Historien

Lad mig sige sandheden. Jeg har faktisk aldrig brudt mig om katte. Min veninde havde en kat der hed Kaj, og han gjorde ikke det store indtryk på mig. I mit barndomshjem havde vi også en kat. Han hed Kit og boede på badeværelset. Der var sådan et vindue der var delt i 4 felter, og det øverste højre stod næsten altid åbent. Jeg mindes ikke hvordan han startede med at komme i hjemmet, højst sandsynlig en halvvild fætter, som fik mad på trappestenen og fandt ud af at badeværelsesvinduet altid stod åbent. Så der sprang han ind når han frøs og lå i badekaret oveni det snavsede vasketøj. Ind imellem så han forfærdelig tynd ud med kampsår og snotnæse. I de gode perioder var han trind og med skinnende pels. Han var altså ikke sådan et rigtigt fuldgyldigt medlem af familien, men tog bare ophold hos os i mange år. Han var sin egen, ligesom alle andre katte, og jeg fik ikke øjnene op for, at de muligvis kunne have deres egen personlighed. Lige til den dag min x mand og jeg købte et nedlagt landbrug. Der fulgte automatisk 3 gårdkatte med. Den ene var sort og havde kun en halestump, hvorfor vi døbte hende sorte. De 2 andre var brogede og dem døbte vi Pot og Chald. Pot er den kat der er skyld i, at jeg i dag må erkende, at jeg er vild med katte!

Pot

Han var fuldstændig hamrende iskold overfor, at jeg ikke synes han var imponerende. Han insisterede på mit selskab og min opmærksomhed. Og han gjorde det med sådan en ildhu, at jeg til sidst tabte mit hjerte til ham, og lod ham og Sorte komme ind i bryggerset når de ville. Snart efter i køkkenet. Og kort efter indtog de hele huset. Selv hunden synes Pot var alletiders. Det er den eneste kat jeg har set lege ta fat på græsplænen med et stort gadekryds af en hund. Han havde en elskelig personlighed. Og jeg stod troligt op om natten når han sad og mjavede på trappestenen og ville ind, efter nattens eskapader. Chald var vild og hende kom jeg aldrig ind på. Hun blev aflivet kort tid efter pga. sygdom. Da jeg efter et par år blev skilt og gården solgt, overtog de nye ejere Pot og Sorte, med løfte om at passe godt på dem. De var gårdkatte og havde boet der hele deres liv. Så der blev de. Men det var Pot der lærte mig, at katte virkelig har deres helt egen personlighed! Det, kombineret med deres egenhed gør, at jeg i dag holder uendelig meget af katte.

Sorte og hendes killinger

Sorte var sin egen. Nogle gange selskabelig, men for det meste holdt hun sig på afstand. Hun elskede dog at være inde. Jeg vidste ikke meget om katte på det tidspunkt, men dog nok til at kunne se hun da foråret kom, var med killinger. Pludselig kom hun ikke længere ind, jeg så hende holde til ovre i laden på høloftet. Flere uger efter kom hun så med én killing, en lille han som vi døbte Pinse. Hvorfor? Fordi han blev født i pinsen. Han var sortbroget. Og total elskelig. Hun passede ham helt vidunderligt. Og sådan en ene killing bliver jo trind og rund. Da hans mor mistede interessen for ham, kastede han sin kærlighed på Pot. Og den blev gengældt. Han elskede også at være inde. Og han blev jo nok mere huskat end de andre. Fordi han havde kendt det fra lille. Senere samme sommer gik Sorte igen i laden på høloftet og kom sendere ned med ham vi døbte Bogart, og som min bror fik som lejlighedskat. Sommeren gik, efterår blev til vinter og i det tidlige forår gik Pinse og kom aldrig mere tilbage. Jeg fandt ud af, at to hankatte jo bliver rivaler. Så den ene måtte tage sit gode tøj og gå, og det blev Pinse. Utallige gange når jeg kom kørende på vej hjem og så et glimt af en kat jeg bestemt synes var Pinse, stoppede jeg bilen med hvinende bremser og rullede vinduet ned og skreg højt ”Pinse….Pinse”. Til min x mands store irritation! Ja, han var vel nærmest flov….men Pinse kom aldrig hjem igen. Jeg håber han fandt et andet godt hjem og sit eget domæne. Sorte var med killinger igen da det blev sommer. Forsvandt igen over i laden på høloftet. Men kom masende ind i stuehuset igen efter ca. 4-5 uger og blev inde. Jeg synes det var underligt. Killinger kunne da ikke klare sig selv efter så kort tid, men hun kom ikke ind med dem, og jeg havde hende mistænkt for at have ladt dem i stikken?! Altså gik jeg over i laden og op på høloftet, og efter at have endevendt 500 baller hø fandt jeg dem! 4 små killinger. 2 var døde, sikkert af sult. Og de sidste 2 var meget afkræftede. Resolut tog jeg dem ind i huset, men nej. Sorte hvæsede af dem, og lod som om det ikke var hendes. De lignede hinanden, sort og brunstribede. Jeg madede dem selv og døbte dem Sylvester og Fredag

Fredag

Fredag var den forsigtige og Sylvester den morsomme. Da de begge jo blev madet op af mig, så fik jeg nu for første gang virkelig katte ind på livet. Jeg lånte stakkevis af kattebøger, for som en rigtig kattemor er man nødt til at sætte sig ind i sagerne. Fredag flyttede ud til min kollega og fik et herligt hjem der, og fik selv senere et hold killinger. Sylvester, som jo senere viste sig at være en dame og nu bare bliver kaldt Sylle, er i dag 7 år

