En lille gruppe kurdere demonstrerede på torvet i Holstebro i dag (januar 2016) i mod Tyrkiet.
De stod helt alene ligesom de gør i Syrien i kampen mod IS og i kampen for selvstændighed. Kurderne er de eneste der kæmper på landjorden med soldater mod IS (Islamisk Stat) mens koalitionen mod IS bomber fra luften fra sikker afstand.
Tyrkiet er også med i koalitionen mod IS, men samtidig bomber Tyrkiet kurderne fra luften og hjælper IS i det skjulte. Tyrkiet vil for en hver pris undgå at den kurdiske hær bliver stærk nok til oprette et selvstændigt Kurdistan.
Og resten af verden gør ingenting af frygt for Tyrkiets reaktion og leverer kun de allermest nødvendige forsyninger til den kurdiske hær, deres allierede, i krigen mod IS. Imens kæmper, lider og dør kurderne i krigen mod IS.
Kurderne føler sig alene og svigtet og det var det smertefelt jeg gik ind i, da jeg stod og lyttede til talerne ved demonstrationen. Mit hjerte genkendte deres smerte og i et øjeblik delte jeg den med dem. Og jeg følte mig forbundet med kurderne gennem deres smerte. I det øjeblik var jeg kurder.
Mit hjerte delte deres smerte fra mine egne dybder. Dybder som er kommet fra egen lidelse her på Jorden. Som englemenneske har jeg følt mig svigtet og forladt af Gud og dette er blevet udspillet igennem mange liv og hændelser. Smerten har været ubærlig men ikke længere. Nu kan jeg rumme den og den forbinder mig på dybeste og smukkeste vis med andre med en tilsvarende smerte.
Og hjertet åbner sig villigt for delagtighedens kærlighed og går ind i smertelagets fællesskab.
Mit hjerte udstrømmede kærlighedens toner og ord som sagde:
"I er ikke alene, I er ikke glemt, jeg kender jeres smerte og jeg er med jer lige nu."
Og i det nu var jeg kurder.