Her vil vi løbende opdatere fra rejsen. Der kan godt gå nogle dage imellem opdateringerne, da vi ikke kan komme på internettet på alle alle destinationer.
De første ugers rejsebeskrivelse er lagt under rejseplan, da vi er ved at "fylde for meget" under opdatering.
Søndag den 8.juli.
Det er rigtig dejligt at være i Philadelphia. Især fordi vi er ved mennesker, som vi har kendt og holdt af igennem mange, mange år og fordi vi alle har glædet os meget til at se hinanden igen. Vi bor hos min grankusine, Vivi og hendes mand, Bob. Og så Vivis fine mave, som bliver til deres førstefødte i starten af oktober.
Her er omend endnu varmere end i New York. 36 grader i går. Heldigvis en smule køligere i dag, men med en luftfugtighed på 70% kan få grader ikke mærkes – man bliver varm og klam udenfor alligevel.
Vi kom med toget hertil lørdag middag og blev hentet af Vivi og maven på Philadelphias hovedbanegård. Med et par tasker på skødet kom vi alle hjem til deres dejlige hjem udenfor Philadelphia i forstaden Havertown. I går kunne vi ikke gå udenfor pga varmen, så med 3 airconditions kørende blev vi inden døre.
Vivis forældre, Bob og Ingrid (min mors danske kusine) kom hertil efter et par timer med RUGBRØD og hjemmelavede FRIKADELLER. Det var mere end skønt. Og pigerne guffede i sig af al lyst. Og vi åbnede den pose Super Piratos som havde været med i min taske alle 5 uger og som jeg havde været lige ved at åbne flere gange undervejs pga salmiak abstinenser. Men jeg formåede at styre mig. Forsøgte flere gange at købe lakrids herovre, men det smager så kunstigt (og er lilla!), så det kan umuligt have set skyggen af lakrids. Og salmiaklakrids – forget it! Findes ikke herovre.
Det var godt jeg valgte at købe over et halvt kilo til Vivi i lufthavnen!
Vi sad omkring bordet og snakkede hele dagen i går. Det var smadderhyggeligt og lige hvad vi havde brug for. At få vendt de mange indtryk, vi har fået af amerikanere rundt omkring i landet. Vivi og Bob har rejst en del også og kan hurtig fortælle os, hvorfor mange amerikanere så er forskellige på Pigerne overfaldt bogstavelig talt Ingrid, da hun kom ind ad døren. Fordi de kunne kende hende og fordi hun talte dansk!
Sidst på aftnen tog Ingrid, Laura, Alberte og jeg hen i den nærliggende skøjtehal 2 minutter herfra og fik pigerne på isen i en halv time fra 21-21.30!(kun fordi der var offentligt skøjtning). Alberte var trods tidspunktet i hopla og lavet fis og ballade til glæde for Vivi og Ingrid. Aldrig har en skøjtehals 4 grader været så kærkommen!
Det var en rigtig dejlig dag for os alle.
I dag måtte vi også være inde det meste af dagen også, men trods den ulidelige hede, tog Bob og Laura hen for at spille tennis på en nærliggende tennisbane i formiddag! De kom drivvåde tilbage efter en halv time! Men de havde haft det skægt. Hvad jeg endnu ikke har skrevet er jo, at jeg har købt mig en tennisketcher – pink og med lyserøde bolde – fordi jeg har intentioner om at begynde på tennistræning med 2 kolleger, når jeg kommer hjem. Mangler bare den plisserede nederdel… Eller et Wozniacki oufit? Barnet var dog henstillet til at bruge en af Bobs gamle ketchers eftersom min jo er pakket ned på bunden af én af vore utallige tasker. Frygter desværre, vi snart må anskaffe os endnu én…
Efter frokost tog vi ind for at slentre omkring i Philadelphia, som jo har en masse historie, eftersom det jo i USA’s spæde vorden var hovedstaden i landet og hér Uafhængighedserklæringen blev underskrevet. Vi kiggede på Liberty Bell, som tidligere har ringet på toppen af Liberty Hall bl.a. i 1776, hvor Uafhængighedserklæringen blev underskrevet.
Det var varmt og vi måtte søge skjul i en lille cafe, der solgte is og kaffe. Jeg er blevet helt hooked på ice-coffee, som er helt fantastisk i varmen. Giver dig koffein-kick uden at få sved på næsen. Lars synes, det er blasfemi. Han drikker hellere 8 kopper af ægte sort, sveden kaffe og stiger 3 grader i temperatur end at prøve med isklumper i!
Det er vidunderligt at være blandt folk, der kender én og som vi kan diskutere forskelle og ligheder med. Bob og Vivi følgere mere med i politik end den almindelige amerikaner og vi har bl.a. diskuteret en del ”health insurance” som jo er det store emne herovre lige for tiden med Obamas planer om at revolutionere betalingen for sundhedssikkerhed. Vivi og Bob ser meget op til vores danske system. Jeg betakker mig på ny for at bo i Danmark trods skattetrykket.
Vi slentrede omkring og så lidt af Philly, men ”heldigvis” kunne Vivi ikke gå så langt så vi måtte søge tilflugt i den airconditionerede bil og køre ud til en italiensk restaurant og få skøn aftensmad.
I morgen prøver vi at komme i USA’s første zoologiske have her i Philadelphia. Pigerne ser meget frem til det. Og så har Bob købt vandballoner på vej fra restauranten til aften, så mon ikke også det bliver til en gang vandballade i morgen eftermiddag.
Fredag den 13.Juli. (Tillykke med fødselsdagen, Tante Kirsten!)
Ugen har været tilbragt i familiens skød. Mandag var vi med Ingrid og Vivi i Philadelphias zoologiske have, som er en meget hyggelig zoo med mange små afdelinger, hvor man kan kigge på et væld af eksotiske dyr. En del af dem var dog lidt dovne pga. varmen, men i slangehuset fik vi set kæmpe kryb, som fik det til at risle koldt ned ad ryggen. Meterlange grønne anakondaer, amerikanske alligatorer og skrubtudser på størrelse med en håndbold. Men alting ER jo stort i Amerika.
Det blev også til en tur i Svane-vandcyklerne. Tænk, at man frivilligt sætter sig i et transportmiddel, der kærver ens fysiske indsats uden aircondition! Men det var hyggeligt at padle rundt i andemaden sammen med gæs og ænder. Fars svane havde påfaldende nok slagside!
Pigerne blev efter zoo-turen sat af sammen med Lars hjemme hos Bob, så de kunne få gang i vandballonerne og vi fik handlet ind til boller i karry. Det var ikke kun pigerne, der var våde da vi kom hjem! Bob er en rigtig legeonkel, der lægger liv og sjæl i en vandkrig.
Boller i karry bragte på ny glæde hos såvel os som vores værtsfamilier. Flere kunne smage Danmark den aften. Ingrid og Vivi drømte sig tilbage til mormors køkken. Det var dejligt at kunne glæde med noget så enkelt og dansk.
Vi fik pakket sammen og sagt tak for nu til Bob og Ingrid, som vi håber at kunne se igen i Danmark inden længe.
