Indtagelsen af Jylland
I 1533 stod Danmark uden konge og Hertug Christian, af Slesvig-Holsten havde et ønske om at blive den nye konge i Danmark. Men på daværende tidspunkt var Danmark delt op i len, hvori hver greve havde en interesse i, at forholde Danmark uden konge, og derved give sig selv frie tøjler. Hertug Christian finansierede en hær, anført af den holstenske adelismand, Johan Rantzau. Københavnerne, Malmø - støttet af Lübeckerne, ønskede Christian d. 2 som ny konge, og med Grev Christoffer som hærleder stod de stærkt i det nordlige Jylland, på Fyn og Sjælland , hvor de havde mange bønder og borgere med sig. Hertug Christian lod sig 1534 kongekrone i Jylland. Johan Rantzau førte en hær mod det nordlige Jylland, dette blev bl.a. til slaget mod skipper Clement, december 1534, hvor Rantzau vandt og straffede de oprørske bønder og borgere. Rantzaus hovedflåde var samlet i Ebeltoft og modparten regnede med at næste mål var Sjælland.
(Se mere på www.danmarkshistorien.dk)
Landgang ved Helnæs
Grev Christoffer og Christian d. 2 forventede som nævnt, at Rantzau ville udnytte den store flåde i Ebeltoft til at sejle direkte til København og Sjælland, men Rantzau valgte en helt anden løsning. For en af dagene d. 16-18 marts gik Rantzau i land ved Helnæs på Fyn, med 2500 mænd og 300 ryttere. Styrken nåede akkurat i land inden de blev angrebet af Grevens skibe. Rantzaus umiddelbare mål var at kontrollere Lillebælt, og derfor marcherede hans hær mod Middelfart.
Slaget ved Faurskov
Rantzaus hær havde et utroligt tempo set med datidens øjne, og hans hær var hurtigt i nærheden af Grevens styrker ved Middelfart. Christoffers hærstyrke valgte Brende Å Ved Faurskov som kampplads. Den 20 marts 1535 mødtes de 2 hære i det skulle udvikle sig til et blodbad. Grev Christoffersen havde undervurderet Rantzaus hærs styrke og brugte de lokale bønder som afledning, så de kunne trække sig tilbage til Assens. Bønderne blev mejet ned af Rantzaus professionelle hær. Som Christian d.3 selv skriver efter i et formaningsbrev til Næstveds borgere:” Der de blev en værre hob af slagne, for den bod vi giver dem at svare for skade, last, fordærv og kristen blodsudgydelse, for den almægtige guds strenge ret som er årsagen dertil”. Christian d.3 skriver ligelees at Grev Christoffer efterlod bønderne til døden ved Faurskov hvor mere end 2000 bønder døde. Antallet kan være overdrevet, ligesom kongen naturligvis har en fordel i at fremstille Grevens parti ufordelagtigt.
Belejring af Assens og slaget ved Øksnebjerg
Efter dette marcherede Rantzau mod Assens, og belejrede Assens i skoven ved Barløse d 22 marts. Belejringen var dog ikke en succes pga. Assens placering ved havet, hvorved Grevens hær havde understøttelse af skibe. Rantzau forsøgte mindst 2 gange at storme Assens. Anden gang var d. 16. april, men her lykkedes det ikke. Disse to forsøg havde kostet Rantzau 500 mand. Rantzau trækker sig lidt tilbage, og bruger derefter mere energi på at indtage Odense, hvilket i det mindste midlertidigt lykkes,. Men Rantzau trak sig ud af Odense for at mobilisere sin styrke ved Barløse. Efter tilbagetoget fra Odense støder grev Albrect til fra Svendborg, som støtte til grev Christoffer. Odense straffes med plyndringer for at have gået på Rantzaus side. D. 11. juni klokken seks mødtes Rantzau og Grev Christoffer i det afgørende slag ved Øksnebjerg. Rantzau havde sat ild til sin lejr for at vildlede modparten. Grevens hær havde den fordel, at de stod på toppen af en bakke mens Rantzau stod for foden. Grevens hær begik den fejl at storme ned ad hødedraget og Rantzau trak kanonerne frem som gjorde et kæmpe indhug i Grevens hær. Dette gjorde udfaldet, Rantzau vandt slaget, og derefter overtog han resten af Fyn. Efter Rantzau havde vundet slaget ved Øksnebjerg, flygtede folkene fra Assens i både, da Rantzaus hær plyndrede hele byen.
Kilder
Ovenstående tekst er forfattet ud fra forskellige uddrag og kilder. Vi har primært brugt Paludan Müller, en historiker, der i 1853 beskæftigede sig med grevens fejde ved hjælp af moderne historiskmetode. Allerede 1813 forfattede Vedel Simonsen, godsejeren på vestfynske Elvedgård, en beretning om begivenhederne i området under Grevens Fejde. Beretningen støtter sig på mundtlige overleveringer fra egnen som således først er nedskrevet næsten trehundrede år efter begivenhederne. Disse beretninger har Paludan Müller set kritisk på, da der ikke var tale om førstehåndsberetninger. Han har sammenholdt Vedel Simonsens tekst med samtidens kilder. Særligt to kilder har vi inddraget i vores arbejde med fremstillingerne. Den ene er et brev fra Johan Rantzau til Christian d. 3. Dette brev omhandler slaget ved Øksnebjerg og hvor Rantzau melder sin sejre tilbage til Christian d. 3. Den anden er et brev fra Christian d. 3 til borgere i Næstved. Dette brev omhandler nedslagtningen af bønder ved slaget ved Fauerskov. I dette opfordrer Christian d. 3 borgerne i Næstved til at give op, for ellers vil det samme ske for dem, som skete for bønderne ved Fauerskov.