Andet

 

Udover maleri og grafik arbejder jeg også periodisk med skulpturer i drivtømmer, figurer i ler, kul, akvarel, eksperimenterende bålmad og små noveller for børn.   For tiden kan du læse 1. historie om en dreng, der er mig.   Den har endnu ikke fået en titel, erindring nr er min arbejdstitel.

 

 

 

 

Erindring nr.
 Vi leger gemmeleg i lejligheden, mor, far og jeg. Mormor er der også. Hun er ved at lave kaffe. Jeg står ude i gangen og tæller til 25. Jeg finder mor i soveværelset og far bag døren indtil stuen. Nu er det mor der tæller. Der står en sort sæk i gangen. Den kravler jeg ned i og ligger helt stille. Hun må ikke finde mig.
Der går lang tid. Mor og far kalder på mig. Jeg siger ikke noget. De kan ikke finde mig.
”Vil du ikke smide sækken ud for mig?” Det er mormors stemme, den kommer ude fra køkkenet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Far griber fat om sækken. - De prøver på at narre mig, tænker jeg og ligger helt stille.
”Den er godt nok tung. Hvad har du kommet i?”, spørger far.
Mormor hører ingenting.
Hoveddøren åbnes, og jeg kan høre, at nøglen bliver sat i lågen til affaldsskakten.
Hvad er det for en leg? Jeg vil ud af sækken. Råber - men det er for sent. Far har proppet sækken ind og smækket lågen i.
Jeg falder med sækken, skriger og rækker desperat ud i det faldende mørke. Mine fingre får fat i en kant.
Jeg holder fast. Det gør ondt i fingrene og jeg mærker at sækken glider af mig. Den falder og jeg råber på hjælp. Min stemme runger i den mørke skakt.
Jeg kalder igen.
Der sker ikke noget.
Mine fingre kan ikke holde mig længere, jeg skriger og sparker vildt med benene og prøver at hive mig op i mine arme. De gør ondt.  Fra skaktens sorte dyb kommer der en rådden blæst.
Mine kræfter er ved at være brugt op. Jeg hænger på bagsiden af affaldsskaktlågen og er fanget i mørket.
Jeg kalder på min mor og far.
Mine fingerspidser glider af kanten. Jeg sparker ud med benene.  Mine tæer mærker en afsats og et hul i skaktens side, og jeg rutsjer ind i hullet. Jeg falder ikke men glider og lander med et bump i noget blødt og ildelugtende.
Det noget bevæger sig og kommer med et grynt.
Jeg skriger og lukker øjnene hårdt i.

Erindring nr.  
”For helvede, - hva´ fanden var det?” Stemmen er grov og mudret.
”For satan, et barn. Hvor kommer du fra? Hvad hedder du?”
Jeg kravler baglæns og støder ind i en væg.
”Du skal ikke være bange”, siger den mudrede stemme.
”Hvad hedder du?”
Jeg hører en let raslen og lyden af en tændstik, der stryges mod noget svovl. Et spinkelt lys flammer op og fortrænger mørket omkring en gammel petroleumslampe.
”Hvad hedder du? Du skal ikke være bange. Jeg gør ingenting”. Stemmen kommer fra en tandløs mund, der bevæger sig midt i en masse vildt skæg. En gammel mand læner sig frem og rækker en hånd ud mod mig.
”Jeg hedder Thomas. Jeg kommer oppe fra 3. sal. Vi legede gemme og min far kom til at smide mig i affaldsskakten”.
”Det var fandens. Og så landede du her oven på mig” Den tandløse mand kravler hen imod mig.
Jeg rejser mig op og gør mig stor.
”Du er da ikke ret gammel”.
”To et halvt, snart tre”, siger jeg.
Manden griner. Han rejser sig op og går væk fra mig, hen til et hjørne, hvor der står et bord. Han rækker ud efter en flaske og tager en slurk.
”Det var lige godt fandens. Hvem har lært dig at tale så godt”.
”Det har min mor og far. Jeg kan også læse. Det ved de bare ikke. Alt hvad jeg ser og hører, kan jeg huske. Hvad hedder du?” spørger jeg.
”Anton Baun”, siger manden.