Tirsdag morgen havde vi endnu en tude-seance. Alberte er ikke god til farvel’er. Men vi andre fik sagt mange tak for nu til Bob og ”tykke” Vivi og held og lykke med deres forestående ”projekt baby”. Det var tid til at rykke længere sydpå mod Washington og besøge Vivis tvillingebror, Alex, som bor uden for Washington D.C i byen Burke sammen med sin hustru, Noe, og deres skønne datter, Teagan, på snart 3 år.
Vi tog toget til D.C., hvor Alex hentede os på Union Station og gav os en guidet tur gennem D.C.
Union Station ligger super centralt, så vi lod bilen stå og gik hen til ”The Capitol” og så de mange smukke og KÆMPE regeringsbygninger omkring The Capitol, der huser Kongressen, som består af Senatet og Repræsentanternes Hus. De bor i hver deres fløj af det store bygningsværk.
Vi gik langs The Mall og tog en tur på Naturhistorisk Museum (mest af alt fordi vi skulle tisse, men det er gratis at komme ind på Smithsonian Institute-museerne i Washington, så vi gjorde en tur ud af det). Dejligt at blive kølet af i selskab med dinosaurusser, fossiler og spritkonserverede kæmpeblæksprutter.
Afkølede tog vi kampen op med varmen (36 grader) igen og drog mod The Monument, som man må undre sig over ved første øjekast.
En kæmpeblyant bygget af stenklodser. Ingen pynt, ingen vinduer, ingen trapper. Bare et tårn med spids på. Men alligevel et imponerende bygningsværk, som man føler kunne vælte, hvornår det skulle være. Men den er selvfølgelig også skudt i sænk i flere nyere kriminalromaner, så det ligger nok ikke helt fjernt for andre end mig. Jordskælvet, der ramte D.C august sidste år, har dog gjort, at det indvendige af tårnet, som man kan komme op i, er lukket for besøgende. Mon ikke, der alligevel er et enkelt vindue på toppen?
Vi tog et sving til venstre og smuttede forbi Obama, men han var ikke hjemme. Men græsplænen var forunderligt nok nyslået alligevel.
Alex var en fantastisk guide. Kunne fortælle os mange sjove historier om de forskellige folk og bygninger.
Efter besøget ved Obama måtte vi kapitulere og tog Metroen tilbage til Union Station for at komme ned til bilen og hjem til Noe og Teagan.
Det var skønt at komme hjem til Alex og Noe, hvor vi blev indlogeret i vores egen lille lejlighed i kælderen med badeværelse, sofa og fjernsyn. Det var skønt at møde lille Teagan, som er et sandt livsstykke. Fuld af glæde og energi og masser af sjove påfund! Pigerne og hun havde stor glæde af hinanden.
Onsdag tog vi i et kæmpe vandland alle sammen. Lige hvad vi kunne holde til i varmen. Og Teagan viste sig også at være en rigtig vandhund, så der blev hygget helt ud til sidst på eftermiddagen, hvor vi trætte – og med lidt røde skuldre trods solcremen – drog hjem igen. Det er første gang i de 6 uger, vi har været her, at solen har bidt så meget, men det blev jo også til en del timer i vandet. Laura og Lars er ved at være godt chokoladebrune, Alberte er som en lækker mælkechokolade og jeg er bare lidt fersken stadigvæk. Men ferskner er jo også dejlige…
I går torsdag skulle jeg et smut til frisøren. Atter et kulturchok. Det skulle have varet en time, men tog to en halv! En thailandsk - formodentlig nyuddannet frisør – fik æren af mit hår. Hun måtte flere gange undervejs konsultere sine kolleger og jeg måtte flere gange undskylde, at jeg virkelig ikke forstod, hvad hun sagde. Men det endte OK det det hele. Håret ser en smule bedre ud end da jeg kom ind. Og jeg kom hjem med endnu en oplevelse af den skæve slags i bagagen.
Torsdag eftermiddag blev tilbragt i endnu en pool. Området, som Alex og Noe bor i, er fyldt med en masse rækkehuse og til dem tilhører 4-5 pools, som man kan købe medlemskab til. Noe er medlem, så vi kunne tage med hende til et fint udendørs svømmebad med børnebassin og lille rutsjebane.
Det lyder som om, vi snart må være gået i opløsning med alle de svømmebassiner, men det er ret svært at foretage sig meget andet i denne varme, hvor luftfugtigheden i går var 77%.
I dag, fredag, har vi hygget os med familien og pakket sammen. Vi har taget et lufthavnshotel for natten og Alex har netop droppet os af herude. Vi skal med et fly kl. 8.00 til Orlando, hvor et Disney Pool House venter på os den kommende uge.
Og minsandten om ikke pigerne og Lars er gået i poolen på hotellet, mens mor opdaterer! Goplerne.
Det har været en skøn, skøn uge sammen med vores amerikanske familier. Dejlige dage, som vi aldrig vil glemme. Det printer sig dybt i pigernes hukommelse at bo hjemme hos vores familie og venner og være en del af deres hverdag. Mange tak til jer alle sammen! Vi ønsker at kunne gengælde de kommende år.
Søndag d. 15.juli.
Vi fortsætter, hvor vi slap sidst. Ungerne er i poolen og mor opdaterer!
Vi havde en fin flyvetur fra Washington til Orlando. Men straks man lander, er man ikke i tvivl om, at man er kommet til forlystelsesparkernes hovedsæde. Allerede i flyet fik man information om, hvordan man fandt hen til Disney-Expressen (hvor størstedelen af flyets passagerer linede op for at komme til deres Disney-hoteller), i gaten blev vi mødt med den første store Disney-butik og kæmpe Mickey figurer i terminal-gangene bød os velkommen til Orlando!
Også Lars var i slaraffenland – han fik frit valg på rækken af de lidt større biler ved udlejningsfirmaet og valgte den største Ford, han kunne finde! Ford Explorer, syv sæder, alt i læder og elektronik så selv en Fona-ansat kunne komme til kort. Lars er en glad mand. Og også lidt mor her. Fik hooket min iPhone op til det hele, så musik, telefonbog og det hele bare spiller max. I love America!
Der skulle gå et par timer før vi kunne få nøglen til vores hus, så vi brugte tiden på at handle lidt ind. Og tid havde vi brug for. Vi fandt en Super-Walmart. Flere gange større end Bilka og med alt til gode priser. Florida er betragteligt billigere end de andre stater, vi har været i. Mor er også i slaraffenland!
Lars og jeg har igen snakket om, hvordan det hele kan løbe rundt, for der er SÅ mange muligheder over det hele. Alle må kæmpe om kundernes gunst og faldbyde sig selv til lavere priser end naboen. Der er restauranter overalt, hoteller i hobevis, den ene souvenir-shop efter den anden (og sælger det samme) og midt i vrimlen af butikker popper der ”små” forlystelsesparker midt i byen. Man kører langs hovedvejen i Kissimmee, som er adventure-området i Orlando, og pludselig ser man 20 mennesker hænge med hovedet ned ad i en svingarm lige ved siden af fortovet og 100 meter længere henne skydes en katapult med 2 hvinende mennesker 50 meter op i luften. Det er for vildt.
