Grønlunds klar med ny kunstsatsningMandag 23. februar 2015 kl. 11:07
Kunsten løber i årerne på Bente og Michael Grønlund, og trods deres egen aflivning af ART Festivalen, har de alligevel mod på et nyt kunstprojekt, der til forveksling ligner noget vi har set før, blot på et nyt og mere strategisk tidspunkt - Vinterens dage og aftener blev for lange for os – så vi besluttede de skulle omsættes til noget mere værdifuldt end at se TV, meddeler parret i en pressemeddelse. Og hvad skulle de mange mørke og ledige timer så omsættes til? - Tja - vi kunne jo lave International Art Festival igen – men nej – den har vi jo aflivet. Men det er jo det vi er bedst til, fortsætter Grønlunds. Derfor blev en beslutning taget om at klippe det bedste ud af ART Festivalen og lave en ny kunstkollage i form af ART WEEK, som det nye projekt kommer til at hedde, og som vil blive afviklet på Lundsgaard, hvor ART Festivalen blev begravet i fjor. ART WEEK kommer til at foregå på Lundsgaard med start lørdag den 1. august kl. 16.00 og med slutning lørdag den 8. august kl. 18.00. Altså en dag kortere end ART Festivalen. Bente og Michael Grønlund har igen inviteret et bredt udvalg af kunstnere fra nær og fjern. Alle vil blive samlet på Lundsgaard Gods og kunstnerne vil andet end blot udstille. De vil vise de besøgende hvordan de arbejder, og de vil lave fælles projekter. - Og så kan det også godt være vi udfordrer kunstnerne, meddeler 2 x Grønlund. Overraskelser skal der også være plads til, og der vil blive mulighed for, at publikums kreative evner kan udfordres – ideerne er mange og lige nu sidder de inviterede kunstnere og udtænker ideer. - Når alle ideer og alle kunstnere har meldt tilbage melder vi ud hvilke 30-35 kunstnere vi præsenterer på Lundsgaard i ART WEEK 2015. Dette sker ca. 1. april. Der vil også blive musikalske indslag i de skønne sommeraftner på gårdspladsen på Lundsgaard og et foredrag eller to er også under planlægning. Der vil blive udarbejdet et katalog, til glæde for alle gæster og kunstnere, som deles gratis ud til de besøgende – til gengæld skal de besøgende i år betale en beskeden entre til kunstudstillingerne og der vil blive solgt billetter til musik og foredragsarrangementerne. ART WEEK falder sammen med den årlige Havnefest, og det kan både være godt og skidt. Muligvis er det ikke det samme publikum arrangementerne taler til, og ART WEEK-udstillere og gæster kan få fornøjelsen af festlighederne i byen den første weekend i august. RMJ |