Tal til følelsen, ikke fornuften
Et eksempel kan være, når I skal i gang med aftenrutinen. For mange af de mindste er tandbørstningen ikke en favoritdisciplin, og du har sikkert prøvet at blive mødt med sammenbidte gummer og hysteriske flip i kampen for at få bakterierne udslettet fra de små bisser. I den situation nytter det ifølge Kirsten Bork ikke noget at tale fornuft til dit barn.
“Dit barn kan ikke forholde sig til, at du siger ‘du ved jo godt, at tænderne skal børstes hver aften’. Dit barn er orienteret mod den følelse, han har her og nu, og derfor er det den, du skal tale til,” forklarer hun.
“Hvis du i stedet kommer dit barn i møde ved at forklare, at du godt kan se, at han ikke gider at børste tænder i aften, men I skal jo lige igennem det, så oplever han, at du forstår ham. Nogle børn har brug for at være sure eller kede af det lidt, mens andre hurtigt kommer videre, når de oplever, at mor og far imødekommer deres følelser,” fortsætter hun.
Bekræft gode initiativer
Kirsten Bork understreger, at anerkendende pædagogik ikke kun er et værktøj til at komme igennem de svære situationer, men også til at få mest muligt ud af de ting, som dit barn gør godt.
Hun nævner afleveringen i vuggestuen som et tidspunkt, hvor det er vigtigt, at du bekræfter og følger op på dit barns gode initiativer.
“Når den lille vender sig væk fra dig og begynder at lægge an til leg, skal du vise, at du er med på det, barnet signalerer: At hun er klar til, at du går. Hvis du begynder at vende tilbage til hende for at knuse og sige farvel igen, bliver hun i tvivl, om hun gjorde noget forkert,” forklarer Kirsten Bork.
“Hvis du siger ‘det var godt, at du går hen og leger, og så går mor’, giver du hende blod på tanden til at gøre endnu flere af de ting, du gerne vil have hende til,” fortsætter hun og uddyber, at du skal bekræfte og rose dit barn konkret og målrettet, så barnet forstår, præcis hvad det gjorde rigtigt.
På den måde sætter du fokus over på løsningerne i stedet for blot at udpege problemerne. Det kan du understøtte ved at guide dit barn til komme ud af dårlige situationer. Står spilopmageren for eksempel og hiver i et stykke legetøj, som en af kammeraterne er i gang med, kan du fortælle hende, at du godt kan se, at lige præcis den dukke er spændende, og I kan jo spørge, om I kan lege med den sammen. Det inspirerer lillepigen til at klare optrinnet bedre – hvis ikke næste gang, så i hvert fald med tiden.
Lær barnet at kommunikere
“Når du hjælper dit barn med at sætte ord på de ting, det ikke selv kan forklare endnu, lærer du barnet at kommunikere. Det betyder, at det senere i livet får lettere ved at sætte ord på sig selv, og det er hele grundlaget for interaktionen med andre,” forklarer Kirsten Bork.
Når ungen går i flitsbue i supermarkedet, fordi kakaomælken ifølge dig ikke hører hjemme i jeres indkøbsvogn, er der altså ingen grund til panik. Se det i stedet som en mulighed for at vise den lille hystade, at du forstår, hvordan han har det – men at verden nu engang er sådan indrettet, at man ikke altid kan få, hvad man peger på. Måske har du på den måde sparet jer for en tudetur, næste gang I sætter kurs mod Netto.
Anerkend dit barn – lige fra fødslen
Marte meo-terapeut Kirsten Bork opfordrer dig til at begynde at nikke anerkendende og sætte ord på dit barns initiativer, lige fra det forlader din livmoder. Når din nyfødte ligger på puslebordet og vender blikket mod uroen, kan du komme barnet i møde ved at vise, at du ser de signaler, det lille væsen sender i din retning. Når du siger ‘ja, der er uroen, hvor er den fin!’, viser du dit barn, at du forstår, hvad der foregår inden i det. Den lille kender muligvis ikke ordene, men babyen kan høre på dit tonefald og din intonation, at du opmuntrer det. På den måde oplever dit barn at blive mødt, og det giver selvværd. Kirsten Bork mener endda, at børn, der fra fødslen bliver anerkendt af deres forældre, ofte klarer sig bedre socialt, når de vokser op.