Og så møder man lige en alligator, når man bare skulle hente nøglen til huset. Sådan. Som reklame havde indehaveren af en lokal dyrepark stillet sig op i kontoret med sin lille alligator, som vi fik lov at holde. Det er jo ikke hver dag men får tilbud fra et solbrændt muskelbundt om at holde hans alligator! Ikke at misforstå!
Vores pool-hus er bare fantastisk. Det er ret stort af et udlejningshus at være. Det ligger i et område, hvor halvdelen af beboerne bor her fast i huse mage til. Her er alt, hvad vi har brug for og der var dækket op til fin middag på alle bordene, da vi kom ind. Og håndklæder lagt i mønstre på alle de store senge. Meget amerikansk.
Vi fik pakket alle vore indkøb og tasker ud og hoppede i poolen, som bare er skøn. Alle de udendørs pools i området er dækkede til med små huse af ”net”, som forhindrer blade, insekter og kryb i pool-området. Der er jo faktisk slanger, der ynder at tage en tur i poolen!
Pigerne plaskede rundt i et par timer i de 32 grader og vi spiste middag under vores overdækkede terrasse. Det her er bare skønt!
I dag har vi sovet længe og lallet omkring – pigerne for det meste i vandet. De er ved at være habile svømmere. Alberte dykker og har efterhånden smidt alle hæmninger i forhold til at være længe under vandet. Næseklemme og dykkerbriller hjælper godt til.
Lige nu er der ved at trække op til torden. Sådan er vejret i Florida. Varmt, fugtigt og med intermitterende tordenskrald og kortvarige byger, som clearer luften! Lars flyder rundt med Laura og han synes, det er fedt at ligge i poolen i tordenvejr!
Vi nyder bare at have tiden sammen med vores børn. Det kan til tider være anstrengende, at være sammen med dem døgnet rundt og pigerne kan også gå hinanden på nerverne. Men sådan er det at rejse med børn, tror jeg. Men i det store hele, nyder vi at være sammen alle sammen hele tiden. Det giver os jo mulighed for at fange de mange guldkorn, de lukker ud en gang imellem. Laura og Lars snakkede i dag om vores 100årige gamle moster, som døde sidste år: ”Skulle moster begraves eller skulle hun være en urte?” Og Alberte synes Lars ligner en kanin ”Du har jo hår over det hele”.
Vi har det rigtig godt herovre og kunne unde at alle fik denne mulighed for bare at stemple ud og opleve verden og være sammen med deres børn. Når man læser nyhederne hjemmefra og hører den frygtelige historie fra Hee, hvor en tragisk hændelse pludselig river 3 søstre ud af en familie, må man gribe sig selv i ikke at sætte sig til at tude på McDonald’s og bare give sine skønne unger et ekstra klem.
Vi sender tanker hjem til alle derhjemme med forsikringen om, at vi nyder hinanden herovre!
Tirsdag den 17.Juli (Tillykke store Alberte på Fanø med de 12 år!)
De sidste 2 dage har været i selskab med bl.a. spækhuggere, hajer, blæksprutter, hvide hvaler og manatees (på dansk søkøer) i Seaworld. Det har været ganske overvældende.
Det, der har fæstnet sig mest af alt, er det ganske imponerende show med spækhuggerne, som vi så i går formiddags. Inden showet selvfølgelig lige en hyldest til de amerikanske soldater og USA’s allierede, der gør tjeneste rundt omkring i verden.
Vi så kæmpe dræberhvaler, der er tæmmet, så de fremstår nuttede, charmerende, velafrettede og lige til at kramme. De kunne optræde, så man ganske enkelt sad tilbage med en undren over, hvordan i himlens navn, de er blevet trænet til at være så kære.
Vi sad flere tusinde mennesker under samme tag og sagde ”nååehh, åhhh, aaj” til disse kæmpe dyr, som hoppede og dansede til deres træneres diskrete håndtegn.
Man glemmer helt billederne af dræberen, der flår den lille sælunge… (Og jeg skal slet ikke nævne det her – Alberte er helt solgt og har vist os samtlige Shamu-bamser i hele parken i håbet om, at der liiige kunne presses et enkelt plysdyr mere ned i tasken!). Men der er altså ikke mere plads pga skoene…
Vi så også et delfin-show (eller ”dellefin”, som Alberte siger) som var med alt, hvad man kan forestille sig af delfin stunts. Mænd, der red rundt på snuden af 2 delfiner og med lynets hast blev skudt op af vandet, andre, der lavede skrueformede tornadobevægelser på 2 roterende delfiners næser. Olympiske tårnspringere og farvestrålende papegøjer, der pludselig bliver sluppet løs over hovedet på én. Alt akkompagneret til den helt rette stemning af fantastisk musik og kæmpe storskærme.
Vejret var dog ikke helt med os mandag. Alle attraktionerne i parken var afhængige af helt stabilt vejr, og så snart et uvejr er inden for 5 mils radius lukker det hele. Hvilket resulterede i 2 timer i en kø, men regnen silede ned. Dog i tørvejr.
Der er ekstrem høj luftfugtighed og en temperatur på ca. 32 gader, så man går rundt og tapsveder og venter egentlig bare på et tordenskrald. Men den dejlige klare luft, der normalt kommer efter en sommerbyge derhjemme, følger desværre ikke med i købet herovre. Man sveder bare videre. Regntøj kan man slet ikke holde ud at have på.
Mandag blev vi til parken lukkede og fik aftenshows og fyrværkeri med. Som det hører sig til. Pompøst og i de amerikanske farver med et kæmpe oplyst Stars & Stripes i baggrunden.
Heldigvis var vores biletter gyldige i 2 dage, så vi kom tilbage i dag og fik de sidste attraktioner med. Deriblandt 2 fuldstændig sindssyge rutsjebaner, som Laura meget gerne ville prøve. Dette til trods for, at vi i går havde mødt 2 engelske herrer, hvoraf den ene kastede op på vej ud fra rutsjebanen. Alberte var ”heldigvis” for lille, så jeg måtte vente ude med hende og Lars blev den medfølgende voksne.
Lars’s kommentar efterfølgende. ”Det var fint med den ene. Jeg havde ikke behøvet den anden…”. Diplomatisk som altid. Laura var klar på en omgang mere!
Og så har sat en rekord. Ind og ud af Super Walmart på 9 minutter med 8 forskellige indkøb! Jo, jo.. Vi kender snart vores Walmart!
Søndag eftermiddag, da vi var kørt til Walmart efter nogle få ting, ville Alberte gerne se, hvad der var i ”Tandpasta-bussen”. Det var en Colgate-bus, der var linet op uden for butikken. Den var lige ved at lukke op.
Det viste sig at være et gratis tilbud til de amerikanske børn om at få tjekket tænderne. Vi ville bare kigge ind, men inden vi så os om, var pigerne kravlet i tandlægestolene og fik kigget bisserne efter. Thank You, Mr. President, for et gratis tandeftersyn!
”Beautiful teeth” lød dommen. Så det var jo godt nok. Vi fik snakket lidt med de 2 tandplejere om det danske system, som de var glade for at høre om. Herovre er tandplejen godt nok gratis indtil børnene bliver 18, men ikke alle tænder har det lige godt med den store sukkerbelastning, de bliver udsat for. Det er ganske almindeligt for børnene at få forseglet tændernes tyggeflader med en klar plastik for at undgå huller.
