Fredagens mest læste
Bente Grønlund fik i marts en reel dødsdom på grund af kræft. Alligevel er hun nu efter medicinsk behandling og operation tæt på at føle sig rask og klar til at give sig i kast med Art Week og også gerne Stafet for Livet, hvis det havde været praktisk muligt. Det er noget af et mirakel, der er sket, mener hun selv.
Forestil dig en græsmark på Færøerne. Du er på vej hen over den, men du kan se at lidt længere fremme stopper marken ved en klippekant og langt nede fornemmer du havets brusen mod foden af klippen.
Nogenlunde sådan et billede, så Bente Grønlund for sig, efter at hun den 1. marts havde modtaget en dødsdom på Odense Universitetshospital. Meldingen var, at hun havde kræft i underlivet, og at det eneste, hospitalet kunne tilbyde var en livsforlængende kemo-kur. En cyste på 10 x 13 cm var den uhyggelige realitet.
Meldingen kom totalt uventet. Efter en periode med stærke smerter i ryggen forventede Bente at få en behandling for nyrebækkenbetændelse, men en scanning viste, at problemet var langt mere alvorligt – kræft i et fremskredent stadium.
Kjerteminde Avis har mødt Bente Grønlund til en snak i hjemmet i Langegade. Umiddelbart virker hun både glad og frisk. Det eneste, der afslører angrebet af den uhyggelige sygdom, er tørklædet, der skjuler hårtabet efter kemo-kuren.
Kortsigtede fremtidsplaner
– En livsforlængende kemo-kur er i realiteten det samme som en dødsdom, og det er klart, at der ryger mange tanker gennem ens hoved ved sådan en melding, siger hun med et skævt smil.
– Fremtidsplanerne bliver temmelig kortsigtede, og det var på det tidspunkt, at billedet af græsmarken på Færøerne dukkede op, især når jeg skulle sove.
En umiddelbar konsekvens var, at den cykel, som Bente skulle have brugt på Team Rynkebys tur til Paris i denne sommer, måtte parkeres, men dog ikke skrottes. Der kan jo blive brug for den senere!
Bentes og Michaels intentioner om at flytte fra Kerteminde blev også parkeret i hvert fald for en tid.
– Uden Art Festivalen og galleri er der jo ikke noget, der knytter os specielt til Kerteminde. Vi er begge freelancere og kan bo hvor det skal være, så hvorfor skulle vi lige blive her?
Hvad der ikke blev parkeret, var idéen om en opfølger til Art Festival i form af Art Week, der som bekendt løber af stablen i den kommende uge.
Essensen af Art Festival
– Det er essensen af Art Festival, vi har samlet, og vi har skåret det besværlige og omkostningstunge fra, forklarer hun. – For eksempel gav skulpturudstillingen under Art festival altid en masse arbejde, og i det hele taget brugte vi mange kræfter på at involvere hele egnen i festivalen. Vores håb har så været, at lokale kunstnere ville gribe bolden og sætte gang i aktiviteter under Art Week. Og hvis ikke de gør det, så er der ikke noget at gøre ved det.
– Økonomisk har vi i hvert fald ikke satset så meget. Om alt går vel, kan Art Week endda præstere et lille overskud.
– Nu får vi se, og tiden skal også vise, om den første uge i august er det rigtige sted i kalenderen. Det kan være, det skal være senere i august. (Man fornemmer, at der allerede er tanke om en Art Week nummer to).
Behandlede sig selv
Meldingen fra lægerne om et alvorligt angreb af kræft kom som noget af et chok. Men Bente Grønlund er ikke typen, der bare accepterer en dødsdom. Hun gik i gang med at finde ud af, hvad hun kunne gøre selv, og som uddannet kemiingeniør var hun godt klædt på til at læse tekster fra ind- og udland om medikamenter og diverse kure.
Bente valgte på den baggrund en kur med intravenøst C-vitamin, samtidig med at hun begyndte at spise en særlig slags kinesiske svampe. Begge dele styrker immunforsvaret, og i dag giver hun sin egen behandling og sin gode kondition en stor del af æren for, at hun klarede kemo-kuren så godt, som tilfældet blev.
Udsigt til sidste gang kemo
Seks gange i alt skulle hun modtage kemo. Sidste gang er i dag den 31. juli.
