Klinik / Halthedsundersøgelse

Halthedsundersøgelse

I Hørsholm Hestepraksis ved vi, hvor svært og fagligt krævende det er, at lave en halthedsundersøgelse. Vi prøver aldrig at springe over hvor gærdet er lavest, men istedet altid at lave det mest optimale for dig og din hest. Dette kan være en tidskrævende procedure, men vigtigheden af at finde den rigtige diagnose må ikke undervurderes. Den rigtige diagnose er essentiel for at kunne lave den rigtige behandling.

Indledende undersøgelse

En halthedsundersøgelse kan være tidskrævende. Da hesten af gode grunde ikke kan sige hvor det gør ondt, bliver vi nødt til at teste det på andre måder. Ved en halthedsundersøgelse er det vigtigt, at man både bruger øjne og hænder. En grundig undersøgelse starter ofte med palpation af det pågældende ben. Dette kan give værdifuld viden om hævelser og ømme områder. Herefter ses hesten ofte trave på en lige linie, i longe på hårdt og blødt underlag eller begge dele. Bøjeprøver kan også hjælpe til, at komme det ømme punkt nærmere.
 

Blokader 

Behandling med IRAP i hovleddet.
Den mest effektive måde, at "spørge" hesten hvor den har ondt, er ved at lægge blokader. At lægge en blokade betyder, at der sprøjtes noget bedøvende medicin direkte i led eller omkring nerver under huden. Dette gør, at et specifikt område bedøves. For at vente på blokadens effekt, skal hesten ofte stå 5-10 minutter, før det testes, om den er rengående. Bliver hesten rengående efter blokaden, er det ømme område lokaliseret. Bliver den ikke rengående bedøeves en ny struktur/område. Da man bliver nødt til at bedøve et enkelt område af gangen kan en halthedsundersøgelse ofte tage flere timer og nogle gange kan det være nødvendigt at fortsætte dagen efter.
 

Diagnosen

En halthedsundersøgelse slutter ofte med, at der ultralydsscannes eller tages røntgenbilleder af det diagnosticerede område. Dette er for at sikre den mest præcise diagnose, da dette er vigtigt for, at vi sammen kan lægge en plan for behandling og det videre genoptræningsforløb.
 

Behandling

 
Dette afhænger som ovennævnt meget af diagnosen. Nogle gange vil behandlingen være konservativ og andre gange bruges der medicin, irap, shock wave osv. Det vil afhænge af den enkelte hest, det enkelte problem og hvad vi i samråd bliver enige om.
Hørsholm Hestepraksis | Kongevejen 124d, 3480 Fredensborg - Danmark | Tlf.: +45 48280094 | info@hestepraksis.com