 

 

 

 

Erindring Nr.
Det er min fødselsdag. Jeg fylder 3 år. Vi sidder inde i stuen, ved spisebordet, og jeg pakker gaver op. Min storebror, mor og far sidder ved siden af og kigger på. Jeg har fået et bilofix byggesæt og er i gang med at skrue.
Mormor kommer ind i stuen. Hun har været i køkkenet for at lave varm chokolade og kommer nu med en bakke.
”I må pakke sammen nu. Jeg kommer med chokolade og lagkage”.
Vi sidder alle ved bordet og spiser lagkage, da det ringer på døren. Jeg løber ud i entreen og åbner døren ud til trappeopgangen. Der er ingen. Jeg ser mig omkring og opdager et brev på måtten.
Til Thomas står der med flot svungne bogstaver.
Jeg lukker døren og står med brevet i entreen, åbner det og læser:
Kære Thomas tillykke med fødselsdagen.
Det er snart et halvt år siden du dumpede ned i hovedet på mig. Vi har haft mange gode og hyggelige stunder sammen. Du har vendt op og ned på min opfattelse af børn, og på hvad de kan. Jeg har tænkt meget over dine drømme om at ville hjælpe til med lov og orden. Derfor vil jeg gerne invitere dig ned til et lille fødselsdagsparty i eftermiddag kl. 17. Kom alene og sig ikke noget til nogen. Det er vores store hemmelighed.
Jeg krøller brevet sammen og kommer det i lommen.
”Hvem var det”? Spørger min mor.
”Der var ikke nogen”.
”Jeg ved godt hvem det var. Det var din kæreste. – Thomas og Lillian er kærester”. Min storebror lader aldrig en chance gå fra sig.
Jeg farer på ham med knyttede næver og råber at han skal holde sin mund.
Jeg får aldrig noget ud af det. Han er meget stærkere end jeg.

Erindring nr.
Jeg møder Anton i cykelkælderen. Han er klædt i et gråt jakkesæt, det vilde hår er redt tilbage og glinser af brülcreme. Skægget har han klippet og han lugter af sæbe.
”Tillykke med fødselsdagen. Jeg kunne ikke pakke din gave ind så du må holde dig for øjnene.”
Anton fører mig ind i et andet rum.
”Nu må du godt tage hænderne ned”, siger han.
Jeg står i Antons hemmelige rum bag cykelkælderen. Her ser helt anderledes ud. Den gamle madras er væk. Det vakkelvorne bord er skiftet ud med et langt bord der fylder hele den ene væg. På bordet står der et stort mikroskop, og en kasse med mærkelige ting og sager. Over bordet er der et kort, der viser Helsingør. Der er også en tavle med håndjern, forstørrelsesglas og bleer. Under hullet fra affaldsskakten står der en stor pakke.
”Hva´ siger du så Thomas”? Anton ser stolt på mig.
”Wauv – Det – Det er fantastisk. Hvordan? ”.
”Jeg har lavet det hele selv. Kom her og se porten i snyde- væggen ”.
Anton fører mig hen til en hvid væg. Han trykker på en lille plet på væggen og den glider til side. Der er frit udsyn til cykelkælderen.
”Den kan kun åbne når kælderen er tom. Og Thomas, du skal åbne den store pakke nu”.
Jeg flår papiret af.
Foran mig står der en ny og meget anderledes barnevogn.
”Nu skal jeg vise dig hvordan det hele virker ”. Siger Anton.
Han fortæller om motoren der får barnevognen til at køre. De små tændingsampuller, der er motorens drivkraft. I selve barnevognen er der en gaspedal, en bremse og to andre pedaler, der skal bruges til at dreje barnevognen. Anton viser mig hvordan jeg bruger pedalerne. Han viser mig også, hvor barnevognen skal stå, så jeg lander sikkert i den, når jeg tager turen ned gennem det ekstra rør i affaldsskakten. I den nederste del af røret, har Anton monteret nogle små kunstige arme, der vil fodre mig med hans specielle blanding af figner, svesker, rosiner og amerikansk olie.
”Det er vigtigt, at du ikke har bukser og underbukser på, når du glider ind i røret. Husk at holde munden åben, for hvis du glemmer det, får du tværet blandingen ud i hovedet, og der har den ingen virkning.” Anton smiler, mens han siger det og viser mig, hvordan bleen skal ligge i barnevognen. Bleen der skal blive mit hemmelige våben.
”Thomas, som voksen er det svært at være lovens hjælper, som barn er det umuligt. Du må sørge for, at ingen ser dig. Skulle du have brug for hjælp af den ene eller anden slags, så henvend dig til børn. Skulle de komme til at tale over sig, vil de voksne alligevel ikke tro dem. Og Thomas husk dit hemmelige våben, det kan bringe dig ud af selv den mest håbløse situation.”
Det er fantastisk, og det hele er mit. Vi sætter os ved det lange bord og drikker sodavand og spiser lagkage.
”Jeg flytter” siger Anton pludselig, og jeg mærker en uro i maven.  Han vil ikke fortælle mig hvorhen, men lover at han vil holde øje med mig og komme på besøg, når jeg får brug for det.
Jeg bliver nede i kælderen til klokken 7 om aftenen.
Da jeg siger farvel til Anton giver han mig et stort knus og hvisker:” Pas godt på dig selv, Batbaby”
-Batbaby. Navnet føles godt.
Jeg skynder mig hjem, hvor far allerede sidder klar med en godnathistorie.


