Sundhed

Avlsrestriktioner for Border Collie
Dansk Kennel Klub har besluttet at der ikke skal være avlsrestriktioner på Border Collie, men udelukkende en pligt til at oplyse HD resultat. Der er således ingen avlsrestriktioner. Men der er en række avlsanbefalinger som skal overholdes for at opnå en påtegning på stamtavlen om at avlsanbefalingerne overholdes.
Anbefalingerne bliver iflg. BCK at forældredyrene har en HD status på A eller B eller et index på over 100 samt at en DNA test for CEA skal være normal/fri.
Herunder kan du læse lidt om HD, øjenlysning og de DNA tests som man kan foretage.

Øjenlysning og HD

Hvad er øjenlysning?
Ved en øjenlysning undersøges der for en lang række sygdomme bl.a. Collie Eye Anomaly (CEA), Persisterende Pupilmembran (PPM), Persisterende Hyperplastisk Tunica Vasculosa Lentis/Primær Vitreus (PHTVL/PHPV), Catarakt (medfødt), Retinal Dysplasi (RD), Hyoplasi af N. opticus/mikropapil, Entropion/Trichiasis, Ektropion/Makroblefaron, Distichiasis/Ektopiske Cilier, Cornea Dystrofi, Cataract (ikke medfødt), Linseluksation (primær), Retinal Degeneration (PRA).
Øjenlysning foregår hos en dyrlæge som er uddannet specielt indenfor arvelige øjensygdomme (øjenpaneldyrlæge). Hvalpens øjne dryppes med øjendråber umiddelbart før øjenundersøgelsen, idet pupillerne skal være udvidet for at kunne foretage selve øjenlysningen. Dyrlægen undersøger grundigt øjets omgivelser og selve øjeæblet og undersøgelsen varer 10 minutter og gør ikke ondt på hvalpen. Herefter bliver resultatet registreret på hundeweb.dk og er herefter offentligt tilgængeligt.

HD - hofteledsdysplasi:
HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt ind i hofteskålen. HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er det man kalder polygen, dvs. at mange forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at få sygdommen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at få HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.
Hvis en hund har HD-status A betyder det den ikke har hofteledsdysplasi. Hvis en hund har A på højre hofte og C på venstre bliver HD-status: C. A er altså det bedste og derefter følger resten af alfabetet. HD: B er det ringeste HD resultat der må avles på ifølge specialklubben.
Der tages HD røntgenbilleder hos en dyrlæge som er uddannet til at tage disse billeder, herefter bliver billederne sendt til bedømmelse hos nogle andre dyrlæger. Resultatet bliver efter bedømmelse registreret på hundeweb.dk.

________________________________________________________________


DNA-tests - CEA/CH, TNS og CL

Optigen tilbyder muligheden for at teste for de tre overstående sygdomstilstande.
Umiddelbart tester vi ikke for de sjældne sygdomme: TNS og CL, medmindre der er en væsentlig grund til at gøre det. Du kan læse meget mere om disse DNA tests på www.optigen.com.

CEA/CH - Collie Eye Anomaly/Choroidal hypoplasi:
CEA er forkortelsen for Collie Eye Anomaly. CEA er en øjensygdom og betyder at der er en anormal udvikling af øjet. Der findes forskellige typer af CEA og man kan DNA teste for CEA/CH ved Optigen.
CEA/CH er en recessiv arvelig øjensygdom, der forårsager unormal udvikling af øjet. Desværre er der ingen behandling eller helbredelse for CEA.

TNS - Trapped Neutrophil Syndrome:
TNS er forkortelse for Trapped Neutrophil Syndrome og er en arvelig sygdom, hvor knoglemarven som producerer neutrophile granulocytter (hvide blodlegemer) ikke kan videregive disse til blodet på normal vis. Hvalpe, som har sygdommen har et svækket immunforsvar og vil med tiden dø af infektioner, som de ikke kan bekæmpe. Hvalpene dør/aflives oftest når de er mellem 7-18 uger gamle, hvis de har dette sygdom.

CL - Neuronal Ceroid Lipofuscinosis:
CL-testen kan identificere Border Collie Neuronale Ceroid Lipofuscinosis sygdomsgen der almindeligvis omtales som CL og som nedarves som en recessiv genetisk defekt. Denne sygdom er yderst sjælden hjernesygdom som viser sig efter 1 års alderen. Symptomerne på denne lidelse er markant ændret adfærd og evt. kramper. Der findes ingen behandling mod CL.

Kennel min bedste ven v/Morten Beyer Vendelbo | Vejbyvej 433, 9480 Løkken - DK | Tlf.: +45 40 86 89 35 | info@kennelminbedsteven.dk