VIGTIGHEDEN AF FODRING ifht. tandfejl
|
|
|
|
|
|
|
Genernes betydning i tandfejl hos kaniner
I "kaninverdenen", er der snak om et recessivt tandfejlsgen - flere fora nævner enda genet som MP (Mandibular prognathism) som intet har med et gen at gøre, det er en lidelse.
Da der på et tidspunkt i 2007 eller 2008 var en debat om tandfejl forholdt jeg mig kritisk. De havana farvet dværgvæddere isærdeleshed blev "hængt ud" og en avler ligeså - jeg var noget skeptisk
1. fordi dette avls par hvor kaninen stammede fra, jo havde lavet enormt mange unger og
2. fordi det kom til udtryk "sent" og
3. generelt over, at især farven brun (havana) havde ry for at "bære genet", da der var avlet mange mange mange havana farvet dværgvæddere i Danmark, men kun set ganske få unger med tandfejl, og ikke flere end man ser hos f.eks de vildtgrå, madagascar mv.
Jeg var skeptisk overfor et enkelt recessivt gen, med den viden jeg besider omkring genetik og arvelighed mv., Bla. pga. at man teoretisk ville se flere tandfejls dyr når man avler på de samme 2 kaniner hvis en enkelt recessivt gen skulle være årsagen. Det burde ikke kunne lade sig gøre at få over 40 unger på de samme 2 kaniner, før der dukkede en unge op med tandfejl.
Derudover kan man i litteraturen læse, at tandfejl bla. opstår pga. en lidelse. Denne lidelse, er forårsaget af, at man har avlet den oprindelige kanin ned til mindre racer, så som dværgvædder, hermelin mv. og herved forkortet deres hoved og kæber.
Da et enkelt recessivt gen ville gøre tandfejl arvelig - måtte jeg vide om der virkelig fandtes et tandfejls gen som alle talte om, da ingen kunne oplyse mig om hvad det virkelig hed.
Jeg skrev derfor først til dyrlæge Jesper Vetter, der havde skrevet en artikel om tandfejl på www.netdyredoktor.dk . Han henviste mig til dyrlæge Mette Rueløkke, institut for mindre husdyrs sygdomme KU/Life. Jeg fik følgende svar tilbage (med tilladelse til at måtte citere - mails fra Marts 2009 og Aug. 2010):
"Tandfejl hos kaniner er en multifaktoriel lidelse, dvs. der er flere årsager til den. Et recessivt gen for tandfejl er aldrig påvist, og man kan derfor ikke teste for det. Medfødte tandfejl regnes som regel
som anatomiske (typisk de korte hoveder, som du taler om) og opstår inden kaninen er 6-8 mdr. gammel, hyppigst ser jeg det hos hermeliner dværgvæddere og løvehoveder. Erhvervede tandfejl opstår senere i livet og er langt de hyppigste og rammer alle racer og ofte ældre dyr. Årsager her er ubalanceret fodring, for blødt foder, tandskader (f.eks. efter fald), fremmedlegemer i munden, evt. kombineret med en arvelig disposition.
Der er ingen grund til at aflive raske dyr, blot fordi de er forfædre til dyr med skæve tænder. Men man bør ikke bruge selve tandfejlsdyrene i avl, da den arvelige betydning endnu er uafklaret. Det jeg snakker om er, at der ikke er påvist et enkelt gen, der ved simpel recessiv nedarvning bestemmer, om der bliver tandfejl eller ej. Hvis det eksisterede ville det være pærelet at påvise udfra stamtavlestudier. Men sygdomme kan være genetiske på mange andre måder, og det er vist det de andre opdrættere roder rundt i. Netop når der er tale om multifaktorielle sygdomme, er der tale om et samspil mellem mange forskellige gener samt også miljøpåvirkninger. Er der tilpas mange uheldige miljøpåvirkninger, så kan sygdommen udvikles selv med de mest perfekte gener. Omvendt kan en uheldig genetik medføre sygdom, selv ved
optimale miljøbetingelser.
