Under de fem stjerner i Jyllandsposten: Erik Svendsens anmeldelse af ARIÈL.
En håndfuld roser
N Uventet gribende roman af
Juliane Preisler om en dreng
med frelsende hænder.
Når sandheden skal frem,
må jeg indrømme, at de sidste
par romaner, Juliane
Preisler har begået, har været
udfordrende på den besværlige
måde – excentriske
og stilistisk fortænkte. I
samme åndedrag må jeg sige,
at ”Ariél” er en næsten
udelt fornøjelse. Nærmest
en pageturner, som det
hedder i udlandet, og det til
trods for, at den ikke er udpræget
dramatisk. Til gengæld
har den stemning og
en historie, som kalder på
denne læsers empati, og
den lodder skrøbelige liv,
som – sagt uden omsvøb –
er gribende.
Unge Ariél bringer pakker
ud. Han lever alene med sin
moder, Adele, der, som navnet
antyder, er til det franske.
Hun underviser i faget,
men bruger sit liv på at
drikke, drømme og farve
hår og øjenbryn. Moderen,
der er lidt i familie med Vita
Andersens mistrøstige single-
mødre, vil skiftevis erkende
og flygte fra sin aldrende
krop. Det er ikke
kønt. Ariél plejer og passer
den syvårige i den overmodne
krop; den dreng er
god, som dagen er lang,
som man sagde i gamle dage.
Faktisk har Ariél en guddommelig
evne: han kan
noget med sine hænder, og
ved at brede dem ud har
han reddet mange fra at blive
lemlæstet. Drengen er
uhyre opmærksom på sin
omverden, og på sit arbejde
møder han flere skæbner,
som han hjælper.
Døden er ikke banal
Drengen er præget af nøjsomhed,
og den forsigtige
relation, han får til den
jævnaldrende Rosa, har ikke
meget at skaffe med et
ungdomsliv i sus og dus.
Der sidder de to ved siden
af hinanden på en bænk i
en vinterklædt park. Svinger
med benene og snakker
knapt med hinanden.
Ariél opdager, at der er
flere store pletter i Rosas
kan vi være noget for hinanden,
eller er tilværelsen
bare at bringe alt for store
pakker op på alt for høje
etager?
Historien om Ariél og Rosa
er forudsigelig og banal,
men livet er banalt. Døden
er ikke banal. At leve som
sin moders moder er ikke
banalt. Ariél bevæger sig
søvnløst rundt i et univers,
der minder om et Vilhelm
Hammershøj-maleri. Det
ene øjeblik fremstilles han
som en lysende, lang, tynd
engel, det andet bukker han
under for en omverden,
som absolut ikke er opløftende.
Men opløftende er Juliane
Preislers roman. Den er
usentimental. Socialrealistisk
og så alligevel ikke.
Magisk uden at hylde det metafysiske.
Anbefales.