Ayam Cemani

Oprindelse

Ayam Cemani Stammer fra Java i Indonesien som en variant af den lokale hønserace Ayam Kedu. Blev i 1998 indført til Holland hvorfra den siden er hentet til Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, England og senest USA og Danmark m.fl. Den er både i hjemlandet og i resten af verden endnu forholdsvis sjælden. Den javanesiske opdrætter Mr.Tjokromihardjo begyndte i 1920 at udvikle den type man har i dag. Er først begyndt at dukke op i Danmark i 2014, selvom racen Svensk Sorthøne minder meget om den og menes at stamme fra Ayam Cemani-lignende høns indført til Sverige for nogen hundrede år siden. Svensk Sorthøne er på verdensplan sjældnere end Ayam Cemani, men er i Danmark relativ nem at få fat i.


Særlige egenskaber

Ayam Cemani er kendetegnet ved at være sort fra yderst til inderst. Ikke bare fjerdragten er sort men både hud, muskler, indre organer og selv dens knogler er meget mørkt pigmenterede. Dens blod hævdes nogen steder også at være sort ligesom den påstås at lægge sorte æg men intet af dette er dog sandt. Æggene er næsten hvide mens blodet godt kan være lidt mørkere rødt end hos andre høns.

Ayam Cemani er ikke nogen stor æglægger. Den lægger 60-80 æg om året fordelt på 3-4 kuld på 20-30 æg. Her minder den altså mere om den vilde Bankivahøne, alle tamhøns stamform, end om andre tamhønseracer.

I Indonesien har man set Ayam Cemani som en fugl med ekstraordinære egenskaber. Den har været brugt ved ofringer og som naturmedicin mod forskellige sygdomme. Jo mørkere kød og knogler, jo større virkning skulle den bevirke.


Rugning

Ruger ikke.


Farver

sort



Type: Let

Vægt høne: ca 1,2 kg

Vægt hane: ca 1,8

Æg: ca 45 g, cremefarvede

Antal æg om året: 60 – 80
Horsens og Omegns fjerkræklub | Skovgården, Vandværksvej 32, 8700 Horsens  | Tlf.: +45 27900549