Ledende tandeksperter verden over er enige om, at tandfejl hos kaniner er genetisk betinget, men der er ikke isoleret et enkelt gen, som via recessiv nedarvning er ansvarlig for udviklingen af tandfejl. Udover generne er der en masse andre faktorer, der spiller ind i udviklingen af tandfejl, f.eks. foderets struktur og indholdet af kalk og vitaminer. Dvs. at tandfejl er multifaktorielle, som du selv skriver. Og da der er meget andet end gener, der spiller ind i tandsygdommes udvikling, så er testparringer ikke den rette måde til at teste arvelig disposition"
Mandibular prognathism: excess growth of the lower jaw (condylar head) at one of the temporomandibular joints (TMJ). When this happens, there is a primary effect on the lower jaw and secondary effects on the upper jaw and chin
Congenital Deformity: Breeding has resulted in anatomical changes in rabbits. The most common example of this is mandibular prognathism (shortening of the jaw so that the incisors do not meet) in many dwarf breeds.
Malocclusion of the incisors prevents them from being worn down, allowing overgrowth at a rate of a couple of millimetres a week to occur once overgrowth begins, eating becomes impossible. Mandibular prognathism is thought to be inherited, so affected animals should not be bred.
CAUSES OF MALOCCLUSION
When the teeth get out of alignment, then we see them become overgrown. There are three causes for malocclusion of the teeth:
1. Congenital--the rabbit was born that way. This is common in the "short faced" breeds such as dwarfs and lop.
2. Trauma--when the rabbit has an injury to the face leading to disruption of normal growth of the tooth roots.
3. Infection--bacterial infection of the tooth roots can lead to changes in the direction of the tooth growth.
Tænder og foderets betydning
Vildkaninens tænder er udviklet til at skulle kunne gnave sig igennem en varieret vegetation med græs, grene, blade, buske osv. For at kompensere for dette hårde slid på tænderne, er kaninen blevet udstyret med tænder der vokser hele livet igennem. En kanin der ikke får en kost med variation og som er fiberrig, har stor risiko for at udvikle tandfejl. En kanin der kun får "pille kost" slider ikke sine tænder korrekt. Forestil jeg hvor nemt en kaninpille smuldrer, når kaninen tygger sammen ... og hvor lidt slid der er på tænderne ved denne handling.
Foderets struktur og sammensætning har betydning for, hvordan kaninen slider sine tænder. Og de ernæringsmæssige råd gælder for alt foderet man giver sin kanin.
Jeg vidste, at der var en betydning mellem calcium-fosfor relationen kontra tænder, sten i urinvejene (ligesom hos marsvin, katte, heste osv.) mv. samt at bla. protein indholdet ligeledes spiller en rolle, derfor begyndte jeg at undersøge mere omkring foderets betydning kontra tænder, tandsygdomme mv.
Jeg læste bla. en artikel af Dyrlæge Annette Staun om tandproblemer hos præriehunde og beslægtede dyr - herunder kaniner. Her beskrives betydningen af foderets struktur og sammensætning (se artiklen længere nede).
Jeg kontaktede ligeledes seniordyrlæge Mette Rueløkke, Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme Københavns Universitet/ LIFE for at spørge specifikt om Versele-Laga's cuni fit kaninpiller som vi har valgt at fodre med.
(tilladelse fra Mette pr. mail til at måtte citere 29.08.2011)
Hej Vibeke.
De anbefalinger, som der er for kaniners ernæring, gælder jo for alt foderet, og ikke tørfoderet isoleret. Derfor skal man ikke bekymre sig om proteinindholdet separat i tørfoderet, men i kosten som helhed. Så hvis proteinindholdet ikke er højt i resten, er der ingen grund til nervøsitet. Og anbefalingerne har vide grænser.
House Rabbit Society i USA fraråder enhver brug af tørfoder, medmindre kaninerne skal stå koldt om vinteren eller de er drægtige, for her har de brug for ekstra energi. Årsagen til denne anbefaling er:
1) Kalorieindholdet pr. gram er meget højt, mange kaniner bliver alt for fede.