Erindring nr.
Det er mandag morgen. Jeg sidder i køkkenet og spiser havregrød. Far sidder overfor og læser avis, og jeg læser med uden, at han ved det.
Jeg kan se at Cirkus Benneweis kommer til byen, så jeg spørger far, om vi må komme ind og se det.
” Hvorfra ved du, at der kommer cirkus til byen ”.
”Det ved jeg… øh… det siger de andre børn ”. Jeg er ked af at lyve. Jeg tør bare ikke fortælle min mor og far, at jeg kan læse. Som 3-årig!
Min far siger ikke noget. Han pakker avisen sammen, kysser min mor farvel, tager storebror i hånden og går ud i opgangen. Min storebror går i børnehave. Far følger ham altid derhen, inden han skal på arbejde. Min mor har ikke noget arbejde men passer mig, vasker tøj og alle sådan nogle mor ting.
Jeg spiser min havregrød færdig, snupper avisen og skynder mig ud på toilettet. I avisen finder jeg en artikel om Cirkus Benneweis.
Jeg læser om de forskellige artister, om klovnene, linedanseren, domptøren og Cirkus Benneweis’ mange dyr. Til sidst læser jeg noget, der får mit hjerte til at slå et ekstra slag. Der står, at cirkus har et dinosaur æg, der er 70 millioner år gammelt. Et rigtigt æg, ikke bare en forstening. Et æg de viser sidst i forestillingen, og publikum kan få lov til at se det tæt på og måske røre det.
Jeg sidder med avisen foldet over mine ben. Jeg har svært ved at tro, hvad jeg har læst. Et ægte dinosaur æg. Mon far køber billetter til cirkus. Jeg kan næsten ikke vente. Her sidder jeg på toilettet og får helt ondt i maven af spænding.
”Thomas”, råber mor. ”Nu sidder du vel ikke fast igen ”.
Det råber hun hver gang, jeg er på toilettet. Bare fordi jeg for et halvt år siden, da jeg havde skiftet potten ud med toilettet, sad fast. Desværre havde jeg også låst døren, så jeg måtte sidde der, indtil far kom hjem fra arbejde og fik døren op.
Jeg skynder mig ned fra toilettet, trækker bukserne op, vasker hænderne og går ud i køkkenet til mor.
”Nej jeg sad ikke fast. Tror du far køber billetter til cirkus? Jeg går ned og leger. Hvornår kommer far hjem?”.
Jeg når ikke at høre, hvad hun svarer, før jeg er ude af døren.
Om aftenen kom far hjem med 4 billetter.

