Artikel i tidsskriftet "Drama & Teater"

Når man er ved at uddanne sig til pædagog, lære man om anerkendelse, magt, inklusion, eksklusion, og meget mere, alt sammen nogle meget flotte teorier, der til tider efterlader en, med det store spørgsmål; Ja men hvad så nu, hvad kan jeg egentlig bruge alle disse teorier til?
Det er et spørgsmål alle studerende stiller sig selv, på et eller andet tidspunkt og for os var det ikke anderledes. For hvad er det nu egentlig det er, det der såkaldte pædagogiske ståsted, som de alle sammen snakker om? Selv om spørgsmålet virkede underligt og til tider meget diffus, kan vi nu hvor vi skal i gang med at skrive vores bachelor, pludselig se mening med det hele, et pædagogisk ståsted er ikke et eller andet større filosofisk begreb, men den måde hvorpå vi er som professionel.
Her fandt vi dramapædagogik som en helt essentiel del af vores måde at være pædagog på. Gennem vores linjefag; Udtryk, Musik og Drama begyndte alle de andre teorier om anerkendelse, inklusion m.m. at folde sig ud, og give mening, i hvert fald for de fleste teoriers vedkommende.
Især Keith Johnstones metode om teatersport, er noget som vi begge er blevet meget glade for, da vi kan tage med ud hvor vi nu engang kommer, og på relativ kort tid, kan vi lave noget med en brugergruppe, som ikke nødvendigvis har det store til fælles.

Lige netop det med at få børn til at lave noget sammen, uden at de nødvendigvis har det store til fælles blev en målsætning for os, i vores 3 praktik, hvor vi begge var så heldige at komme i klubber.
Der er ingen af os der er de store fodboldspiller, men vi har begge set hvordan fodbold kan samle nogle vidt forskellige typer af unge mennesker, med meget forskellige baggrund i en fælles aktivitet. Den fællesskabsfølelse, som de unge ser ud til at have i fodbold, ville vi så se om vi kunne give de unge igennem drama.
Derfor begyndte vi et fælles projekt, hvor vi havde aftalt nogle teatersport øvelser, som børnene i de to klubber skulle lære, for til sidst at mødes til en teatersport kamp klubberne imellem.
Projekt gik rigtigt godt, selvom man i en klub, nok aldrig helt kan få den ansvarsfølelse og holdmentalitet, som der er på fodboldholdet.
På kampdagen havde vi begge nogle mere eller mindre trænede spiller med, der havde været med til i hvert fald én af vores 6 øve gange. Den ene klub dukkede op med 7 unge og den anden med 3 unge, og den ønskede kamp stemning var der fra start. Desværre som det ofte er i klubberne, skal de unge hjem lige som det går allerbedst og pludselig stod det ene hold med 1 spiller og de andre stod stadig med 7. Her skete det helt fantastiske, for selvom det var lykkedes at få en noget lignende fodboldstemning mellem de to hold, valgte 2 unge fra det store hold, straks at gå over på det andet hold, så vi kunne fortsætte. Kampen endte med en sejr til det lille hold og stemningen var stadig høj da klubberne forlod hinanden.
Den åbenbaring vi fik af fælleskabsfølelse og det at unge som ikke kender hinanden frivilligt vælger at skifte hold, for at legen og gamet kan fortsætte, gav os blod på tanden til mere dramapædagogik.

Efter at vi var færdig med vores praktik, fik vi en dag muligheden for at hjælpe en 5. og en 7. klasse, som stod med nogle konflikter, de gerne ville have nye øjne på.
Vi sammensatte ud fra Keith Johnstones improvisations øvelser og Katrin Byréus forumspil, nogle forskellig dramaøvelser som forhåbentlig ville give eleverne mulighed for at se hinanden på en ny måde, og igennem dramaøvelser kunne rollerne i klassen byttes om og leges med. Samtidig ville forløbet også give mulighed for at fange de unges impulser, og tage konflikten op når de opstod, og få snakket om dem.
Det skulle også gerne være med til at give de unge en fællesskab følelse, og forhåbentlig finde ud af, de er en del af noget større end bare dem selv.
Vi startede ud med nogle icebreaker øvelser, hvor vi viste og tilkendegav at det var okay at se fjollet og dum ud, for vi så alle lige fjollede ud, når vi lavede øvelserne.
Derefter arbejdede vi med fællesskab i forskellige konstellationer og her begyndte klassens konflikter at vise sig, i form af at enkelte elever ikke ville arbejde sammen med bestemte elever fra klassen. Når situationerne opstod greb vi chancen til at snakke om de udtryk og udfald de kom med.

Vi havde 2 lektioner i hver klasse og efter lektionerne satte vi os ned sammen med deres lærer for at høre hvordan de så på det, flere af dem sagde at de havde set færdigheder fra elever, de aldrig havde set før. En af eleverne i 7.klasse havde udtrykt; at hun følte sig lidt sej over, at hun faktisk havde gjort noget, som hun synes, var grænseoverskridende. Og en elev fra 5. klasse sagde at det havde været sjovt, og at hun godt vidste, at det var fordi de skulle have det bedre i klassen og ikke have så mange konflikter. Hun sagde også, at de måske skulle lave det noget oftere, hvis de skulle huske det!
Efterfølgende har vi modtaget tilkendegivelse fra skolen, om at vores besøg virkelig har sat ting i gang, i hovedet på både elever og lærere og vi er inviteret tilbage til skolen, for at arbejde med flere klasser og endvidere har de anbefalet os til andre skoler, hvorfra vi også er blevet bedt om at komme på besøg.

I slutningen af april begynder vi så på vores bachelor og mon ikke vores emne om pædagogen som kulturformidler, også kommer ind på hvad vi som pædagoger kan bidrage med i forhold til dramapædagogik i skolen anno 2015.