Sylle og Bogart

Da jeg blev skilt og vi solgte gården var min tilværelse lidt rodet. Jeg havde købt et lille hus, men kunne ikke flytte ind i det før nogle måneder efter. Pot og Sorte efterlod jeg på gården til de nye ejere. Jeg tror ikke de ville have brudt sig om at skifte hjem, de var o trods alt ikke vårharer længere, og havde boet der hele deres liv. Sylle var dog utroligt kontakt søgende og en rigtig indekat. Og kun et halvt år gammel. Så jeg satte hende i pleje hos min bror, som jo i forvejen havde Bogart. Bogart og Sylle hadede hinanden de første dage. Men herefter blev de palls! Og fik stor fornøjelse af hinanden. Lå i arm og nød hinandens selskab. Da jeg flyttede ind i mit nye lille hus, flyttede Sylle med. Og ligeså Bogart. Min bror skulle nemlig flytte og nu var det min tur til at have Bogart i pleje. De første par uger var de kun inde, skulle vænne sig til de nye omgivelser. Herefter fik jeg installeret en kattelem. Og en ny verden åbnede sig for Bogart, som jo i knap 2 år havde boet i en ljlighed. Hans oplevelse med verden udenfor deltog jeg aktivt i. Han synes godt nok verden var stor! I starten sad han ude i den friske luft og sprang ind af lemmen igen ved den mindste vind. Men hans nysgerrighed fik overtaget, og han blev mere modig dag for dag. Han indtog terrassen, haven og herefter naboernes haver formoder jeg. Han elskede sit nye liv, hvor han selv bestemte om han skulle være inde eller ude. Han var sortbroget og en stor og flot kastreret hankat. Sylle blev jo større, og blev også kønsmoden og tiltrak sig alle landsbyens hankatte. Hun valgte den grimmeste og mest erfarne, løb bort med ham nogle dage og kom gravid hjem! Hun fødte 4 killinger oppe på 1. sal, 2 døde og 2 levende. Hun flyttede dem ned i skabet under trappen. Og hun er den perfekte mor. Bogart blev meget fornærmet over al den virak. Og fortrak over til genboen, en gammel mand, hvor han indtog en fast plads på deres fyr i fyrrummet. Han kom hjem engang imellem, men mest for at demonstrere sin utilfredshed. Den ene killing fik et godt hjem, den anden beholdt jeg og ham navngav jeg Mascot. I dag hedder han bare Scotti. Og han er elskelig. Hun fik 2 kuld killinger mere i løbet af de næste 1½ år, og det lykkedes mig at finde hjem til alle. Den sidste fødsel hun havde var meget lang, 8 timer. Så blev hun steriliseret. I mellemtiden var Bogart blevet mere og mere utilfreds med mig, og havde i stedet kastet sin kærlighed på den gamle genbo. Jeg kunne engang imellem tage Bogart op, men ofte var han tvær og gad ikke. Og han kom sjældent hjem. Den gamle genbo derimod, skulle bare fløjte, så kom Bogart stormene og kastede sig i armene på ham. Og han fandt sig i at blive båret rundt i haven og kælet på maven og bag ørerne. På den måde valgte han selv sin nye ejere og blev der da jeg flyttede

Sylle og Scotti

Jeg havde købt et vidunderligt sommerhus i 2 etager på Mols, og her flyttedejeg ud med Sylle og Scotti. Køreturen derud var ikke specielt morsom. Min nabo kørte flyttelæsset. Jeg vidste af erfaring at kattene ikke kunne li at køre bil, og insisterede på at de skulle være i deres transportkasser i førerhuset på lastbilen, så de kunne se mig. Sylle lå stille på hele turen, men Scotti hader biler og roterede rundt i sin transportkasse og både urinerede og det der var værre, så der lugtede jo ikke just af violer. Frem kom vi dog. Og den første uge holdt jeg dem inde. Jeg havde ellers besluttet mig for at de skulle være inde i 14 dage, før de fik lov at komme ud, men Scotti var helt forvirret over ikke at kunne komme ud. Så efter en uge fik jeg installeret kattelem på 1. sal. De nød den østvendte svalegang. Og lærte hurtigt at komme op og ned af stigen. Og inden længe havde de indtaget de 4500 m2 have som deres territorium. Og snart føjtede de rundt i den aldeles helt vidunderlige natur. Kom og gik som de ville. Når foråret kom, begyndte drifterne at røre på sig. Og Scotti havde meget travlt med at finde villige hunkatte og slås med hankattene. Sylle drog tit ned på gården til den store grå hankat dernede. Jeg tror de havde det fint sammen til han døde af alderdom, over 15 år gammel. Når vinteren viste sig, blev Scotte mere hjemme. Så lå han hele vinteren og lunede sig foran brændeovnen eller på stolen i køkkenet. Åd og sov og blev kælet med. Så han var stor og mægtig, når foråret igen kom, og han skulle ud på de vilde våger

Sylle

Sylle er en slank lille dame på 7 år. Vi to har altid haft den der helt specielle intimitet, som viser sig ved at hun gnider sit ansigt mod mit ansigt. Helt tillidsfuldt. Normalt trækker en kat hovedet til sig, hvis man vil gnide kind eller næse. Men det gør hun ikke med mig. Vi gør det når vi har vores øjeblikke sammen. Jeg kan allerede når kattelemmen går høre, hvem det er og jeg kender hendes fodtrin. Hun er en meget feminin og en let og hurtig kat. Hun er en hamrende hurtig jæger. Hun kan løbe igennem regnvejret uden at blive våd! Hun er aldrig snavset og hun bruger timer på at soignere sig selv. Jeg har en hylde der løber hele vejen rundt i køkken-alrummet, meget højt oppe. Hendes yndlingsplads er deroppe i hjørnet, hvor hun kan overskue hele verden, både ude og inde. Jeg kan på lang afstand se om hun er sur. Hendes øjen bliver helt sorte. Hun er aldrig vokset fra det med at sidde med forpoterne når vi hygger og gøre som en killing der dier. Kløerne ud og ind. Hun nyde de stunder hvor hun ligger med poterne oppe på mine skuldre og ”puffer” og spinder. Hun kender lyden af min bil. Og har jeg været væk nogle dage er hun ekstra kærlig og meget krævende. Som hun bliver ældre bliver hun også mere tillidsfuld overfor fremmede. Men kommer der børn på besøg bliver hun ude til hun kan høre der er ro igen. Hun er meget statelig. Og det er sjovt når hun overbærende sidder og ser de andre lege og til sidst kaster værdigheden overbord, og selv træder ud i dansen. Når hun spiser med de andre, så ”fisker” hun maden ud af skålen så hun kan spise i fred. Hun slæber aldrig mus eller fugle ind, kun da hun havde killinger. Så kom hun med nogle halvlevende mus som killingerne kunne lege med. Hun er en bestemt og meget kærlig dame

Scotti

Scotti kan ikke mjave. Han åbner bare munden og simulerer! Kun hvis en fremmed hankat kommer op af stigen skyder han som en raket ind af lemmen, bumber ned af trappen og kalder på mig. Så skal jeg jage den fremmede væk. Så sidder han bag ved oppe på svalegangen og jeg er overbevist om, at han i tankerne siger ”Yes mor, sådan!” Han levede det vilde liv til han blev 5 år. Hanvde travlt med de feminine katte og sloges ofte. Han kunne være væk nogle dage, og komme fuldstændig forhutlet hjem, grovæde og vælte omkuld og sove et par timer, for herefter igen at forsvinde nogle dage. Han er måske ikke forfærdelig klog. Men han er så god