Erindring nr.
Fredag aften. Vi har travlt. Har lige spist aftensmad. Jeg står på min skammel og ser mig i spejlet. Mor kommer vand på kammen og reder mit hår.
”Vi skal være ude af døren om 5 minutter, ellers når vi ikke bussen”. Min far står med cirkusbilletterne i hånden og skynder på os.
Ud af døren, ned af trappen. Endelig. Endelig skal vi i cirkus, hele familien. I bussen sidder jeg ved siden af en gammel dame. Mellem os har hun en slidt taske. Hun spørger, om jeg vil have et bolsje, og med sine krogede hænder trækker hun en lille gennemsigtig pose op af tasken.  Jeg kigger hen på mor og far, der sidder på sædet overfor. Må jeg godt sige ja? De ser ud af vinduet og ænser mig ikke. Jeg ryster på hovedet, siger nej tak og vender mig væk fra den gamle dame. Jeg synes pludselig, at hun lugter surt, at hun lugter ligesom farfars gamle ost.
”Næste stop Strandpromenaden ”. Vi skal endelig af.
Bussen stopper, vi står ud og går over mod Grønnehave, hvor Cirkus Benneweis´ telte står. Solen er lige gået ned, og vi går blandt mange andre over mod teltene, der står som sorte skygger mod den røde himmel.
Jeg kan lugte savsmulden og den sure og varme lugt af elefanter. Jeg glæder mig helt vildt.
Vi går over mod indgangen. Jeg klemmer mors hånd og siger, at jeg glæder mig.
Ved cirkus er der en bod, hvor man kan købe popcorn og saft. Far stiller sig i kø. Han smiler og siger, at han vil købe popcorn til mig og min storebror.
Endelig sidder vi på vores pladser. Lyset i cirkus slukkes, en projektør blænder op, og en hvid lyskegle fanger cirkusdirektøren og følger ham ind i manegen.
”Meine damer und herren vilkommen her i cirkus til Cirkus Benneweis´ 79. forestilling. Det er mig en stur glæde at skulle præsantere aftenens program, hvor der optrade artister fra hele verdenen. – Über mig kan jeg præsantere vores dugtige cirkus kapel”. Cirkusdirektøren slår stolt ud med armene og fortsætter. –”De vil føre dem musikalsk gennem hele aftenen. Und nu meine damer und herren aftenens første artister den fantastiske trup Brødrene Hawe und deres utrolige elefanter ”.
Han bukker dybt og træder til siden, mens publikum klapper spændt.
To cirkustjenere trækker forhænget fra. Der lyder en trommehvirvel og Brødrene Hawe kommer løbende ind i manegen svingende med røde og blå bånd. De løber rundt langs kanten og laver fantastiske figurer med båndene. Pludselig lyder der et højt knald fra en pisk. Trommehvirvlen stopper, og to elefanter kommer trompeterende ind.
Sådan fortsætter cirkusaftenen. Den ene mere fantastiske forestilling afløser den anden. Og så sker det. Det jeg spændt har ventet på. Cirkusdirektøren står midt i manegen. Han løfter hånden som for at bede om ro. Musikken forstummer, og vi sidder alle stille.
”Meine damer und herren”, siger han. ”Jeg har her den glæde at kunne præsantere ikke mindre end en verdens sensation. De vil om lidt få at se en ægte dinosaur æg. En æg der har i 70 millioner år været frosset ned. En æg der er fundet i Novo Sibirsk und som jeg nu kan vise her i cirkus”.
Cirkusdirektøren holder en pause. Jeg holder vejret. Mon også vi får lov til at komme ned og røre ægget, som det har været muligt under forestillingerne de sidste måneder?
”Om lidt”, fortsætter cirkusdirektøren ,”når æggen kommer ind, jeg må bede om absolut ro. Når tiden er inde vil det for dem være muligt at komme få lov til at røre æggen. Det kun koster 5 kroner”.
Jeg kigger glad op på min far og vil spørge, om vi ikke også skal røre ved ægget. Han ryster på hovedet. Jeg kan mærke en klump, der sætter sig i min hals. Jeg vil sige noget men kan ikke. Kan kun sidde tavs og stirre ud i luften.
Lyset slukkes. Jeg sætter mig frem på sædet. Der lyder en trommehvirvel. En lyskegle fanger de 2 cirkustjenere, idet de trækker tæppet fra. Jeg har glemt, at jeg er skuffet og ked af det. Ind kommer en pony. Den trækker en rede efter sig. I reden ligger ægget. Det er næsten ikke til at tro. Et ægte dinosaur æg. Hvad slags dinosaur kommer ægget mon fra, tænker jeg, mens det bliver trukket rundt for at ende i centrum af manegen.

 

 

 

 

