Vi har haft stutteri siden 1991 og har deltaget i Dansk Varmblods avlerkurser, samt andre relevante kurser. Det har hjulpet os meget, både hvad angår den daglige pasning og i forbindelse med valg af hingste til vores hopper. Desuden har vi også søgt råd hos Dansk Varmblods avlsledelse i samme forbindelse.
Vi har selv lavet vores hestestald, som er en friskluft stald og hvor hestene stortrives, se Ridehesten nr. 2-1999.
Om sommeren går hestene ude døgnet rundt og i vintermånederne så meget, som muligt. Det giver glade, sunde og robuste heste.
Hestene fodres med ca. 75% stråfoder bestående af hø/wraphø, halm og valset havre, desuden får føllene ekstra proteiner gennem sojaskrå. Følhopperne får i den sidste del af drægtigheden og til de kommer på græs efter folingen også sojaskrå. Dertil får alle mineraler og granuleret hvidløg. De heste, som er i ridning får sojaolie som energi tilskud, for at undgå for meget protein i fodret. Efter en kort tilvænning spiser de det gerne. For øvrigt giver det også en meget blank og skinnende pels. Derudover får de arbejdende heste også salt, det er specielt meget vigtigt om sommeren hvor de ofte sveder mere end normalt. Der udarbejdes foderplan til hver enkelt føl/hest.
Det betyder meget for os, at alle føllene bliver håndteret, passet med beskæring og ormekurer. Den daglige håndtering består i, at blive trukket med, få løftet ben og spulet hvis nødvendigt.
Det giver heste, som er tillidsfulde og nemme at sætte i arbejde.
