Når en hest kommer til operation er det vigtigt, at vi har en grundlæggende information om hest og ejer. Som ejer vil du derfor skulle udfylde en operationsjournal når du indlægger din hest til operation. Ankommer hesten uden for klinikkens åbningstid, vil der være en operationsjournal foran boksen. Vi vil også meget gerne se passet, så vi kan tjekke, at hesten er udelukket fra konsum.
Alle heste som skal opereres på klinikken skal være fastede. Dette betyder, at de må blive fodret almindeligt ca. kl 18 aftenen før og derefter må de kun få vand. Når de kommer til klinikken skal de stilles i en fasteboks.
Når hesten kommer til operation på klinikken skal den komme uden sko. Dette sker af sikkerhedsmæssige hensyn til hesten såvel som personale. Det er også vigtigt at hesten er striglet og rengjort, da den skal ind i en steril operationsstue og for at undgå infektion i forbindelse med operationen.
|