Man kan ikke lade være med at tænke på møblerne, der sælges med plastikovertræk på det fine stof på hynderne for at undgå pletter…
Da vi kom ud igen, sad flere amerikanske familier i kø med deres børn. Men det kan jo være, at tandplejen skal være foran Walmart for at få børnene i stolen.
Lige nu lader vi op. Den står på Disney Magic Kingdom Park i morgen. Vi har valgt den ene ud af de 7 Disney parker og vandland, der er her i Orlando. (Og så kommer Universal Studios, SeaWorld, Busch Gardens og alt det andet ved siden af…). Vi håber, vejret er med os. Denne gang gælder biletterne ikke 2 dage.
Torsdag 20.juli.
Disney er stort. Meget stort. For både voksne og børn. Det er så bjergtagende, det hele. Man bliver overvældet gang på gang og må tænke ”Hvor er det fantastisk” - Men er det ikke, det den kære Walt netop ønskede at bringe frem i store og små?
Men selv om det mest af alt handler om drømme og troen på, at de kan gå i opfyldelse, så er der bare så meget mere, der rører sig omkring drømmelandet.
Logistisk set er parkerne et kæmpe set up. Man starter med at køre ind i selve Disney området, der er lidt over 100 km2 stort eller næsten dobbelt så stort som Manhattan! Der er Disney motorveje med skilte, der guider dig til den rigtige park ud af de 7 Disney-parker. Man kører til den parkeringsplads, der hører til netop den ene af Disney parkerne, man har valgt at besøge den dag. Vores p-plads havde 12.000 pladser.
Så sætter man sig i specielle Disney vogntog, der laster mellem 175 og 200 gæster og transporterer dig til Disneys Monorail (højdetogbane) eller Disney Ferry, der tager dig til Magic Kingdom! Der skal dog tilføjes, at der er et separat færge- og monorail-system, der fragter de mange tusinde gæster, der bor rundt omkring på kæmpehotellerne og resorts’ene i området.
Pyha… Allerede mange oplevelser inden vi overhovedet er kommet i gang.
Og så kommer man til det fortryllende og magiske land. Disneyland. Where dreams come through. Og det hele er så gennemført. Det er ikke bare facader. Det er ægte Disney det hele. Flotte huse bygget efter gammel opskrift, personale iklædt det rigtig tøj til det ”land”, de nu hører til (Main Street USA, Adventureland, Tomorrowland, Frontierland eller Fantasyland) og selv skraldemændene er med flotte skraldespande og uniformer!
Vi fik købt autografbøger og stillede op i kø til billede med Pluto. Det tog den første time. Vi var ikke alene i parken. Og Pluto skulle ind imellem indenfor og have hundekiks og vand. Men det var også meget varmt i går. Vejret var med os.
Alberte har i år passeret de magiske 42 inches (106 cm), så hun kunne få meget mere ud af forlystelserne i år end da vi var i Disneyland Paris sidste år. Også hun kunne blive skudt ud i rummet fra Space Mountain i år, hvilket var en kæmpe succes for hende. Hun hoppede som en gummibold hele vejen ud af Space Mountain.
Pigerne brugte nogle af deres lommepenge (trods advarslerne fra forældrene, idet et sæt kostede 300,- kr.) på at købe key-hangere med små pins. En slags halskæde med små Disney-emblemer i diverse udformninger og med forskellige figurer. Idéen er, at man så bytter pins med de ansatte, man møder, som også har pins på. Der gik sport i den og vi lavede det sidste bytte i en butik kl. 23.30 på vej ud af parken. Vi måtte sande, at det havde været et godt valg pigerne traf om formiddagen, da alle de efterfølgende små succeser og sejre over en flot pin jo var ganske gratis og en god måde at komme i kontakt med folk på.
Det blev til en rigtig dejlig dag med en god portion tålmod i køerne og nogle flotte shows. Det mest spektakulære var et afsluttende lysshow på det ikoniske Cinderella Castle (Askepots Slot), hvor der blev vist billeder og små videoklip taget i parken i løbet af dagen. Sat sammen med et lysshow af dimensioner, der fik slottet til at skifte farve og til tider næsten også form og bevægelse pga lyseffekterne.
Og så fyrværkeriet. Hvis man elsker fyrværkeri som mig, var man hensat til ren ekstase. At ungerne var trætte og hang i mine skørter kunne slet ikke tage glæden fra det skønneste himmelshow i Nordamerika. Disney - I love you.
Vi var hjemme kl. 00.40. 15 gode timer. Luk øjnene og kør kortet igennem, det er alle pengene værd!
I dag, torsdag, har vi haft total slapper dag. Sov længe – nogle meget længe :o)
Pool i et par timer og så en dejlig lang snak på Skype med nogle af jer derhjemme. Skønt med frit WiFi i huset!
Vi kom til at køre i et outlet i eftermiddag. Dog et med ”kun” 150 butikker. Alberte fik nye løbesko. De er mega seje. Moderen er helt misundelig. Men det vil måske se lidt tosset ud med velcrosko til mig? Men så fik jeg til gengæld en tennisnederdel! Wozniacki here I come!
I skrivende stund (kl. 21.30) er pigerne i pølen og tager en nat-dukkert i 28 grader.
I morgen har vi planer om et besøg i Aquatica, som er det vandland, der hører til Seaworld.
Vi har det minsandten godt herovre.
Mandag den 23.juli.
Så er vi i dejlige Fort Lauderdale – eller det vil sige lige nord for i området Lauderdale By The Sea. Og det er ”by the sea”. Vi bor på et resort i vores egen lille lejlighed med køkken og spisestue lige på stranden. Det er da livet!
Strand fik vi også i fredags, da vi var i Aquatica! Ud over de mange adrenalin-inducerende rutsjebaner var der også lige en strand med bølger og det hele midt i vandlandet. Det var en skøn dag, hvor vejret atter var med os. Sol fra skyfri himmel, ingen vind og 34-35 grader – føltes som 40. Godt med vandland i den hede.
Vi har været velsignet med rigtigt vejr på de helt rigtige tidspunkter. Eneste afbrydelse, vi har haft var i mandags i Seaworld, men der havde vi jo billet til 2 dage, så skaden var ikke så stor for os.
Lørdag pakkede vi sammen og sagde farvel til pool-huset og kørte sydpå mod Fort Lauderdale til strand-resortet, som vi havde fået anbefalet af familien Holm (skøjtefamilie). De har været her hver sommer de sidste ca. 15 år.
Og vi kan nu godt forstå, de vender tilbage år efter år. Her er bare skønt. Det er strand, palmer (mange palmer overalt!) et lunt Atlanterhav og et resort, hvor man bare slapper af med udsigten over havet. Og poolen.
Vi er så heldige, at familien Holm også er her nu. De er nogle mægtig flinke mennesker, som vi nyder at være sammen med. Og pigerne synes, det er fantastisk at være sammen med danske børn igen. Og en anden end sin søster!