En dag havde jeg taget mig sammen og skulle lude lofter. Scotti lå som så ofte, på stolen i køkkenet. Det er hårdt at lude lofter, og det kræver nogle pauser, for man får ondt i nakke og skulder. Således var jeg nået til en af mine pauser, og ville stille spanden med ludmaling på bordet. Desværre ramte jeg med bøtten kanten af stolen hvor Scotte lå i dyb koma. Som i en tragisk komisk film rullede de næste minutter af sted som i slowmotion selv om virkeligheden var i høj fart. Halvdelen af malingen løftede sig ud af bøtten og landede lige oveni Scotti. Med et vræl sprang han op fra stolen, hvorved jeg blev aldeles forskrækket, og tabte resten af bøtten med maling på gulvet. Da Scotti nu for alvor var vågnet op til sit livs mareridt, sprang han med alle 4 poter ned på gulvet, i malingen. Herefter tog han en sprinttur rundt i køkkenet, op af min nye mahognitrappe, en tur rundt i stuen på alle møbler inden han som en raket røg ud af kattelemmen. Tårerne sprang ud af øjnene og jeg skiftevis lo og hulkede. Der var bare hvide malingspoter über alles!. Febrilsk pøsede jeg vand i en balje og begyndte hysterisk at vaske maling af. Midt i mit hysteri tænkte jeg ”For katten da også, Katten!” Hvorefter jeg løb ud og med så rolig stemme som muligt kaldte og lokkede Scotti frem fra en busk. Der kom han, våd og hvid af ludmaling. Jeg greb ham i favnen, hvorved jeg fik maling på mit tøj. Løb ind og greb telefonen, hvorved også den fik maling. Ringede til dyrlægen og spurgte ”hvad gør jeg?” ”Du skal skynde dig at bade ham og herefter skylle ham grundigt i eddike”. Jeg har ingen badekar og ej heller havde jeg eddike. Derfor ringede jeg til min mor, satte hende ind i situationen og bad hende løbe hen og købe 5 liter eddike. Herefter kylede jeg Scotti ind i transportkassen, ind i bilen og drønede ned til min mor, som har et badekar. Her blev han badet og skyllet i eddike, hans første og til nu eneste bad!! Han tog det forbavsende pænt. Rene og pæne kom vi således hjem nogle timer senere, og her ventede mange timers arbejde med at få maling af gulv, møbler og trappe….Sådan kan det gå. Stakkels Scotti!

Da han blev 5 år forsvandt han pludselig. Der gik nogle dage, en uge, en måned, to og tre. Jeg kørte området tyndt og når jeg gik tur med hunden kaldte og kaldte vi. Men han var bare væk. Jeg efterlyste ham ved Kattens Værn. Men intet skete. Jeg spurgte alle naboer, men ingen havde set ham. Jeg kikkede i grøftekanter, men fandt ingen spor. Det værste var at man ikke vidste hvad der var hændt. Efter 3 måneder troede jeg på at han var blvet kørt over og aldrig kom tilbage

Jeg besluttede mig for, at en hankat kunne jeg ikke undvære. Jeg har efter mit nærmere bekendtskab med katte altid synes, at Main Coon var en spændende kat. Derfor fandt jeg en opdrætter ved Horsens, og tog ned og så hendes killinger. Og inden jeg kørte derfra havde jeg købt 2. En han og en hun fra hver deres kuld. De var ikke gamle nok til at komme med hjem, så jeg kunne hente dem 4 uger efter. Da jeg den sommeraften sad på trappen og talte i telefon stod han pludselig foran vinduet og stirrede på mig. Og simulerede at mjave…….Scotti! Efter over 3 måneders forsvinden stod han nu her, fuldstændig tynd, grim i pelsen, sår over det hele, revede ører og blind. Troede jeg. Jeg kastede røret på og hented ham ind, stakkels stakkels Scotti. Næste morgen kørte vi til dyrlæge. Han blev vasket og renset………og, kastreret. Og dyrlægen kunne berolige mig med at han ikke var blind. Det var de hvide hinder, som går for øjnene som forsvarsværk, hvis det har været ude for en traumatisk eller udmattende oplevelse. De skulle nok forsvinde, om end det kunne tage tid. Han sov i mange døgn, kun afbrudt af at spise. Efterhånden som han kom til kræfter, blev han igen den kærlige kat som jeg kendte fra før. De hvide hinder forsvandt efter nogle måneder. Og i dag er han fuldstændig sig selv. Han virker mere rolig og afbalanceret efter han er blevet kastreret. Men han føjter jo heller ikke så meget mere. Han elsker at ligge og sole ude på svalegangen. Og han elsker at sove i arm. Hvilke oplevelser han havde i de 3 måneder ved kun han.

Dagen efter han kom hjem fra sin 3 måneders tur, ringede jeg til opdrætteren af Main Coon. Jeg forklarede, at jeg ikke kunne aftage hankatten jeg havde bestilt, for nu var min egen kommet hjem. Og jeg synes han havde krav på at være herren i huset. Så hun fandt et andet hjem til killingen. I stedet endte det med at jeg fik 2 Main Coon hun-killinger

Udvidelse af familien

Jeg kom hjem fra Horsens med de to små uldtotter. Køreturen hjem var en skræmmende oplevelse for Knors. Smilla tog det i stiv arm. De var i samme transportkasse, så de kunne dele oplevelsen. Jeg må tilstå at det ikke blev nogen varm velkomst komite, der befandt sig hjemme på Mols. Sylle stirrede på dem med øjne så sorte. Og Scotti hvæsede hvis det gik hen imod ham. Min hund Timba er jo vokset op med Sylle og Scotti. Hun accepterer at de er en del af hjemmet. Scotti og Timba har det bedste forhold. Sylle og Timba tåler hinanden. Men fremmede katte er hun vant til at jage ud af haven. Så det gog bestemt nogle dage inden hun forstod, at de to små var kommet for at blive! Smilla og Knors var meget beklemte ved situationen de første dage. Jeg gjorde mig umage med at dele sol og vind lige. Efter 4 dage med en noget anspændt atmosfære gik Sylle hjemmefra i vrede. Hun var væk i 1½ måned! Scotti derimod, overgav sig totalt og kastede sin kærlighed på dem, specielt på Knors. Han blev nærmest selv killing igen når han kastede sig ud i legen med dem. Han vaskede dem, legede med dem, var trøsteren når noget gik galt, fuld af spilopper og slæbte mus ind til dem. Noget han aldrig havde praktiseret før, faktisk havde jeg til da ikke anset ham som nogen stor jæger. Jeg har aldrig fortrudt at jeg kom hjem med 2 på samme alder. De har i den grad haft kæmpe fornøjelse og støtte i hinanden. I de første måneder sov de en del, og i de vågne øjeblikke gik den vilde jagt! De voldtog mine bregner, hang i gardinerne, lå på lur efter hinanden og tumlede rundt så selv Timba var ved at gå ud af sit gode skind. Adskillige potter væltede og nogle gik i stykker ! De stortrivedes og lærte efterhånden hver en krog i huset at kende. De faldt ind i rytmen, og de indtog svalegangen hvor de elskede at ligge og anskue verden. Efterhånden blev de mere og mere modige, og udvidede deres verden til også at indbefatte hele haven og de mange træer. Således betragtede de uden tvivl dette som deres ejendom efter de første 1½ måned. Det betød at der nærmest lød et ramaskrig, da Sylle en sen aften besluttede sig til at flytte hjem igen. For de kendte hende jo ikke, anså hende nærmest for at være en fremmed, og gjorde deres bedste for at hun ikke skulle få lov at komme ind af kattelemmen. Jeg blev ovenud lykkelig for at hun nu kom hjem igen, og det krævede en rimelig stor indsats og meget fokus på hende den næste uge. De skulle jo lære hende at kende, lære at hun faktisk også boede her. Den første måneds tid efter hun var kommet hjem, havde hun sit eget madsted. Hun ville ikke spise med de små, og hele hendes kropssprog indgød dem til respekt. I dag, et år efter, respekterer de hende højt. Hun accepterer at de er her. Jeg tror måske helst hun var fri! Men…hun accepterer det, kan i dag spise sammen med dem, sove med dem og en sjælden gang smider hun værdigheden over bord, og kaster sig ud i legen med dem.

