Den lille blytækkede, kullede kirke i Vissing er bygget i 1200-tallet og består oprindeligt af kor og skib i markstenkvadre, mens det store våbenhus er opført af munkesten i senmiddelalderen. Muligvis har dette været begyndelsen til et tårn.
Norddøren ses antydningsvist som en rundbuet niche. På nordsiden findes endvidere et tilmuret romansk vindue. I senmiddelalderen fik skibet indmuret hvælvinger, mens koret stadig har bjælkeloft. Kirken har på et tidspunkt været offer for en brand, hvilket ses af de ildskørnede sten på nordmuren.
Koret ombyggedes i 1879 med ny murstensgavl, og kvadermurværet blev omsat i 1890. Klokken, som sognets beboere lod støbe i Randers i 1858, er ophængt i en nyere kam over indgangsdøren. Våbenhuset er restaureret og renoveret i 2004.
Alterbordet, der i 1956 blev rykket noget frem, bærer en statelig renæssancealtertavle fra 1633. Den har store prydsøjler, er tredelt og med sine udskårne vinger meget bred i forhold til rummets størrelse. I midtfeltet ses et ældre, ret dårligt udført, maleri af den sidste nadver. På fodstykket samt i bånd og sidefelter er der malet skriftord. I det tvedelte topstykke ses den korsfæstede og opstandne frelser.
Stjernetæppet foran alteret er broderet og skænket af kvinder fra Vissing, mens alterdugen er er doneret af en lokal og kniplet af sognepræst Karsten Nørgaards frue, Helle Nørgaard.
Alterstagerne med donatorinitialer er fra 1585.
Prædikestolen er skåret i 1611 og er prydet med dobbeltsøjler og intarsiastjerner. Her findes også en række initialer, der givetvis dækker over givernes navne. Felterne er forsynet med skriftord. Løve- og meget menneskelige englehoveder vrænger og skærer fæle ansigter. Den er formodentlig skåret af den samme mester, som udførte prædikestolen i Haslund Kirke nær Randers.
Lydhimlen med den imponerende helligåndsdue er skåret i barokstil i 1664. Indskriften er et citat fra Esajas Bog om fryden ved forkynderens komme og dennes ord.
Døbefonten er en enkel og glat romansk granitfont.
En del af kirkens ældre stoleværk er genanvendt som paneler i stolene ved orgelet i kirkens vestende.
Under gudstjenester er der på en hvælvingspille på nordvæggen ophængt et middelalderligt røgelseskar.
Kirkeskibet, den tremastede bark ”Håbet”, er i 1932 skænket af den lokale møllersøn, Niels Møller, efter hjemkomst fra togt med skoleskibet Georg Stage.
Kirkens kalkmalerier overvejende ornamentale. De er formodentlig fra 1400-tallet. På nordvæggen ses et indvielseskors og et pentagram, der sikkert har skullet beskytte mod ondskab og troldom. I hvælvkapperne ses en række narrehoveder, hvis munde er udluftningshuller i muren.
I det østlige hvælvs nordkappe ses en primitivt malet pelikan, der med sit næb hakker hul i sit bryst, så blodet sprøjter ud. I middelalderen mente man, at den trofaste og selvopofrende pelikan nærede sine unger med sit eget blod, hvorved denne fugl blev symbol på Kristus, der i nadveren nærer sine børn med sit eget blod.
I det vestligste hvælvs vestkappe ses et kalkmalet våbenskjold med stormstige som motiv. Det er våben for adelsslægten Fasti.
På plænen foran kirken ses en gammel stenkværn, der er fundet ved omlægning af kirkediget.
