GAK - igen

 
I 2014 spillede vi forestillingen "G.A.K - igen" 6-9 marts i Centerhallen i Allerød.

Forestillingen var skrevet og instrueret af Marie Louise Frifelt.
 
GAK-igen kunne ses som en forlængelse af forestillingen GAK som blev spillet i 2007 men den kunne også ses som en enkeltstående historie.


Om forestillingen

Vi befinder os i en meget høj bygning på i alt 27 etager der hedder I.G.O.A.L (institut for galskab og andre lidelser), et behandlingshjem for skøre mennesker af begge køn, alle aldre og med alskens forskellige lidelser.
Dybt ind i I.G.O.A.L ligger afdelingen G.A.K. (Galskabens Analytiske Kontor.. en uheldig forkortelse ja vi ved det!).
På anden etage bor tre-fire stakkels forvirrede unge mennesker med hver deres tre-fire diagnoser.
Patienterne Carl, Carla, (Tude-)Marie og Sasha har boet på afdelingen i laaang tid. Og da de kun modtager behandling af den meget depressive psykolog Fabricius Hedevig Gudmundsen, hvis patienter aldrig bliver raske, så kommer de til at bo der i laaang tid endnu.

Et stykke derfra i en patricia villa i Hellerup bor familien Rosenkrantz. Familiens overhoved, den 11 årige Amalie Margrethe har netop opdaget I.G.O.A.L s hjemmeside og hun synes bestemt, at det lyder som det perfekte sted for hendes irriterende storesøster Kim.

Se med når Kim ankommer til GAK.
Her møder hun alt mulig manden Boris, Dr. Gudmundsen, sine værelseskammerater Sasha, Marie, Carl og Carla, den russiske afdelingsinspektør Dr. Veronica Olga Dvorak og Ludvig som bor oppe på 27 etage!

Alting går sin vante gang på GAK. Fabricius bager kager, Ludvig får ikke noget af dem. Og Kim synes at det hele er meget mærkeligt.
MEN! Pludselig ankommer den narscisistiske selvfede journalist Hannibal Rosengren til GAK. Han er journalist på bladet "I dit Ansigt" og han vil gerne have lov til at følge patienterne på GAK i en uge for at se hvordan de har det.
Hannibal er imidlertig slet ikke journalist! Han er undercover politi betjent på jagt efter en farlig forbryder.

Hvem denne forbryder er, bliver afsløret på besøgsdagen på GAK. Er det mon Amalie Margrethes mor Ingeborg? Eller hendes fåmældte far Hans Henrik? Eller er det en af Sashas skrækkelige plejesøstre Sara, Sandra og Silvia?

Eller er det... en helt anden?

Udtalelse fra patienterne på GAK:

"Du er nået til GAK. Landet der for længst er blevet glemt!"
"Galskabens analytiske institut"
"Når man havner her så er det sgu slut!"
Udtalelse fra Dr. Dvorak:

"Der er en mark. Flad! På den mark der er en bygning. Høj! Og i den bygning det hele går af helvedes til!"
Samtale mellem de tidligere siamesiske tvillinger Carl og Carla:

"Oppe på 27 etage?"
"Det er dér de virkelig skøre bor."
"Dem som har boet her meget længe."
"Og som aldrig kommer ud herfra!"
Allerød Amatør Teater