Smilla og Knors

De er vidt forskellige. Ikke bare i ydre, men bestemt også i personlighed og temperament Knors er klovnen. Hvis, sort og lidt rødt. En lidt kantet bygning. Knap så elegant. Og en formidabel jæger! Hun bringer glad mus, fugle og mulvarper indendørs. Jeg er knap så begejstret for dette træk i hendes personligehd. Men det er nu engang deres natur og jeg roser hende da også vældigt hver gang. Hun er absolut ikke en allemands kat! Faktisk var hun de første 8-9 måneder rimelig sky og satte ikke pris på kram og klem. Kun om aftenen lige når man var gået til køjs. Så kom hun springende og skulle ligge på ens mave, mens hun blev kløet og aet og hun spandt så højt at det var en umulighed at falde i søvn. Bare lige en daglig dosis på 5-10 minutter, så fortrak hun ned under sengen eller over i det fjerneste hjørne. I dag er hun et år, og de sidste måneder er hun blevet mere tillidsfuld. Jeg tror bare det skal foregå i hendes tempo. Så har hun det bedst. Hun er stadig et stort legebarn. Kan lave de finurligste koldbøtter. Og er inde i en periode hvor hun jager om natten og ligger i arm med hendes elskede Scotti hele dagen enten på svalegangen eller i den gamle køje i stuen. Hun nærer stadig den helt store kærlighed til Scotti. Ja, hun nærmest tilbeder ham. Hvis han har været væk nogle timer og kommer hjem springer hun glad op og møder ham med en helt speciel lyd og et lsik. Han er nu også hendes øjesten, det ser man tydeligt. Knors har også udvidet sit territorium. Jeg ser hende ofte suse under havelågen og springe ned af vejen mod gården. Jeg tror hun ses med gårdens nye hankat. I hvert fald kommer han tit op i haven. Men han kan bare komme, for både Smilla og Knors er steriliseret. Knors ynder også i aftenskumringen at sidde nede på en stabel brænde. Herfra kan man se at hun ikke går glip af selv den mindste puslen eller raslen. Hun kan god li at blive kløet på maven. Strækker sig dovent, gaber og spinder højlydt. Jeg har faktisk aldrig kendt en kat der kan spinde så højt som hende. Det er jo en hel motor!

Smilla er mild. Rolig. Og ekstrem kæle. Og hun går ikke glip af noget! Hun er creme rød og den største af alle 4 katte. Hun er dog langtfra fuldvoksen endnu, i hvert fald har hun nogle store poter, som endnu ikke harmonerer med resten af kroppen. Hendes ynglingspladser er vindueskarme. Eller Sylles hylde. Hun kan få timer til at gå med at sidde og kikke ud ihaven. Hvis der er fugle derude ”snakker” hun. Og når man kommer hjem, så kommer hun susende ned af trappen med halen lige i vejret. Mens hun siger sin velkomstlyd. Helt speciel. Hun følger med i alt. Alt! Madlavning, toiletbesøg, havearbejde, avislæsning, fodbad, negleklipning….alt. Hun skal nok gøre opmærksom på sig selv. Kaster sig tit ned på gulvet og vil kløes på maven. Eller kommer listene op i favnen og ruller sig sammen som en bold. Hun er meget harmonisk bygget. Meget elegant. Selv når hun tager sig en blunder oppe på hylden og en enkelt gang falder ud over kanten, end i potteplanten og vælter standeren. Kort efter sidder hun med fuld værdighed og meget elegant, som om det ikke var hende! Hun går tit i haven, men jeg har endnu ikke set hende forlade den. Tit stter hun sig og kikker, når de andre suser under lågen. Og går tilbage. Hun virker som om hun er i fuldstændig harmoni med både sig selv og de andre

…………….3 år senere…….

Kattefamilien er udvidet med et medlem. Og én hund er blevet til to.

Timba fik 7 hvalpe for 3 år siden. Den ene, en han, med kaldenavnet Kijana blev i hjemmet. I de 9 uger alle hvalpene var i hjemmet flyttede kattene nærmest på 1. sal. Så rejste de 6 af hvalpene ud til deres nye hjem og der blev mere ro. Og forbavsende hurtigt blev alt ved det gamle igen. Blot med Kijana som den ekstra hund. Året efter solgte jeg sommerhuset i Ebeltoft, købte og flyttede ind i et gammelt husmandssted på Fyn. En lille 3 længet gård med 5 tønder land. En rent katte eldorado! Det betød også at hesten kunne flytte adresse fra en opstaldning til Ny-Ryegaard. Og da heste er flokdyr fulgte der en selskabshest med. Mit liv ændrede sig med flytningen, for nu var jeg mere hjemme. Og det betød bestemt også en ændring i kattenes adfærd. De nød det i fulde drag. Vi indtog Ny-Ryegaard sammen og vi faldt godt til. Efter 2 uger inden døre blev kattelemmen installeret og de indtog hele matriklen…De er specielt glade for stalden. Især om vinteren, når hestene er på stald. De trives godt i selskab med hinanden. Knors har udviklet sig til en meget stor jæger. I starten, inden huset blev renoveret, fangede hun tonsvis af mus. Desværre har hun den kedelige egenskab, at hun som oftest leverer dem inden døre, levende. Hvilket har betydet mange nætter med 4 katte og 2 hunde, som nærmest kunne gå på væggene. Til jeg søvnigt måtte stå op og fange ”dyret” og smide det ud så vi kunne få noget nattero. Mus er jo én ting…….og hører vel også til det at bo på landet. Men rotter er en helt anden sag…….og dem var der desværre ret mange af. Kattene tog dem ikke, de var simpelthen for store. Efter en større renovering og en ihærdig indsats og en rottesikring, har vi ikke set noget til dem i over et år. Og det sætter jeg i hvert fald pris på.