2) Det tager også appetitten fra det foder, som kaninens tænder og fordøjelse er skabt til: Nemlig græs og bladgrønt, som både er kaloriefattigt og fiberrigt. Det disponerer kaniner for ileus, en koliklignende tilstand, der i værste fald er livstruende (og en af de hyppigste diagnoser, jeg stiller på kaniner).
3) Tørfoderet pulveriseres med et enkelt knas mellem tænderne. Intet tørfoder har den tandslidende effekt, som den gentagne sideverse tygning af et græstrå byder på
4) Tørfoder blev oprindeligt udviklet til produktionskaniner af uld og kød, dvs. med et kommercielt formål.
Ca/P forholdet skal være mindst 1,5 gang Ca til 1 gang P, så det overholdes fint i Versele-Laga's cuni fit kaninpiller.
Håber det svarer på dine spørgsmål, men som du kan se er jeg ikke den store tørfoderfan. Hvad kom først: Kaninen eller tørfoderet?
Dog er kaninpiller 100 gange at foretrække fremfor tørfoderblandinger, hvor kaninerne tenderer til at udvælge de usunde fødeemner (solsikkefrø, jordnødder m.m.) først."
Med tilladelse til at måtte citere og kopiere artiklen fra Dyrlæge Annette Staun (tilladelse pr. mail 25.08.2011) om fodring og management relateret årsager til tandfejl og tandproblemer hos præriehunde og beslægtet arter (herunder kaniner).
Tænk bla. over afkalkningen af kælekaniners knogler og at de ofte mangler d-vitamin og er afkalket, egentlig er det jo også pudsigt at tænke på at vi der udstiller, ikke ret ofte udsætter vores kaniner for sollys, da kaninen så bliver skjoldet!!! og vi fodre også med kaninpiller og købegrønt... det er da værd at ha i tankerne! Pudsigt at vildkaniner sjældent har tandfejl hvor ca. 50% af kælekaniner udvikler det.. måske spiller foderet og sol (d-vitamin) en stor betydning ... ligesom hos mennesker.....
Tænder og tandproblemer hos præriehunde og andre beslægtede arter.af dyrlæge Annette Staun
Gnavere ( på latin Rodentia) er en gruppe af beslægtede pattedyr, hvoraf adskillige arter holdes som kæledyr. Mest kendte medlemmer er rotte, mus, hamster, egern, marsvin, chinchilla samt præriehunden.
Stik imod hvad de fleste tror, er kaninen ikke en gnaver, men tilhører gruppen Lagomorpha, der ikke har et dansk navn. Kaninen har dog mange lighedspunkter med gnaverne, også hvad angår tandsættet.
Hos alle gnavere samt hos de Lagomorphe er fortænderne lange og mejselformede. Tænderne har åben rod og vokser livet igennem. Med andre ord skal de slides ned i takt med væksten, for at undgå tandproblemer.
Emaljen hos marsvin og kanin er hvid, mens den hos andre gnavere, deriblandt præriehunden er gulorange grundet indlejring af jernforbindelser. Kun forsiden er beklædt med emalje, og da den bagvedliggende dentin er blødere, slides tænderne automatisk i mejselform.
Kaniner har et ekstra par støttetænder lige bagved overkæbens fortænder.
Kindtænderne er forskelligt udformet afhængig af art.
De marsvinelignende gnavere som marsvin, chinchilla og degu har åbenrodede kindtænder med vedvarende vækst, hvorimod de rottelignende samt de egernlignende gnaveres kindtænder ligner vores.
Præriehunden hører til egernfamilien og har derfor åbenrodede fortænder mens dens kindtænder kun vokser frem en gang og har en veldefineret rod.
Tandformlen er i 1/1 c 0/0 p 2/1 m 3/3, hvor hver kæbehalvdel ( højre og venstre) har: 1 fortand (i) i overkæbe og 1 i underkæbe, ingen hjørnetænder (c), 2 små kindtænder ( p) i overkæben og 1 i underkæben, samt desuden 3 store kindtænder ( molarer ) i henholdsvis over og underkæbe. I alt 22 tænder.
