Cómpeta er en spansk landsby, som er en del af området Axarquía, der ligger på sydskråningerne af Sierra de Almijara. Landsbyen ligger i 638 m højde knap 62 km fra hovedbyen Malaga i provinsen Málaga, som ligger i Andalusien. Landsbyen har omkring 4.000 indbyggere.
Landsbyen er kendetegnet ved dyrkning af vin, oliven og figner, som findes overalt på dens område. Landsbyen er blevet hjemsted for en stor koloni af fastboende udlændinge (ca. 1/3 af byens befolkning), først og fremmest englændere, men også tyskere, nederlændere og danskere.
Indkøbsmuligheder
Der er masser af indkøbsmuligheder i Cómpeta. Det største supermarked er Eroski City, som ligger meget tæt på Plaza Almijara. Der er dog også en række andre, mindre indkøbsmuligheder rundt omkring i byen. Vær opmærksom på den spanske siesta der betyder, at forretningerne typisk har lukket mellem kl. 14 og 17. De store supermarkeder holder dog ikke siesta.
Marked
I Cómpeta er der marked hver lørdag fra kl. 10-14. Der er tale om et forholdsvis lille marked, hvor der kan købes frisk frugt og grønt, tøj og sko, keramik samt diverse souvenirs.
Bademuligheder i byen
I Cómpeta er der en offentlig svømmehal (Piscina Municipal), som har åbent hele året - Om sommeren er taget og siderne helt eller delvist rullet af/fra. Svømmehallen har åbent mandag til fredag fra kl. 10-14 samt 16.30-20.30 og lørdag fra kl. 10-14. Søndag er der lukket. Det koster 2 euro pr. person at benytte svømmehallen. Herudover er der også mulighed for - mod en mindre betaling - at anvende pool-området på Hotel Balcón.
Lægehus og apotek
Cómpeta har sit eget lægehus. For "normale" konsultationer er der åbent mandag til fredag i tidsrummet kl. 10-13. Hvis der er tale om livstruende situationer, er der døgnåbent. Lægehuset ligger i Calle San Antonio, lige ved siden af biblioteket. Der er to apoteker i byen (Farmácia).
10 seværdigheder i Cómpeta