Ja, lørdag den 26. august 2017 på Roskilde Racing Center (Heden) var rammen på ASK-Hedelands 2. klubløb i rigtigt godt vejr, strålende sol, varme og 83 deltagere!
Der var inddeling i 5 grupper: (deltagerantal i parentes)
1. Cadett Mini (12 deltagere), Cadett Junior (9), Rotax Mini
2. Mix Junior, Rotax Junior (10), øvrige junior (8)
3. Mix Senior + XL Rotax Senior + XL (2), øvrige senior (12),
4. DASU KZ + XL (13), OK (3)
5. Rotax DD2 + XL (14)
Denne deling af KZ og DD2 var meget kærkommen både fra KZ’ere og fra DD2’ere. Med så mange deltagere i de klasser var det fra løbsledelsen en naturlig adskillelse. Da disse to klasser kørte sammen var der ofte meget generende overhalinger mellem de to forskellige karttyper. Tak for denne adskillelse.
Som sædvanen tro var der op til løbet stor mangel på officials. Men det lykkedes heldigvis, med hjælp fra andre klubbers officials, at få et tilstrækkeligt antal officials til på forsvarlig måde at få afviklet denne klubmesterskabsafdeling. Dette skal betragtes som et OPRÅB til dig som gerne vil hjælpe både med at afvikle løb og træninger. Lad os høre fra dig!
Jeg overværede forskellige heats af de 3 som hver inddeling kørte. Det tredje heat er Finalen. Men i MIX Juniors første heat så jeg en flot dobbelt overhaling, udført med perfektion af 55 Tobias Kirkegaard.
I MIX Senior’s første heat havde 41 Daniel Rasmus Jensen og 15 Victor Faber Klausen nogle fine dyster. Daniel fik et forspring som Victor minimerede indtil Daniel fik noget mere fart i karten og rykkede. Der skete ikke meget mere før finalen. Her havde Victor trukket det længste strå (fået mest fart i karten), så han kom i mål 2 sekunder foran Daniel. Lui Mortensen 73 besatte 3. pladsen med bravour, foran bl.a. Jens-Åge , Rune og Carl. Og som Carl sagde til mig: Det er ingen fornærmelse at blive sat med så unge og fremadstormende drenge. - Det var noget i den retning han mente … i hvert fald…- så vidt jeg husker!
OK - Ohne Kuplung / Old Karting havde formidable 3 deltagere og skulle starte inden KZ’erne. OK’erne kan jo ikke holde stille.☹ OK-erne Alexander Müller, Mikkel Meyer Hansen og Lasse Karlshøj tog 1.-2.-3. Alexander som vanlig, i flot stil flere sekunder foran.
KZ - her var der både KZ2’ere og almindelige KZ. 2’erne får deres tur den kommende weekend i DSK. Her kunne jeg skrive noget om prøvestart af motorer, men jeg kan notere mig, at den ekvipage der havde flest tekniske og kørerproblemer også var den der oftest (hele tiden) misbrugte de max. 15 sekunders tilladelse til prøvestart. Er det det man kalder nemesis?
DD2 med 14 deltagere var spændende. Første heat lagde ud med at Poleposition-indehaver 22 Allan Koch tog starten, men efter en intens dyst med flere flotte overhalinger måtte Allan afgive pladsen til både 98 Jacob Skallergård og 31 Martin Buch Bertelsen. Lidt længere nede i feltet havde 96 Oliver og 107 Henrik nogle sammenstød.
Andet heat i DD2 her gentager det sig, Allan er først fra start. Jacob bliver dømt tyvstart og får 3 sekunders straf☹ Allan forsvarer sin placering effektivt, men må til slut afgive den. Men præmien for den flotteste defensive kørsel går til Allan. Jacob forsøger ALLE forskellige linjer, men ingen er virkningsfulde. Heatet bliver vundet af Martin foran Allan og 187 Jesper Frandsen som kommer udenom Jacob - denne gang! Disse 4 er 2-3 sekunder foran nr. 5.
Finalen: Denne gang var det Martin der kom bedst fra start foran Jacob og med Allan og Jesper i hælene.
Morten Dolsø med 37 er efter en l a n g pause fra karting kommet i gang igen. Kilde: Peter Lundstrøm. Morten skal vi følge nøje, jf. info givet til mig. 107 Henrik og 99 Flemming havde et kontravers der kostede Flemming 10 strafsekunder! Jeg så det ikke og har derfor ingen mening herom, men det er en faktadom! Martin holder sin position og vinder foran Jacob, Allan, Jesper og Morten Dolsø, efterfulgt af Henrik, Oliver og Henrik Pedersen.
Oliver vinder samtidig XL-klassen foran 228 Jonas Hansen, Morten Gammelby og Jan Grye.
ds