Se et billede af præriehundens tænder på www.digimorph.org
Tandproblemer er særdeles almindelige hos gnaverne, og er en hyppig årsag til sygdom og aflivning. Der har været forsket en del i årsagssammenhænge, og der er forskellige teorier. Det er jo tankevækkende at der blandt vilde gnavere stort set aldrig ses tandproblemer, hvorimod en engelsk undersøgelse viste at ca. ½ af alle kæledyrskaniner dør af sygdomme i tænder eller mavetarmkanal. Gnavere, der holdes som laboratoriedyr, har også langt sjældnere tandproblemer end de dyr vi holder som kæledyr.
De fleste teorier og undersøgelser er lavet på kaniner, men kan godt anvendes til at kaste lys over problemerne hos gnaverne.
En af de tidligste teorier var teorien om det manglende slid af tænderne. ( Dyrlæge David Crossley). Kaniner er skabt til at leve af især græsser, der indeholder store mængder af bla. fibre og silikater, der slider hårdt på tænderne. Ved at fodre med kraftfoder, salat og andet købegrønt med lavt fiber og silikatindhold, slides tænderne ikke længere ned i takt med deres vækst. Resultatet er forvoksede tænder, forkert tandstilling og dårligere tyggefunktion. En ond cirkel er begyndt.
En af de nyere teorier, der især er fremført af dyrlæge Francis Hartcourt-Brown, og som kan supplere tandslidsteorien, beskæftiger sig med foderets sammensætning.
Den gruppe af kaniner, der er absolut mest udsat for tandsygdomme er gruppen, der lever indendørs i bure, og fodres med kraftfoderblandinger ad libitum. I disse kaniner fandt man signifikant lavere indhold af calcium og D-vitamin i blodet, og et højere indhold af parathormon. Undersøgelser viste af kranierne på disse kaniner var papirtynde og stærkt afkalkede.
Kraftfoderblandinger er nok afbalancerede, men de fleste gnavere foretrækker de fede, calciumfattige, fosfatrige emner, hvorimod de vitaminiserede og calciumholdige foderpiller bliver ladt tilbage. Det saftfoder kaninerne oftest blev tilbudt var købegrønt som salat, agurk, æble og lignende calciumfattige emner.
Da kaninerne aldrig fik sollys, var deres D-vitamin status klart utilstrækkeligt ( det aktive D3-vitamin dannes i huden under påvirkning af sollys), og D-vitaminet har sammen med parathormon og forholdet calcium : fosfor stor indflydelse på hele calciumstofskiftet herunder optagelsen af calcium i tarmen samt udskillelsen over nyrerne. Kaniner æder hø, og soltørret hø er en god vitamin D kilde, men i dag anvendes en moderne teknik, der tørrer høet uden solskin, hvorfor vitamin D indholdet bliver minimalt.
Den ubalancerede fodring fører altså til afkalkning af knogler og de periodontale ligamenter, der binder tænderne fast til knoglerne. Da tænderne dannes kontinuerligt, vil mangel på calcium hurtigt føre til skøre tænder, der let brækker eller flækker på langs.
EKSEMPEL PÅ VILD KANIN MED NORMALT TANDSÆT OG SOLIDT KRANIE
 Plate 12. Wild rabbit skull: Lateral view.
A prepared skull of an adult wild female European rabbit (oryctotegus Cuniculus) that was found dead in Menorca, a limestone Mediterranean island with plenty of sunshine. The skull is well calcifies. The teeth show brown staining that often occurs in rabbits that ear grass and other natural vegetation
EKSEMPLER PÅ KÆLEKANINER MED AVANCEREDE TANDSYGDOMME OG AFKALKET KRANIE

Plate 16. prepared skull of a rabbit with advances dental disease. Lateral view. This skull is of a 4-year old Netherland dwarf female rabbit that was presented for euthanasia. She had spent her entire life confined to a hutch and was led on ad lib “rabbit food” consisting of a mixture of maize, pees, wheat, oats, pellets and extrusions. Hay was available although she didn’t eat it. No vegetables were offered because the owner believed they would cause “diarrhoea”. She was suffering from dacryocystitis and inappetance. The skull shows generalized osteopzenia. Calcification around the root has resulted in a large bony reaction that are effectively welding the teeth into the skull. There is a large bony reaction the orbit around the size the lacrimal sac and nasolacrimal duct. The crowns of most of the teeth have broken off.