Trommehvirvlen tager til, og den ene projektør efter den anden tændes, og nu er ægget badet i et stærkt lys.
Cirkusdirektøren træder hen til ægget. Jeg kan se, at han sveder. Der bliver klappet forsigtigt. Han løfter hånden til ro, og der bliver bomstille i cirkus.
Med et hvidt klæde tørrer han sveddråber af panden. Åbner munden for at tale men forbliver tavs, da der lyder et knæk.
Cirkusdirektøren snurrer rundt og stirrer på ægget. Der lyder endnu et knæk.
”Åååååh”, siger vi alle.
”Meine damer und herren. Dette er utroligt. Efter 70 millioner år klækkes æggen ud ”.
Der lyder endnu et knæk. Et stykke af skallen falder af.
”Dette er. Jeg ved ikke, hvad jeg sige skal. Om lidt jeg bliver den første menneske, der ser en levende dinosaur”.
Cirkusdirektøren går hen til ægget. Han lægger sine hænder på kanten af hullet og læner sig ind over ægget. Op af hullet farer et slimet hoved med blodskudte øjne og en stor åben mund fuld af tænder. Cirkusdirektøren retter sig forskrækket op og vender sig om mod cirkustjenerne, han åbner munden, som om han vil råbe på hjælp. Der kommer ikke en lyd ud af munden. Tavs vender han sig igen mod ægget. Dinosauren er trukket ind i ægget, men kun for at kunne lægge endnu mere kraft i dens bevægelser. Rædselsslagen ser jeg igen hovedet komme farende op. Munden er spilet helt ud, og denne gang får uhyret fat på cirkusdirektøren. Munden lukker sig om hans hoved og trækker det ned i ægget. Jeg sidder forstenet på min plads og ser, hvordan han spræller og forsøger at trække sig ud af ægget. Cirkustjenerne kommer løbende for at hjælpe, da hans krop falder bagover. Hvor hovedet før sad, kommer der nu en kraftig pulserende stråle af blod.
Der er helt stille i cirkus. Den eneste lyd, jeg kan høre, er lyden af en knasen og smasken, der kommer fra ægget.
Så bliver der igen stille.
Helt stille.
 Og så bryder helvedet løs.
Folk omkring mig begynder at mase sig bagud og væk fra manegen. Der er en skrigen og skubben. Jeg kan ikke røre mig, mine arme og ben er helt stive. Jeg sidder og stirrer til siden.
Et par sæder fra min plads falder en lille dreng. Jeg ser, at hans mor række ud efter ham, men hun bliver mast bagud og opad af de skrigende tilskuere. Drengen kravler ind under stolerækken og græder.
Jeg vender mig om og ser, at ægget nu er helt klækket. Dinosauren sidder i lyset fra projektøren. Den har fået fat i resten af cirkusdirektøren og river og flår i hans ene arm, til den går helt af. Savsmuldet omkring ægget er farvet rødt. Dinosauren løfter hovedet, læner nakken tilbage, og armen forsvinder helt ind i munden. Der lyder en høj smasken.
Jeg hiver i min far, han hiver i mor. De ser sig febrilsk omkring efter min storebror, men han er væk.
”Far”, siger jeg. ”Du skal hjælpe mig. Den lille dreng er blevet væk fra sin mor. Vi skal have ham med ud ellers bliver han ædt.”
Næsten alle er løbet ud af cirkusteltet nu, mor og far stirrer tomt ud i luften. De hører mig ikke. Deres ansigter er helt hvide. Jeg kan, se at sveden pibler frem på fars pande. Pludselig skriger mor : ”Morten” og peger ned mod ægget.
Far springer op på sædet foran og hopper tre rækker ned. Han lander på alle fire i manegens savsmuld. I et enkelt spring er han inde ved ægget, hvor han flår min storebror væk og hiver ham med tilbage til os.
”Slip mig. Slip mig så. Jeg vil have ægget med hjem.”
I projektørens lys ser jeg dinosaurens blodige ansigt vende sig om mod os. Ud af dens mund hænger resterne af cirkusdirektørens indvolde. Den rejser sig op på bagbenene. Som den står der, er den næsten lige så høj som far. Med blodskudte øjne ser den direkte på mig, åbner munden og blotter tænderne, der er røde af kødtrævler og blod. Den brøler mod de sidste folk, der endnu ikke er kommet ud af teltet.
Jeg løber alt hvad jeg kan, til jeg er ude af cirkus.
Politiet er på vej. Alle vender deres hoveder mod de mange blå blink og larmen fra sirenerne. Jeg vender mig om og ser, at dinosauren slæber af sted med resterne af cirkusdirektøren.




Erindring nr.
Der går tre dage. Der er undtagelsestilstand i Helsingør. Det betyder, at ingen må forlade deres hjem. Vi kan ikke købe ind og må leve af havregryn og det mad, vi har i køleskabet. Vi kan ikke komme ud at lege men må blive på vores værelse, spille kort eller få tiden til at gå med at høre radio og se ud af vinduet.
  Jeg sidder i køkkenet og spiser havregrød, da far kommer gispende ind fra stuen.
”De siger i radioen, at alt vil blive normalt fra i morgen. Politiet har gennemsøgt byen uden at finde dinosauren, og Bent Jørgensen fra Zoologisk Have fortæller, at det er usandsynligt, at et fortidsdyr vil kunne overleve i vores verden.” Far lyder lidt roligere nu. -”Han tror at dinosauren har søgt ud i skoven, og håber at den der er død af kulde og sult. Politiet og Bent Jørgensen er blevet enige om, at det ikke længere er farligt at bevæge sig uden for, og derfor ophæver politiet undtagelsestilstanden kl. 12 i nat.”
Det er som om fars ord får tiden til at gå hurtigt. Pludselig er det aften og vi skal i seng.
Jeg deler værelse med min storebror. Foruden vores køjeseng er der plads til et lille bord, en kasse med biler, en kasse med bilofix og en med lego. Fra vores vindue kan vi se ned på arealet mellem vores blok og nabo blokken. I morgen vil der være liv i sandkassen, tøj på tørresnorene og legende børn på græsplænen.
Jeg kysser min mor godnat og ligger mig ned. Jeg sover i den nederste køje. Min storebror er stadig sur over, at han ikke fik et stykke af ægget med hjem. Sådan har han været de sidste tre dage. Når han har det sådan, skal jeg helst holde mig langt væk. Jeg vender mig i sengen og overhører hans sure opstød. I morgen skal far på arbejde og min storebror skal i børnehave. Skønt.