Fam. Holm flyver hjem i næste uge efter 6 uger herovre, men vi når heldigvis at få fornøjelsen af dem hele denne uge. Deres yngste datter, Josephine, som Laura skøjter med hjemme i Esbjerg, deltager også i den skøjtecamp, som Laura skal være på hele ugen. Josephine har været på campen flere gange tidligere.
Alberte er ikke så hooked på skøjtning herovre. Hun var på isen til offentlig skøjtning i går, søndag, men føler sig lidt presset af sprogbarrieren, så der er kun Laura, der er på isen i denne uge. Hun har haft camp i dag fra 8-15 og en ekstra lektion i eftermiddag ved en dygtig koreograf, som skal finpudse hendes program. Det var en rigtig god oplevelse. Vi er meget glade for den professionalisme, trænerne har. De tager løberne meget seriøse herovre og bekymrer sig meget om det behov, netop den enkelte løber har.
Speaking of løber – så var mutti her ude i sit spritnye løbetøj på en 5 km’s tur sammen med Andrea og Lars Holm i går aftes kl. 21.
De tager turen hver 2.dag – jeg tager turen hvert 2.år! Men jeg gennemførte og lever næsten uden smerter i dag. Må se, om ikke der er flere km i det nye tøj, når jeg kommer hjem. Glæder mig i hvert fald til at få det på igen – men er ikke helt sikker på, at de behøver at spørge mig allerede i morgen igen…
I dag blev hele gårsdagens indsats dog totalt spoleret på en asiatisk buffet. Selv om vi nok var de gæster, der spiste mindst. Der er så overvældende meget mad, at man godt forstår, at nogle af gæsterne i restauranten vejede over 200 kg. Man må spise, hvad man kan for 10$ (6,50 til frokost), børnene halv pris og en stor cola koster 1,25$. Og en del af gæsterne var (desværre) meget hjemmevante.
På vej hjem fik vi en ret mærkværdig oplevelse. Stære-koncert på elkabler langs highway’en. 1000 og atter 1000 stære i kor. Meget imponerende. Laura har det uden tvivl på sin iPod!
KL. er 22.20 og vi sidder på balkonen foran vores lejlighed med bølgebrus og susen i palmebladene. Temperaturen er 28 grader, men luftfugtigheden på 82%, så man bliver en kænne klistret selv om det lufter friskt fra havet. Der har været nogle gevaldige tordenbyger de sidste dage, men ingen nedslag helt tæt på. Man er helt vant til det herovre. Vi hørte faktisk i nyhederne i tirsdag, at en yngre dame var blevet ramt af lynet i Seaworld mandag kl. 17.00. Lige ved siden af hvor vi havde stået i kø under regnvejret. Vildt nok. Hun er OK igen.
Der er næsten ingen lys her om aftenen. Dels fordi det bliver mørkt allerede kl. 20.30, men også fordi meget lys dæmpes eller slukkes, da der er skildpadde-reder på stranden lige neden for hotellet. Havskildpadderne kommer her i nattens løb og lægger deres æg i reder på stranden, dækker dem til med sand og stikker til søs igen. Og når æggene klækkes efter 45-55 dage, vralter de små turtle-babies mod lyset, som gerne skulle være månen over havet og ikke lyset fra et hus i den gale retning. Vi har set en enkelt lille død stakkel, der var gået herop mod hotellet i stedet for mod havet. Alberte ville gerne begrave den med en sut, hun også fandt på stranden, men mistede lidt interessen for den, da myrerne havde spist dens øjne. Forståeligt nok…
Der er turtle-folk, der kommer på stranden hver morgen og tjekker den for nye reder og sætter små indhegninger omkring dem, så man ikke kommer til at gå på æggene. Det er fedt at have set en forestilling om det i Seaworld og så pludseligt stå ved siden af rederne her i Fort Lauderdale. Vi får oplevelser af enhver karakter.
Vi lover at holde os inden døre, når det giver optræk til uvejr – en enkelt endda i tørvejr særdeles afkølet den kommende uge! Også god skøjtecamp, til jer der starter camp derhjemme i denne uge!
____________
Torsdag 26.juli.
Uvejr har der så slet ikke været noget af, siden vi sidst opdaterede. Her er simpelthen bare skønt. Blå himmel, 34 grader, let brise, der gør det næsten udholdeligt. Men hvad gør det, når man 80% af tiden opholder sig i vandet eller på isen?
Laura er mægtig glad for sin skøjtecamp. Det går superflot. Axel er landet flere gange og programmet ændret lidt ved den dygtige træner og koreograf, Nataliya, som også er fra Ukraine. Nu kommer de fine detaljer på plads.
Vi nyder livet sammen med familien Holm, som jo kender området som deres egen bukselomme efter at være kommet her i 15 år. Mange gode tips og kørevejledninger til de helt rigtige steder at shoppe!
Tirsdag aften kørte vi alle 10 (familien har besøg af en amerikanerne, som Andrea mødte herovre sidste år) på ”The Cheesecake Factory". Og der er meget mere end cheesecake. Det er en restaurant med et menukort, der udfordrede mit vægelsind. Alt for mange ting, jeg gerne ville have prøvet. Lækkert mad. Og så sluttede vi af med en himmerigs mundfuld i form af 1 stykke ”White Chocolate Caramel Macadamianut cheesecake” og 1 stykke ”Black Out” chokoladekage. Til deling. Kagerne er så overdådige, at andet ville være vanvid. Og vi kunne ikke spise op. Ville ønske, jeg kunne tage et stykke med hjem til min far.
Jeg måtte sende Lars af sted på løbeturen i stedet for tirsdag aften…
I går var Alberte, Lars og jeg herhjemme i pølen hele dagen. Alberte er simpelthen imponerende. Hun har lært at svømme i løbet af de sidste par dage. Klør på med krum hals. Dykker ned i vandet, svømmer brystsvømning under vandet, kommer op til overfladen og får luft som en anden delfin og dykker ned igen. Fra den ene ende af poolen og tilbage igen. Står på hænder, dykker efter ringe på bunden og er i det hele taget blevet en sand vandhund. Nu mangler vi bare at få hende til at snorkle også, så hun kan opdage alt det fantastiske, der sker under havoverfladen.
Det har jeg andet. Vi har investeret i noget udmærket snorkleudstyr, som jeg ville prøve af i går. Sikke en verden, der åbenbarede sig for mig.
Ude på den første revle vrimlede det med små fisk. Næsten gennemsigtige, men med fine farver i orange, neongul og blå på finnerne. Stiller man sig med fødderne i sandet på revlen, kommer der straks snesevis af fisk og ”nipper” i dig. Jeg stod der i mere end 20 minutter, samlede forstenede koraller, smukke skaller og sten alt imens fiskene pilede omkring anklerne på mig og plejede mine fødder. Et helt igennem vidunderlig oplevelse, som mange mennesker jo giver tusindvis af kroner for på wellnesscentre og ved Det Døde Hav. Her er pedicuren inkluderet i prisen! Jeg ser frem til at komme til Key Largo og snorkle. Ud for kysten dernede er USA's eneste levende koralrev. Noget alverdens dykkere valfarter til. Og jeg forstår nu deres fascination af verden under vand.
