Lundsgårds kunstnermiljø

Tirsdag 4. august 2015 kl. 08:52

Lundsgårds kunstnermiljø
Gårdpladsen er ét stort arbejdende atelier i disse dage. Foto: Emil Andresen

Lundsgårds kunstnermiljø
Jensd Galsciøt samlede et stort publikum til sit foredrag om politisk kunst. Foto: Emil Andresen
Ved Art Week er et særligt kunstnermiljø opstået. 32 kunstnere udstiller i Anexet, og de har samtidig åbenlyst nogle dejlige dage sammen med kunsten i højsædet.

Den store firlængede avlsgård på Lundsgård har i denne uge sit helt eget kunstmiljø. Én ting er, at selve Anexet, den tidligere kostald, rummer en meget flot udstilling af 32 kunstneres mangfoldige udtryk. En anden ting er, at det at så mange kunstnere er samlet på ét sted over en uge, skaber en helt særlig stemning og et kreativt miljø, hvor det virker som om kunstnerne stortrives.

De fleste af de 32 kunstnere, der udstiller i Anexet, har sagt ja til at male et værk under selve Art Week. På lørdag den 8. august sælges værkerne på auktion, og pengene går ubeskåret til Børnecancerfonden. Den opgave har kunstnerne taget på sig med stort engagement, og det betyder, at gården ved Anexet i disse dag er ét stort arbejdende atelier – godt hjulpet af sommeren, der endelig er sluppet løs.

Kjerteminde Avis lagde vejen forbi mandag og oplevede, hvordan en stor del af de udstillende kunstnere havde fundet ud i gården, hvor de var travlt optagede af at skabe kunst.

Samtidig var Art Week besøgt af et talrigt publikum, der også kom for at høre Jens Galschiøt fortælle om sin politiske kunst.

Galschiøt leverede et veloplagt foredrag, hvor han fortalte om sin egen baggrund og om vendepunktet med borgerkrigen i Jugoslavien med al sin uhyggelige vold gjorde, at han engagerede sig i politisk kunst. Siden da har han gjort sig berømt med initiativer som Den indre Svinehund, Skamstøtten og mange andre tiltag, der har forundret og forarget verden over.

Galschiøt fortalte naturligvis også om det helt aktuelle initiativ, den store skulptur Fundamentalismen, der har fokus på de store religioners forskelle og ligheder – især det sidste, fremgik det af Galsciøts foredrag.

Art Week fortsætter ugen ud. Arrangementet tegner allerede nu til at blive en fuldtonet succes.

Måske blev idéen til Art Week skabt af nød, fordi Bente og Michael Grønlund ikke kunne bære International Art Festival ved egen kraft. Som de første dage er forløbet, kan det se ud til, at Art Week blev en så vellykket lillebror til festivalen, som ikke engang dens arrangører havde forestillet sig.


Kim Jørstad