Lokalrådet Ådalen – status 2009

 Lokalrådet Ådalen er et forholdsvis nyt distriktsråd i Syddjurs Kommune, der dækker Ådalsskolens skoledistrikt. Området er specielt på den måde, at det består af mange små landsbyer. Vi holdt stiftende generalforsamling d. 20/8 08. Vi fik vedtaget vedtægter og valgt 5 repræsentanter til bestyrelsen. Af vedtægterne fremgår det, hvad formålet med vores virke er:

• At samordne borgernes indflydelse på den byplanmæssige, sociale og miljømæssige udvikling i Ådalens lokalområde og varetage borgernes fællesinteresser over for de kommunale myndigheder og andre offentlige instanser. Vi er altså et officielt organ, der kan udtale sig om forskellige kommunale tiltag.

Her har vi været i gang med at lave et høringssvar vedr. biogasanlæg ved Andi ,vindmøller ved Andi , høringssvar vedr. kommunens ungdomspolitik, fælles høringssvar vedr. vidtgående specialundervisning i samarbejde med Ådalsskolen og forældre.

• At koordinere og skabe oversigt over lokalområdets aktivitetesmuligheder og faciliteter

Dette er gjort på den måde, at en husstandsomdelt folder fortæller om faciliteter og muligheder i Ådalens område

• At støtte og informere om aktiviteter og initiativer, der kan samle områdets borgere i positive fællesskaber.

• At styrke og støtte den demokratiske debat om forhold, der har betydning for lokalområdets borgeres trivsel og aktive liv

Hvad angår de sidste pinde vil de blive omtalt nedenfor

Selv om vi er et ungt distriktsråd med godt 1 år på bagen, har vi allerede mange ting i støbeskeen.

Vi har som bestyrelse holdt bestyrelsesmøder hver 6.uge. Allerede fra begyndelsen har vi været enige om at nedsætte en række arbejdende undergrupper, da vi er af den overbevisning, at det, som vi hver især brænder for, er det, vi skal beskæftige os med. Det medfører også, at vi kan inddrage ildsjæle fra hele området. Vi ser os selv som en slags ”paraply” for områdets foreninger og aktiviteter. Vi har p.t følgende ad hoc arbejdsgrupper:

 • Børn og ungegruppen, som har arbejdet hårdt og intenst med bl.a. et arrangement for børn, unge og forældre i Ådalsområdet. Og hvilken succes. Ca.450 mennesker i Ådalshallen i marts måned lyttede tryllebundet til Chris MacDonalds foredrag/show om STRONG BODY – STONG MIND. Arrangementet kom i stand via et tværkommunalt samarbejde med Ørsted i Norddjurs Kommune vedr. et projekt om børn og unges trivsel i landdistrikterne .Samtidigt fik børne- og ungegruppen mange input til behovene i lokalområdet, så udvalget kan arbejde i den rigtige retning. Derudover ønskes også nedsat et egentligt børne- og ungeråd. , der skal arbejde for et samlingssted for de mere uorganiserede børn og unge i området. For at være sikre på, at vi arbejdede i den rigtige retning, har vi haft indkaldt til et fællesmøde mellem forskellige interessenter, der har med Børn og Unge at gøre (Skole, ungdomsskole, idrætsforening, hal, spejdere og 4H). Denne aften havde vi inviteret en fra lokalområdet, Torsten Gejl, der som uddannet Kaospilot har arbejdet med involvering af unge. Budskabet var klart : ”Få de unge på banen, find ud af, hvad der rør sig og hvilke ønsker de måtte have og involver dem.”

Efterfølgende blev der i august måned holdt en Cafèdebat en formiddag i skoletiden ledet af Torsten gejl. Der er kommet mange ønsker og ideer ud af denne formiddag og der arbejdes sammen med ungdomsskole og skole for at få ført nogle af ideerne ud i livet. Et aftenarrangement er allerede løbet af stablen i samarbejde med ungdomsskolen. I november måned tog en gruppe unge samt repræsentanter for udvalget ud for at se på multibaner i

Ryomgård og Rosmus. Herefter besluttes et konkret projekt, og der tages fat på at sikre finansiering via ansøgninger til LAG m.v.

