En hovbyld kan komme meget akut og din hest kan blive så øm, at det ser ud som om, at den har brækket benet. Årsager til hovbylder kan være mange og ofte vil man ikke finde årsagen. Får din hest gentagne gange hovbylder, skal du nævne det for dyrlægen.
Symptomer
Normalt ligger hestens temperatur fra ca. 37,5ºC til 38,0ºC. Har hesten en hovbyld vil temperaturen i nogle tilfælde stige en lille smule. Der kan desuden være hævelser omkring koden og op langs piben, som følge af infektionen i hoven. Selve hævelsen er ofte blodkaret som fylder mere pga. øget blodtilførsel. Grundet det øgede blodflow vil der ofte også være forøget puls, men der skal selvfølgelig altid være lidt puls...
Diagnosen
Den bedste måde at stille diagnosen er ved at visitere hestens hov (trykke på hoven med en tang), hvilket giver en indikation om, hvor hovbylden sidder. Nogle gange sker det også, at hovbylden kommer ud oppe i kronranden. Er dette tilfældet kan diagnosen være en del sværre at stille, da hesten ikke nødvendigvis er visiteringsøm, men istedet kan være øm i kronranden. Her kan det være relevant at lægge en diagnostisk lokalbedøvelse, for at være 100% sikker på det er hoven, som gør ondt.
Behandling af hovbyld
Når området med bylden er fundet vil dyrlægen skære noget horn væk, så betændelsen kan løbe ud.
Efterfølgende skal hoven i varmt sæbebad og der lægges en våd og varm forbinding på hoven. Dette gøres 1-2 gange om dagen til hovbylden er væk. Se omkring forbinding længere nede.
Sæbebad og forbindinger hjælper til at trække hovbylden ud. Når hovbylden er væk kan det være en fordel at have en tør forbinding på en dag eller to, så der ikke kommer skidt op i hullet.
Kommer hovbylden ud i kronranden, vil det ofte give et længere forløb end en "almindelig" hovbyld.
Antibiotika
Det er yderst sjældent, at vi bruger antibiotika til hovbylder, da dette kan forsinke processen med at få tømt bylden. Det er i stedet for vigtigt, at du sørger for, at din hest er stivkrampevaccineret, da den ellers i sjældne tilfælde kan få stivkrampe. De fleste heste vil være stivkrampevaccineret i forbindelse med vaccination mod influenza.
Bandagen
Der kan være mange måder at lave bandagen på. Du kan med fordel bruge
animalintex. Et stykke animalintex klippes af, så det dækker et større område end der hvor hovbylden er skåret ud. Animalintex lægges i så varmt vand, som du kan have dine fingre i og gennemblødes. Herefter vrides det op. Den side uden plastic lægges mod hoven. Du kan med fordel lægge en tynd husholdningsskraldepose rundt om for at holde på det resterende vand, så det ikke gennembløder bandagen. Animalintex og plasticpose fastgøres med
vetflex. For at styrke bandagen yderligere kan du bruge gaffatape oven på vetflex. Gaffatapen skal dog helst ikke op over pelsen, da det danner meget varme og gør huden fugtig. Der findes også en masse forskellige typer boots, som kan hjælpe til at holde forbinden på plads. Vi sælger disse på klinikken.