Smilla er blevet en stor, læs: stor, indekat. Hun er meget inde, og færdes ellers mest på matriklen eller en tur ned til naboen. Hun har udviklet sig til en formidabel fuglejæger. Jeg må blive imponeret over hendes evner i den retning. Også selvom jeg er stor fugleelsker og fodrer ihærdigt hver vinter. Jeg lægger mærke til hvilke fugle der er i haven, og hvornår svalen kommer. Og ikke mindst hvornår den drager af igen. Svalerne har det med at flyve ind i huset i sæsonen, når havedøren står åben. Og er Smilla inde, så kan hun løfte sig lodret op og fange dem ned. Lyn hamrende hurtigt og elegant. De bygger rede i stalden og i carporten og Smillas tålmodighed er uendelig når ungerne nærmer sig flyve-alderen. Hun kan ligge på en halmballe i timer og dage. Og i år blev jeg en anelse træt af hende, for hun leverede adskillige svaleunger på badeværelsesgulvet.

Hun er ikke udpræget selskabskat, men søger dog mere og mere kontakt som tiden går. Hun holder af de stunder hvor hun kan smyge sig ind, og ligge som en bold i skødet. Bare 10 minutter her og der. Hun indtog skabet i stuen i en lang periode. Lige til jeg synes at håndklædet i bunden af skabet skulle vaskes. Siden har hun ikke så meget som kikket ind i skabet! I stedet har hun udvalgt sig toppen af hjørneskabet i køkkenet. Her kan hun virkelig tage en ordentlig koger.

Hun soignerer sig i det uendelige. Og er altid fin, pæn og feminin.

Knors har indtaget markerne som hendes jagtdomæne. Jeg ser hende ofte sidde vagt. Og hun fanger utroligt mange mus. Hun krydser vejen flere gange om dagen og jeg takker for at det er lykkes at undgå bilerne so fare. Ikke fordi der kommer mange……..men nogle af dem kommer stærkt. Hun er mest en udekat. Hun sover ofte i stalden…….og meget tit på hø loftet. Hun er en tvær dame med et meget lille behov for menneskelig kontakt. Jeg vil tro hendes behov er dækket den ene gang om måneden hvor hun klagende kommer ind af kattelemmen og nyder at blive kælet. Alle andre dage i måneden er hun bestemt ikke interesseret i kontakt. Men hun bestemmer. Om vinteren foretrækker hun dog vindueskarmen på badeværelset, og en sjælden gang hvis det er snestorm, indtager hun fodenden af sengen. I foråret, når vinterpelsen skal fældes, går hun ofte i filt. Og finder sig tvært i at blive børstet og ordnet. Hun søger også selskab for at få flåter pillet af .

Hun er en kat som man næsten ikke bemærker. Kommer og går, stille og ubemærket. Men falder hun om kuld en sjælden stund og synes det er ok at blive kælet, så spinder hun højere end nogen kat jeg har kendt. Motoren kører faktisk så højt, at det næsten er umuligt selv at sove.

Knors er udekat med hvad dertil hører. Således ligner hun ofte en hængt kat, våd og sølet ind.

Jeg vil tro hendes værste oplevelse var den aften, hvor jeg lukkede lemmen for hønsene, og for den ene gangs skyld ikke chekkede hønsehuset efterfølgende. Det betød, at hun en morgen jeg åbnede havde tilbragt en hel nat i hønsehuset, og hun så aldeles utilfreds ud, da lemmen igen blev åbnet.

Scotti har indtaget stalden. Det er næsten så sikkert som amen i kirken, at han ligger i en ordentlig koger på en halmballe. Jeg har aldrig set ham udenfor matriklen. Han færdes mest i stalden. Han er bestemt ikke blevet mindre. Efter han blev kastreret er han bare blevet tykkere og tykkere. De sidste par år har han kun fået light foder….hvilket har stabiliseret hans vægt på 7-7,5 kg. Han er stadig både mor og far for Smilla og Knors. Ligger i arm med dem, vasker dem og leger med dem.

Sylle er faldet fint til. Hun færdes på hele matriklen, og jeg ser hende dagligt krydse vejen og drage en tur ned i skoven. Sidste sommer blev hun forfærdeligt tynd. Hun var til en større undersøgelse ved dyrlægen og blev chekket for både katte aids og cancer. Men der blev ikke fundet noget galt. Hun er en ældre dame på nu 10 år, og har simpelthen bare svært ved at holde huld. Selvom hun er steraliseret, så føjter hun med hankattene fra det tidlige forår til sen efterår. Om vinteren går hun i dvale, så at sige. Er mest inde, sover og spiser og bliver trind og rund, så hun kan stå sommeren igennem.

………………………..1 år senere………………………….

En gennemgribende renovering af stuehuset er overstået og her er blevet rigtig dejligt. Vi har nydt en fantastisk lang og meget varm sommer, og alle har bare stortrivedes. I sensommeren blev kattefamilien udvidet. Jeg havde 3 dage i træk redet forbi oppe i skoven, og set en ganske lille rød killing sidde og krybe sammen. Da den stadig var der på 3. dagen red jeg hjem og sadlede hesten af. Og gik op i skoven, for at se om den stadig var der. Og ja, det var den. Det viste sig at være en lille han killing, ca. omkring 6 uger gammel. Meget tynd. Der var et godt stykke vej til den nærmeste gård og jeg kunne ikke se nogen kattemor i nærheden. Så jeg puttede ham i lommen og vi drog hjem til Ny-Ryegaard. Her fik han mad, som han åd med stor begærlighed. Og så faldt han om kuld i sengen og foretog sig ikke andet end at spise og sove de næste mange dage. Så kom der liv i ham. Frede. Ja, det blev hans navn. Jeg var på det tidspunkt usikker på om det var en han eller en hun. Så Frede hvis det var en han, og det kunne hurtigt laves om til Frederikke hvis det viste sig at være en lille dame. Der var absolut ingen der var begejstrede for ham. Hverken hundene eller de andre katte. Men som jeg havde forudset, så blev Scotti efter et par dage utroligt begejstret for ham, og både legede, vaskede og sov med ham. De andre hvæsede de første par dage, herefter overså de ham fuldstændig. Han havde nok ikke været her mere end 3-4 uger, da Scotti pludselig forsvandt. Jeg var meget bekymret, for Scotti er her altid! Jeg gennemsøgte matriklen flere gange, endevendte hele stalden, satte sedler op og kaldte og kaldte. Men væk var han. På 10. dagen, en fredag aften kl. 20 (= 100% takst ved dyrlægen) kom han hjem. Jeg var lige trådt ind af døren og der kom han ind af kattelemmen. Stor gensynsglæde………..han betyder utroligt meget for mig. Og så så jeg at den jo var helt gal. Han havde tabt sig voldsomt i de 10 dage, og hans hale slæbte bare bag ham. Den var nærmest flået op, var gået i forrådnelse og lugtede fælt. Og så var den fyldt med maddikker……!!!! Vi tog straks til dyrlægevagten og det betød at halen blev amputeret helt oppe. Måsen blev barberet. Jeg blev 6 tusind 2 hundrede kroner fattigere. Og Scotti kom sig langsomt. Jeg tror på at katte har 9 liv………og Scotti har altså snart brugt en stor part af dem. Da vi kørte hjem fra dyrlægen sagde jeg til ham……….” nu har du bare at leve 10 år mere min ven……for det var dælme dyrt” I dag er han i fin form og har lært at koordinere sine spring uden hale…….det krævede lidt øvelse. Han er endelig begyndt at få hår på sin score-numse, og er i det hele taget blevet den gamle gode Scotti igen. I denne sygdomsperiode trak han sig fra Frede. I stedet overtog Knorse og Smilla pladserne som legeonkler. Og Knors kom flittigt hjem med mus til Frede, og så holdt de fest.

