrupper i lokalområdet, fra spædbørn til pensionister, hvor forskellige brugergrupper og segmenter er med til at definere aktiviteter og anvendelses muligheder i fællesskab.
Husets beliggenhed og indretning med direkte adgang til omgivende fjordlandskab og fjordmiljø giver oplagte muligheder for fysiske og mentale aktiviteter, som kan skabe vækst for alle aldersgrupper og interesseområder. Eksempelvis kan der udfoldes bløde udfordrende aktivitetsformer, som ”Smartsport” for unge, og ”Hold Hjernen Frisk” for ældre. Huset skal være et centralt omdrejningspunkt midt i naturen, hvor der ikke skelnes mellem ude - og inde liv, og der skal fokuseres på områdets aktiviteter og muligheder,kultur, natur, historie og fødevarer skal formidles og præsenteres gennem udstillinger, kursus- og undervisningsaktiviteter, foredrag, pop-up- og lokal events, smagsoplevelser- og festivaler.
 
2. Baggrund for Huset – Knuden.
Huset - Knuden er projekteret til at kunne rumme aktiviteter som vi i samarbejde med alle landsbyer omkring Hjarbæk Fjord, samt flere grupper udefra, ønsker at gennemføre.
Vi ser det som en naturlig udvikling af de mindre landsbyer, at vi skal arbejde sammen om styrke de fysiske rammer for fælles mødesteder, som fremmer sociale relationer og aktive fællesskaber,og således udvide det gode naboskab og fremme interessen for inklusion og bosætning i landsbyerne.
Vi har afholdt en arkitektkonkurrence mellem tre arkitektfirmaer, og med en dommerkomité bestående af en byggekyndig, en landskabsarkitekt, en repræsentant fra kommunen og en kunstner, faldt valget på et skitseprojekt udført af arkitekt Flemming Bay-Jørgensen, firmaet BayArch (www.bayarch.dk).
Arkitektfirmaet har taget udgangspunkt i det naturskønne fjordlandskab og skabt et bæredygtigt bygningsforslag, som smelter sammen med landskabet og omgivelserne som et skulpturelt stykke af bygget landskab.
Arkitektfirmaet har taget udgangspunkt i et lignende byggeri, og alle økonomiske beregninger er funderet ud fra dette byggeri og opskrevet til 2018 priser.
Skitseprojektet respekterer i stor grad den naturgrund projektet har fået stillet til rådighed af Taarup/Kvols Menighedsråd. Arealet, som er på 11374 m2, er beliggende i udkanten af landsbyen Knudby, højt hævet over Hjarbæk Fjord med udsigt over hele fjorden og grænsende op til Hjarbæk Fjord Naturpark og stisystemer.
Vores krav til huset er at det skal udformes på en sådan måde, at så mange som mulig af de aktivitetsønsker, som er listet for det nye formidlings-, oplevelses- og samlingscenter kan gennemføres på en driftsmæssig økonomisk måde.
 
Krav til huset:
• Det skal kunne drives uden nogen form for offentlige tilskud
• Leve op til nuværende energikrav
• Opføres i langtidsholdbare materialer
• Fungere som et multifunktionelt hus
• Anvendes som basis for en række udeaktiviteter i fjordlandskabet
• Det fremstår arkitektonisk smukt tilpasset landskabet, og som et vartegn for
området
• Lukke lys ind og tiltrække folk fra de nærliggende byer, samt Viborg og Skive
• Bygges med øje for lave vedligeholdelsesomkostninger
• Udlejning skal sikre økonomi til de kulturelle aktiviteter i huset.
3. Kultur/Natur/Historie/Smagsoplevelser.

