OVERSAT FRA
Efter knapt tyve minutter svingede han ind på en betydeligt smallere men stadig asfalteret vej. Straks efter en højrekurve kom den – en lille vej med et rustplettet skilt, hvor der stod Rödmossa . Han svingede ind på den og standsede. Kontrollerede på kortet og på beskrivelsen. Det stemte, han skulle følge den her vej. Nu var det grus og så smalt at man måtte planlægge, hvis man mødte en modkørende. Efter ca. syvhundrede meter skulle der komme en endnu mindre vej til venstre efter et lille gærde. Intet skilt, bare et smalt hjulspor, og så yderligere ca. femhundrede meter. Der skulle det ligge. Ideelt, tænkte Valdemar. Det virker dæleme ideelt. Hjulsporet, hvor han nu forsigtigt sneglede sig frem, brugtes nok ikke særlig ofte. En tæt græsstribe løb i midten, han kunne høre stråene skrabe mod undervognen. Han følte ophidselsen tikke i kroppen. .
Rundt om en lille bjergknold, så en lang højrekurve, lige frem et stykke og så en sidste lille venstrebue.
Der lå det.
Jeg tager det, tænkte han, før han overhovedet havde standset motoren og var kommet ud af bilen.
OVERSAT FRA
”Soldatertorpet lå på en lille bakke inde midt i skoven, en blandet skov med både nåletræer og løvtræer. Nogle marklodder af et par tønder lands størrelse var blevet ryddet omkring det. Bortset fra det var naturen her uforandret siden tidernes morgen.”
OVERSAT FRA
De mennesker, jeg oplevede stærkest, var dog soldaterne og bønderne. Måske fordi soldat og bonde havde blandet blod i mig. Blodets bånds samhørighed, følelsens solidaritet med dette folk lever stadig i mig…… De har gjort et varigt indtryk på mig. Jeg ser endnu til en vis grad på tingene med deres øjne. Min barndoms omgivelser viser sig i stigende grad at være afgørende for min indstilling til sociale og menneskelige problemer.
OVERSAT FRA
Den inddelte stamme var tung og træg,
men dog en slægt af mænd;
Den sugede sin næring fra hjemstavnens muld
og man kaldte den jordbunden.
Men om det gjaldt er jeg sikker på
den havde modstået fjendens hob som en dæmning.
Frem mod lynende ild havde den modigt gået,
vor trofaste inddelte stamme!
OVERSAT FRA
”Kun menneskene bliver tilbage, et øjeblik. Vi er en kort sang under himlen, en latter i vinden som slutter med et suk. Siden er også vi borte.”
OVERSAT FRA
”Eftersom han dör i krig så gjorde Kronan en bouppteckning inte för at väre snäll vid enkan utan för at se om hon hade så mycket saker att sälje så det slapp att betale något till hende. Det skall finnas två förmyndare en för hustrun samt en för barnen och de skulle vara släkt med soldaten.”
År 1807 den 22. april blev der forrettet boopgørelse efter afdøde soldat Magnus Alm på Plaggebotorp, som var død i Pommeren, og som efterlod sig følgende ejendom og arvinger: Enken Eline Olofsdotter og to med hende avlede børn. Sønnen Johanis, 4 år gammel og sønnen Olof, 2 år, begge umyndige. Som deres formynder udpeges ved boopgørelsen Måns Håkansson i Plaggebo ….
OVERSAT FRA
”Foråret kom, og det var slut med skovarbejdet for Raskens. Han havde ikke andet at lave end at gå og pusle på torpet, så han gik i gang med at opdyrke et græsningsareal. …. Det var arbejde, der drev sveden frem, for stenene lå så tæt i jorden at han kun lige akkurat kunne få jernspyddet ned imellem dem. Og det ville komme til at vare længe, inden han fik løn for sit slid. Det ville tage flere år, før sådan et nyopdyrket stykke gav et ordentligt udbytte. ….. Den, der engang skulle efterfølge ham på torpet, skulle nok få det største udbytte af det.”
OVERSAT FRA
”Karl Oskar gik ud og synede den uopdyrkede jord ved Korparmoen. Det var granskov og bjergknolde, det var øde hede og lyngris og fyrrerødder, det var våde sænkninger med tørvemos og tranebær, det var græsmark med tuer og knolde. Og resten var stenskærver. Han tog en jernstang og stødte den ned her og der, og overalt hørtes samme klang: Sten. Han gik gennem mark og eng, i skov og på hede, og det klang mod jernstangen: Sten, sten, sten. Det var en ensformig sang, en sørgmodig sang for den, der ville rydde mere agerjord: Sten.”(
OVERSAT FRA
”De tre følgende år førte, som alle år, en del forandringer med sig i Raskens sogn. Den vigtigste var at der blev bygget jernbane. Det blev en god arbejdsfortjeneste og bedre tider. Raskens kunne tjene op mod to rigsdaler om dagen ved anlægsarbejdet fordi han fik akkordløn.”
”Med de ældste drenges hjælp fik hun meget fra hånden den første uge. Byggen blev høstet og havren med, og fordi det var opholdsvejr gik det let at få sæden under tag. I kontrakten stod der selvfølgelig at ”roten sørger for torpets vedligeholdelse, drift og bjærgning af høsten når soldaten er udkommanderet”, men Ida (Raskens kone) ville ikke bede bønderne om mere end hun var tvunget til. For det hed også i kontrakten at ”soldaterhustruen skal i den forbindelse være roten behjælpelig så vidt hun formår.”
OVERSAT FRA
”Men en nat sad hun og sov med lille Martin på skødet. Hun sov helt til det gryede, den lille teg nu og vækkede hende ikke. Da hun vågnede føltes han kold og stiv. Drengen var død, og så blev nætterne igen rolige i soldatertorpet. Raskens flyttede tilbage til sin plads i sengen ved sin hustrus side. Hun lå dog vågen nu og græd; når tårerne ikke længere flød brændte øjnene, hede som gløder. Hun var jo en øm mor for alle børnene, men Martin havde, mere end nogen af de andre, haft hendes hjerte.”
OVERSAT FRA
”Stort var det ikke. Bare et beskedent torp med stengrund og tegltag. Så ud som alle andre torp i det her land, mere eller mindre. Falurødt og med hvide hjørner, malingen skallede lidt her og der. Et rum og køkken, sikkert, måske et lille kammer også. Måske havde der boet en soldat her for hundredehalvtres år siden, tænkte Valdemar. En soldat og hans hustru.”