Hvor forstærkninger bruges til at øge sandsynligheden for en gentagelse af adfærd, så vil indførelsen af straf MINDSKE motivationen for at gentage en adfærd. Straf handler ikke om hvor hårdt eller hvor meget, da den kan påføres mildt, men definitionen er at den ligger EFTER en adfærd, som en ubehagelig konsekvens der skal mindske sandsynligheden for at adfærden gentages.
For at straf skal være effektiv, skal den påføres umiddelbart efter adfærden, således at den let kan koples til den ønskede adfærd.
Ligesom forstærkning, kan straf deles op i både negativ- og positiv+ straf.
Positiv straf
Denne form for straf er den vi almindeligvis forbinder med straf hvor man tilføjer noget, når hesten har udvist den uønskede adfærd. Hesten napper og får et dask over mulen. Hesten sparker og får et klask på måsen. Hesten refusere og får et hak med sporene.
Forskellen på straf og negativ forstærkning er, at negativ forstærkning fortæller hesten HVAD den skal gøre, mens straf fortæller hesten hvad den IKKE skal gøre. Derfor er der åbent rum for en ganske stor fejlmargin når man benytter straf. Hvis hesten refusere foran forhindringen og rytteren slår den med pisken, så kan det godt være hesten opfatter, at det var ubehageligt at refusere, men det betyder jo ikke at den nu ved, at den heller ikke må løbe udenom forhindringen i næste forsøg!
Eftersom hesten styrker sin kunnen hver eneste gang den gentager en adfærd, så kan det i enkelte tilfælde være nyttig at indføre en mild straf, for at mindske motivationen for en bestemt adfærd. På den måde kan man åbne op for muligheden for, at hesten begynder at interessere sig for om en anden adfærd kunne være potentielt tilfredsstillende for den. Det er dog vigtigt at huske majoriteten af den adfærd vi "normalt" straffer, opstår på en basis af en konflikt hesten overlever. Hvis vi skal "lægge låg" på en adfærd har vi samtidig et stort ansvar for også at have fokus på at løse op for den konflikt, der ligger til grund for at adfærden er opstået i første omgang.
Det gælder i øvrigt for al struktureret træning, uanset hvilken metode vi benytter os af. Hvis vi har fremtrænet gode og konsoliderede responser, så kan vi risikere at de i nogle tilfælde "overruler" en anden adfærd, som måske i virkeligheden er hestens måde at forsøge at komunikere med os på.
Derfor er det vigtigt hele tiden at se "bag om" træningen og forsøge at aflæse hestens adfærd.
Negativ straf
Som ved forstærkning, står negativ for, at man FJERNER noget for at påvirke en bestemt adfærd. Hvis man klør en hest og den pludselig begynder at skrabe, så kan man holde op med at klø den, som straf for den uønskede adfærd. Man har altså fjernet noget efter hesten begyndte at skrabe, for at mindske dens motivation for at skrabe igen. Hvis jeg kommer med hø og hesten kommer flyvende ud af boksen med gebisset forrest, så fjerner jeg høet for at mindske hestens motivation for at komme sur ud med hovedet igen. Hvergang jeg nærmer mig med høet og hesten bider ud, fjerner jeg høet igen, for at mindske sandsynligheden for at den gentager bideadfærden. Hvis jeg så samtidig giver den høet når den er rolig og glad, så har jeg kombineret min negative straf med positiv forstærkning.
Men man skal dog passe på med negativ straf, for hesten forstår som oftest ikke, hvad den straffes for. Hvis den madglade hest, der sparker på lågen for at få foder, straffes ved at tilbageholde fodret, vil det som oftest føre til øget frustration, og derved øget sparken. Derfor er det i eksemplet bedst at udlære klassisk betingede signaler på fodringstid og så fodre den hest først, så den ikke når at blive frustreret og ikke øver sig yderligere i sparkeadfærden.