Kultur
Huset - Knuden skal anvendes til en bred række af kulturelle og sociale arrangementer som for øjeblikket afvikles i området, men som skal udvides og udvikles. Husets indre og ydre areal skal sikre at alle aktiviteter nu kan gennemføres enten i et fælles forum eller i mindre grupper. Huset skal åbne op for en lang række kreative og kunstneriske virksomheder og foreninger og være et udviklingssted for udøvende kunstnere indenfor musik, billedkunst, skulpturer teater samt lokale iværksættere, uddannelser og natur- og kulturarvs formidling m.m.
I dagtimerne skal Huset - Knuden skabe rammen for de aktiviteter, der er nævnt i visionen for huset for forskellige aldersgrupper, samt skabe rum for aktiviteter, der styrker udvikling af tværgående og inkluderende aktivitets fællesskaber og interesser.
Huset - Knuden skal fungere som samlingssted i forhold til f.eks. varierede foredrag og oplæg, initiativgrupper, fælles madlavning, streaming, debat og lokale samværs-aktiviteter.
Natur
Huset - Knuden ligger i Hjarbæk Fjords bakkede landskaber, med smukke udsigter over Limfjorden, som istiderne formede for mange hundrede år siden, et mangfoldigt og varieret landskab, der er rig på naturtyper, kulturhistorie og oplevelser som man selv kan fornemme via vandring på omfattende stisystemer, sejlmuligheder, cykel- og rideture og lokal etablerede aktiviteter og arrangementer.
Området er omfattet af nationale vandre- og cykelruter, og internationale naturbeskyttelses områder.
Huset - Knuden skal formidle, igangsætte, koordinere og inspirere lokale, besøgende og turister samt eksterne aktører til at besøge, opleve og bruge dette naturområde på en bæredygtig og ansvarlig måde
Historie
Området afspejler forskellige kulturepoker og udviklinger gennem tiderne. Her har mennesker levet af og med naturen ved fjorden, og i den proces formet og tilpasset den, så nye kulturlandskaber er opstået. Jorden er dyrket, skove rejst, fjord og åer blevet reguleret, huse og byer er bygget, og denne udvikling kan man i dag opleve via de bevarede autentiske miljøer som f. eks. stejlepladser, havne og det omgivende kulturhistoriske landbrugs- og fiskermiljø, og de mange fredede fortids- og kulturarvs minder, hvoraf flere bliver formidlet af lokale aktører, som gør det til et yndet besøgsmål.
Området har mange bevarede steder som repræsenterer de folkelige bevægelser, som prægede Danmark tidligere. Eksempelvis findes mange forsamlingshuse rundt om fjorden, med historie tilbage til 1870’erne.
Huset- Knuden kan være med til at give lokale og besøgende en nutidig forståelse af, hvem vi er, og hvad det er for et samfund, vi lever i. Der kan fortælles om de traditioner, kulturepoker og spilleregler, der danner den fælles forståelsesramme for det liv, vi har levet og lever nu. Huset – Knuden vil understøtte aktiviteter med besøg, informationer, foredrag og projekter, der skal understøtte formidlingen af vor kulturarv.
På sigt skal der udvikles et samarbejde med lokalhistoriske grupper og arkiver, museer samt digital formidling og virtuel reality med Animation Workshop og EON Reality i Viborg.
Lokale smagsoplevelser
Mennesker ved fjorden vil blive ført sammen i yderligere fællesskab via måltider og smagsoplevelser fremstillet af lokale råvarer. Fjorden er rig på fisk, muslinger, østers og rejer, og områdets landbrug er meget varierede og specialiserede indenfor mange forskellige typer af afgrøder. Der planlægges månedlige fællesspisninger i det nye formidlings-, oplevelses- og samlingscenter for alle beboere omkring fjorden, samt besøgende, og tanken er at repræsentanter fra de lokale landsbyer omkring fjorden bliver involveret i den praktiske gennemførelse af fællesspisning og smags oplevelser evt. i form af pop-up events og sær arrangementer og vidensformidling. Der vil i den sammenhæng blive lagt vægt på bæredygtighed, miljøforståelse og sund levevis. Der vil som nævnt blive lagt omfattende fokus på anvendelse af lokale råvarer, og formidlet kendskab til lokale aktører indenfor smagsoplevelses mulighederne.
 
4. Beliggenhed og aktivitetsmuligheder.
Huset på Knuden har en beliggenhed, der giver udsyn over hovedparten af Hjarbæk Fjord. Herfra vil man kunne informere og præsentere muligheder som ex. de mere end 25 vandrestier, mountainbike forløb, primitive overnatnings steder, kano, kajak og sjægtesejlads muligheder.
Hjarbæk Fjord og tilstødende åer besøges af mange fritidsfiskere, som kan søge oplysninger og info i Huset ppå Knuden, og i Hjarbæk har man gennem mange år aktivt bevaret og benyttet den gamle fiskebåd, sjægten. Hjarbæk Sjægtelav har tilknyttet ca 30 sjægte, der sejles kapsejlads hver tirsdag hele sommeren, hvor fremmødte kan få en sejltur, og hvert år i aug. mdr. afholdes VM i sjægtesejlads.
Den nationale cykelrute 2 går langs fjorden, og man kan endvidere benytte en cykelrute rundt om Hjarbæk Fjord,på ca 42 km som fører cyklister gennem en række landsbyer via cykelrute 12 og på østsiden af fjorden kan man via den nedlagte jernbane, Viborg – Løgstør køre sikkert gennem det smukke område, denne del et tillige en del af den danske Pilgrimsrute.

