Presse

Pressemeddelelse August 2010

Nu er multibanen i Skørring færdig, og vi afholder indvielsesfest

Onsdag den 25. august kl. 17-19.30

Banen tilhører alle. Kom og vær med til at vise, hvad den kan bruges til!

Vi er rigtig glade for at kunne fortælle, at flere måneders planlægning og arbejde nu er til ende, og at vi nu kan fremvise en rigtig flot multibane i Skørring (bag Ådalshallen). Vi håber, at rigtig mange vil få glæde af banen, som kan bruges af alle interesserede. I dagtimerne på hverdage bruges banen dog først og fremmest af Ådalsskolen og Børnehuset Ådalen. Men resten af tiden er der frit slag. Der kan spilles håndbold, fodbold, basket, køres på skateboard, rulleskøjter og meget andet. Kun fantasien sætter grænser.
 
Vi har mødt stor lokal velvilje i forbindelse med etableringen af multibanen, både fra frivillige hjælpere og lokale håndværkere. Bl.a. har mange frivillige hjælpere brugt week-ender og hverdagsaftener på byggeriet, og det vil vi gerne sige en stor tak for. Uden denne hjælp havde det ikke været muligt at realisere multibanen.
 
Vi håber, at rigtig mange børn, unge og voksne vil deltage i indvielsesfesten og være med til at markere den officielle åbning af multibanen, som det nyeste aktiv i Ådalsområdet.
 
Projektet er støtte af: Den Lokale Aktionsgruppe Djursland, FødevareErhverv og EU Lokale- og Anlægsfonden og Syddjurs Kommune.
 
Initiativtagere er:
Lokalrådet i Ådalsområdet Ådalsskolen Ådalshallen IFÅ Juniorklubben Børnehuset Ådalen
 
Kontaktpersoner: Merete Morell, tlf. 86 97 46 08 og mail: meretemorell@yahoo.dk
Silke Lorensen, tlf. 3095 4712 og mail: silke@ma-net.dk
 

Maj 2010

Pressemeddelelse

Lokalrådet i Ådalen – nu begynder byggeriet af multibanen i Skørring, og vi har brug for din hjælp!

I nogle måneder har Lokalrådet for Ådalsområdet i samarbejde med de øvrige lokale foreninger og Ådalsskolen/Ungdomsskolen arbejdet på at skaffe midler til en multibane til brug for områdets børn og unge.

Nu kan vi med glæde meddele, at alle de nødvendige tilsagn om økonomisk støtte via LAG Djursland, Bygge og Anlægsfonden og Syddjurs Kommune er i hus, og vi er parate til at gå i gang med selve etableringen af banen.

Multibanen består af en fintkornet asfaltbund med en træbeklædt metalramme rundt om med diverse boldkurve og mål. Selv banen er på ca. 12x24 meter og kan bruges til bl.a. basket, rulleskøjteløb, fodbold og skøjteløb om vinteren, hvis vejrguderne vil. Kun fantasien sætter grænser.

Multibanen bliver placeret bag Ådalshallen i Skørring ved siden af tennisbanerne og forventes at være klar til brug ved skoleårets start i august måned. I den anledning vil der blive afholdt en åbningsfest for alle områdets borgere.

Multibanen vil kunne bruges af alle interesserede. I dagtimerne vil det primært være Ådalsskolen og Børnehuset Ådalen, der vil bruge banen, men udenfor skoletiden vil der være åben adgang. Der vil blive etableret et brugerråd, som vil sikre, at brugen og driften af banen forløber som den skal.

Behov for frivillige hjælpere

En del af multibanen skal bygges ved hjælp af lokale håndværkere. Men vi har også brug for frivillige hjælpere til en del af opgaverne. De første har allerede meldt sig, men vi kan sagtens bruge flere. Der hænger opslag forskellige steder i lokalområdet – skole, børnehave og DagligBrugsen i Lime.

Skriv dig på eller kontakt én af nedenstående personer, og så vil du blive kontaktet vedr. de konkrete opgaver. Al hjælp, både ganske få og lidt flere timer vil blive modtaget med tak. Blot en enkelt formiddag kan være tilstrækkeligt.

Vi tror og håber, at multibanen vil blive et aktiv for vores lokalområde, og at den vil blive flittigt brugt.

Kontaktpersoner: Merete Morell, tlf. 86 97 46 08 og mail: meretemorell@yahoo.dk

Silke Lorensen, tlf. 3095 4712 og mail: silke@ma-net.dk