DASU DM for Rotax 2012 og Dansk ROK mesterskab 2012 - 3.afdeling

 
 
 
 

Rok & Rul - eller DASU DM afdeling 3 var denne gang på Korsør Kart Bane i weekenden den 30. juni og 1. juli 2012.

Denne weekend havde meterologerne dømt "sommer", og de fik ret. Det var dejligt vejr og banen var vasket ren og var klar til atter et 2-dages DASU DM på Kørsør Kart Bane, som ligger få hundrede meter fra vandet.

KKK er indenfor en rimelige rækkevidde fra hovedstaden så vi kunne nøjes med at køre hjemmefra ved sekstiden. Jeg havde reserveret plads i god tid, og der var også en god plads til os. Det skal man huske at gøre i Korsør, da det er et begrænset område der er til rådighed.

Vi fik hurtigt stillet telt op, foretaget Licens- og maskinkontrol og var snart klar til de første af tre træninger denne lørdag, og vi fik brug for dem alle!

Første træning gik OK. Johnny kørte sig hurtigt nogenlunde ind på banen, og der var endnu ikke opstået problemer med karten.

Anden træning forsøgte vi med ændret gearing og andre småting. Det gik lidt bedre. I tredje træning foretog vi småjusteringer og check af karten. Efter denne træning opstod problemerne. Der var udsættere på motoren og der var overtryk i kølesystemet. Der var hvidt skum i kølevandet. Ikke bare lidt bobler, men masser af hvidt skum, som om at der var kommet tandpastaskum eller barberskum i vandet. Hvor pokker kom det fra. Der var ingen der havde nogen god idé om problemet, så der var ikke andet end at checke ALT, og jeg mener alt. Vi var endda tæt på at demontere svinghjulet for at checke pakdåsen bagved. Der var ikke nogen der havde det rigtige holdeværktøj til svinghjulet, og det stempelstop der var til rådighed føltes forkert, der skulle alt for meget træk på for at skrue møtrikken af - så det blev opgivet. Vandpumpen og pakninger her blev checket. Plomben blev brudt og topstykket blev afmonteret. Men der var ikke noget at bemærke. Selvfølgelig blev elsystemet også checket.

Tidtagningen måtte køres og der var stadig udsættere, men ikke så mange som før?
Tiderne var som følger: 618 Thomas 31.011, 111 Johnny 31.421, 29 Keld 31.469 og 73 Christian 31.822.

Heraf kan man se at Thomas Weinreich Smith absolut er i en klasse for sig selv; hvilket han også beviste senere. Der er over 4/10 til de næste, som så dog ligger rimelig tæt.

Første indledende heat/kvalifikationsheat: Johnny misser næsten starten, der er stadig udsættere i mellemområdet, den vil ikke tage gassen her. Thomas er bare kørt og jeg mener bare kørt. Han er 10 meter foran allerede på slutningen af første omgang, når de kommer forbi grandstanden (platformen til kørere i pitområdet). Johnny har lang vej foran sig og der er ikke så meget at gøre, det er fast arbejde. En efter en overhales de og han ender på en 2. plads. Kristian er nogle sekunder efter og Keld er atter efter. Efter heatet checkes alt igen men uden noget at bemærke.

Andet indledende heat/kvalifikationsheat: det er ikke en genfortælling af 1. heat. Johnny kommer dog fra start som nummer 2 og kan holde denne plads men Thomas er absolut kørt. Keld Danefred Nielsen kæmper med Jørgen Brandt men Keld må dog nøjes med 4. pladsen. Thomas kører en komfortabel sejr hjem uden at anstrenge sig - flot.

Efter disse indledende heats lørdag, så checkes alt atter og vi kører grublende hjem.

Søndagen starter med en træning kl. 09:30 - det er dejligt, så kan vi sove længe :-)) Der er blot 2 træninger og en prefinale og finale hele dagen. Herimellem er der VENTETID.....
Selvom vi har brug for reparationstid og checktid - så er det alt for meget. Vi kan jo næsten nå at splitte karten i atomer mellem de enkelte træninger/løb. DER RÅBES EFTER ENDAGSLØB - hvis det ikke er tydeligt nok.

Vi låner et batteri af Niels Erik Weinreich Smith (618 Thomas + Mathias 220 RMS). Træningen foretages på gamle dæk - vi må ikke bruge ParcFermé-dæk, det er også OK, for vi mangler så mindre gummi i finalen.

Første træning går egentlig godt, vi mangler hastighed - hvis vi måler mod Thomas, og det gør vi jo. Men hvis der var en Master-opdeling så var Johnny bedst.

Anden træning OK vi prøver også under hele dette forløb karburator men uden succes. Der er også problemer med at starte karten, det viser sig at startknappen er defekt - irriterende men det er jo en garantisag!