Erindring nr:
Der er gået 14 dage siden den forfærdelige hændelse i Cirkus Benneweis. 14 dage hvor rædslen kom på afstand, og hvor vi fik et televisionsapparat. Far havde længe talt om, at vi skulle have et tv. Så en dag har han en stor kasse med hjem efter arbejde. Da han pakker den ud, står der et smukt nøddebrunt skab foran os. Skabet har 2 låger, og når man åbner dem, kommer der en buet glasskærm frem. Det tager kun 2 minutter for apparatet at varme op og efter, at far har fået indstillet antennen ude på altanen, bliver billedet og lyden skarp og klar. Vi kan nu se verdenen i grå nuancer. En stor oplevelse.
 Det er blevet efterår, og byens mange træer er begyndt at skifte farve. De gulgrønne nuancer og den klare luft får alle i byen til at gå tur i de grønne områder. Vi er også ude at gå tur. Det er lørdag eftermiddag og far har fået tidligt fri. Vi tager alle bussen ind til byen og går en tur ud til Kronborg. Det er en lang spadseretur inde fra Toldboden. Vi kommer forbi mange andre, der også er ude at nyde det dejlige vejr. Fra Kronborg går vi ad voldene langs stranden ud til lystbådehavnen. Her køber far is, og vi sætter os på en bænk og nyder solen. Ikke langt fra os sidder der et ungt kærestepar. Tæt omsluttet sidder de ligesom os med ryggen til et lille skovområde og kigger ud over vandet. Pludselig rejser den unge fyr sig, han træder væk fra bænken og råber: ”Bliv væk fra os. Gå din vej.” Han går ind mod skoven, vender dog om og sætter sig igen på bænken.
”Hvad tror du der foregår?” Mor tørrer min mund med et lommetørklæde, mens hun ser over mod kæresteparret.
”Måske er det en gammel kæreste, der følger efter.” Far kikker ind i skoven. ”Måske skulle jeg.” Han rejser sig op og... ” Sæt dig.” Mor ser op på ham. ”Hvis det er en jaloux kæreste så ved man ikke, hvad der kan ske.” Far sætter sig ned. Jeg løber ned på stranden og begynder at smide sten ud i vandet.
Min storebror kommer ned til mig. Han samler en sten op. ”Skal vi se hvem der kan kaste længst?”
Jeg er 3 og han er 5. Jeg forstår ikke at han gider. Jeg samler en sten op. ”Det kan vi godt”.
”Hvor er du slap ”. Siger han efter 3 forsøg. ”Du bliver sgu´ da aldrig til noget. Din lille lort”.
Han skubber til mig, så jeg vælter.
”Måske skulle du æde noget sand”.
Jeg rejser mig op. Jeg står med ryggen til min storebror. Jeg ænser ham ikke. Jeg ser op mod kæresteparret. Den unge mand står igen og råber ind mod skoven. Han bukker sig ned og tager en stor gren op og går ind i skoven. Min far har også rejst sig. Han begynder at gå hen mod bænken.
Pludselig er det, som om luften står stille. Vi stivner alle i vores bevægelser. Der høres en dyb knurrende lyd, og den kommer fra det punkt, hvor den unge mand forsvandt.
Der kommer endnu en knurren rullende ud mellem træerne og så flænges luften af et skrig.
Den unge mand kommer væltende ud af skoven. Han trækker et rødt spor efter sig.
Jeg står på stranden, og ser manden falder. Han mangler den ene arm. Græsset farves rødt omkring ham. Alt er stille. Der høres kun en svag gnaskende lyd fra skoven. Som i en stumfilm begynder alt at gå hurtigt. Mor og far kommer løbende ned på stranden. Mor griber mig og far min storebror. De siger ikke en lyd men begynder at løbe over mod lystbådehavnen. Over mors skulder kan jeg se, at den unge pige knæler ved manden. Hun holder hans hoved i armene. Jeg kan se at hendes mund formes til et skrig. Et skrig der forstummes i frygt. Ud af skoven kommer et stort uhyre. Dets mund griber fast i hende og slynger hende op i luften. En knasende lyd fortæller, hvad der sker. Mor og far står nu som forstenede og ser dinosauren fortære kæresteparret.
Jeg hiver i mors hår.

 

”Vi skal videre” hvisker jeg. Far ser på mig og nikker. Vi skynder os hen til ishuset. Her er vi i sikkerhed. Jeg kan høre lyden af udrykningskøretøjer.