Efter de første gange konstaterede lægerne, at Bente reagerede ualmindelig positivt på kemo-kuren, og de besluttede sig på den baggrund for at operere.
En syv-timer lang operation blev gennemført og meldingen derefter var, at al synlig kræft var fjernet.
– I september skal jeg til en ny scanning, og jeg har da håb om, at de derefter erklærer mig rask. Hvis det sker, er det virkelig et mirakel, konstaterer Bente stille. – Jeg mangler bare at se håbet og glæden i lægernes øjne, men selvfølgelig vil de ikke love noget. De udsteder ingen garantier.
Meget tilfreds med OUH
– Den kirurg, der opererede mig, var en ualmindelig rar person - empatisk og engageret. Han besøgte mig på stuen hver dag efter operationen og ringede, efter at jeg var kommet hjem. Han var udlænding, vist nok fra Lithauen. Han var fantastisk! Jeg fik at vide senere, at det har noget at gøre med, at han som læge er opdraget til et system, hvor læger tager ansvar på en helt anden måde, end danske læger gør.
Bente er meget positiv i sin vurdering af den lithauiske læge og i det hele taget af indsatsen på OUH. – Der sker noget, når man har diagnosen kræft, siger hun. – Så kan meget lade sig gøre, og jeg er meget, meget positiv. Jeg tror, den længste ventetid, jeg har haft, var 7 minutter.
I øvrigt har jeg fået at vide, at OUH sammen med Vejle Sygehus er førende her i landet med hensyn til behandling af netop min kræftform.
Taler gerne om sin sygdom
Bente har ikke på noget tidspunkt været bange for at tale om sin sygdom, selv om hun er klar over, at kræft er noget, de fleste er så bange for, at ordet nærmest er tabu.
– Jeg har hele tiden talt åbent om det, fortæller hun. – Det kan da være, at nogen har taget det andet fortov, når de har set mig, men for mig har det ikke været et problem at snakke om det, heller ikke med min familie.
Også børnebørnene Emilie og Oliver har været indviet i, hvad der er foregået.
Emilie var fornylig på besøg. På et tidspunkt kaldte hun på mormor og lod forstå, at hun var en læge, der gerne lige ville have en snak. Mormor blev undersøgt, og ”lægen” konkluderede, at det så ud til, at der var sket et mirakel.
Utilpashed og træthed har været ubehagelige følgesvende til den barske behandling med kemo. Derfor passer det heller ikke så godt, at Art Week begynder på Lundsgaard, dagen efter sidste gang kemo.
- Ja, Annette Vilhelmsen åbner for arrangementet lørdag kl. 16. Selvfølgelig passer det ikke så godt ind i forhold til min behandling, men bliver jeg træt, så får jeg vel en stol at sidde på.
For en udenforstående kan det lyde som noget af en udfordring, at Art Week er på programmet lige nu med kunstudstillinger, foredrag og andre aktiviteter hele den første uge i august.
Vi dur ikke til ikke at gøre noget
– Michael og jeg dur simpelthen ikke til ikke at gøre noget, siger Bente. – Vi måtte jo opgive Art Festivalen, men i Art Week har vi fundet en rigtig god erstatning.
Art Festival har altid haft et vigtigt socialt element. Det bliver også tilfældet på Art Week. De fleste af de 31 kunstnere, der deltager, har sagt ja til at male et billede under festivalen. Ugen igennem modtager de også bud på deres værker og på Art Weeks sidste dag går værkerne til højstbydende. Pengene går ubeskåret til BørneCancer Fonden, og donationen bliver hentet på dagen af det hold fra Team Rynkeby, som Bente egentlig skulle havde deltaget på i år.
Til Paris i 2016
Sygdommen kom i vejen, men cyklen har alligevel været af stald igen, og Bente satser på, at hun i 2016 tager hele turen med til Paris. Kampen mod kræft fylder naturligvis en del hos hende.
Det og så indsatsen for at hjælpe flygtninge. Hun har derfor kun hovedrysten til overs for den nuværende regerings meget negative holdning til flygtninge.
Planen var egentlig at kombinere kampen mod kræft og kampen for flygtninge ved at deltage på LINKs hold ved Stafet for Livet i Kerteminde Kommune den 15. – 16. august. Datterens runde fødselsdag er imidlertid netop den 15. august. Typisk Bente blev det fødselsdagen og ikke sygdommen, der forårsagede et afbud til Stafet for Livet.