Plate 17.Prepared skull of a rabbit with advanced dental disease. Ventrodorsal view.
A ventrodorsal view of a prepared skull of a 4-year old dwarf male lop rabbit. He was kept in a hutch most of the year but was placed in a run in the garden on fine days during the summer months. The rabbit was always a finicky eater, he would (or could) not eat hay or hard vegetables. He lived on bread and selected ingredients from mixed rabbit food. He would eat watercress and occasional dandelion leaf. During his life, the rabbit had suffered from a range of clinical conditions relating to his teeth, epiphora, dacroystitis, molar malocclusion and incisor malocclusion. The progression of dental disease is summarized in box 7.1. The rabbit was euthanized because he became dyspnoeic. The skull shows osteopaenic bone and diletion of the mixillee. Abscesses inicisors, which are coccluding the nasal passages. The crowns of the cheek teeth have disintegrated.
Præriehundens tandproblemer:
Knækkede fortænder ses relativt hyppigt. Årsager er blandt andet fald og tremmegnavning, men den største årsag er formentligt skøre tænder, svage periodontale ligamenter ( tilhæftningen til knoglerne) samt afkalkede og tynde knogler. Alt sammen relateret til foderet og den måde vi holder dyrene på.
Præriehunden er skabt til at leve af græsser, rødder og stængelplanter, altsammen foder med højt fiber og silikatindhold, højt calcium og et forholdsvist lavt fosforindhold. Da den yderligere holder alt græs i området omkring hulerne nedklippet ( ikke alt ædes) er dens tænder udsat for et markant slid. Samtidigt er den dagaktiv og udsat for rigelige mængder af sollys, i de perioder den fouragerer udenfor gangene.
I fangenskab holdes den ofte indendørs med manglende lyspåvirkning og dermed lav vitamin D3 status. Den fodres tit med kraftfoderblandinger, hvorfra den kan vælge de fedende, calciumfattige emner. Alt for ofte ligger de vitamin og mineralholdige foderpiller tilbage, eller den æder sig mæt i kraftfoder, og fravælger saftfoderet. Er saftfoderet desuden udelukkende købegrønt, bliver calcium : fosfor forholdet yderligere skævt, ligesom sliddet på tænderne bliver mindre. Vores højtforædlede
købegrønt er netop fremavlet så fiber og silikatindholdet er lavest muligt, ligesom det sjældent indeholder optimale mængder af calcium og fosfor.
Hvordan skal det så gøres:
I så høj grad som muligt fodres med ”vildt” grønt. Mælkebøtter og andet ukrudt sammen med græsser og grene. I det omfang det er nødvendigt må suppleres med købegrønt, her især rodfrugter. Kraftfoder, der efter min mening helst skal være foderpiller, eks chinchillapiller, og ikke blandinger. Se artiklerne om fodring af præriehunde på http://www.baddog.dk/foder.asp og http://www.baddog.dk/bringsoe07.asp.
Er fortænderne først knækkede, så er det geniale, at de vokser ud igen! Hold øje med at præriehunden æder, og at området ikke bliver betændt. Hos kaniner, marsvin, og chinchilla er knækkede fortænder et stort problem, og kun sjældent slides de i korrekt form igen. Dette skyldes formentligt, at der også er problemer i kindtænderne, hvorfor tandstillingen er blevet forkert, og fortænderne ikke længere mødes korrekt. Hos præriehunden er kindtænderne, som nævnt ikke åbenrodede, så tandstillingen bevares, og fortænderne vil igen mødes korrekt og slibes i mejselform.
Gennemtænk fodringen, og optimer den med hensyn til calciumholdigt foder med korrekt calcium : fosforforhold.
Ikke alle har mulighed for at holde præriehunde udendørs, om end det formentligt er det bedste, også set i lyset af, at her avler dyrene!