Erindring nr,

Det er mærkeligt. Tirsdag aften. Jeg har fået lov til at se tv-avisen sammen med far og mor. Jeg kan se tanks køre rundt i Helsingørs gader. Der er reportage fra vores by. Det er 4 dage siden, at dinosauren, som alle troede var død, slog kæresteparret ihjel. 4 dage er gået, og alt er gået i stå. I tv-avisen fortæller de, at dinosauren igen er forsvundet. Undtagelsestilstanden vil dog opretholdes, indtil udyret er fundet. Om der så skal gå uger.
”Nu skal I i seng”, siger mor. Hun kommer ind fra køkkenet med kaffe og kage.
Jeg børster tænder og tager nattøj på. Jeg har besluttet mig. I aften skal det være.
Jeg ligger i min seng og venter. Jeg kan høre, at min storebror er faldet i søvn. Hans vejrtrækning er blevet tung og regelmæssig.
Jeg tager mine natbukser og underbukser af, står ud af sengen og lister ud i gangen. Mor og far ser stadig tv. Jeg tager nøglen til affaldsskakten og åbner forsigtigt entredøren. Der er ingen på trappeafsatsen. Jeg sætter nøglen i og drejer rundt. Selvom jeg har prøvet det før, er følelsen anderledes. I aften gælder det. I nat skal ” Batbaby ”vise, hvad han er værd.
Jeg åbner lågen og kravler ind. Det rådne pust minder mig om første gang, jeg var i skakten. I aften er det anderledes, jeg er ikke bange. Jeg er spændt og nervøs.
Jeg glider ind i hullet åbner munden og sluger Antons specielle blanding af svesker, figner, rosiner og amerikansk olie. Føj hvor det smager. Nu håber jeg, at det virker efter hensigten. Med et bump lander jeg i barnevognen og mærker, at den 8 delte batbabyble lukkes om mig. Jeg trækker i starthåndtaget og mærker en let rysten. Stille trykker jeg gaspedalen i bund, og barnevognen begynder at rulle hen mod væggen, der glider til side, og jeg befinder mig i cykelkælderen. Med stor fart kører jeg op fra kælderen drejer skarpt til venstre og suser ned af Søvejen. Jeg husker hvad Anton sagde, at hver tænding skaber kraft til en times kørsel. Jeg har tændingsampuller til 6 timer.
Nu gælder det bare om at undgå politi og militær. At finde dinosauren og uskadeliggøre den. Jeg drejer ned af Kronborg Ladegårdsvej og mærker, hvordan mit blod pumper rundt i kroppen. Mon jeg kan klare det?  Barnevognen runder de 50 km. i timen og nogle store mørke bygninger toner frem på venstre side. Månen spejler sig i de store vinduer og mit blik vender sig mod de mørke gange bag ruderne. Her skal jeg om få år gå i skole.
Asfalten ryster under mig, og da jeg kigger frem, ser jeg silhuetten af en tank, der kommer rullende imod mig. Jeg trækker i bremsen og når i sidste øjeblik at dreje ned af Skolealleen. Jeg må tage mig sammen og koncentrere mig om opgaven. Det er vigtigt, at jeg ikke bliver set i min søgen efter dinosauren.
Mens jeg kører ned ad Gurrevej, mindes jeg Antons ord om at skulle hjælpe politiet og kun være tre år. Selv om jeg skulle havne i en situation, der kræver hjælp fra andre, kan jeg godt se hvor håbløst, det tager sig ud. Jeg er et lille barn, der kører rundt i Helsingørs gader midt om natten, i en barnevogn. I en tid hvor det er forbudt at være ude. Det er kun politiet og militæret, der er i byens gader, Her kører de rundt i deres militærbiler, mens de lyser op og ned af gaderne. Der må være meget politi og militær, for det er svært at undgå dem i deres jagt på det menneskeædende uhyre. Jeg forestiller mig selv stående uden for en dør, bankende og råbende på hjælp, mens dinosauren nærmer sig med blottede tænder. Tænk på noget andet.
Jeg tænker på Lillian, idet jeg drejer fra Stjernegade ind over Axeltorv og barnevognen går i stå. Jeg har helt glemt tiden og finder den femte tændingsampul frem. Jeg hopper ud af barnevognen og skal til at skrue låget af til ampullen, da jeg hører den komme. Den kommer i fuld fart nede fra Stationspladsen og nærmer sig torvet i høj fart. Det forbandede låg. Jeg kan ikke få det af. Jeg taber ampullen og den splintres da den rammer brostenene. Den sidste tænding ligger i barnevognen. Jeg rækker ud efter den, da jeg hører et skrig og skud fra et gevær. I det jeg vender mig om, ser jeg dinosauren lukke sine kæber om en politibetjent. Betjentens skrig forstummer, og jeg hører kun den kendte lyd af knasende knogler. Jeg er helt lammet af synet og kommer først til mig selv, da mit blik mødes med udyrets. Med tunge skridt træder det ind midt på torvet, drejer hovedet og brøler. Mit blod fryser til is og med famlende hænder søger mine fingerspidser efter den sidste ampul.
Hvor bliver soldaterne af? Hvorfor var der kun den ene betjent? Tankerne flyver igennem mit hoved. Der er den. Ampullen.
Jeg flår låget af, åbner tændingsdækslet og hælder væsken i. Selvom mine hænder ryster, kommer hver en dråbe i. Jeg skruer låget på i en fart, og vil vende mig om. Mine sanser kører på højtryk. Jeg kan mærke hver en vibration, hvert et atom. Alt flimrer omkring mig i mørket.
Og nu.
Nu kan jeg både mærke og lugte dinosaurens ånde. En ånde af blod og kød og rovdyrets ramme lugt. Dinosauren står kun 5 meter fra mig. Dens øjne er blodrøde, og der hænger trævler af stof og menneskekrop fra dens tænder. Stiv af skræk og med få bevægelser, får jeg krænget mig op i barnevognen.
Nu sidder jeg i barnevognen. Uhyrets hoved er ud for kalechen. Den blotter sine tænder og åbner gabet i et brøl. Jeg hiver i gashåndtaget og barnevognen sætter af i et ryk i samme sekund, som dinosauren smækker tænderne sammen. På hvinende hjul humper barnevognen over brostenene, og jeg mærker lufttrykket fra det høje brøl. Jeg slap væk, og da jeg drejer ned af Sudergade, ser jeg kolossen sætte efter mig.
Det var den sidste ampul. Jeg har en time tilbage. Jeg skal bare i sikkerhed.
Rystelserne fra dinosaurens galopperende krop bliver mindre og mindre og afstanden imellem os bliver større.
Jeg presser gashåndtaget yderligere og motoren under barnevognen ryster voldsomt og den kører stærkere og stærkere. 60 km. i timen.
Afstanden er nu mindst 100 meter. Jeg ser mig tilbage, idet jeg i høj fart krydser Stengade. - Og for sent.
Alt for sent opdager jeg, at jeg er endt i en blindgyde. Jeg bremser farten og vender barnevognen. Tilbagevejen er spærret af dinosauren. Den ser på mig og slikker sig om munden. Barnevognen står stille, og jeg stivner igen af skræk.
Med tunge skridt nærmer uhyret sig. Den spærrer for udsynet. Det eneste jeg ser er uhyret og mørke silhuetter af husenes facader.
 Hvad skal jeg gøre?
 Sveden løber af mig.
 Jeg ryster.
Er bange.
Så sker det.
Jeg er så bange, at jeg skider i bukserne. Og nu husker jeg. Antons specialblanding og batbleen. Jeg trykker til og leverer en kæmpelort af angst og svesker. Jeg trykker igen og idet dinosauren går til angreb, flår jeg bleen af og kaster den op i det frådende gab. Den stopper op, ser på mig med et tøvende blik og falder så lang den er. Uhyret brøler og prøver at komme op på benene. Med et brag falder den sammen igen. Denne gang bliver den liggende.
Forsigtigt kører jeg barnevognen forbi dens mægtige hoved med den hvide batble hængende ud af munden, rundt om kroppen og ud på gaden.
Det er overstået. Min første mission er lykkedes. Det er tid at tage hjem.
Jeg mærker jorden ryster under mig og hører rumlen fra en tanks der nærmer sig.
Med gashåndtaget i bund forsvinder jeg kort før forstærkningen dukker op. Om få timer bliver det atter dag.

