Nyt Hus

Forord

At vælge hvilket byggefirma man vil have til at bygge sit hus handler i sidste ende om at man kan lide det produkt de skal levere, om man kan lide byggestilen, og ikke mindst de tilvalgsmuligheder der er. Vi har valgt Bülow & Nielsen og det er i den grad præget af at man har med et typehusfirma at gøre. Det vil sige de leverer en standardløsning og som bygherre har man meget lidt mulighed for at ændre på husets indretning eller de materialer det skal bygges af. Kan man acceptere den manglende flexibilitet, så er Bülow & Nielsen helt klart et byggefirma som kan anbefales. Er man til en meget skræddersyet løsning hvor man selv bestemmer meget kan de også sagtens løse det, men det er til en helt anden pris! :-)
 
Vi har inden vores valg faldt på Bülow & Nielsen naturligvis undersøgt markedet, faktisk tror vi ikke der er mange byggefirmaer vi ikke har talt med. Det har lært os utroligt meget, især hvor stor forskel der er på firmaer og hvor meget tillid betyder når man skal vælge. Et godt råd vil være at man aldrig udelukkende skal vælge efter pris, men efter hvor godt kontrakten stemmer overens med dine forventninger, som i sidste ende betyder hvor mege du får for pengene. Med Bülow & Nielsen synes vi det stemmer godt overens når man sammenligner med andre meget kendte firmaer. Det der også gjorde udslaget var at de ting som vi under ingen omstændigheder kunne få til fast pris andre steder, fik vi med Bülow & Nielsen.
 
Vi har desuden valgt at få alt arbejde udført således at vi selv står for have og fliser osv. Vi har tidligere bildt os selv ind at det med selv at montere vægge, selv lægge gulv, selv montere lofter osv osv. var noget vi sagtens kunne udføre. Det endte heldigvis med at vi med tiden så lidt mere realistisk på tingene og bleve enige med os selv om at 100-200.000 kr. ikke var værd at spare i forhold til de uendeligt mange timer vi skulle have lagt i arbejdet oveni at ingen af os har håndværksmæssig erfaring.
 
Malerentreprisen på et byggeri er noget mange byggefirmaer lokker med at man selv kan udføre og derved nemt spare et par hundredetusind kroner. Sagen er den at mange kun tror at malerentreprisen er ligmed at der skal males. Men indenda skal man lige have spartlet alle gipspladesamlinger samt alle 2 millioner skruhuller i gipspladerne. Når de er spartlet skal de slibes og efterspartles 2-3 gange for at overfladen er jævn nok til at der kan påsættes filt. Så hvis nogen skulle overveje selv at tage denne entreprise er det i hvert fald nok kun en god idé hvis man kender nogen som kan udføre den for en.
 
En anden rigtig god grund til at holde fingrene fra selv at udføre noget af byggeriet er at så snart man selv står for noget af det kan byggefirmaet til enhver tid beskylde dig for at have forsinket resten af byggeriet således at de f.eks. ikke kan overholde overleveringsdato. Samtidig hæfter du selv for eventuelle fejl du udfører, og hvis du ved et uheld forvolder skader. Og igen er vores erfaring at det rent faktisk er ret få penge der er tale om man kan spare....
 
Når byggefirmaet står for hele entreprisen kan du om bygherre forlange selv den mindste fejl udbedret uden at de kan løbe fra ansvaret, dog har vi personligt indstillet os på at et byggeri som vores er et kæmpe projekt, og det skulle være meget usædvanligt hvis det skulle kunne bygges helt fejlfrit. Vi tror i hvert fald det er vigtigt man ikke bilder sig selv ind der ikke vil ske fejl...
 
 
Dennis og Birgitte