For at give indendørs præriehunde højere vitaminstatus, kan man evt. bruge fuldspektret eller ultraviolet lys. Disse kan købes i dyrehandlere, der forhandler terrarieudstyr, idet dette lys anvendes af samme årsag til krybdyr. ( Disse lider i øvrigt ligeledes ofte under forstyrrelser i calciumbalancen).
Vildtvoksende fortænder: Kan ses, og her er der oftere tale om en medfødt defekt, nemlig underbid, hvorfor underkæbens tænder vokser frem foran overkæbens tænder og ikke længere slibes korrekt ned. Overkæbens fortænder vil oftest krølle rundt og vokse op imod ganen. Man kan godt klippe eller slibe fortænderne ned (eventuelt under bedøvelse), men det er en stressende oplevelse for præriehunden og der går ikke længe før den er gal igen. På kaniner kan man fjerne fortænderne med godt resultat, de lærer hurtigt at æde uden, og dette kan muligvis også lade sig gøre på præriehunden som et alternativ til aflivning. Dog har især underkæbens fortænder en uhyggelig lang rod, og der vil være risiko for at kæben knækker, især hvis den pga. alle de tidligere nævnte faktorer også er afkalket og skør som glas.
4 MDR: GAMMEL CHINCHILLA MED MEDFØDT UNDERBID
 Odontoma : En slags tumor i det tand-dandende væv bagerst i overkæbens tandrødder. Præriehunden får åndenød, fordi tumoren presser op imod næsehulen, så luftpassagen bliver minimal. Diagnosen stilles ved hjælp af røntgen og behandlingen er operation hvor fortanden fjernes. Her igen med samme forbehold som ovenfor, dog er tandroden ikke så afskrækkende lang i overkæben.
Litteratur:
Frances Hartcourt-Brown : Textbook of rabbit medicine 2002 ISBN 0 7506 4002 2
Kamphues, Carstensen, schroeder: Effect of increasing calcium and vitamin D supply on ca metabolism in rabbits 1985 Journal animal physiology, 50, 191-208
Abbott : A study of the prevalence of malocclusion in pet rabbits. 1997
Brommage, Miller, Langmann : The effect of cronic vitamin D deficiency on the skeleton in the adult rabbit. 1988 Bone, 9, 131-139
D.A. Crossley : Dental diseases in rabbits 1995 Vet record, 137, 384,
D.A. Crossley : Dental diseases in chinchillas in the UK 2003 EJCAP, april issue
Fowler : Metabolic bonedisease. 1986, Zoo and wild animal medicine, 69-90
Frances Hartcourt-Brown : Calcium deficiency, diet and dental disease in rabbits 1997,Vet record, 567-571
Frances Hartcourt-Brown : Parathyroid hormone, haematological and biological parameters in relation to dental disease and hiusbandry in pet rabbits 2001, Journal small animal practice, 42,130-136
Okerman : Diseases of domestic rabbits 1988, Blackwell
Turner : The incidense of dental problems in pet rabbits 1997, Proceedings world veterinary dental congress, birmingham
Lowe : Pet rabbit feeding and nutrition 1998
******************************************************************************************************************
Tandfejl og calcium fosfor forhold.
Kaniner og gnavere er nogle af de eneste dyr med tænder der er "open-rooted" , tænderne vokser hele livet igennem. I naturen, hvor der er variation i gener, calcium niveau, variation i foderet og det at de hele tiden tygger og derved slider tænderne, så får vild kaninen sjældent tandproblemer.
Korrekt slid på tænderne er afhængig af præcis stilling af over og under kæbe. Ved at ha avlet vildkaninen ned til en dværg race lykkedes dette ikke altid. Hvis fortænderne er bare en enkelt milimieter forskudt hos nyfødte kaninunger, så vil disse kaniner med tiden få tandproblemer, idet tænderne ikke slides korrekt og de vil vokse en 7-10 cm om året. Kindtænderne vil også blive påvirket pga. manglende slid/kontakt. Efter ca. 6 mdr. vil man se tegn på denne malocclusion. Hos kælekaninen ser man det oftes hos ældre kaniner, dette kan bla. skyldes slag, infektion, nyreproblemer eller forkert calcium-foster forhold i foderet (skal være ca. 1.5:1.0) Idag bliver kælekaniner gamle og derfor ser man også oftere og oftere kaniner med tandfejl, jo ældre de bliver.