Erindring nr.
”Thomas, din syvsover. Du skal op. Der er morgenmad og ekstra udseendelse i fjernsynet.”
Mor står i døren. Hun smiler. Solens stråler skinner i hendes sorte hår. Hun tager min hånd og trækker mig ud af sengen. Jeg kan se, at far og storebror sidder inde i stuen. Deres ansigter rammes af fjernsynets skær.
”Kom og se”, siger far. -”Dinosauren er blevet fanget - levende. Militæret overmandede den i nat. Man kan se, den ligger bedøvet i Skyttenstræde.”
Jeg står i stuen og hører en general udtale sig om, hvordan de fik overmandet og bedøvet dyret. Han fortæller om den vilde jagt i byens gader. Om betjent Olesen der døde i den gode sags tjeneste . Da journalisten spørger om, hvordan de fik bedøvet dinosauren, klapper generalen i og henviser til militære hemmeligheder. Der bliver heldigvis ikke nævnt noget om en vildfaren barnevogn!
Bag generalen kan jeg se dinosauren ligge på asfalten. Der er lagt kraftige lænker omkring den, og man kan se et bur, der bliver trukket ind i gaden. Der hænger noget hvidt ud af dinosaurens mund. Jeg smiler og går ind i seng igen. Jeg er bare så træt.