Holstebro 1. maj 1945
 
Kære lille Harald og Gudrun!
 
Tak for Brevene i Torsdags, og Tak for Brevet i Dag Tirsdag Morgen. Det er vel nok spændende Dage, for lidt siden raabte Aphotekeren ned i Graaden, at nu var der Fred, men det er endnu ikkekommet til Bladene endnu, de sidder og venter på at det skal komme, og det maa jo komme, ventetiden har ogsaa været lang. Bare saa Hjemsendelsen af Soldaterne maa ske uden Overfald af nogen Art. Der er meget der skal ordnes inden det begynder at fungere, eftersom her er mange.
Var det ikke bedre at have Kakkelovnen sat op i køkkenet? I kunde slet ikke være tjent med at faa mit Besøg, selv om jeg kunde rejse, for fødevarer, og Gas. Nu har de begyndt en Brunkulsleje her ved Galgebakken, paa syd Siden, og det skal nok være gode Kul. Natten mellem Lørdag og Søndag hørtes der masser af Bomber, det var igen banen til alle Sider.

Der har været uro blandt Ungdommen, nogle Piger som gik med Dr blev klippet, og en Ung Mand som havde hjulpet Dr, tog de Bukserne af, saa han maatte løbe hjem i er Par korte Underklæder, en anden drev de ud i Aaen, men nu haaber vi at det maa høre Fortiden til. Hvordan er det gaaet med Fru Lassen ved siden af Eder, hun var jo meget

(Jeg er kommet til at rive to Ark af uden at vide det)

… syg engang? Flygtningerne her har samme Opfattelse som hos Eder, at Tyskland har underholdt os i fem Aar, det er da fordi at de er saa uoplyste, ellers vilde de ikke tro paa alt hvad deres ledere siger. Tak ogsaa for Kortet som meldte at Pakken var kommet, det glæder mig at det passede, jeg tænkte nok at Bukserne var for lange, jeg syntes jeg kunde se det. Tak fordi Du vil være med i Blomsterne til Far, Stedmoderne staar jo ikke saa længe, saa faar jeg de smaa Begonier lidt længere hen, sidst i Maj plejer jeg at skifte med Stedmoderne.
Store Bededag spise jeg til Middag hos Fru Brandt, og i Søndags spiste Frøken Møller og Jens hos mig, om Aftenen var vi hos Fru Møller Nielsen. Garnet jeg har til Vibeke, er samme Farve som Dine sidste Strikke-Sko det er pænt men samme kvalitet som Svends spættede, men skal det være Knæ, eller Ankelsokker? Naar jeg er færdig med Hovedrengøring strikker jeg dem.

I Morgen kommer Mureren og kalker mit Køkken, Udvalget nægtede Nisserne og Fru Back at kalke Køkkener, saa vilde jeg slet ikke forlange at faa mit kalket, nu betaler jeg det selv, det er det eneste jeg skal have lavet i Aar, saa laver han min Kabys i stand med det samme. Det er godt at vi maa fyre lidt i Kakkelovnen for den sidste tid har været meget koldt.

Nu har jeg lige hørt Middags Udsendelsen fra England, det kniber med at vente Budskabet om Fred til den kommer, men der er selvfølgelig meget der skal gøres inden det bliver officielt. Bare det nu ikke skal blive alt for urolig hos Eder, det er nok klogt at blive inden døre. Inger Lausens Mand er for en Tid siden gaaet under Jorden, Inger er ogsaa rejst, vist til Holte med den lille Pige. Nu vil jeg ønske at I alle maa have det godt, og haaber at der ogsaa maa blive Fred i Danmark.

De kærligste Hilsener til Eder begge to.
Eders Mor og Svigermor
Holstebro Museum & Lokalhistorisk Arkiv Holstebro