For hvert gram fosfor kaninen indtager skal den bruge mindst 1,5 gram calcium før fosforen kan optages i kroppen. Såfremt kaninen IKKE får nok calcium fra kosten sådan at fosforen kan blive optaget optimalt, så kompensere kroppen selv, ved at finde nok calcium andre steder f.eks fra knoglerne (afkalkning af knoglerne) Dette er self. ikke ønskværdigt. Derfor er calcium-fosfor relationen i kaninens kost vigtigt for at undgå bla. afkalkning af kaninens knogler. For meget calcium er naturligvis heller ikke sundt. Calcium-fosfor forholdet i mælken fra kaninmor ligger mere eller mindre konstant på 2:1.
Kaninens kost behov
Korrekt fodring er vigtigt for din kanins velvære. Ved korrekt fodring, opretholdes bevægeligheden i kaninens tarmsystem og herved forebygges bla. blindtarmsforstoppelse og andre mave-tarmsygdomme. Manglende fiber og overfodring med protein/let fordøjeligt kulhydrat giver nedsat bevægelighed i tarmen.
Kaninen har en lang fordøjelseskanal som langsomt nedbryder cellulose (tungt fordøjelige kulhydrater) fra fiberrigt vegetabilsk foder. Får kaninen finkornet, let fordøjeligt, proteinrigt foder som f.eks korn, kaninpiller, let nedbrydelige kulhydrater (sukkerstof) kan tarmsystemet overanstrenges og bevægeligheden nedsættes.
Kaninpiller indeholder godt nok plantefibre, men de er pulveriseret, og giver ikke samme bevægelighed i tarmen som lange ufordøjelige fibre gør (f.eks. hø).
Vildkaninen æder ikke store mængder korn, kerner eller kraftfoder. Deres kost er sammensat af diverse græssorter, grene og blade (husk på at hø er tørret græs og når soltørret er der godt med D-vitamin mv.).
Kaninen har ikke et stort behov for fedt ca. 1-2%. Kaniner har brug for vegetabilsk fedt, ikke animalsk. Når kaniner fodres med animalsk fedt (indeholder kolesterol) øges risikoen for blodpropper, ligesom hos mennesker. Kaniner har lettere ved at fordøje plantefedtstoffer, end fedtstoffer fra dyr. Derfor skal kaninpiller helst kun indeholde vegetabilsk fedt/protein og ikke animalsk. Behovet for vegetabilsk protein er på ca. 12-14% og da behovet ikke er større, kan man godt finde kaninpiller der kun indeholder vegetabilsk protein/fedt. Calcium-fosfor forhold skal være ca. 1.5:1
Diverse luksusblandinger indeholder "fede frø", de fede frø har et calcium/fosfor forhold på ca. 1:12 - svarende til 18 gange mere end det anbefalede indhold af fosfor. Kaninerne sorterer ofte i denne slags foder og spiser kun de "fede frø", og den slags fodring kan være direkte årsag til knogleskørhed og misvækst af tænderne.
Når du skal fodre din kanin skal du samtidig huske på, at kaninens tænder vokser hele livet og skal slibes ved varieret kost. Er din kanin ikke vant til grønt, så introducer dem enkeltvis og lidt af gangen sammen med en masse godt hø.
Husk:
Frisk vand
Hø
Varieret grønt: græs, mælkebøtter, skvalderkål, kløver, grene, blade mv.
Købe grønt
Frugt som godbidder
Lidt kaninpiller (piller er godt om vinteren)
og som de kloge siger.... hvad kom først kaninen eller kaninpillen :=)
Billeder er beskyttet af loven om ophavsret, ligesom artikler, bøger mm. er. Dette betyder, at man ikke må kopiere billeder og tekst, og f.eks anvende dem på sin hjemmeside, uden tilladelse fra fotografen/ forfatteren.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|