I går eftermiddags havde jeg hente-tjansen i skøjtehallen og jeg havde lovet pigerne og Josephine, at jeg ville tage dem med i en ”beauty-boutique”, hvor jeg havde set et større udvalg af neglelakker og pynt til neglene.
Det udviklede sig til at større indkøb. Og far blev første offer i neglesalonen. Til stor moro for os alle. Neonfarver og glimmer på fingre og tæer. Matcher perfekt til hans efterhånden meget mørkebrune farve.
Og til skue i skøjtehallen i morges, da det var Lars, der havde morgenkøretjansen og ikke havde lagt vejen forbi acetonen inden afgangen kl. 7.25.
Og modig, som han er, havde han samme mundering på, da han og Lars Holm tog et smut i Home Depot i formiddag for at kigge på værktøj. That’s my man!
Det kan godt være, jeg skal finde acetonen frem, inden vi i eftermiddag kører i Sawgrass Mills, som er et ”mall”, som vi bare MÅ se. Mere end 350 butikker. Anbefalet af hele familien Holm. Vi takker :-).
Livet i Florida er skønt. Jeg forstår godt alle ”snowbirds” (pensionister og andet godtfolk, der vil ned i varmen), som hver vinter trækker sydpå hertil for at overvintre. Floridas højsæson er fra november til marts. Juli er perfekt for os!
Søndag den 29.juli.
Torsdag eftermiddag i Sawgrass var fint, men det var bare for stort med 350 butikker! Sorry to say it. Vi fandt dog en del af de ting vi ”manglede”. Blandt andet endnu en taske at pakke i… Alberte har fået størst mulige håndbagage med hjul på. Det giver mulighed for 10 kg mere. Top!
De sidste par dage har været helt uovertrufne, når vi taler naturoplevelser.
Fredag formiddag kiggede Henriette og Lars efter Sputnik (det har de døbt Alberte) i et stykke tid, så Lars og jeg fik en fælles tur med snorklerne. Jeg havde satset og puttet vores almindelige kamera i en plasticpose og taget den med ud. Det blev faktisk til nogle fine billeder. Det var dog som om fiskene var mest interesserede i Lars’s farvestrålende tæer. Men de har jo også samme flotte farver og glimmer som alle fiskeblinkene.
Vi har fået Laura med på snorkel-holdet. Hun skulle lige overtales en smule, da pool jo er fantastisk, men at hun måtte forstå, at der er mere mellem havoverflade og sand end mellem flyde-aggregater og bassinbund! Og nu er hun helt med på den.
Da Laura kom hjem fredag eftermiddag efter en meget aktiv skøjteuge - med show fredag eftermiddag for forældrene og 2 ekstra lektioner bagefter - gik vi i havet. Hun og Lars svømmede lidt ud og fik fornøjelsen af en masse flotte fisk. Laura synes, det var fantastisk og blev til tider så eksalteret, at hun helt fik skræmt fiskene væk.
Lars tog en lille tur lidt længere ud og fik øje på 2 store havskildpadder! Vildt nok.
Og jeg troede jeg havde set en manatee, men det viste sig, at den havde stribede badebukser og blå snorkel!
Fredag aften grillede vi sammen med familien Holm. Og vi sad længe op den aften. Det var hyggeligt. Rødvinen var lækker lun og stemningen god. Lidt før midnat gik vi ned på stranden, for vi havde set, at der var skildpaddevagt ved den rede, der var foran vore hotel. Reden var 55 dage gammel, så man ventede, at den skulle klække. Men der skete ikke rigtig noget i den tid, vi stod dernede og da Lars og jeg tog tidlig snorkeltur før kl. 8 lørdag morgen, så det desværre heller ikke ud til, at der havde været aktivitet i reden. Vi håber på, at reden stadig er aktiv og at der er kommet små turtle-babies natten til søndag.
Lørdag skulle vi sige farvel til familien Holm for at køre sydpå mod ”The Keys” – første stop ved Key Largo. For Sputniks vedkommende atter en tårevædet afsked, da hun var blevet rigtig glad for familiens store datter på 15 år, Andrea, som er rigtig sød. Men det kunne dog formilde barnet, at vi kunne se disse mennesker igen hjemme i Esbjerg inden længe!
Vi tog det stille og roligt lørdag. Lagde vejen forbi en fiske pier, hvor vi så flere flotte fisk. Både i og uden for vandet.
Bagefter skulle vi i en bestemt is-butik, Kilwins, som vi havde fået anbefalet. Og det ikke uden grund.
Vi fik alle kun en enkelt kugle, men måtte resignere inden bunden af vaflen! Men vaflen var også dobbelt, dyppet i chokolade og rullet i M&Ms! Et måltid i sig selv. Vi lod det være vores frokost. Ved siden af is-butikken, besøgte vi en hunde-butik. Ja, man tænker, at hunde køber man da på en kennel, men næh nej. Man køber da sin bling bling hund i Diamonds and Doggies! Denne hvalpebutik havde montre med små hvalpe i forskellige racer– nogle af dem i vinduet til skue i børnehøjde – mens andre var i montre langs væggen blandt alt det fine tøj, man kunne få til dem. Kjoler, jakker, smykker, kurve og skåle alt med eller uden ”diamanter”! Der var bagest i butikken to små aflukker med ”legeområder”, hvor man kunne låne en hvalp med ned og lege og se, om det lige var den hvalp, man skulle have med hjem den dag. Højest besynderligt koncept. Men der var gang i butikken.
Efter hundeshowet kørte vi sydpå. Forbi The Everglades på vores højre hånd, hvor vi kørte lige ved siden af sumpområdet med alle alligatorerne. Og jeg tror faktisk, at Laura og jeg så snuden af en enkelt, mens vi kørte forbi.
Vi kørte på Overseas Highway, som er det kæmpe stykke ingeniørværk, der udgør én lang høj highway lige fra sydspidsen af Florida og helt ud til den yderste af de mere end 400 små øer, der udgør The Keys. Den første og største af øerne er Key Largo. Og her bor vi nu. På Marriott Key Largo Bay Resort. Adressen er 103.800 Overseas Highway – så jeg tænker, at de tæller fra den anden ende!
Her er simpelthen bare skønt. Palmer overalt. Og en fin strand hvor man kan snorkle lidt omkring. Og så selvfølgelig poolen.
Da vi spiste frokost ved poolen i dag, fik vi besøg af en leguan på over 1 meter. Den stod bare lige pludseligt bag min stol. Den tog det meget roligt. Så vi andre prøvede at gøre det samme. Jeg tror, den er vant til at omgås badegæster. Tjeneren fortalte, at den godt kan lide grøntsager, så hurtigt fik Alberte konverteret den salat, der skulle have været i hendes burger, til leguan-føde. Og den fik også den halve drueagurk, der lå som pynt. Det tog den lidt tid at sluge den, men ned kom den. Og til dessert: 10-15 kirsebær, som vi tog stenene ud af. Det var lige en lille stemning af wild life over frokosten dér.
Men vi tænkte, at vi ville benytte chancen til at gøre noget af det specielle, som man kun kan gøre få steder i USA – nemlig at svømme med delfiner.