Derudover er der lige sendt en ansøgning til Indenrigs-og Socialministeriets Landdistriktspulje 2010 vedr. et teaterprojekt i april 2010- et samarbejde mellem ungdomsskole, Ådalsskolen og lokalråd

• Ådalsportalen, I første omgang er der blevet lavet en Ådalsportal på internettet (aadalen.info) , som er information om faciliteter og muligheder i Ådalsområdet (mange af de samme oplysninger, som er i folderen, men som her løbende kan opdateres). Desuden skulle

det give en større mulighed for kontakt, da der på hjemmesiden er en mulighed for at kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne fra Lokalrådet eller andre på portalen med en mailadresse. Portalen vil løbende blive udviklet, og det er vi i fuld gang med.

Samtidig skal der udvikles en model for, hvordan andre i lokalområdet - foreninger, private, menighedsråd, selvstændige m.m. - får mulighed for at oprette gratis hjemmesider og sikres hjælp til at holde et højt kvalitetsniveau. Hvordan og hvorledes er arbejdsgruppen i fuld gang med at undersøge, og der er taget kontakt til såvel foreninger som private, der er interesserede i en sådan hjemmeside.

• Ådalshallen/aktivitetshus. Området omkring hallen er et rent slaraffenland for noget fælles. I flæng kan nævnes: Skolen, kirken, forsamlingshus, 4H-hus, dagplejehus, børneinstitution, grønne arealer til motionsstier, åen, fodboldbane,SFO, ungdomsskole, tennisbaner. Disse fysiske rammer kunne mikses. Eksempelvis tænkes der på : Kulturhus, multihal med springgrav, kunstudsmykning, kantinemulighed for skolen, cafè, genoptræning, sundhedspleje, lægehus, opdateret ældrecenter, fleksible børnepasningsmuligheder i Kulturhuset. Mulighederne er mange og der arbejdes på at få lavet en ansøgning, der kan danne ramme for nogle af disse tiltag.

• Slotsgruppen I denne gruppe arbejder vi med 2 hovedpunkter: Større involvering af lokalbefolkningen bl.a. ved hjælp af en hjemmeside og synliggørelse af nye tiltag, hvor vi planlægger en kombineret informations- og kunstudstilling. Kunstudstillingen skal være udgangspunkt for arrangementer/udstillinger rundt om i lokalområdet, skoler, foreninger og evt. virksomheder. Vi har endnu ikke endelig fastlagt, hvad der skal være på hjemmesiden, så der arbejdes videre med den. Dette projekt er en del af ”Eventyrligt landliv” og skal være færdig dec. 2010.

Det kræver selvfølgelig penge at få disse tiltag op at stå, da Lokalrådet som sådan ikke er formuende. Vi modtager et årligt tilskud fra Syddjurs Kommune på 20.000 kr. Vi har søgt lokale fonde: Søby-Skader Halling Sparekasse, Hvilsager- Lime Sparekasses almene Fond, Rønde-Rosenholm Turistforening, der til sammen har bidraget med 38.500kr. , LAGmidler samt tilskud fra Velfærdsministeriets landdistriktspulje samt tilskud fra Syddjurs kommune, så projektet ”Eventyrligt Landliv” nu er fuldt finansieret med 189.00kr. Projektet skal være færdigt dec. 2010. Vi fortsætter arbejdet med at søge midler, for vi synes, at de projekter, der er i støbeskeen, er seriøse og kan gøre en forskel for Ådalsområdet.

Der er stadig mange ting, som vi som bestyrelse gerne vil have gang i. Vi håber meget, at den husstandsomdelte folder samt hjemmesiden vil gøre Lokalrådet og Ådalen som område mere synligt. Vi vil gerne have et aktivt område med mange medspillere. Som udgangspunkt er intet for småt og intet for stort. Vi har derfor indkaldt til nyt ”stormøde” i januar måned. Denne gang er det foreninger, forsamlingshuse m.fl, der indkaldt om bl.a. følgende emner: Fælles initiativer - hvad savner vi?, tværgående samarbejde, ønsker og behov, kontakt til kommunen.

Ellen Aarrebo Jensen

Formand for Lokalrådet Ådalen