Prefinalen: det går godt bortset fra starten. Thomas Weinreich Smith 618 - er blot kørt. Johnny kommer afsted som nummer 3-4 og over målstregen efter første omgang som 3'er efter Jørgen Brandt.
Men vi skulle ikke have lånt Christian Pedersen en karburator, for nu har han fået fart i karten og kommer i mål som nr. 2 foran Johnny. Nu er der lagt op til en spændende:

Finale: Thomas kommer - som sædvanlig - bedst fra start. Herefter Christian 73 (med lånt karburator) som 3'er Keld 29 og herefter Johnny 111. Johnny kæmper sig op foran Keld i 3. omgang den holdes indtil den 16'ende omgang hvor Kristian overhales, desværre tager han 2. pladsen tilbage på næstsidste omgang, og Johnny får ikke svaret igen. Vinder Thomas 618, 2' Christian Pedersen 73 og Johnny Nørgaard 111. Keld Danefred Nielsen 29 vinder XL-klassen foran Andreas Frahm 13 og Morten Gammelby 36.

Utroligt med Morten Gammelby, han deltager i 2 klasser både denne DD2 XL og i Rotax Senior XL. DD2 kørerne venter faktisk på ham for der er ingen pauser mellem de to klasser, flot klaret Morten!

I Rotax Senior var der desværre et grimt uheld som resulterede i at Allan Kronov måtte på hospitalet. De beholdt ham med 5 knækkede ribben og en punkteret lunge. Ikke kritisk med særdeles modbydeligt. Allan er ved godt mod er de meldinger vi har modtaget både fra ham selv via facebook og fra kæresten. Er du på facebook så send ham en hilsen og ønsk ham god bedring.

Hvad skete der: Jeg så det fra ryttergården, og jeg har fået beretning fra det tætteste vidne man kan tænke sig. Allan forsøger en overhaling for enden af langsiden i kampen om andenpladsen. Der er hjul der rammer hinanden og Allan flyver og rammer et traktordæk og flyver videre mellem 2 officials. Det så uhyggeligt ud fra ryttergården. Et traktordæk er tungt så der er store belastninger på karten og Allan. Karten kan ikke repareres - heldigvis kan Allan repareres, og han er jo en barsk dreng så han kommer helt sikkert igen måske i DD2 om nogen tid.
Allan Kronow takker også de reddere/samaritter/lægen som lavede et godt stykke førstehjælp på ham.

Hvad kan vi lære af det: lad os revurdere sikkerheden på banerne. Der er altid noget der kan laves bedre, lad os tænke hvad nu hvis.....!

Præmieoverrækkelsen: som det fremgår af billederne havde DASU stillet op med et par unge ex-kartkørere og mestre som sammen med en studine uddeler præmier og præmiechecks. Se selv galleriet med podiebillederne.

Lidt om Rotax Mini. Emil Dose og Sebastian Hove plejer at have nogle spændende dyster, af og til ikke lige pæne. Men denne gang gode dyster. Emil Dose løb af med sejren efter flot kørsel. Sebastian fik en teknisk fejl: en kædeskærm der var løs... Sådan er motorsport - det er først slut når du får det ternede flag på målstregen. Men flot og velfortjent sejr til Emil.

Rotax Junior: desværre mangler der resultater på MyLaps, men jeg var vidne til nogle spændende races med dyster både foran i feltet og nede i feltet, dejligt det kan lade sig gøre med blot otte deltagere.

Rotax Senior: Mathias Weinreich Smith 220 er ligeså suveræn som storebror Thomas i DD2. Finalen genstartes efter Allan Kronows uheld - og ventetid på ambulancens tilbagekomst fra Sygehuset i Slagelse. Frederik Hove besætter 2. pladsen foran Kristoffer Johansson. Morten Gammelby og Jacob Kienitz har gennem alle heats haft deres personlige dyst i XL, og Jacob trækker det længste strå.

ROK-klasserne: I junior vinder min navnebror Dennis Mathiasen - en flot sejr for hele familien. I Senior kører Kristian Asaa atter r.... ud af bukserne på konkurrenterne, så Simon Kilov og Chris Ellinor Thorsen må nøjes med 2. og 3. pladsen. I SuperRok er Casper Brynnum stadig suveræn. Kim Vallentin er stadig inde i en stime med pokaler og efter hans første pokal på Heden blev det denne gang atter til en sejr.

Afslutningsvis:
Vi har lært en del, men ved stadig ikke nok om gokarten.
Da jeg også er offical: så skal vi tænke mere på sikkerhed, selvom uheldet ikke er sket, lad os tænke i uheld for at forhindre uheld. Det gør man i F1 så hvorfor ikke i kart.

 
ds
Deltagere DD2
Dennis Stochholm  | stochholm@gmail.com