Kizkalesi er en dejlig ferieby med flere kilometer lang sandstrand, der er meget lavvandet. Om aftenen går man langs strandpromenaden og ser på folkelivet, eller køber nødder, ristede majskolber og candyfloss fra boder, der står lige så tæt som palmerne. I tværgaderne finder man de lokale restauranter duftende af veltilberedt tyrkisk husmandskost som f.eks. grillede lammefarsspyd, helstegte tomater og friturstegte fisk med citronskiver og persille. I højsæsonen, i juli og august, vågner Kizkalesi op og mange hoteller har underholdning med tyrkiske artister. CD`er med smægtende tyrkisk musik er billige og en souvenir, der vil vække mange minder om rejsens atmosfære.
_____________________________________________________________________
Historie
Byen blev oprindeligt grundlagt af den cypriotiske prins Korikos, som også opkaldte byen efter sig selv. Første gang man i historiebøgerne støder på navnet Korikos, var i fortællinger fra 197 f.kr., da byen blev erobret af den syriske kong Antiochia III.
Også i romertiden har her været en by, men den by man i dag ser ruinerne af, blev grundlagt af armenerne i midten af 1100-tallet. Det var også armenerne der opførte de to fæstninger, der dog i de følgende århundreder flere gange blev ombygget.
______________________________________________________________________
Myten om Kizkalesi borg
Kizkalesi borg ligger 200 meter fra Korikos slottet, på en lille ø tæt ved kysten. Slottet er næsten intakt og de otte tårne på nord og syd siden er blevet restaureret. Slottet måler 192 meter i omkreds.
Myten om Kizkalesi lyder således: Der boede engang en konge på Korikos slottet, der bad til guderne om at få et barn. Hans bønner blev hørt og kongen fik en smuk lille datter, som blev endnu smukkere og dejligere med årene. En dag besøgte en spåkone slottet og kongen hidkalder hende, så hun kan spå om fremtiden for prinsessen. Spåkonen bliver forfærdet efter at have læst prinsessens hånd og kongen insisterer på at få sandheden at vide. Spåkonen fortæller, at en skønne dag vil kongedatteren blive bidt af en giftig slange og dø; kongen vil ikke kunne forhindre historiens gang. Kongen fortæller intet til sin datter, men giver sig til at tænke. Til sidst, beslutter hans sig for at bygge et slot af hvide sten på en lille ø, nær kongeslottet og der holder han prinsessen indespærret, så hun er i sikkerhed. Prinsessen kender ikke til spådommen og sygner hen i sorg. En dag sender kongen sin datter en kurv fuld af vindruer uvidende om, at en slange hviler i den kølige frugtkurv. Da prinsessen åbner kurven bider slangen hende og hun dør, til trods for kongens forsøg på at forhindre det.
________________________________________________________________________________
Strande
I Kizkalesi og omegn finder du nogle af middelhavskystens bedste strande. I Kizkalesi findes to sandstrande: Én beliggende midt i byen, og én beliggende lige ved borgen - denne er meget børnevenlig, da den er meget lavvandet. På begge strande er det muligt at leje liggestole og parasoller. På bystranden er der rig mulighed for at prøve kræfter med forskellige former for vandsportaktiviteter.