Når man træner med positiv forstærkning så tilføjer man noget, eksempelvis en godbid eller er klap på halsen, for at forstærke en udført adfærd. Hvis man beder hesten stoppe, så tilføjer man en godbid når den stopper og forstærker dermed adfærden og gør det mere sandsynligt at hesten stopper næste gang. Man kan træne med positiv forstærkning på 2 måder. Enten kan man ignorere al uønsket adfærd og vente på at hesten af sig selv udfører en given adfærd for derefter at forstærke adfærden med med ros eller godbid. Eller man kan kominere træningen således, at man ved hjælp af sit operant betingede signal, indlært via negativ forstærkning, beder hesten om at udføre en given komando, f.eks 'stop' og derefter endu engang forstærker adfærden ved at tilføje en godbid, klap e.l. altså positiv forstærkning når hesten standser.
Forskning har vist at kombinationen af negativ og positiv forstærkning er den mest effektive indlæringsmetode.
Når man træner med positiv forstærkning, skelner man mellem primær forstærker og sekundær forstærker. Den primære forstærker er noget, som ubetinget har betydning for hesten som eksempelvis en godbid eller at blive kløet et godt sted. En sekundær forstærker er knyttet til en primær forstærker via klassisk betingning og kan f.eks være ordet "dygtig" der ikke har nogen betydning fra starten, men hvis det siges lige før, eller samtidig med hesten får en godbid eller et kærtegn, lærer hesten at forbinde ordet med noget positivt. (Her er det vigtigt at bemærke at vi kan have tendens til at bruge vores "rose ord" i situationer, hvor vi gerne vil berolige hesten, men vi skal huske at vi dermed kommer til at forstærke hesten i netop den spændte adfærd, hvis vi benytter os af påvirkninger, vi normalt bruger for at belønne/forstærke en ønsket adfærd.)
En anden sekundær forstærker er en klikker. Lyden har ingen betydning fra starten, men gennem træningen lære hesten at klik-lyden betyder 'godbid på vej'. Hvis man træner via godbidder, kan klikkeren være utroligt effektiv, fordi den forstærker adfærden i dét sekund der klikkes og derved bliver mere præcis end hvis man først skal hale guf op af lommen og række hånden frem. Ligeledes minimere det risikoen for at hesten tigger efter godbider, fordi den lærer at de ikke kommer tilfældigt flyvende, men udelukkende kommer efter klikket. Det kan også være hjælpsomt for nogle af de heste, der er så optagede af godbidder at de slet ikke får noget ud af træningen, vis der er guf i farvandet. Her kan klikkeren i nogle tilfælde hjælpe på forkus eller man kan benytte sig af berøring istedet, som forstærker.
Nogle heste er meget motiverede af godbidder, mens andre er mere ligeglade. Nogle heste er mere tolerante overfor pres, mens andre igen er topmotiverede for at finde ud af hvordan de fjerner det. Det vigtigste for træneren består i at finde frem til hvad der motivere den enkelte hest (og ejer) bedst og så vælge mellem de mange muligheder og tilrettelægge træningen efter det.
Negativ forstærkning
En gængs misforståelse er, at negativ forstærkning er noget dårligt, men det er faktisk noget af det vi bruger allermest i kommunikationen med vores hest. Ved negativ forstærkning giver man en påvirkning i form af et pres og når hesten udføre den ønskede adfærd forstærker man den adfærd ved at fjerne (-minus) presset igen. Herved bliver hesten mere motiveret til at udføre den samme adfærd næste gang den mærker det samme pres. Hvis man vil have hesten til at rykke bagparten mod venstre, kan man lægge hånden på hestens bagpart på højre side og presse lidt. Når hesten tager et skten skridt mod venstre, fjerner man presset igen og forstærker derved adfærden. Hvis hesten derimod truede af dig med et bagben og du blev forskrækket og trådte tilbage, så var det trueadfærden der blev forstærket og dermed bliver det den mest sandsynlige adfærd, næste gang du lægger hånden på hestens bagpart.
Vi bruger negativ forstærkning hele tiden. Klemmer med schenklerne og slipper igen når hesten går fremad. Tager i tøjlerne og giver efter når hesten bremser. Tager i træktovet og slækker når hesten følger med osv osv. Negativ forstærkning er uhyre effektivt når vi timer presset og eftergiften, hvilket desværre også gælder i situationer hvor vi IKKE ønsker at forstærke, men kommer alligevel til det. Stejleadfærd er en typisk adfærd, hvor man let kommer til at forstærke hesten i adfærden, fordi det er svært at bibeholde et pres, mens hesten stejler.
Man kan måske godt få hesten motiveret til at udføre en bestemt respons/adfærd via presset, men hvis man ikke husker at give efter, så har man ikke trænet responsen til at komme lettere og hurtigere næste gang, fordi adfærden ikke blev forstærket af eftergift. Ligeledes hvis man benytter et for højt pres (fysisk smerte) risikere man at miste indlærelsen i øvelsen. Når negativ forstærkning benyttes struktureret, konsekvent, og venligt i indlæringen af forskellige kommandoer er det yderst effektivt og komandoerne kan hurtigt forfines til meget lette påvirkninger, der fungere som en slags "stikord" til hesten mere end fysisk pres. Kombineret med klassisk betingning, kan man kommunikere med hesten via næsten usynlige og ikke invasive hjælpere.
Det allervigtigste at huske om negativ forstærkning er:
Presset motivere men det er EFTERGIFTEN der træner.