Kim Jørstad
Et mirakel i Langegade
Søndag 2. august 2015 kl. 06:40| Bente og Michael Grønlund. - Vi dur ikke til ikke at lave noget, siger Bente. Foto: Emil Andresen |
 | |
|
Forestil dig en græsmark på Færøerne. Du er på vej hen over den, men du kan se at lidt længere fremme stopper marken ved en klippekant og langt nede fornemmer du havets brusen mod foden af klippen.
Nogenlunde sådan et billede, så Bente Grønlund for sig, efter at hun den 1. marts havde modtaget en dødsdom på Odense Universitetshospital. Meldingen var, at hun havde kræft i underlivet, og at det eneste, hospitalet kunne tilbyde var en livsforlængende kemo-kur. En cyste på 10 x 13 cm var den uhyggelige realitet.
Meldingen kom totalt uventet. Efter en periode med stærke smerter i ryggen forventede Bente at få en behandling for nyrebækkenbetændelse, men en scanning viste, at problemet var langt mere alvorligt – kræft i et fremskredent stadium.
Kjerteminde Avis har mødt Bente Grønlund til en snak i hjemmet i Langegade. Umiddelbart virker hun både glad og frisk. Det eneste, der afslører angrebet af den uhyggelige sygdom, er tørklædet, der skjuler hårtabet efter kemo-kuren.
Kortsigtede fremtidsplaner
– En livsforlængende kemo-kur er i realiteten det samme som en dødsdom, og det er klart, at der ryger mange tanker gennem ens hoved ved sådan en melding, siger hun med et skævt smil.
– Fremtidsplanerne bliver temmelig kortsigtede, og det var på det tidspunkt, at billedet af græsmarken på Færøerne dukkede op, især når jeg skulle sove.
En umiddelbar konsekvens var, at den cykel, som Bente skulle have brugt på Team Rynkebys tur til Paris i denne sommer, måtte parkeres, men dog ikke skrottes. Der kan jo blive brug for den senere!
Bentes og Michaels intentioner om at flytte fra Kerteminde blev også parkeret i hvert fald for en tid.
– Uden Art Festivalen og galleri er der jo ikke noget, der knytter os specielt til Kerteminde. Vi er begge freelancere og kan bo hvor det skal være, så hvorfor skulle vi lige blive her?
Hvad der ikke blev parkeret, var idéen om en opfølger til Art Festival i form af Art Week, der som bekendt løber af stablen i den kommende uge.
Essensen af Art Festival
– Det er essensen af Art Festival, vi har samlet, og vi har skåret det besværlige og omkostningstunge fra, forklarer hun. – For eksempel gav skulpturudstillingen under Art festival altid en masse arbejde, og i det hele taget brugte vi mange kræfter på at involvere hele egnen i festivalen. Vores håb har så været, at lokale kunstnere ville gribe bolden og sætte gang i aktiviteter under Art Week. Og hvis ikke de gør det, så er der ikke noget at gøre ved det.
– Økonomisk har vi i hvert fald ikke satset så meget. Om alt går vel, kan Art Week endda præstere et lille overskud.
– Nu får vi se, og tiden skal også vise, om den første uge i august er det rigtige sted i kalenderen. Det kan være, det skal være senere i august. (Man fornemmer, at der allerede er tanke om en Art Week nummer to).
Behandlede sig selv
Meldingen fra lægerne om et alvorligt angreb af kræft kom som noget af et chok. Men Bente Grønlund er ikke typen, der bare accepterer en dødsdom. Hun gik i gang med at finde ud af, hvad hun kunne gøre selv, og som uddannet kemiingeniør var hun godt klædt på til at læse tekster fra ind- og udland om medikamenter og diverse kure.
Bente valgte på den baggrund en kur med intravenøst C-vitamin, samtidig med at hun begyndte at spise en særlig slags kinesiske svampe. Begge dele styrker immunforsvaret, og i dag giver hun sin egen behandling og sin gode kondition en stor del af æren for, at hun klarede kemo-kuren så godt, som tilfældet blev.
Udsigt til sidste gang kemo
Seks gange i alt skulle hun modtage kemo. Sidste gang er i dag den 31. juli.
Efter de første gange konstaterede lægerne, at Bente reagerede ualmindelig positivt på kemo-kuren, og de besluttede sig på den baggrund for at operere.
