Skolefamilien findes - i Oslo
Det har længe undret mig, at ikke flere tænker radikalt om afskaffelse af de årgangsdelte klasser, som forudsætter at børn i samme alder lærer bedst, når de lærer det samme på samme tidspunkt.
En lille skole i Oslo, Nyskolen, stiftet i 2004, har realiseret en pædagogik, der meget minder om 'Skolebogen' her på hjemmesiden.
Der er tale om en moderne udførelse af den nyligt afdøde norske psykolog Mosse Jørgensens tanker fra 60'erne om en demokratisk skole. Og en foreningsstiftelse er også lykkedes i Norge: 'Forum ny skole'
(www.nyskole.org). Den arbejder for fornyelse af grundskolen ud fra børns udviklingspotentialer - herunder med aldersintegration som en alt for upåagtet ressource i skolen.
Både Nyskolens, og foreningens, fundament sammentænker barnets behov og evner med missionen: at uddanne aktive samfundsborgere. Tanker, der får vor hjemlige diskussion om målinger, klassekvotienter og inklusion, til at virke grueligt overfladiske og ligegyldige.
Ebbe Folmann (27.08.11)
Folkeskolens fallit som enhedsskole
I økonomiske termer er folkeskolen som 'én skole for alle' utrolig uproduktiv.
Lige knap halvdelen af det offentliges udgifter til skoledrift bruges på drift af specialundervisning, specialskoler og tilskud til private skoler. Hvis vi hertil lægger at ca. 2000 lærere førtidspensioneres hvert år, så siger alene de tørre tal, at ca. halvdelen af det beløb, som anvendes til drift af folkeskolen som enhedsskole (lige i underkanten af 20 mia. kr.), bruges på 'aktiviteter', som handler om, 'at her slog enhedsskolen ikke til'.
Der er noget helt galt - hvis det altså fortsat skal hedde sig at være en enhedsskole. Det må også formodes, at denne fordeling af skolerelaterede omkostninger mere bidrager til fragmentering end til sammenhængskraft i samfundet.
Ideen med skolefamilien er et forsøg på at forene styrkelsen af samhørighedfølelsen, fagligheden og virkelysten som et resultat af banets skolegang.
Ebbe Folmann (rev. 20.01.11)
SKOLEFAMILIENS FØRSTE ÅR
I 2010 er det er ikke lykkedes at få nogle af de tungere debattører i skoledebatten til at tage tanken om afsked med de årgangsopdelte klasser alvorligt. Skolens funktion som socialiserende og samfundsbevarende institution behandles utroligt overfladisk. Det handler om at ruste de unge til at kunne tage en ungdomsuddannelse – dvs. læse og skrive dansk og kunne de fire regningsarter.
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at især skolelivet i 6.-9. klasserne ikke er konstruktivt socialiserende for de unge. De tvinges ind i en karikatur af deres årgang, som styres af normer, som skolen som institution dårligt kan påvirke. Kun super-gode klasselærere og faglærere kan øve en vis indflydelse på elevernes interesser og engagement. Rollerne bliver stereotype – styret af fester, det virtuelle netværk, mærkevarer, X-faktor, kendisser og skolens evalueringskultur. Videbegærlighed, samfundsengagement og faglig fordybelse er stærkt aftagende størrelser.
Her ville skolefamilien, hvor forskellighed pga. alder er indbygget, give et udfoldelsesrum for gensidig hjælp og erfaringsudveksling, fuldstændig som vi ønsker og forventer det i en moderne, videnbaseret virksomhed.
(Ebbe Folmann, 31.12.2010)