Holstebro d. 12. Januar 1944.
 
Kære lille Harald og Gudrun!
 
Tak for Brevet, og Tak for den lille Kalender, jeg har faaet to store tilsendt, men den lille er jeg blevet saa vant til, saa den er jeg glad ved. Det er da godt at Børnene er kommet sig, der er da en Del den har Difteritis i København, men det skulde de vel heller ikke kunde faa, naar de er vagsineret der imod.

Samme Nat I to Gange havde Luftalarm, havde vi det ogsaa to Gange, der var ogsaa mange Maskiner over her, en Del skulde vel nok syd paa, det tog en halv Time inden de alle kom over, uafbrudt, i Flokke, da vi fik Alam anden Gang, var vel nok, da de fløj tilbage igen. Vi er ikke helt glade ved det, for nu har vi faaet en Mængde Luftskyts op her paa Kirkepladsen, og rejst et Hus, der bag ved Kirken og mange Vogne. Pastor Sørensen og Overbetjent Ol. fik dem til at flytte det op paa Markedspladsen, der ventes Højskolehjemmet, begge de to mindre Sale i Missionshuset alt er borte, for at gøre Plads til dem.

Ja, det var vel nok sørgelig med Kaj Munk, men var han enda blot skudt, det lyder underlig at skrive blot skudt, der var hæftet en Seddel paa ham hvorpaa der stod. Saa hjalp du aligevel Tyskerne dit Svin, det er ikke vanskelig at tyde. Bladene overalt fik den sammen meddelelse om hvad der maatte skrives. Det er vel nok en storslaaet Begravelse i Lørdags.

Jeg havde Brev i Torsdags fra Fru Gregersen, hun skrev at hendes Søn Olaf, ham Du kender fra Slottet, var rejst sammen med hans ældste Søn, og kom ikke tilbage for efter Krigen, det maa jo være i Sverrig han er.

Det er da kedelig at Du H. har faaet Gigt, pas paa at have varmt Tøj paa. Du har vist drømt at du har skrevet om Reolen, for det har du ikke, saa havde I haft den for længe siden. Jeg skal snart sende den, den staar oppe paa Pultekammeret, og længes efter at gøre nytte.

Jeg har faaet en stor flink Dreng til at bære Brændsel op, han kommer hver anden Dag. I har vel faaet Pølserne jeg sendte. Regnskabet fra Kirkegaarden gaar omtrent op. Jeg havde købt Blomster for 3 Kr af de Penge jeg fik, saa var der syv tilbage. Graveren tog otte for at pynte, han plejer nu at tage ti, saa satte jeg Tulipaner fra Dig, flere a 60 Øre og to paa Moster og Onkels Grave, da jeg skulde sætte der op fra Helga, satte jeg det sammen, saa fyldte det lidt mere det var 3,60 og dersom jeg maa regne med fire til Graveren bliver det 7,60.

I Aften skal jeg ud til Lærer Christensens, Jeg vilde nu hellere have blevet hjemme, da det trækker lidt op til Forkølelse, men jeg er heller ikke daarlig, saa jeg har lovet at komme, der er saa mange der har noget Influensa saa man bliver let smittet. Frøken Møller har været daarlig, og Jens er det, og i Gaar jeg skulde forny Jenss Lotteriseddel hos Anton Andersen, nysede han saa der stod en Taage om ham, og jeg plejer at være let at paavirke i den Retning. Jeg har kastet Vibekes Maal væk, jeg brændte en Aften noget Papirssager, og der maa Maalet være kommet med.

Jeg har rullet mit store Tæppe sammen og lagt det inde under Sengen, der er mange der frygter for at komme ud af deres Lejlighed, skulde det ske, at Tingene skulde blive, har jeg lagt det gamle paa. Overlæge Kirk skal ogsaa af med sit hus til Dr. han har købt Landinspektor Rasmussens i Danmarksgade, han har ydeligere faaet to Dags frist.

Denne Gang skriver jeg ikke til Børnene, for at Brevet kan gaa mere ubemærket, da jeg har skrevet saa meget om Forholdene. Vi har et let Lag Sne, og let frost, men det er dejligt at det har været saa mildt hidintil, det er jo ikke mange Dage vi har frost, ad Gangen, saa det trækker ikke saa let ind i Husene, jeg vilde ogsaa nødig til at lukke for Vandet. Jeg vil nu ønske at I alle maa være raske, og have det godt.

De kærligste Hilsener til Eder alle smaa og store fra
Farmor
Holstebro Museum & Lokalhistorisk Arkiv Holstebro