Om Det Hvide Kor / De hvide kors historie
Det første hvide kor -
blev dannet i Nakskov af Victor Cornelins omkring 1974. Victor Cornelins var født på Sankt Croix og kom i 1905 som 7-årig til Danmark med det formål at blive uddannet til lærer og derefter returnere til Sankt Croix for at undervise der. Danmark solgte jo som bekendt De Vestindiske øer i 1917, og så blev Cornelins her. Han var en fremragende musikpædagog og lærte mange unge mennesker om musikkens betydning. Han virkede som viceskoleinspektør og senere som leder af musikskolen i Nakskov. Som 75-årig blev Cornelins, der var meget religiøs, alvorligt syg og indlagt på hospital. Han lovede Gud, at hvis han blev rask, ville han gøre noget godt til gengæld. Han havde sin harmonika med på hospitalet, og en dag han sad og spillede, satte et par sygeplejersker og læger sig på sengekanten og sang med. Der fik Cornelins ideen til de hvide kor, og da han blev rask dannede han efterhånden 5 hvide kor, i Storstrøms Amt, nemlig Nakskov, Maribo, Vordingborg, Nykøbing F. og Næstved. Cornelins døde i 1985, 87 år gammel, men hans ide med kor af personale fra social- og sundhedssektoren klædt i hvidt lever stadig, selvom det ikke længere er et krav at arbejde der. Cornelins har skrevet bogen "Fra Sankt Croix til Nakskov".
Koret i Nakskov fik Per Rathje til at skrive en musicl baseret på bogen. Alle de hvide kor var med til at opføre den i 2011. Det er senere blevet gentaget.
Det Hvide Kor i Slagelse blev oprettet i 1992. Korene synger en bred vifte af kendte danske og udenlandske sange og salmer samt negro-spirituals, fortrinsvis på plejehjem og hospitaler til glæde og opmuntring for beboere og patienter. Desuden synger de af og til ved gudstjeneste i lokale kirker, eller ved fester, i foreninger eller hvor folk har lyst til at høre dem.
En gang om året holdes der kortræf, hvor alle de hvide kor medvirker ved en stor koncert.
Nu 2018, er der tilbage kun det ældste kor fra Nakskov fra 1974, koret fra Nykøbing F. og det yngste kor fra Slagelse, som havde 25 års jubilæum i sæson 2017-18.