Lindknud findes første gang nævnt i historiebøger, som et sted og et sogn for ca. 700 år siden. Da staves sognets navn Lindeknut.
Men egnen har været attraktiv, som bosted for folk længe før den tid.
Sognet ligger på højderyggen, og har sikkert været tilgængeligt og nogenlunde tørt land at slå sig ned på for de første folk, der kom hertil efter istiden for 10-12000 år. Isens smeltning efterlod et ret fladt land, hvor vandet søgte mod vest.
Levevilkårene har måske været gode med nærheden til Holme å, som er sognets grænse mod nord, og også med andre vandløb, som afstrømningen skabte.
Forfædre, så langt tilbage som for 6000 år siden, har efterladt sig meget synlige spor fra deres liv og levned i form af gravhøje, storstensgrave og dysser.
Disse gravminder findes i stort tal spredt rundt i sognet.
Som noget meget spændende fandt arkæologer i 2009 spor af en hel by fra en noget senere tid, - fra 300årene. Det er hvor nu oplevelsesskoven er etableret.
Måske er det efterkommere af den landsbys beboere, der 7 – 800 senere igen siger farvel til de gamle hedenske guder Thor og Odin til fordel for Hvide Krist og den kristne tro. Og måske er det den landsbys folk, der omkring år 1150, giver sig til at slæbe 1000 store kampesten sammen for at lade en hidkaldt stenmester hugge stenene til kvadre og bygge kirken på knuden overfor, hvor de boede, og lige ved bækken, som dengang har været et større vandløb.
Siden hen flyttedes landsbyen åbenbart over til kirken, hvor byen nu findes.
I 1600tallet hørte de fleste af sognets gårde under herregården Hundsbæk.
Svenskekrigene, omkr. 1660, lagde egnen øde og næsten folketomt.
Lindknud sogn blev siden da betragtet, som et fattigt sted med magre sandede jorder. Indtil for 125 år siden lå det meste af sognet i hede. Kun små arealer omkr. gårdene i Hovborg, Okslund, Gildbjerg, Vittrup, Lindknud var opdyrket.
Men nu skete der store ting. Sognet blev over 50 år forvandlet. Heden blev opdyrket, landbrugs-ejendomme bygget og plantager etableredes.
Samtidig med den landvinding var sognets folk vågne og med i de store folkelige rørelser, som fandt sted på den tid. Man tog affære, etablerede foreninger, som skulle tage vare på praktiske, såvel som mere åndelige sager.
Egnen blev igen attraktiv som den tidligere havde været for fortidens folk.
I 1801 boede der 287 folk i sognet, i 1900 1122 og nu ca. 1700, heraf ca. 1000 i Lindknud skoledistrikt.
Omkring 1950 havde Lindknud alt hvad der hørte til en landsby med mejeri og servicefunktioner som smede,- murer,- tømrer,- købmand,- brugs m. fl.. Siden er det gået Lindknud som enhver anden landsby. Nu er der kirke, skole, børne-have, el – og andre værksteder, en god brugs og mange foreninger i behold.
Tilflyttere skal vide, at det alligevel er godt og attraktivt at leve og bo her. Det kommer bare an på folk selv om det skal blive og være godt.
