Formandens beretning 2011
Lokalrådet Ådalen, distriktsråd i Syddjurs Kommune, dækker Ådalsskolens skoledistrikt. Området er jo specielt på den måde, at det består af mange små landsbyer. Vi holdt stiftende generalforsamling d. 20/8 08. Vi fik vedtaget vedtægter og valgt 5 repræsentanter til bestyrelsen. Af vedtægterne fremgår det, hvad formålet med vores virke er:
- At samordne borgernes indflydelse på den byplanmæssige, sociale og miljømæssige udvikling i Ådalens lokalområde og varetage borgernes fællesinteresser over for de kommunale myndigheder og andre offentlige instanser. Vi er et officielt høringsorgan, som får tilsendt lokalplaner
m.v, der har interesse for området
- At koordinere og skabe oversigt over lokalområdets aktivitetetsmuligheder og faciliteter
- At støtte og informere om aktiviteter og initiativer, der kan samle områdets borgere i positive fællesskaber.
- At styrke og støtte den demokratiske debat om forhold, der har betydning for lokalområdets borgeres trivsel og aktive liv
Vi har som bestyrelse holdt bestyrelsesmøder hver 6.uge. Allerede fra begyndelsen har vi været enige om at nedsætte en række arbejdende undergrupper, da vi er af den overbevisning, at det, som vi hver især brænder for, er det, vi skal beskæftige os med. Det medfører også, at vi kan inddrage ildsjæle fra hele området. Vi ser os selv som en slags ”paraply” for områdets foreninger og aktiviteter. Vi har p.t følgende ad hoc arbejdsgrupper:
Børne- og ungegruppen
I slutningen af 2009 har børne- og ungegruppen på baggrund af de ønsker/tiltag, som dukkede op forbindelse med en cafèdebat på Ådalsskolen i august måned 2009 været rundt for at se forskellige multibaner i området. En slagplan blev lagt, og der blev i samarbejde med skole, ungdomsskole, spejdere og Børnehuset søgt midler fra LAG, Lokale og Anlægsfonden samt Syddjurs Kommune. Alle ansøgninger blev mødt med positivt tilsagn. Der blev nedsat en styregruppe og arbejdet blev igangsat i maj måned 2010. I slutningen af august stod multibanen klar til indvielse med et fremmøde på ca. 150 voksne og børn. Vi mangler opstregning, forstærkelse af bander og indkøb af bord/bænkesæt, men det kommer på plads i løbet af foråret.
Det har været et flot forløb og et fantastisk samarbejde med mange frivillige, der hjalp til. En brugergruppe med repræsentanter fra de forskellige interessenter og brugere skal sørge for bl.a. at fordele tider blandt brugerne, men i princippet er den tilgængelig for alle, der måtte have lyst til at benytte banen. Og den bliver brugt.
Evenyrligt Landliv
Projekt Eventyrligt Landliv, som blev bevilget i 2008 med støtte fra LAG, Syddjurs Kommune samt lokale fonde, er nu færdiggjort og regnskabet sendt til Fødevareministeriet..
Formålet med dette projekt var : Et slot og et Lokalråd er gået sammen for dels at styrke områdets fællesskab og sociale relationer og for dels at tage nye initiativer og skabe nye aktiviteter.
Vi har lavet følgende :
- en folder, som er husstandomdelt i hele området
- hjulpet lokale foreninger med at oprette hjemmesider, som de selv kan opdatere
I april måned afholdt vi et dialogmøde med lokale foreninger. Der var deltagere fra forsamlingshuse, Ådalshallen, IFÅ, spejderne, skolebestyrelsen og menighedsråd. Der blev debatteret livligt og der kom mange ønsker til øget samarbejde og aktiviteter f.eks. fælles børne- og ungedag, åben hal en gang om måneden for små børn og deres forældre, arrangementer på tværs af gamle sognegrænser (”liv i forsamlingshusene), nedsættelse af forsamlinghusgruppe til gensidig inspiration, øget samarbejde mellem foreninger i området m.m.m.
Der blev på mødet udtrykt ønske om et årligt dialogmøde med henblik på erfaringsudveksling og gensidig inspiration.
I oktober måned har hele området været inviteret til møde med fremtidsforsker Anne- Marie Dahl.Dette møde kom i stand i samarbejde med hallen.
I forbindelse med Ådalshallens 25 års jubilæum har en gruppe lavet nogle tegninger, der antyder en mulig udvidelse af hallen. Dette er en proces, som skal ses som en appetitvækker for et kommende forløb, der gerne skulle mobilisere alle gode kræfter i området, som vi ved findes. Vi ved, at en udbygning/renovering og udvikling af Ådalshallen er nødvendig for at fremtidssikre denne som et af omdrejningspunkterne for områdets aktiviteter og for at kunne fastholde/tiltrække bosætningen i Ådalsområdet. Vi overværede et hæsblæsende oplæg fra Anne-Marie Dahl om hvad hun ser som mulige fremtidsperspektiver. Efterfølgende en debat i grupper 0m, hvad vi så som mulige fixpunkter i den kommende tid.
På baggrund af de ideer, der fremkom denne aften, er der nedsat fire arbejdsgrupper, der skal arbejde med følgende områder:
- Overordnet struktur i Ådalsområdet/herunder Ådalshallen
- Naturudvalg (stisystemer)
- Tilflyttere og bosætning (markedsføring m.v)
- Kommunen/bosætning (kontakt, koordinering, initiativer m.m.)
Kontakt til Syddjurs Kommune
Vi har været til flere møder inviteret af Syddjurs Kommune : det årlige inspirationsmøde for distriktsråd i Syddjurs, bosætningsstrategimøde : Hvordan kan vi tiltrække tilflyttere og et kommende møde om den fremtidige borgerservice i Syddjurs. P.T er der desuden en lokalplan om det tidligere mejeri i Skørring til høring, som vi skal have kigget på.
Det er mange bolde, der er i luften, og vi ved, at ting tager tid, men det er for os vigtigt at sætte en proces i gang. Så må vi se, hvor langt, vi kommer. Der er arbejde nok til de kommende år. Vi vil gerne have et aktivt område med mange medspillere til gavn for hele området og for fortsat at kunne holde aktivitetsniveauet højt og attraktivt, så nye familier ønsker at bosætte sig i Ådalen.
Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne sige tak for bestyrelsen for en god arbejdsindsats og nogle konstruktive bestyrelsesmøder.
Ellen Jensen, formand for Lokalrådet Ådalen