Så Laura og jeg fik i dag den helt uovertrufne oplevelse: at få en svømmetur med to delfiner i Dolphins Cove med Elvis og Alfonz. Lige 2 herrer for os!
Først fik vi en længere lektion om delfiner generelt og sidenhen om hvordan man forholder sig i vandet og laver de forskellige øvelser.
Og det var stort. Vi fik aet dem på maven og på ryggen, fik kys af dem, blev trukket gennem vandet med en arm på hver af deres rygfinner og blev skudt igennem vandet som Superman med deres snuder under fødderne! Det var ubeskriveligt stort. Men varede alt, alt for kort.
Vi kan dog glæde os over at komme tilbage igen i morgen, hvor det er Lars og Albertes tur til at sige goddag til de søde dyr. Alberte var desværre ikke stor nok til at svømme med dem, men må i stedet komme ned og stå på en platform i vandet sammen med Lars, hvor de også skal lave kunstner sammen med delfinerne.
Aftnen blev også sluttet dejligt af med mad på hotellets restaurant med udsigt til solnedgang. Det her er bare livet. Tænk, at der kun er en uge tilbage. Vi prøver at nyde hvert minut.
Glæder os til at fortælle jer om Sputnik og ”dellefinerne”.
____________________
1.august.
Uha – august. Så lakker det mod enden. Det er slet ikke til at fatte, at vi snart skal hjem igen. Tænker vi tilbage, har der dog været så utroligt mange oplevelser, at vi godt kan forstå, at der allerede er gået en rum tid. Men vi elsker at være her! Selv Alberte, som jo har haft for vane at have ondt i maven, hver gang, vi skule videre til næste destination, sagde i dag, at hun ville ønske, vi skulle være her i 11 uger!
Nå, men der er stadig 5 dage endnu, som vi skal huske at nyde i fulde drag.
De sidste par dage har nu altså også været spændende!
I mandags var det jo Alberte og Lars’s tur til nærkontakt med delle-finerne. De var ude og stå på en platform på en meters vand, hvor delfinerne kom hen til dem. De fik også hele turen med delfin-kys, mave-gnubberi, håndtryk og flotte kunster. Alberte var dog en smule skræmt af dyrenes størrelse, men fik alligevel en rigtig god og mindeværdig oplevelse. Og en delfin-bamse med hjem.
Tirsdag morgen fik Laura og jeg endnu en kæmpe naturoplevelse. Vi havde booket en snorkle-tur med en båd ud til Nordamerikas eneste levende koralrev, som vokser ud for Key Largo. Vi stod tidlig op og tog båden ud kl. 7.30 pakket med masser af væske, snacks, snorkel, maske og finner. Der var også en hel del dykkere med båden. Det er et meget yndet dykker-område.
Vi sejlede ca. 45 minutter, hvorefter der blev kastet anker – dvs, der blev fanget en line på bunden, for man passer rigtig godt på revet og intet må røre bunden. Vi fik en del restriktioner om ikke at røre noget, passe på, at svømmefødderne ikke ramte noget og hvis man trådte på revet, var det op i båden resten af dagen!
Men da vi først plumpede i baljen, kunne vi jo godt forstå, hvorfor det er så vigtigt at bevare noget så smukt. Det er en hel unik verden under havet. De ligner en bregneskov i farver krydret med keramiske figurer med labyrinter på overfladen og deriblandt en vrimmel af farverige og forskelligformede fisk. Og blæksprutter.
Nogle steder med 10 meter til bunden, andre steder på kun få meter vand. Vi havde 50 minutters dyk på den første destination, Key Largo Dry Rocks, hvor vi bl.a. snorklede hen til ”Chist of the Abyss”, som er en bronzestatue af Jesus, som står plantet på 25 fods vand. Den er skænket af den italienske dykker Egidi Cressi til John Pennekamp Coral Reef State Park, som revet hedder. Laura synes, det var meget underholdende at se de mange fisk, der nippede til Jesus.
Bagefter sejlede vi en smule længere ud for atter at have et 50 minutters dyk ved den del af revet der hedder North North Dry Rocks (jep – 2 x North, meget opfindsomt). Det var selv samme smukke oplevelse – dog uden Jesus. Som statue i hvert fald.
Vel hjemme igen blev vi modtaget ved anløbet til hotellet af Lars og Alberte, der havde været i pølen og sidenhen pakket hotelværelset sammen. Det var tid til at rykke endnu længere sydpå til Key West. En hurtig ferskvandsskylning og så af sted.
Det ar en smuk tur ud over de mange øer med de sjove navne. Grassy Key, Little Torch Key, Big Torch Key, Marathon, Islamorada og Bahia Honda. Sidstnævnte med total bounty-agtige strande, hvor vi blev nødt til at gøre holdt og gå i vandet. Vi var jo næsten blevet tørre!
Sandet var hvidt og så fint som mel, hvilket gjorde vandet helt turkis. Det var som Tjæreborgs sommer-katalog! Også her er stranden en Nationalpark, hvilket betyder, at man ikke må samle konkylierne op eller tage noget med hjem fra stranden. Og at det koster en halv arm at parkere der. Vi så dog en familie, som fyldte vandflasker med det fine sand. Men de skal nok næppe flyve hjem med det i bagagen.
Alberte smuglede dog verdens mindste konkylie med op i bilen. I må bare ikke sige det til nogen!
Oppe ved bilen kom hun med endnu et guldkorn. En meget ihærdig flue blev ved med at sværme omkring Lars og Alberte mente, at det var fordi fluen troede, han var chokolade.
Og da den så satte sig på hendes moder, kom det prompte ”Det er fordi den tror, du er hvid chokolade, mor!” Tak, Sputnik!
Vi kom til Key West sidst på dagen, hvor vi nu bor på et Hilton-hotel lidt uden for selve byen, hvor der er et par andre danske familier. Pigerne synes, det er dejligt at være i poolen med ligesindede! Og vi nyder at kunne få læst et par dameblade og et Bo Bedre, vi har arvet fra fam. Holm. De første dameblade er allerede givet videre til en anden dansk familie. Godt med genbrug.
Vi tog i går aftes ind til downtown Key West. Det er en rigtig hyggelig og ”laid back” by. Masser af små træhuse med terrasser foran, små cigar-shops på gadehjørnerne og margaritabarer for hver 50 meter. Der render høns rundt i gaderne og det er i det hele taget meget afslappet stemning. Men der er også meget turistet. For meget, hvis man spørger de lokale. Men det giver jo omsætning det hele.
Vi spiste i går aftes på en herlig restaurant, Blue Heaven, hvor Ernest Hemingway i 1930’erne dømte boksekampe i gården, hvor også restauranten lå. Der var ikke to borde, der var ens og menuen var udsøgt. Jeg fik ”Yellowtail Snapper”. Den bedste, jeg nogensinde har fået. Men vist også den første. Og så tror jeg faktisk, at det var én af de fisk, vi hilste på ude på revet. Sjovt nok.
