Hvad er en blodprøve? Der findes mange forskellige ting, som der kan testes for i en blodprøve. Hvad der testes for i den enkelte blodprøve afhænger af hestens kliniske symptomer og desuden hvad dyrlæge og ejer ellers mener kan være relevant. Der findes ikke en blodprøve, som tester alle ting, og tingene der testes for skal derfor udvælges specifikt. Hesten skal som oftes stå stille i minimum to timer før blodprøven tages.
Standard blodprøve I Hørsholm Hestepraksis har vi en standard blodprøve, som bruges til screening af din hest samt til diagnosticering af specifikke sygdomme. I blodprøven testes for: Nyreslag: Når din hest får et nyreslag, vil der være en øget forekomst af nogle specifikke muskelenzymer i blodet. En blodprøve kan derfor være med til at stille diagnosen nyreslag samt give en idé om prognosen/tidshorisont. Det kan nogle gange være en fordel at vente en dags tid med at tage blodprøven, da der på dette tidspunkt vil være en mindre risiko for, at værdierne ændrer sig yderligere. Leverskade: Hvis din hest får en forgiftning, vil dette ofte afspejles i et leverspecifikt enzym som forkortes GGT. En forgiftning kan i de værste tilfælde give sig udslag i svære neurolgiske symptomer, men andre gange vil du bare føle at din hest er mere "sløv" end normalt. Har din hest en forhøjet GGT-værdi, sender vi sommetider blodprøven videre til Tyskland for at få nogle ekstra leverværdier, som kan sige mere om prognosen. Andre gange kan det være en mulighed at scanne eller tage biopsi af leveren. Røde blodlegemer: De røde blodlegemer består bl.a. af jern og er med til at transportere ilt rundt i kroppen. Har hesten for få røde blodlegemer bliver der ikke transporteret ilt nok rundt i kroppen. Dette kan resultere i, at du synes din hest virker sløvere end normalt. Har din hest for få røde blodlegemer kan den få et jerntilskud og der kan så tages en kontrolblodprøve efter ca. en måned. Hvide blodlegemer: De hvide blodlegemer er en del af kroppens imumforsvar. Har din hest en bakteriel infektion vil der ofte være en øget mængde af hvide blodlegemer, da de er med til at bekæmpe denne infektion. Har din hest haft en virusinfektion vil den have færre hvide blodlegemer end normalt. Dette kan vise sig klinisk ved, at hesten føles sløv.
Udvidede blodprøver Udvidede blodprøver er mere specifikke. Her vil ejeren eller dyrlægen oftest have en mistanke om en speciel sygdom. Dette kan fx. være sukkersyge, Cushing eller Borrelia. Desuden kan det i en udviddet blodprøve ses, om din hest får for få mineraler. Disse blodprøver bliver sendt til et laboratorie i Tyskland og en sådan skal derfor aftales specifikt i det enkelte tilfælde.
|