I dag er Frede 5-6 måneder gammel, og han vokser op og bliver en rigtig stor fræk hankat. Han er meget hengiven og kæle, og lidt streng ved Scotti. Jeg overvejer at kastrere ham, for jeg er ikke interesseret i, at han bliver så meget hankat at han jager Scotti på porten. Han får dagligt bank af Sylle, som overhovedet ikke kan døje ham. Og han leger med Smilla og Knors. I dag accepterer hundene ham, men jeg skulle bare hilse at sige at tålmodighed er en dyd. De første mange måneder var Timba helt klar til at spise ham i en mundfuld. Og jeg har lovet mig selv, at han er den sidste kat, som Timba skal lære at leve med i hendes tid. Det orker jeg simpelthen ikke en gang til.

Vinteren lige nu betyder, at alle har droslet aktiviteterne ned. Der bliver sovet mere. Og hygget mere. Den eneste der er 100 % gang i er Frede, men han er også lige i lømmelalderen. Smilla bevæger sig ud mindst muligt. Og alle kommer troligt ind hver aften og sover i arm. Ja….Knors nøjes med vindueskarmen og en enkelt gang imellem er det ok at ligge i sengen. Sylle har taget godt på. Så hun kan gå foråret og sommeren i møde. Hun bliver også 11 år næste gang.

……………………….½ år senere

Ja, Sylle blev 11 år og 4 dage. Så drog hun på de evige jagtmarker. Den 11. august var jeg i København til fødselsdag, og da jeg nærmede mig Ny-Ryegaard fangede billygterne Sylles tomme blik. Hun lå på vejen og var lige blevet ramt af bilen før mig. Hun var død på stedet og helt varm. Jeg tog hende med hjem og lod de andre hilse af med hende. Så svøbte jeg hende i et håndklæde og næste morgen begravede jeg hende under træet ude ved hestefolden. Nu ligger hun og kikker over i skoven, hvor hun har tilbragt rigtig mange timer. Syllemor……patriarken i katteflokken. Men hun har haft et godt liv. Det er lidt underligt, at hun ikke længere ligger og flyder på vaskekurven. Og heller ikke længere kommer og sover på hovedpuden. Ikke flere sorte sure øjne. Og ikke flere pumpende klør i iver efter at blive kælet. Jeg savner hende.

Frede er blevet langbenet. Han kommer som regel hjem og sover i sengen. Det har været en kølig og meget våd sommer. Han elsker at ligge i sofaen i varmen fra brændeovnen. Han er endnu ikke blevet kastreret, men det må vi få ordnet når vinteren kommer. Han er jo ikke nem at lave en aftale med…..men regner med at han er nemmere at træffe hjemme når vinteren kommer.

Knors og Smilla er stadig store jægere. Ja, faktisk er der muse-rester hver morgen på badeværelset. Smilla er blevet langt mere kælen…..og efter at Sylle ikke længere er her, kommer hun tit op og sover i sengen.

Scotti ligner sig selv. Smilla og ham har også fået et tættere forhold efter at Sylle drog af. Scotti er her troligt hver eneste aften.

………………….4 år senere

Tja, tiden går. I 2008 solgte vi Ny-Ryegaard og flyttede til Alpevej den 1. juni. Et lille husmandssted med 4 tønder land. Scotti, Smilla, Knors og Frede, samt Timba, Kijana, Sonny og Hidalgo. Vi startede med at bo på 1. salen og rev al indmaden ud af stueetagen. Heldigvis en fin sommer, så udekøkken var ok de 3 måneder det tog. Vi gik ud af vinduet i soveværelset og ned af en forfærdelig trappe. Misserne kunne jo fint klare det, men Kijana måtte bæres!

I sensommeren kom Anton til, så var der igen 5 misser. Det var en sensommeraften og jeg skulle op og træne hunde på banen. Som jeg drejer ud af indkørslen kommer han løbende lige i favnen på mig. Nok ikke meget mere end 7 uger gammel og frygtelig kæle. Han så du som om han sagde ” Nå der er du”. Jeg tog ham op og smed han ind i gårdhaven til Tommy, som lignede et stort spørgsmålstegn. ”Hvem er det”? ……….Tja, det er Anton. Giv ham noget mad, han ser sulten ud. Han har været her lige siden. Ingen var særligt begejstret. Men som sædvanlig kapitulerede Scotti i løbet af et par dage og vaskede og legede med ham. Anton er frygtløs! Tror virkelig han mangler genet frygt! Det første år fik han rigtig mange bank af Frede…….men det er slut nu. Nu er han blevet en muskelmis, og er ikke bange for at springe på Frede, trods han er dobbelt så stor. Så i en længere periode turde Frede ikke komme ind af kattelemmen, men skulle bæres ind forbi Anton.

I starten var det vanskeligt med hundene, men Anton er frygtløs…….så der gik ikke mange måneder før alle accepterede ham.

I december 08 kom Solo til. Anton var jo ikke mere end max 5 måneder, så Solo og Anton blev hurtigt de allerbedste venner. Nogen gange tror jeg Anton tror han er en hund ; ) I januar 09 måtte Kijana drage til de evige hundeskove.

Anton blev en rigtig udemis. Det samme er Knors og Frede jo. I sommer fik Frede et blodøre. Først blev det tappet, men det hjalp ikke. Så blev det punkteret og syet med 25 sting. Stakkels Frede. I dag har han et blomkålsøre. Men han er stadig ude-aktiv. Men kommer dog altid og sover om natten. Smilla og Knors skiftedes til at ligge i arm med Scotti. I efteråret 09 blev Scottis øje værre. Han blev helt blind på det. Og han begyndte slet ikke at ville ud. Besørgede inde. Så da jeg kom hjem fra Indien i slutningen af november, måtte jeg tage den tunge vej til dyrlægen og få Scotti til hvile. Nu ligger han oppe på det højeste punkt på matriklen, sammen med Kijana.

