DRMC på RRC

 
Dansk Rotax Max Challenge afdeling 4.

1.-2. Juni 2019 på Roskilde Racing Center.

Arrangør: Rotax og Automobil Sports Klubben Hedeland.

Først lidt status: Det var tørvejr, og lørdag var ikke så varm som søndag.
Et godt arrangement med roser fra flere sider fik vi lavet igen. Vi kan være stolte af vore medofficials.

109 deltagere var mødt frem. Der var plads til flere men over 100 er OK. DD2-klassen brillierede med 42 deltagere. Det er absolut rekord i nyere tid. Vist nok overgået af hedengangne ”Futura-klasse”. Det krævede at der blev opdelt i tre grupper: A, B og C, og kørt kvalifikationsheat, for vi må kun køre 34 karter ad gangen på Heden.

Micro-klassen er som navnet siger med de yngste deltagere. Alderen på racerkørerne er fra 7 til 11 år. Jeg har set mange Cadett Mini og Juniorløb, men Rotax Micro er en hel anden snak. Jeg fulgte løbene som alle meget praktisk afvikles om lørdagen.

Der var nogle spændende starter, hvor micro-kørerne opnåede at vise hvordan man kunne køre 4 igennem det første sving - SAMTIDIGT - og slippe igennem uden problemer.

Jeg var lidt forudindtaget og mente at de måske ikke skulle med til DRMC-løbene, men i dag er jeg overbevist om at det er helt i Rotax´s ånd. Der var ikke de store dueller, for efter få omgange var placeringen næsten afgjort. Jeg oplevede imidlertid en helt fantastisk positiv kontakt mellem far/mekaniker og Micro-racerkører. Jeg henviser til mindst et af mine billeder. Husk jo at billeder siger mere end ord. Helt nøjagtigt ”et billede siger mere end 1000 ord”. Jo Micro-klassen er kommet for at blive, måske med lidt kortere heats😊

Det er helt i orden med mindepokaler til alle - men der laves jo resultatlister, så der burde vel være forskellige præmier hvor fx 1-2-3´erne får graduerede præmier, og de øvrige mindepokaler/plaketter.
Men her er de 3 første: 12 Emil Christensen, 33 Mikkel Sørensen og 22 Sebastian Killerich.

Teknisk Kontrol var på overarbejde. Hvordan spørger du? Jens Åge fandt 6 - jeg skriver seks karter - der manglede den ene mekaniske forbindelse på bremsen. Reglement 6 forlanger at der er to mekaniske forbindelser mellem bremsepedalen og hovedcylinderen. Den kan klares med en wire på mindst 1,8 mm. men at 6 karter manglede denne vigtige detalje er en katastrofe! Flere forklarede endda at de havde deltaget i andre løb hvor man havde godkendt karten!

Mini-klassen kunne blot fremvise 13 deltagere. Her var der tæt race nede i feltet. Søndagens finale blev vundet suverænt af 53 Simon Birch Kristensen foran 43 Mathias Ringgaard og 10 Freya Normann.
Junior-klassen var godt besat med dobbelt så mange nemlig 26 deltagere….. 71 Lukas Petersen endte med at trække det længste strå og tog førstepladsen - tillykke til Lukas og farmand Nikolaj 😊 Andenpladsen blev kørt ind af 62 Oskar Kristensen og treer blev Malte Rosenkilde med 264 på karten.

Der køres konsekvent tæt i Juniorklassen men oftest uden at det er reglementsoverskridende. Det var spændende og med mange fair overhalinger. Der faldt dog nogle enkelte advarsler fra løbsledelsen, men det var OK.

Senior-klassen med 21 deltagere brillierede i 1. indledende heat med en omstart, og 3 sekunders advarsel og en 10 sekunders straf for at skubbe til en anden 101 - sådan går det når der køres tæt og i Rotax Challenge køres der tæt. Der burde være kontrol af numrene på sidekasserne, og der burde ikke være starttilladelse, hvis de ikke var ”let læselige”- der var flere der skulle nægtes start.

I søndagens indledende heat var der også her lidt heftig kørsel som resulterede i flere tidsstraffe på 3 sekunder.
69 Marc H. Simonsen udfører en flot overhaling - nede i feltet, men her er konkurrencen også hård og nogen gange brutal!

I et af søndagens heat var der en slem kollision ved post 7. Der blev bare holdt på og ingen giver sig og oftest er der sgu ikke plads!

Løbet blev stoppet med RØDT flag, som blev afviklet uden komplikationer.
69 Marc H. Simonsen bliver behandlet i ambulancen af lægen og der kommer en anden ambulance som kører ham på hospitalet hvor de beholder ham til kl. 21 for yderligere kontrol.

DD2-klassen havde 43 tilmeldte kørere hvor der dog var afbud fra 1 tilmeldt. Men 42 deltagere er MANGE og krævede naturligvis også opdeling som tidligere anført.

Lørdagens vigtigste for DD2 Master og XL er DRMC finalerne for samme, hvor man kan kvalificere sig til at køre VM. Dvs det er dem med røde tal som master og de med blå tal som XL der kører om pladsen. Her bliver der kørt TÆT men absolut GENTLEMAN-agtigt.

47-33-4-222 var oftest rækkefølgen i både prefinalen og finalen, nemlig Peter Lundstrøm og vor svenske gæst Peter Arp, Jan Andreasen og Allen Koch. Rækefølgen var ikke permanent der blev kæmpet for den enkelte centimeter.
Spændende og tæt race. Der blev kørt stærkt og de lokale måtte oftest tage til takke lidt længere nede i feltet som bestod af 23 Master/XL - ikke så ringe! De bagerste måtte dog lide den tort at modtage det blå flag. (Det har ikke noget med strandkvalitet at gøre.)

Søndagens felt skrumper lidt ind til 28 i alt, da flere Master/XL´er kun deltager i Challenge om turen til VM. Så behøver man også kun at fravælge sin familie om lørdagen og det er jo ikke så ringe.

Nu viser 331 Christian Sørensen sin styrke. Han fortæller mig at han går efter at sætte en banerekord for DD2-klassen. Det lykkedes desværre ikke denne gang. Men der er snart et lukket klubløb, så mød op Christian og vis os hvordan - vi ved at du kan!
Christian fører fra start til mål uden problemer. 47 Peter Lundstrøm har lidt fornøjelse af stærk udfordring fra 4 Jan Andreasen. Peter må dog udgå med motorproblem. Det viser sig senere at det er et ødelagt tændrør. Resultatet i finalen er: 331 Christian Sørensen, 2´ 309 Lasse Andreasen og 3´ Mike Hansen.

47 Peter Lundstrøm springer som sædvanlig en eller to heats over, hvis de ikke har indflydelse på startplaceringen er det jo egentlig smart. På denne måde sparer han på ”det sorte guld” nemlig dækkene, som er essensielt for racing.

Konklusion:
Godt race, godt vejr. En del straffe. Desværre med et par uheld. Men generelt et godt arrangement, som der bagefter er blevet rost fra flere sider, og tak for det.

1066 ord må være nok!
Dennis
Er det tæt kørsel eller tæt kørsel:
  Gruppebillede DD2
 
Hvis du vil have det i en bedre opløsning så send mig blot en mail.
 
Alle billeder fra LØRDAG:
Billeder fra søndagen:
 
Dennis Stochholm  | stochholm@gmail.com