5. Beskrivelse af området.
Huset-Knuden planlægges til at blive placeret ved den vestlige kyst af Hjarbæk Fjord med 15 minutters kørsel til Viborg og Skive. Området er præget af landbrug og små og mellemstore landsbyer. Tidligere var der erhvervsfiskeri i fjorden, men i dag er fiskeriet i fjorden af hobbymæssig karakter, og flittigt anvendt.
Området har stor attraktivitet i form af naturen – her er fjord, klinter, engdrag, mark og skov skrånende mod fjorden – alt dette udnyttes i høj grad ved hjælp af havne, strand, vandre- og cykelstier, fiskepladser, kano og kajak sejlads, shelters og spisesteder. Området er også kendetegnet af gamle, store gårde og kirker. Her er tillige mange sommerhuse. Naturen benyttes i høj grad af de lokale beboere, men også i høj grad af folk ude fra kommer flittigt til området. For Viborg by er det den nærmeste adgang til fjord/hav.
Områdets landsbyer har gennem mange år været kendetegnet ved stor lokal aktivitet og mange ildsjæle. Sundstrup i den nordlige del af fjorden har gennemført restaurering af Tanghuset som i dag fungerer som overnatnings mulighed for besøgende. Fjordklyngen (www.fjordklyngen.dk) er en gruppe landsbyer på den østlige side af fjorden som har igangværende projekter med henblik på større udnyttelse af herlighedsværdien af landskabet ved fjorden. Hjarbæk har genoplivet sjægten, en traditionel limfjords fiskejolle, som var af stor betydning for fiskeriet i hele Limfjorden.
Hjarbæk Sjægtelaug (www.sjægt.dk) holder ugentlige sejladser sejladser, som er åbne for at folk udefra, der gerne vil prøve at være med, lauget afholder ligeledes sociale sammenkomster og sportslige konkurrencer. Hjarbæk byder også på en årlig kunstudstilling hvor en række kunstnere udstiller i en række af landsbyens haver. Landsbyerne Kvols og Knudby på den vestlige side af fjorden er kendte for en flere musiske tiltag som indbefatter alle aldersgrupper, eks. Taarup voksenkor som i 20 år har tiltrukket folk fra hele fjordområdet og Viborg by til ugentlige øveaftener i de lokale forsamlingshuse og gennemfører en række koncerter gennem året i kirker, forsamlingshuse og plejehjem. Foreningen Kammermusik ved Hjarbæk Fjord har i mere end 12 år gennemført koncerter i kirkerne og forsamlingshuse omkring fjorden, og lokale bands i alle aldersgrupper mødes hvert forår til en fælles samspilskoncert. Flere udøvende kunstnere har bosat sig i området og deltager i det lokale fællesskab med udstillinger og undervisning. Landsbyen Knudby har endvidere egen natur børneinstitution, eget etableret vandværk som forsyner et større geografisk område, var på forkant med grøn energi og etablerede en vindmølle for snart 30 år siden og blev i 2001 kåret som årets solcelleby, idet et flertal af husene i landsbyen besluttede at opsætte solceller.
 
6. Målgruppe og lokal forankring.
Målgruppen er alle aldersgrupper
Målgruppen er lokal befolkningen i Hjarbæk Fjord området
Beboere fra nærliggende områder og byer, samt besøgende turister
Kommende beboere i området
Lokale borger- og beboerforeninger
Taarup Kor
Hjarbæk Havkajak Klub og Sjægtelaug
Lokale Menighedsråd
Festivalen Kammermusik ved Hjarbæk Fjord
Kor & Stomp festivalen
Viborg Kunstforening
Naturvejlederes naturformidling for grupper
Cyklist- og vandreforeninger
Lokale musiske sammenspilsgrupper
Aktivitetsgruppen bag ”Fjordruten.dk” (Samarbejdsprojekt med formidling af tilbud fjorden rundt)
Visit Viborg og Skives turistformidling
Den lokale forankring er sikret igennem samarbejde med beboere, foreninger, erhverv og kommuner. Der er afholdt informations- og dialogmøder for at fortælle og indhente inspiration til brug af kulturhuset.
Der etableres en venskabsforening af Huset på Knuden for at fastholde og udbygge den lokale forankring.
Forpagtningsaftale laves med lokal restauratør, som skal formidle anvendelses- og arrangements muligheder.