Alle hilste af med ham inden jeg bar ham derop. Og herefter skete der hurtigt forandringer. Knors ligger nu ofte hernede i køkken/alrummet. Før lå han altid oppe i sofaen i arm med Scotti. Hun er blevet meget mere social, og er ikke meget ude i denne isvinter. Smilla er også mest hernede. Frede ligger på sin sædvanlige plads i chaiselongen ovenpå. Og når jeg går i seng, så kommer han promte. Og ligger og snorker hele natten på sin faste plads på dynen. Smilla kommer også, men ikke så længe ad gangen. Anton sover nede i køkken alrummet. Han har sin faste plads på sofaen der, eller på stolen foran brændeovnen.

Vinteren 09/10 er frygtelig lang. Sneen kom 16. december og den ligger her endnu den 21. februar. Smilla har næsten ikke været ude siden sneen kom. Selv Knors er inde det meste af tiden. Kun Frede og Anton er ude flere gange om dagen. Jeg håber snart foråret kommer og sneen forsvinder.

Sommer 2010. Det er super varmt! Frede drager af om morgenen, og kommer hjem igen til aften. Smilla er også ude det meste af dagen, men hun går nu ikke udenfor matriklen. Anton har travlt med pigerne, og er ude hele natten. Så kommer han skrigende hjem om morgenen og vil have mad! Herefter besvimer han oppe i haven i skyggen, han har et par huler hvor han ynder at ligge. Og her samler han kræfter til nattens strabadser. Knors er mest ude. Han er stadig mere kæle, dog kun overfor mig. Er der gæster, så holder han sig væk. I juni kom Kenya til, og hun kommer fint ud af det med alle. Smilla og Knors er vel nok dem der er mindst begejstret. Frede synes hun her ok, når ikke det kan være anderledes. Og Anton ligger gerne i arm med Kenya. Hun synes dog det er noget underligt noget, når han smyger sig op af hende. Så ved hun ikke rigtig hvad hun skal mene.

…………og et år senere: Vinteren 10/11 blev endnu en hård én af slagsen. Sneen lå næsten konstant i 3 måneder. Og misserne blev særdeles inaktive! De nød vinteren foran brændeovnen og på hundenes nye sovepuder. Anton blev kastreret, og nu er han blevet en særdeles flot muskelmis. Og noget mere social med de andre misser. Ikke at han lægger i arm med dem…..nej, nej. Men nu tæsker han dem da ikke længere, men accepterer at de også er en del af hjemmet. Selv Frede er han blevet temmelig afdæmpet overfor, så nu tør han igen komme ind af kattelemmen. Kenya og Anton er ”palls…….like this!” De leger temmelig voldsomt, hver dag, men endnu er ingen kommet til skade. Efter min tur på Caminoen i juni måned holder Frede sig til Chaiselongen. Han var ellers fast inventar på dynen før. Den plads har Smilla så i stedet overtaget. Hvilket Solo ikke er specielt begejstret for. Den eneste af misserne han virkelig bryder sig om, er Anton. Knors har lært at kalde efter sin mad på vaskemaskinen af Anton. En meget våd sommer blev det i 2011. I sensommeren måtte vi sige farvel til Timba. Den eneste der viste interesse for det, var Knors. Hun har nu i vid udstrækning overtaget Timbas plads på puden. Smilla og Knors har jo rundet de 10 år nu. Men alle trives i deres eget tummerum.

Marts 2012

En mild vinter har vi haft, med næsten ingen sne og meget milde grader, bortset fra en uge med helt ned til – 20 grader! Uhada det var koldt. Frede og Anton har været en del i klinch i løbet af vinteren. Frede er meget utryg og bange for Anton, som bare bliver større og større. Det tror pokker, han har stort set ikke lavet andet end at ligge med stængerne i vejret på hundepuden hele vinteren. Kun afbrudt af at skrige på mad. Og være efter Frede. Det resulterede i, at Frede måtte på dyrehospitalet, fik barberet det ene ben og havde dræn i en uge! Nu er han så blevet hel igen og springer rundt. Men han er meget bange for Anton. Jeg har overvejet om ikke det var bedst at omplacere én af dem. Men Frede er meget sky overfor andre, så det skulle så være Anton. Han er meget social overfor mennesker, så det var nok ikke så svært. Men måske det hjælper lidt, når foråret kommer og de går mere ud. Det håber jeg.

Juni 2012

Anton er igen mere ude….tager sine soltimer i huler i haven og lever et rimelig fredeligt liv. Selv Frede er han afdæmpet overfor. Knors måtte på pencilin i foråret, havde fået betændelse i munden efter en slåskamp, og tabte sig en del. Men nu spiser hun godt igen. Smilla er ved at blive lidt gigtplaget, ikke så glad for at hoppe op længere, så hun venter på at blive løftet op. Men nyder soltimer på terrassen og virker glad i øvrigt.

September 2012

Frede forsvandt i sommer…………..har ikke set skyggen af ham siden 1. juli. Vi har ledt og kaldt og kikket i grøftekanter, men ingen Frede! Han er meget sky, så jeg tror næppe han har slået sig ned andre steder. Tror han suser rundt på de evige misse-muse-marker……men det er træls ikke at vide.

 

I stedet kom pludselig Lakrids. Lille sort killing. Ved ikke hvorfra eller hvorfor, men pludselig var hun her. Og hun synes bare alle hundene og de andre misser var hippe, så hun slog sig ned på matriklen. Hun æder som et tærskeværk, spinder højlydt og er usandsynlig social og kælen. Jazz synes om hende fra dag 1, så de er buddies. Selv Anton leger med hende! Og hun er en fantastisk muldvarpe og musefanger. Så hun kan blive ligeså længe hun vil. Hendes yndlingsplads er i ”hulen”……og om aftenen flytter hun op på fåretæppet………og når vi går i seng indtager hun en plads imellem hundene.

2014 blev året hvor vi flyttede pga. arbejde. Til Fyns Internat. Lakrids forsvandt inden der var gået en måned. Desværre ligger huset mellem landevejen og motorvejen......såh....det er rigtig træls ikke at vide hvad der er blevet af ham

Til gengæld flyttede Aske og Karla ind i stedet. Det er internatkillinger og de hygger sig med hinanden og de andre. Og senere samme år kom Selma til. Hun havde været længe på internatet, passet sine killinger, som blev store nok til at få nye hjem. Og så blev hun halt. Og vi havde ret mange katte på det tidspunkt, så egentlig tog jeg hende op for at se om hun kom sig. Det gjorde hun ret hurtigt.....og bor her stadig! Alle 3 kikker dagligt gerne ned på internatet. Selma halter ikke længere, hun er desværre også blevet temmelig fed....de fleste tror hun er med killinger, men det ved jeg bestemt hun ikke er, for alle internatmisserne bliver neutraliseret. Men efter at have ligget i badekarret og gasset sig hele vinteren....så blir man fed. Håber hun løber det af sig i foråret 2015!

