Cheikha Rabia, lørdag 15. dec 2012

BREAKING NEWS - Så skete det! REAL oplevede en koncert med rigtig dårlig publikumssøgning.
 
Om det var de tre store bryllupper der blev afholdt i byen, eller at folk skulle til julefrokoster andetsteds, eller at traditionel raí –musik, tilsat laptop og psykedelisk el-guitar, simpelthen er for mærkeligt for både danskere og folk med flerkulturel baggrund, skal stå usagt.
 
De små 20 mennesker, som dog havde fundet vej til koncerten, fik til gengæld fuld valuta for pengene. Cheikha Rabia og band bragede gennem lydmuren på Radar med et 1 ½ times koncert hvor lange guitarsoloer komplimenteret af elektroniske ethno-grooves i samklang med Rabia’s exceptionelle vokalperformance gav et, for undertegnede, af årets mest interessante koncerter.
 
Trods at der ikke var mange fremmødte opstod der en gnist mellem publikum og bandet som sjældent opleves. Sprogbarrieren var stor da Rabia synger på algiersk og kun snakker fransk. Men ved sproglig hjælp fra den fremmødte samling af algierske herrer blev teksterne oversat og på kort tid opstod der fællessang fra hele salen. Dette satte kog i bandet og især hos guitaristen Dinah blev der danset, svinget med håret og kastet med guitaren.
 
Afslutningsvis, efter at publikum klappede bandet ind til ekstranummer, gav Cheikha Rabia en solo performance af en traditionel algiersk sang hvor med at hele salen stod fremme ved scenen og deltog energisk i showet. En aften af helt særlig karaktér.
 
/ Martin Aagaard
RADAR [REAL], Skovgaardsgade 3, 8000 Århus C