12. 0kt. 1952 holdtes møde på Lindknud kro, hvor formålet var at kaste lys over det projekterede kloakanlæg for Lindknud by.
Det var Statens vandløbsudvalg i Viborg, der indbød til mødet og alle lodsejere, der blev berørt af sagen var inviteret, dvs. især ejerne af jordene ned mod, hvor rensningsanlægget skulle placeres, men også andre implicerede såsom sognerådet, formanden for vandværket m. fl. var inviteret. Andre interesserede var også velkommen, men af avisre-feratet fremgår ikke at husejerne var inviteret. Det kan måske forekom-me lidt mærkeligt og det kan se ud som kloakeringen bliver påbudt.
Der var selvfølgelig det at indtil 1952 havde byens borgere ledet deres affaldsvand i sivebrønde og grøfter, og den gik bare ikke længere. Det kan være årsag til at kloakeringen kom som påbud.
Vandværkets seneste prøver viste urent grundvand. Amtslæge Trier fra Ribe, der også var med på mødet, gav den manglende kloakering skylden for urenheden i vandværkets vand.
Indbyderne havde en plan at lægge frem for mødedeltagerne og der var lagt op til en vedtagelse af planen. Der var ikke så meget at diskutere.
Det blev bestemt at hovedledningerne skulle lægges i en dybde så byens kældre kunne afvandes, så man derved kunne blive fri for den plagsomme oversvømmelse, når der kom en tordenbyge, som der står at læse i avisen.
Stikledningerne indtil hvert enkelt hus skulle lægges i 6 tommers glaseret lerrør og hovedledningen i rør op til 65 cm. i diameter.
Anlægget ville komme til at koste130,000 kr., men med tilskud fra arbejdsministerium og kommune kunne udgiften bringes ned på 52,000 kr.
Der var 97 husejere at fordele denne udgift på, så det blev 540 kr. til den enkelte.
Der blev projekteret efter 500 mennesker i byen, hvor der på tidspunktet her i 1952 var 400.
Det blev bestemt at mejeriet ikke skulle kobles på anlægget. Det ville fordyre projektet voldsomt.
(Altså måtte mejeriet fortsætte med at lede vandet ned på engen ved bækken neden for, hvor Knudsmindeudstykningen findes i dag. Her havde mejeriet et grøftesystem som affaldsvandet blev ledet ned i og hvorfra vandet skulle sive ned over engen til bækken).
Der blev ikke aftalt på mødet hvordan anlægget skulle passes i fremti-den!
Der skulle bygges et mekanisk rensninganlæg, hvor slammet når det havde bundfældet sig, skulle lægges ud på marken til tørring, hvorefter det skulle bruges som gødning på marker.
Askar Pedersen Debelgård, der ejede engen ved rensningsanlægget, var bekymret for om vandet ikke ville være forurenet i bækken efter det havde passeret anlægget.
Svaret var ”jo, det ville det være på en strækning af bækkens løb”.
Men det ville koste 60,000 kr at føje et biologisk filter til anlægget og det var der ikke råd til.
Det blev efter nogen drøftelse vedtaget at gå i gang med projektet snarest muligt.
Hvis ikke udfaldet var blevet sådan kunne alternativet blive at sivebrøndene skulle kastes til, og hvad så med folks spildevand?
Med disse uhyggelige udsigter sluttede mødet, lyder det i referatet
Der blev nu taget fat på opgaven.
Byens vejtræer måtte ofres ved lejligheden. I avisen kan nu læses i de følgende måneder om hvordan byen kommer til at ligne et bombekrater og vejene bliver ufremkommelige.
Enerverende regnvejr og siden tidlig frostvejr og nogen steder høj grundvandstand driller alle, der ellers energisk arbejder på sagen.
Der opstod også farlige situationer under arbejdet. Åge Andersen, (der siden blev dræningsmester i byen) blev en dag begravet i en grøft, hvor jorden skød sammen om ham. Men til held var der folk i nærheden, som hurtigt fik hans hoved gravet fri og siden hele manden.