I 2015 skete der igen en del. Karla forsvandt. Og Aske blev kørt over på landevejen. Det er ikke trygt at bo her for dem, alt for tæt på landevej og motorvej. Så jeg havde besluttet at der ikke skulle snige sig flere misser ind.........meen, så dukkede Maude op på internatet som lille bitte killing uden mor. Hun blev sendt i pleje.....og da hun kom tilbage flyttede hun ind. Men de andre er for gamle til at lege, så hun måtte have en legekammerat. Det blev Johannes. Og hold da op, de kunne lege. Og pludselig en dag kom Pudsig ind på internatet, smuk Hellig Birma. Så hun flyttede også ind. Desværre blev Johannes meget syg og endte med at blive sendt til de evige jagtmarker. Og for Maudes skyld, kom der en ny legekammerat, Ingeborg.

Maude er mild og god og det samme er Ingeborg. Heldigvis bliver de mest indendøre, så jeg håber vi når at flytte inden de får smag for udelivet. 

Pudsig er bare en kat der hviler i sig selv. Og så går hun ikke af vejen for at lege med Maude og Ingeborg. 

Faktisk trives de alle med hinanden.........Selma er dog ikke begejstret for nogen af dem. Men de lader hende være og alle lever i fordragelighed.

Og som en ekstra krølle flyttede Maggie ind i foråret 2015, en lille aussiehvalp, som synes at alle misserne er skønne.

2016

1 maj flyttede vi hjem på Alpevej igen, til marker, skov og eng og langt fra landevej og motorvej. Desværre blev Maude kørt over kort før vi flyttede. 

Og Ingeborg er jo stadig en legesyg ung kat, og de gamle gider ikke lege med hende. Så derfor flyttede Svend ind i foråret. Den eneste der så ikke synes særlig meget om Svend er Ingeborg! Og ja, da så Obama trængte til at komme i pleje efter en operation i kæben, så tog jeg ham med hjem, så Svend havde en legekammerat. Og de er best buddies! Så derfor flyttede Obama aldrig ud igen. De leger, de tumler og de ligger i arm. Og har meget stor fornøjelse af hinanden. Og Ingeborg, hun elsker at drille dem og spille smart!

Anton og Knors blev uden tviv meget glade for at komme hjem igen. De har fundet deres vante pladser. Smilla er desværre blevet rigtig gammel og går ingen steder. Hun sover det meste af tiden. Pudsig elsker stedet og det samme gør Ingeborg. Selma er flyttet ud i stalden, hende og Pudsig er ikke de bedste venner. Jeg ved ikke hvad det er, for Pudsig trives så fint med de andre, men hun kan bare ikke lide Selma. Selma er ikke så social med andre, men hun trives da med de andre, og ja, leger enddog med både Ingeborg og de små. Og holder styr på indkørslen, sammen med Anton. 
Og Anton.....ja, han er blevet så rummelig. Han kan pludselig med alle.

Selma forsvandt i efteråret 2016. Pist væk. Og Knors rejste til de evige jagtmarker i slutningen af året. Han blev knap 15 år. Nu ligger han ved siden af sin elskede Scotti på det højeste punkt på matriklen

2017
Det var ikke tanken at der skulle flere katte ind. Men i januar landede Bigfoot på internatet, han var kun en stor killing på knap 12 uger og var blevet fundet liggende i en busk. Kold og tynd. Han er en Poly-kat. Poly betyder mange - og daktyli kommer af ordet daktylos, som betyder fingre. Polydaktyli. Normalt har en kat 5 tæer på hver forpote og 4 tæer på hver bagpote. Basil (som han hedder nu - lange ben og store fødder) har 6 tæer på alle 4 poter, altså 24 tæer. Mod normalt 18. Og han er bare gået ind ind i alles hjerter her....med sine store fødder, sit vindende væsen og sin nysgerrige tilgang til alt. Basil følger med i alt. ALT.    Har døren stået åben til bilen et splitsekund, så kan man være sikker på han sidder inde i bilen. Eller i skabet. Eller i skuffen. Og så er han konstant på jagt efter mad. Også selvom der konstant er mad i katteskålen. Nej nej, det er alt andet mad der er interessant. Og så drikker han helst kun frisk vand fra hanen. 

Samtidig med at Basil flyttede ind, ringede den lokale skole 3 km herfra, og sagde at Selma havde boet på skolen de sidste par uger. Om jeg ikke savnede min kat? Jo da...hun har været væk i noget der ligner et halvt år! Jeg hentede hende selvfølgelig omgående, men måtte også konstatere, at Pudsig og Selma fortsat ikke kunne li hinanden. Så i dag bor Selma som alene kat på landet hos et ægtepar der forguder hende. 

I marts måned måtte jeg endnu engang sende en afsted til de evige jagtmarker. Smilla.....smukke, søde, rare Smilla. Hun ligger nu sammen med Knors og Scotti på det højeste punkt på matriklen. Hun blev knap 15 år

Så her, til indgangen af sommeren 2017 deler jeg hjem med 6 skønne misser. Anton, som bliver 9 år, Pudsig  bliver 6, Ingeborg bliver 2 år....og de sidste 3, Svend, Obama og Basil bliver 1 år. 4 hankatte og 2 hunkatte. Alle er neutraliseret. Og de fungerer faktisk fantastisk sammen.

Anton er livsnyderen, Pudsig er ....pudsig. Ingeborg er drillepinden. Svend er uden tvivl den der er mest ude....han er næsten altid at finde et sted på jagt. Obama er den mest rolige og flegmatiske. Og Basil er opdageren......på evig opdagelse og det største madøre

2020
Det ene år tager det andet og der er sket en del på kattefronten. Anton måtte jeg desværre sige farvel til for et par år siden. Han fik kræft i mundhulen. Han ligger nu på det højeste punkt, sammen med de andre. Min lille parkeringsvagt, som selv valgte at bo her, for mange år siden. 
Ingeborg bor nu hos et ældre ægtepar, som forguder hende. Her er hun enedronning og får en meget variabel kost, afhængig af hvad hun har lyst til. 
Svend er flyttet på en gård og nyder livet der
Basil blev kørt over denne sommer. Min skønne storfodede dreng
Pudsig er her stadig, hun er sofapuden der sjældent forlader matriklen.
Og Obama er her skam også, den skønne sorte dreng.
I 2019 kom Icemann til, jeg havde ham i pleje og han flyttede aldrig ud. Han var døv og et livsstykke. Han fik desværre et kort - men lykkeligt liv - han blev ramt af en bil og var død på stedet. 
Jeppe flyttede ind i 2018, han er også en Poly kat
Og i 2019 flyttede Visse og Vasse ind. De var egentlig kun i pleje, men blev boende.
Så i skrivende stund, august 2020, består katteholdet af Pudsig, Obama, Jeppe, Visse og Vasse