Pressemeddelelse den 13. juli 2010
SSSCHYY…
Aktionsgruppen Det Rosa Forår hængte i ly af nattens mørke bannere op ved de tre medievirksomheder DR, TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende i Århus. På de tre bannere står der:
SSSCHYY
HER TALER VI IKKE
OM KLIMAET
Nattens aktion skal ses i forbindelse med gruppens opsætning af 200 sedler i Århus midtby med teksterne »Ssschyy« og »(det taler vi ikke om?)«. Vi ønsker at gøre både medier og århusianere opmærksomme på den risiko, vi løber ved ikke at bevare fokus på klimaforandringerne og løsningerne på disse. Aktionen skal ikke forstås som en direkte kritik af DR, TV2 og Århus Stiftstidende, men som en samlet kritik af de danske medier.
Aktionerne er et udtryk for gruppens bekymring for mediernes prioriteringer. Op til klimatopmødet formåede medierne at sætte fokus på klimaproblematikken og skabe dén bevidsthed og dét momentum, der kræves, hvis vi ønsker at sikre livsgrundlaget for fremtidige generationer. Men siden årsskiftet har medierne svigtet deres ansvar. Hvorfor er debatten om vores tids største sikkerhedspolitiske, økonomiske og menneskelige udfordring forstummet? Det Rosa Forår ønsker at genrejse den intensive debat og viljen til at se disse udfordringer i øjnene.
Denne aktion er ledsaget af et åbent brev til de danske medier:
Til de danske medier
Jeres, mediernes, rolle i vores moderne informationssamfund er enorm. I er med til at sætte den politiske dagsorden og sikre, at samfundsrelevante emner og begivenheder kommer frem i lyset og bliver diskuteret blandt borgere og politikere. I forbindelse med klimatopmødet i København i december 2009 kom klimaproblematikken øverst på dagsordenen blandt både politikere og lægmænd, fordi nuancerede og analyserende indslag om klima og international politik fyldte mediebilledet. Jeres rolle var med andre ord afgørende for det folkelige pres på de politikere, der arbejdede på rammerne for verdens fremtidige socioøkonomiske udvikling.
Desværre endte ”Hopenhagen” i fiasko.
COP15 blev et tab af momentum, en fuser, ingen synes at ville gå tilbage til – heller ikke de toneangivende medier. Konsekvenserne ses allerede i dag, hvor en øget del af befolkningen tvivler på menneskets indflydelse på klimaet. Hvis medierne ikke er i stand til at fordre et folkeligt pres på politikerne med krav og forventninger om bæredygtige, klimavenlige indgreb, risikerer vi, at de menneskeskabte klimaforandringer for alvor kommer ud af kontrol.
Ydermere kan klimaforandringerne ikke behandles som en almindelig, politisk problemstilling: Man kan hverken være for eller imod, for de er et faktum. De menneskeskabte klimaforandringer er her, og de bliver blot værre og værre for hver dag, der går uden handling. Derfor kræver vi, at I igen sætter klimaforandringerne på dagsordenen og sikrer en saglig debat om, hvordan vi bedst muligt begrænser klimaforandringerne og deres følgevirkninger. Dét er jeres ansvar!
Venligst
Det Rosa Forår