En syv-timer lang operation blev gennemført og meldingen derefter var, at al synlig kræft var fjernet.
– I september skal jeg til en ny scanning, og jeg har da håb om, at de derefter erklærer mig rask. Hvis det sker, er det virkelig et mirakel, konstaterer Bente stille. – Jeg mangler bare at se håbet og glæden i lægernes øjne, men selvfølgelig vil de ikke love noget. De udsteder ingen garantier.
Meget tilfreds med OUH
– Den kirurg, der opererede mig, var en ualmindelig rar person - empatisk og engageret. Han besøgte mig på stuen hver dag efter operationen og ringede, efter at jeg var kommet hjem. Han var udlænding, vist nok fra Lithauen. Han var fantastisk! Jeg fik at vide senere, at det har noget at gøre med, at han som læge er opdraget til et system, hvor læger tager ansvar på en helt anden måde, end danske læger gør.
Bente er meget positiv i sin vurdering af den lithauiske læge og i det hele taget af indsatsen på OUH. – Der sker noget, når man har diagnosen kræft, siger hun. – Så kan meget lade sig gøre, og jeg er meget, meget positiv. Jeg tror, den længste ventetid, jeg har haft, var 7 minutter.
I øvrigt har jeg fået at vide, at OUH sammen med Vejle Sygehus er førende her i landet med hensyn til behandling af netop min kræftform.
Taler gerne om sin sygdom
Bente har ikke på noget tidspunkt været bange for at tale om sin sygdom, selv om hun er klar over, at kræft er noget, de fleste er så bange for, at ordet nærmest er tabu.
– Jeg har hele tiden talt åbent om det, fortæller hun. – Det kan da være, at nogen har taget det andet fortov, når de har set mig, men for mig har det ikke været et problem at snakke om det, heller ikke med min familie.
Også børnebørnene Emilie og Oliver har været indviet i, hvad der er foregået.
Emilie var fornylig på besøg. På et tidspunkt kaldte hun på mormor og lod forstå, at hun var en læge, der gerne lige ville have en snak. Mormor blev undersøgt, og ”lægen” konkluderede, at det så ud til, at der var sket et mirakel.
Utilpashed og træthed har været ubehagelige følgesvende til den barske behandling med kemo. Derfor passer det heller ikke så godt, at Art Week begynder på Lundsgaard, dagen efter sidste gang kemo.
- Ja, Annette Vilhelmsen åbner for arrangementet lørdag kl. 16. Selvfølgelig passer det ikke så godt ind i forhold til min behandling, men bliver jeg træt, så får jeg vel en stol at sidde på.
For en udenforstående kan det lyde som noget af en udfordring, at Art Week er på programmet lige nu med kunstudstillinger, foredrag og andre aktiviteter hele den første uge i august.
Vi dur ikke til ikke at gøre noget
– Michael og jeg dur simpelthen ikke til ikke at gøre noget, siger Bente. – Vi måtte jo opgive Art Festivalen, men i Art Week har vi fundet en rigtig god erstatning.
Art Festival har altid haft et vigtigt socialt element. Det bliver også tilfældet på Art Week. De fleste af de 31 kunstnere, der deltager, har sagt ja til at male et billede under festivalen. Ugen igennem modtager de også bud på deres værker og på Art Weeks sidste dag går værkerne til højstbydende. Pengene går ubeskåret til BørneCancer Fonden, og donationen bliver hentet på dagen af det hold fra Team Rynkeby, som Bente egentlig skulle havde deltaget på i år.
Til Paris i 2016
Sygdommen kom i vejen, men cyklen har alligevel været af stald igen, og Bente satser på, at hun i 2016 tager hele turen med til Paris. Kampen mod kræft fylder naturligvis en del hos hende.
Det og så indsatsen for at hjælpe flygtninge. Hun har derfor kun hovedrysten til overs for den nuværende regerings meget negative holdning til flygtninge.
Planen var egentlig at kombinere kampen mod kræft og kampen for flygtninge ved at deltage på LINKs hold ved Stafet for Livet i Kerteminde Kommune den 15. – 16. august. Datterens runde fødselsdag er imidlertid netop den 15. august. Typisk Bente blev det fødselsdagen og ikke sygdommen, der forårsagede et afbud til Stafet for Livet.
Kim Jørstad