I dag, onsdag, har vi haft en slapperdag i poolen og i eftermiddag tog vi shuttle-bussen down town for at gå på den allersydligste del af USA, nemlig ”Southernmost Point” som markeres af en kæmpe milepæl med inskriptionen ”90 miles to Cuba”. Der måtte vi så stå i kø for et billede – det er et ægte turiststed. Og som én af de forbipasserende sightseeing-guider nævnte – der er 90 miles til Cuba, men 127 miles til den nærmeste Walmart!
Alle ting omkring dette sted, reklamere med ”Southernmost…”. Dvs vi så Southernmost House, Southermost Hotel, Southernmost Beach, Southernmost Café, Southernmost Tattoo osv.
Efter at have været allermest sydpå, skridtede vi i varmen tilbage til Duval Street, som er hovedgaden i Key West og dér, hvor alle restauranterne, butikkerne, havanna-cigarerne og barerne ligger side om side med turistbutikkerne, der sælger alle tænkelige stykker tøj med Key West print.
Vi sluttede af med Sunset Celebration, som er et tilløbsstykke hver eneste aften. Man fejrer solnedgangen på havnefronten med gøglere , kunstnere og masser af skibe, der passerer forbi lige ved solnedgang. Det var en god afslutning på endnu en dejlig dag. Sydpå.
Søndag den 5.august.
Så sidder vi flyveren i Miami. Letter om en halv time. Kursen mod Paris. For første gang i 2 mdr. nu med lukkede sko og lange bukser. Ubehageligt!
Det er helt uvirkeligt, at vi er på vej hjem igen. Tiden er fløjet af sted, men det er skønt at tænke tilbage på de 100-vis af forskellige oplevelser, vi har haft.
De sidste par dage, har vi ”gjort” Miami. Vi slappede af i torsdags ved pølen sammen med en dansk familie med 3 piger, den mindste på pigernes alder. Aftenen blev brugt inde i Key West i små butikker. Mest af alt dem med aircondition! Key West har været varm, men heldigvis ikke med den mængde af myg, som vi var blevet advaret om. Myggene dernede er nemlig inficerede med Dengue Feber-virus, men vi er sluppet nådigt alle sammen. Stille alive and no fever!
Fredag pakkede vi sammen og kørte i vores skønne bil mod Miami. Jeg kommer sådan til at savne bilen. På vejen til Miami kørte vi ind i et voldsomt tordenvejr. Vi kunne se fronten og kunne nærmest tælle ned til det tidspunkt, hvor den ville ramme os. Det startede med et skrald og så stod himmel og hav i ét. Vi har det på video. Det er helt specielt for Florida, som et uvejr pludselig kan komme. Men det forsvinder heldigvis ligeså hurtigt igen.
Da vi kom ud til Miami Beach – en større ø ud for Miami’s kyst – pakkede vi ud og gik en tur langs stranden. Den er helt turkisblå og meget smuk. Der er en boardwalk langs det meste af stranden, som vi tog et stykke ned sydpå til fods og besluttede, da maverne knurrede, at vende gå til højre og lede efter en restaurant. Det første, der mødte os, var en lille eksklusiv indonesisk restaurant med netop et bord tilbage. Det var ikke noget dårligt valg. Vi fik smagt retter, som vi aldrig havde prøvet før. Indonesisk kan anbefales. I modsætning til så megen anden asiatisk mad, er det hverken pakket ind i butterdej eller friturestegt, men godt krydret, dampet og kogt til perfektion. Pigerne blev serviceret med tegnegrejer og klistermærker, så vi fik alle en dejlig afslutning på dagen. Nu med klistermærker.
Lørdag var endnu en varm dag, så de første par timer blev tilbragt ved stranden og i poolen. Herefter tog vi mod til os og tog tøj på. Det kræver sit at trække i tøjet – om end ikke så meget – når temperaturen rammer de 35. Vi tog en bus ned til Miami Beach’s sydspids, South Beach. Og tog et kig over på Fisher Island med sin egen lille færgehavn og færgeselskab. Mogens Amdi Petersens flyverskjul. Her kan man kun komme over, hvis man kan fremvise bevis på, at man har en adresse på øen, har invitation fra en beboer eller er medlem af den meget fashionable Beach Club på øen med 9 hullers golfbane. Der er dog en bagdør til øen. Hvis man vel at mærke har penge nok. Så kan man bestille et hotelværelse på Fisher Island Hotel & Resort og få lov at nyde det glamourøse liv på øen for en kort bemærkning. Påfaldende, at et så isoleret samfund ligger blot et stenkast fra normal civilisation.
Vi vandrede i varmen nordpå til Ocean Drive, som er den gade, der vækkes til live, når solen går ned. Men der var nu masser af liv, mens vi var der! Folk på rulleskøjter, cykler og skateboards langs boardwalken, andre med KÆMPEdrinks på de mange udeserveringer i hotellernes lounges.
Ocean Drive udemærker sig også ved de mange flotte Art Deco-bygninger holdt i hvidt med et lille strejf af pastel og neonskilte. Lige som man husker det fra Miami Vice.
Vi lagede vejen ind forbi en ægte cubaner, som sad i sin lille cigarbutik og håndrullede cigarer. En sjældent håndværk, som han mestrede til fulde. Meget imponerende håndelag og fine teknikker med kun nogle ganske få stykker værktøj.
Som om vi ikke havde shoppet nok, så var der et indestængt behov - hos nogle af os i hvert fald- for lige at brænde de sidste dollars af (det kan man jo altid påstå, når man har et kreditkort, ik’?), så pigerne fik købt sig nogle fine sko for egne penge og mor fik nye kjoler og solbriller!
Vel hjemme på hotellet fik vi pakket en taske til Salvations Army. Der var så mange ting, som vi ikke ville/kunne tage med hjem, men som stadig kunne havde masser af værdi. Tøj, sko og alt vores ”lave mad-udstyr”.
I dag ville vi køre forbi en Frelsens Hær, som lå på vejen til lufthavnen. Vejen derud var tydeligvis bagsiden af Miami, som befolkes primært af mørklødede mennesker. Mange små og faldefærdige huse lige under highway’en. Vi var på en McDonald’s og få lidt frokost og var de eneste hvide mennesker i restauranten. Inklusiv alt personalet. Men 65% af befolkningen i Miami har spansk/portugisisk eller andet ”hispanic”-sprog som første sprog.
Kort tid efter skulle vores bil afleveres. Snøft. Det har været 3 skønne uger - jeg er ked af at skulle indrømme det – i en Ford. Heldigvis lå det enorme ”Car Rental Center” på 3 etager med adgang til lufthavnstoget, så vi kunne læsse bagagen ud på en trolley og køre med lufthavnstoget direkte ud til terminalen.
Og nu sidder vi her. I flyet. Mættede med indtryk og bagagen fuld af så meget andet end materielle goder. Kæmpe naturoplevelser, nye venskaber, flotte byer og bygninger, anderledes mad, små finurligheder, som bringer smil frem på læben, mennesker i nød, som giver stof til eftertanke, men mest af alt 10 uger i hinandens nærvær. Det kan ikke beskrives, hvor dejligt det er at kunne hellige sig det, man holder mest af. Sin familie.
Ser frem til at se jer alle derhjemme om få timer. Varme hilsener fra os alle 4.